Italiens udenrigsminister, Antonio Tajani, siger, at hans lands omstridte samarbejde med Kina i dets stort anlagte silkevejsprojekt er en skuffelse.
– Silkevejen har ikke ført til de resultater, som vi ventede os, siger han.
Tajanis melding kommer, fire år efter Italien trodsede kritik fra USA og EU og gik ind i det kinesiske projekt. Et projekt, som kritiseres for at dække over en plan om at styrke Kinas politiske og økonomiske dominans.
– Vi bliver nødt til at evaluere projektet igen. Parlamentet må afgøre, om vi skal fortsætte vores deltagelse eller ej, siger udenrigsministeren.
Det anses for usandsynligt, at Italien vil forny samarbejdsaftaler med det kinesiske styre, når de gældende aftaler udløber i marts 2024.
– Italien traf en rædselsfuld beslutning, da det gik med i Kinas silkevejsprojekt, da det ikke har gjort noget for vores eksport, har Italiens forsvarsminister, Guido Crosetto, tidligere sagt.
Antonio Tajani siger, at han i weekenden indleder en tredages diplomatisk mission i Kina. Den italienske premierminister, Giorgia Meloni, planlægger også et snarligt besøg i Beijing.
Kinas omfattende “Belt and Road-initiativ”, der også omtales som “den nye silkevej”, er en langsigtet plan. Formålet er at genoprette handelsvejen mellem Kina og Europa og Afrika via kæmpemæssige investeringer i jernbaner, havne, veje og anden infrastruktur.
Projektet er ofte blevet beskyldt for være en skjult “gældsfælde”, som skal hjælpe kinesiske selskaber. Det går ud på at vinde frem og forbedre de strategiske muligheder i blandt andet Afrika og Asien.
I Vesten er der kritik af det gigantiske projekt på flere områder. Det kinesiske kommunistparti beskyldes af USA for at gøre brug af “udnyttelse og tvang” i projektet.
Australske ministre har sagt, at Kinas aftaler i forbindelse med den nye silkevej er “propaganda”.
Kinas udenrigsminister, Wang Yi, har mange gange afvist beskyldninger om, at Beijing hjælper asiatiske og afrikanske lande for at narre dem ind i gældsfælder ved at tilbyde dem massive lån.
Den kinesiske minister siger, at idéen er et “narrativ”, som kommer fra modstandere af dem, som bekæmper fattigdom.
Kinas mange store udlån til Afrika er “et fælles gode” og ikke en strategi, som skal give Kinas muligheder for at få diplomatiske og kommercielle indrømmelser, lyder det.
EU-Kommissionen har imødegået Kinas nye silkevej ved at udvikle omfattende planer inden for transport, klima og energi, som skal konkurrere med kinesernes projekter.
Italien rullede i 2019 den røde løber ud for Kinas præsident, Xi Jinping, da han besøgte Rom.
Både fra Washington, Paris og Berlin blev italienernes politik kritiseret.
Reuters