07. jul. 2023 - 8:51

Coloplast vil købe islandsk selskab for op til 8,9 milliarder




Medicinalselskabet Coloplast vil købe den islandske sårplejevirksomhed Kerecis for op til 8,9 milliarder kroner.

Det oplyser Coloplast i en selskabsmeddelelse.

Den indledende købssum lyder på 8,2 milliarder kroner, som betales kontant, når handlen går igennem. Beløbet kan vokse til 8,9 milliarder kroner.

Handlen skal styrke Coloplasts position på markedet for sårpleje. Her arbejder det islandske selskab med at bruge fiskeskind til at hele sår på mennesker.

Coloplast opjusterer samtidig sine langsigtede forventninger til den organiske vækst i omsætningen til 8-10 procent. Det er et procentpoint mere end tidligere.

Opkøbet er afhængig af nødvendige godkendelser fra myndigheder. Den er desuden afhængig af, at mindst 90 procent af aktionærerne i Kerecis godkender det.

På nuværende tidspunkt har 77 procent af det islandske selskabs aktionærer forpligtet sig til at sælge deres aktier til Coloplast. Det fremgår af meddelelsen.

Coloplast forventer, at handlen kan gennemføres i fjerde kvartal af regnskabsåret 2022/23.

Coloplast producerer blandt andet produkter til sårpleje og stomi- og inkontinenspatienter. Selskabet er en del af det danske C25-indeks.

Det danske selskab vil finansiere milliardhandlen ved at forhøje aktiekapitalen. Det betyder i praksis, at selskabet vil udstede nye aktier og på den måde få penge i kassen.

Kerecis har en godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til at producere produkter inden for sårbehandling baseret på fiskeskind.