15. aug. 2023 - 8:21

Højere renter og opkøb luner i Jyske Banks kasse




Jyske Bank nyder godt af, at Nationalbanken har hævet renten adskillige gange det seneste år.

I andet kvartal alene har højere renter været med til at give banken et overskud på 1,2 milliarder kroner.

Det svarer til en stigning på knap 43 procent på et år, viser halvårsregnskab tirsdag morgen.

Også opkøbet af Handelsbanken Danmark har indtil videre vist sig at være en solid forretning for Jyske Bank.

Både opkøb og et højere renteniveau har løftet nettorenteindtægterne til 2,4 milliarder kroner i andet kvartal mod 1,4 milliarder kroner i samme periode sidste år.

Udviklingen gav senest anledning til en opjustering i juli, så banken har fortsat kurs mod et rekordresultat i 2023.

Det siger ordførende direktør Anders Dam i regnskabet.

– Udviklingen bidrog desuden til en opgraderet kreditvurdering fra S&P, der anerkender koncernens funding, forbedrede rentabilitet og solide kapitalposition, siger han.

Integrationen af Handelsbanken Danmark forløber fortsat planmæssigt, og de første afdelingssammenlægninger er allerede gennemført.