27. apr. 2023 - 13:47

Politi opretter militærzoner i Esbjerg – krigsmateriel på vej




I løbet af weekenden anduver fragtskibet “ARC Endurance” havnen i Esbjerg med lasten fuld af amerikansk krigsmateriel. I den forbindelse etablerer Syd- og Sønderjyllands Politi nu to midlertidige militære områder – et på havnen og et i Esbjerg Lufthavn.

Det fremgår af pressemeddelelser fra Forsvaret og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Områderne vil blive bevogtet af Hjemmeværnet og vil være gældende fra fredag og frem til 9. juni.

Om bord på skibet befinder sig i omegnen af 30 helikoptere og mere end 1000 styk militært materiel, for eksempel køretøjer.

Der er tale om såkaldt værtsnationsstøtte, og det foregår i regi af forsvarsalliancen Nato. Det går ud på at understøtte allierede nationer, som har ophold i Danmark – i dette tilfælde USA.

I januar var Aarhus Havn ramme for en lignende operation. Også her handlede det om at understøtte den amerikanske Operation Atlantic Resolve – en betegnelse, som dækker over USA’s øgede tilstedeværelse i Europa.

Offentligheden vil være forment adgang til de midlertidige militære områder.