Dødstallet efter fredagens jordskælv i Marokko har rundet 2000 og er sent lørdag aften opgjort til 2012, oplyser landets indenrigsministerium.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Derudover er 2059 personer kommet til skade. Blandt de kvæstede er 1404 i kritisk tilstand.
Jordskælvet ramte Marokko klokken 23.11 fredag lokal tid med en beregnet størrelse på 6,8. Dets epicentrum lå i Atlasbjergene sydvest for storbyen Marrakesh.
Netop i Atlasbjergene har marokkanere lørdag aften gjort klar til at overnatte i det fri, skriver Reuters.
Der er således stadig frygt for, at de bygninger, der ikke allerede er kollapset, vil styrte sammen som følge af skælvet.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er flere end 300.000 personer på den eller anden måde berørt af jordskælvet alene i Marrakesh og de omkringliggende områder, skriver Reuters.