27. jun. 2023 - 10:38

Nationalmuseet donerer sjælden fjerkappe til Brasilien




Nationalmuseet donerer en sjælden brasiliansk fjerkappe til det brasilianske nationalmuseum.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en såkaldt Tupinambá-fjerkappe, som der på verdensplan findes 11 af. Nationalmuseet har fem af fjerkapperne, og den, der bliver doneret, er blandt de bedst bevarede.

Brasiliens nationalmuseum nedbrændte i 2018, og her mistede det stort set hele sin etnografiske samling.

– Kulturarven spiller en afgørende rolle i nationers fortællinger om dem selv og befolkningers selvforståelse.

– Sådan er det i hele verden, og derfor er det vigtigt for os at være med til at bygge det brasilianske nationalmuseum op igen efter den altødelæggende brand for nogle år siden, siger direktør i Nationalmuseet, Rane Willerslev, i pressemeddelelsen.

Tupinambá-folket var blandt de første indfødte folk, som europæerne stødte på ved ankomsten til Brasiliens østkyst.