Den netop udleverede finansmand i sagen om svindel med refusion af udbytteskat var en herre med en udmærket løn, da han arbejdede hos Sanjay Shah.
I løbet af tre år tjente han 32 millioner kroner. Men oveni kom udbyttet fra den påståede kriminalitet mod Danmark – 134 millioner kroner.
Sådan lyder det fra en af anklagerne onsdag i grundlovsforhøret med den 52-årige Anthony Mark Patterson.
I Retten i Glostrup henviser specialanklager Marie Tullin til et internt regneark fra Solo-gruppen, som var styret af Sanjay Shah.
Selv har Anthony Mark Patterson ikke fået regnearket for eksempel i en mail, bemærker britens ene forsvarer, advokat Henrik Stagetorn.
Den veltrænede solbrændte mand sidder ved Stagetorns side. Og med sig har han også en ekstra forsvarer, advokat Martin Simonsen.
Ifølge anklagemyndigheden var Patterson højre hånd for Sanjay Shah og medvirkede til bedrageri mod den danske statskasse for næsten ni milliarder kroner. Dertil kommer forsøg på mere end en halv milliard.
Men den 52-årige nægter sig skyldig. Han blev tirsdag aften anholdt i lufthavnen i Kastrup, da han efter en langstrakt udleveringssag endelig kom til Danmark.
Internt blev Patterson kaldt “Pogo”. Det står i mails og andre dokumenter.
Lønnen fra Solo Capital gjaldt arbejde fra marts 2013 til april 2016. Den første del af perioden arbejdede Patterson i London, derefter var adressen Dubai.
Meget af tiden gik – påstår anklagemyndigheden – med at planlægge og organisere bedrageriet mod Skat.
Det skete i 3205 handler, hævdes det i anklageskriftet. Og 134 millioner fra den danske statskasse gik altså direkte i Pattersons lommer som belønning for anstrengelserne, lyder det.
I onsdagens retsmøde skal dommeren afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 52-årige.
Han skal vurdere, om der er en begrundet eller særligt bestyrket mistanke.