Det koster to 36-årige mænd henholdsvis fem måneder og syv måneders fængsel, at de har udsat en kvinde for drugging på en natklub i København.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Begge er dømt for grov vold ved at have puttet stoffer i kvindens drink, uden at hun vidste det. Den enes straf er to måneder længere, da han tidligere er dømt for grov vold, skriver politiet.
Den 36-årige mand, som fik fem måneders fængsel, har også fået en advarsel om udvisning.
Kvinden blev dårlig under en bytur med de to mænd og henvendte sig dagen efter på skadestuen.
Ifølge politiet fik kvinden blandt andet besvær med at se og gå, fik muskelsmerter og begyndte at ryste.
Her blev der ifølge politiet fundet spor af amfetamin og methamfetamin i kvindens urin.
Hændelsen skete i januar i år på den eksklusive natklub Soho House i København.
De to tiltalte i sagen ville egentlig tilstå i maj, men sagen blev trukket fra retten. Det skyldtes, at anklageren vurderede, at de ikke havde aflagt en fuld tilståelse.
Da sagen var for retten i maj, var de to mænd uenige om, hvorvidt de vidste, at den anden havde puttet stoffer i de drinks, som offeret fik.
Det fremgår ikke, hvordan de to mænd forholder sig til onsdagens dom.