FN’s Menneskerettighedsråd er hasteindkaldt til et krisemøde om afbrændinger af Koranen uden for en moské i Sverige. Det er sket på en anmodning fra Pakistan, oplyser en FN-talsmand.
Mødet om tiltagende religiøst had vil formentligt finde sted senere i denne uge, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, som har hovedkvarter i Saudi-Arabien, opfordrede søndag til, at der gribes ind over for afbrændinger af Koranen.
De 57 medlemslande i OIC har i hovedkvarteret i Jeddah i Saudi-Arabien søndag reageret på, at en mand onsdag brændte et eksemplar af Koranen af udenfor en moské i Stockholm.
Onsdagens koranafbrænding i Stockholm var den første, siden dansk-svenske Rasmus Paludan fra det indvandringskritiske parti Stram Kurs i januar brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Siden er flere anmodninger om at brænde koraner af blevet afvist af sikkerhedsmæssige årsager, men onsdagens afbrænding blev tilladt af svensk politi.
OIC’s generalsekretær Hissein Brahim Taha, understreger, at det er nødvendigt at sende et klart signal til det internationale samfund om, at det er imod det internationale samfunds normer og regler at fremme religiøst had.
Taha kalder det “en foragtelig handling” at brænde Koranen af.
Reuters