Seneste nyheder

24. oktober 2026

Medie: Kendt musiker kræves fængslet i sag om pistol

En dansk musiker og tre andre mænd kræves lørdag varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen, der har været til stede ved grundlovsforhøret, drejer sigtelserne mod gruppen sig om besiddelse af to pistoler, en revolver samt besiddelse af 843 gram ketamin.

De sigtede blev i forbindelse med retsmødet beskyttet af et navneforbud.

Det betyder, at det er strafbart at komme med oplysninger, som kan identificere dem.

Ifølge Ekstra Bladet argumenterede den sigtede musikers forsvarsadvokat også for et navneforbud ved at henvise til, at musikeren er kendt i offentligheden.

Avisen beskriver den pågældende musiker som en yngre landskendt hitmager.

Den del af sagen, som drejer sig om den pågældende mandlige musiker handler ifølge Ekstra Bladet om besiddelse af en pistol sammen med en af de medsigtede i september måned.

Lørdag morgen inden grundlovsforhøret fortalte anklager Alexander Scheel til B.T., at de fire, som er i aldersgruppen 28 til 34 år, blev anholdt på den københavnske vestegn fredag.

Her lød det også, at anklageren ville begære lukkede døre ved retsmødet.

Den anmodning efterkom dommeren ifølge Ekstra Bladet.

Derfor er det ikke muligt at få et nærmere indblik i, hvad de sigtede eventuelt forklarer, eller hvilke beviser politiet har i sagen.

RITZAU

Israelske styrker har fordrevet omkring 250 familier fra deres hjem i byen Hebron på Vestbredden.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fordrivelsen sker i kølvandet på en skudveksling mellem to palæstinensiske mænd og israelske soldater i området fredag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ritzaus planer for nyheder lørdag og søndag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Storm efterlader sårede og tusinder uden strøm i flere lande

To personer er kommet alvorligt til skade, efter at vindstød fredag eftermiddag væltede et stillads nær et marked i byen Nastätten vest for Frankfurt i Tyskland.

Den ene person blev fløjet til hospitalet med helikopter og er fortsat i kritisk tilstand, oplyser det lokale politi ifølge dpa.

Stormen med navnet Austen ramte Tyskland fredag.

Den tyske vejrtjeneste (DWD) udsendte advarsler til det vestlige Tyskland og opfordrede borgerne til at sikre løse genstande såsom større havemøbler.

Tysk brandvæsen og politi har været ude at fjerne væltede træer.

En cyklist måtte hjælpes fri af redningsfolk, efter vedkommende blev ramt af en gren.

Austen har også været forbi det sydvestlige England og den franske kyst.

I England var 10.000 britiske hjem uden strøm, og faldne træer blokerede for vejbaner og tog. Skolerne i de berørte områder var også lukkede ifølge The Guardian.

De franske myndigheder udsendte vejrvarsler i 23 områder i den nordvestlige del af landet på grund af kraftig vind. Her var 161.000 husholdninger efterladt uden elektricitet.

Ved landets kyst blev der målt vindstød på op til 161 kilometer i timen.

Resterne af stormen bevæger sig mod Danmark.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler kraftig blæst i form af stormende kuling og forhøjet vandstand.

Varslet gælder fra natten til søndag indtil mandag ved den jyske vestkyst, oplyser DMI.

Vandstanden varsles 2,7 til 3,2 meter over daglig vande langs vestkysten.

Jesper Eriksen, meteorolog ved DMI, siger, at det er vigtigt, at borgere langs vestkysten forbereder sig på de høje vandstande.

– Det er en ret alvorlig hændelse, som prognoserne har. Og den varsling, vi har ude, viser, at vandstanden kan blive flere meter over daglig vande, siger han.

I England varsler myndigheder om endnu en storm, som har fået navnet Boelo.

Den nye storm vil ramme Nordirland, Skotland og dele af det nordlige England, og varslet gælder natten til lørdag og hele søndagen.

RITZAU.

Ukraine melder om stabil forbindelse til vigtigt satellitsystem

Ukraine har igen stabil forbindelse til satellitnetværket Starlink.

Det siger den ukrainske regering lørdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Overvågningssystemer registrerer en genopretning i hastigheden af Starlink/Starshield, siger forsvarsminister Jevhenij Khmara og kalder forbindelsen “stabil”.

– Dette resultat er frem for alt vigtigt for vores front, for vores soldater, for droneoperationerne, for logistikken og for kommunikationen.

Ukraine bruger Starlink og netværkets militære udgave, Starshield, til kommunikation og droneoperationer på slagmarken.

Netværket har været i centrum under den nylige uro i forholdet mellem Ukraine og USA.

Det er selskabet SpaceX, som driver netværket. Men hverken selskabet eller den amerikanske regering har taget ansvar for de forstyrrelser i netværket, som der har været meldt om siden 14. oktober.

Fredag sagde fem ukrainske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der var restriktioner i Starlink for droner, der fløj med en hastighed på over 160 kilometer i timen.

Men lørdag er det tilsyneladende ikke længere tilfældet.

– Vi registrerer en hastighed på over 400 kilometer i timen, siger Jevhenij Khmara.

Også deling af advarsler om russiske missiler har været en kilde til splid mellem USA og Ukraine.

Fredag sagde Trump, at hvis der fortsat var problemer med Starlink, så ville han “få løst det”.

Medvirkende til det anspændte forhold er en dieselaftale mellem Rusland og USA, som Trump offentliggjorde 9. oktober. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskjyj, har beskyldt USA for at underminere flere års vestlig sanktionspolitik mod Rusland med aftalen.

Tidligere på ugen afgik det første skib fra Rusland som led i den aftale.

Kort efter offentliggørelsen af aftalen kritiserede Trump Ukraine for at blive ved med at angribe russiske olieraffinaderier, da det bidrager til at øge de globale brændstofpriser.

Den amerikanske krig i Iran har dog også i høj grad bidraget til de høje priser.

RITZAU

Danmarksdemokraterne vil have akutpakke mod stigende udgifter

Danmarksdemokraterne vil have en akutpakke, der skal sænke danskernes udgifter til varme, energi, benzin, diesel og transport.

Det siger formand Inger Støjberg (DD) lørdag i sin landsmødetale i Herning Kongrescenter.

Partiet vil blandt andet sænke afgifterne på benzin og diesel til EU’s minimumssats frem til næste sommer.

– Når benzin og diesel er så dyrt, så er det helt urimeligt, at staten skummer fløden med yderligere afgifter.

– Danskerne skal have råd til at køre på arbejde, passe deres uddannelse og besøge deres familie. Også hen over vinteren. Derfor skal benzin- og dieselafgiften ned nu, siger hun.

Danmarksdemokraterne stod allerede sidste år bag et beslutningsforslag om at sænke afgifterne på benzin og diesel til EU’s minimumssats.

RITZAU

Danmarksdemokraterne vil appellere til flere villaejere

Danmarksdemokraterne oplevede et halvskidt folketingsvalg, da danskerne gik til stemmeboksene 24. marts i år.

Partiet gik fra 8,1 procent af stemmerne ved valget i 2022 til en opbakning på 5,8 procent ved valget i år.

Det betød samtidig, at partiet gik fire mandater tilbage, så Danmarksdemokraterne nu har ti folketingsmedlemmer.

Det lidt for ensidige fokus på yderområderne skal ændres, siger formand Inger Støjberg (DD) i sin tale lørdag ved partiets landsmøde i Herning Kongrescenter.

– Jeg synes også, at vi har en fælles opgave i at få bredt vores partis appel endnu mere ud. Det viste resultatet af folketingsvalget også. Fundamentet er stærkt, men nu skal vi bygge på.

– Danmarksdemokraterne skal både være et parti for dem ved markvejen, men også for dem, der bor på villavejen, siger hun.

RITZAU

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/TYSKLAND/ØRNEREDEN+NV”, udsendt kl. 4:21 med overskriften “En person anholdt efter brand i Adolf Hitlers gamle fæstning” er korrigeret. I afsnit 3 er “mistænksom” rettet til “mistænkelig”.

Bayern melder Kompanys tilstand stabil efter kollaps

Bayern München-cheftræner Vincent Kompanys tilstand er stabil, efter at han fredag kollapsede på træningsbanen.

Det siger sportsdirektør Max Eberl ifølge klubbens X-profil.

– Den gode nyhed er, at han er stabil.

– Det var ikke en rar episode for nogen. Han kollapsede på banen, og han skal bruge flere dage på hospitalet, indtil alle undersøgelser er gennemført, siger han.

Bild skrev fredag, at Kompany var bragt til et hospital i München med assistance fra en akutlæge. Forinden var en helikopter landet ved træningsanlægget.

Sportsdirektør Max Eberl fortæller, at Kompany har haft mindre helbredsproblemer i den seneste periode.

– Undersøgelserne har allerede givet nogle svar, men flere svar er nødvendige for at fastslå årsagen, og hvor lang tid det vil tage ham at komme sig, siger Eberl.

RITZAU

Minister følger 3 Danmarks situation tæt

Op mod 400.000 privatkunder hos 3 Danmark kan have fået lækket deres navn og adresse til uvedkommende. Det oplyste selskabet fredag. Ifølge 3 Danmark indebærer hændelsen dog efter al sandsynlighed ikke nogen risiko for kunderne. Selskabet understreger desuden, at sagen ikke er relateret til det store sikkerhedshul, der onsdag lukkede flere hjemmesider ned. Sagen får nu minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, til at reagere. Hun følger situationen tæt og oplyser, at myndighederne er i dialog med selskabet. Ifølge ministeren skal cybersikkerheden herhjemme op i et helt andet gear, fordi Danmark er så digitaliseret.

Kim Jong-un besøger grænseby i Kina via nyåbnet bro

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er lørdag ankommet til Kina via en nyåbnet bro mellem Kina og Nordkorea.

Det siger en embedsmand i den sydkoreanske regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kim Jong-un befinder sig ifølge embedsmanden i den kinesiske by Dandong, hvortil den tre kilometer lange bro går.

Der er tilsyneladende tale om det første besøg i over et år. Seneste offentligt kendte besøg var i september 2025.

Broen stod færdig i 2014, men har stået ubrugt hen, fordi tilkørselsveje og et toldområde på den nordkoreanske side ikke var færdige.

Målet med broen er blandt andet at genoplive handlen på tværs af grænsen.

Christopher Green, som er Korea-ekspert på Leiden-universitetet i Holland, siger til Reuters, at meget endnu er usikkert, men han regner med et topmøde med den kinesiske præsident, Xi Jinping.

– Det er for tidligt at spå om Kims hensigter, for han er kun i Dandong, siger Green til Reuters.

– Bliver der et Xi-Kim-topmøde? Formentlig – det vil være overraskende, hvis ikke det sker. Men intet er sikkert på nuværende tidspunkt.

RITZAU

Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, følger de seneste cybersikkerhedshændelser tæt.

Meldingen kommer efter, at 3 Danmark oplyste fredag, at uvedkommende kan have haft adgang til fornavn, efternavn og og adresse på privatkunder.

– Myndighederne er i tæt dialog med det relevante selskab, siger minister Lisbeth Bech-Nielsen.

For første gang indbetaler over tre millioner til en pension

For første gang har antallet af personer, der har indbetalt til pension i Danmark, rundet tre millioner.

Det skriver brancheorganisationen Forsikring & Pension i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at 3.006.367 personer indbetalte til en pension i 2025.

Udover de personer, der aktivt indbetaler til en pension, har yderligere 1,2 millioner en pensionsopsparing.

Hovedparten af dem er pensionister, der får den udbetalt og derfor ikke længere indbetaler til den, skriver Forsikring & Pension.

Lotte Katrine Ravn, som er pensionschef i Forsikring & Pension, kalder det en “fantastisk milepæl”, at der nu er over tre millioner, som indbetaler til pension.

– Det siger noget om, hvor bredt pensionsopsparingen favner i Danmark, siger hun i meddelelsen.

Pensionschefen understreger dog, at det ikke må blive en sovepude, og at det stadig er vigtigt at interessere sig for, hvad man har sparet op.

Det skyldes blandt andet, at folks omstændigheder og dermed også behov kan ændre sig gennem livet.

– Det afgørende er, om din pension giver dig de muligheder og den tryghed, du ønsker dig, siger Lotte Katrine Ravn i pressemeddelelsen.

RITZAU

Hitlers gamle residens har store skader efter brand

Lørdag morgen klokken 7 var der fortsat flammer i Adolf Hitlers gamle residens “Ørnereden” i den tyske delstat Bayern.

Det siger tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

Residensen har “omfattende” skader, siger en unavngiven polititalsperson til Bild.

– Huset står formentlig ikke til at redde, siger talspersonen.

Anmeldelsen om brand kom fredag aften. En person er blevet anholdt i forbindelse med hændelsen.

Kehlsteinhaus, der har tilnavnet Ørnereden, ligger 1834 meter over havets overflade i Berchtesgaden og er et af de mest kendte udflugtsmål i området.

Den høje placering har gjort slukningsarbejdet svært.

Bygningen blev opført i 1937-1938 som et tehus for Adolf Hitler i anledning af hans 50-års fødselsdag. Hitler selv benyttede kun sjældent stedet. Siden 1952 er det blevet brugt som restaurant.

RITZAU

Lovforslag om spilreklamer kan koste tv-udbydere dyrt

Fremover skal det være slut med reklamer for betting, når der vises livesport i fjernsynet og på streamingtjenester.

Det er en af konsekvenserne ved et lovforslag om markedsføring af spil, som er under behandling i Folketinget.

En lov, der kommer til at koste TV 2 dyrt i tabte indtægter, vurderer kommerciel direktør Ulf Lund.

– Det kommer nok til at koste et større tocifret millionbeløb i tabt reklameomsætning, som vi må prøve at kompensere for på anden vis, siger han.

De mange millioner skal ikke findes hos TV 2’s kunder, lyder det fra den kommercielle direktør.

– Vi kommer ikke til at hæve vores priser over for forbrugerne på grund af det her. Det tab, som vi kommer til at lide, må vi prøve at få dækket ind.

– Vi har heldigvis en stor forretning med en milliardomsætning, og når man taber på gyngerne, må man se, om man kan vinde lidt på karrusellerne, siger Ulf Lund.

Han uddyber ikke yderligere, men slår fast, at produktet ikke vil lide trods de tabte indtægter.

Lovforslaget, som blev førstebehandlet i Folketinget torsdag og ventes vedtaget 26. november, har været længe undervejs.

Det bygger på den politiske aftale “Spilpakke 1 – et mere ansvarligt spilmarked”, som en bred kreds af partier indgik i oktober 2025.

Hvis lovforslaget vedtages, forventes det at træde i kraft 1. januar 2027, men de nye regler for markedsføring af pengespil får dog først virkning fra 1. juli 2027.

Spilpakken indeholder blandt andet et såkaldt fløjt til fløjt-forbud, som forbyder spilreklamer under livetransmission af sport fra ti minutter før første fløjt til ti minutter efter sidste fløjt.

Netop det tiltag kan koste tv-udbydere dyrt.

Viaplay, som deler superligarettighederne med TV 2, kan også se frem imod et stort tab i reklameindtægter.

Direktør i Viaplay Group Danmark Lars Bo Jeppesen ønsker ikke at udtale sig i denne omgang, men der henvises til et interview i Mediawatch tidligere på året.

Her fortæller han, at Viaplay kommer til at miste penge, og at det bliver sværere at finansiere dansk indhold, hvis lovforslaget bliver til virkelighed.

Viaplay estimerer, at spilreklameforbuddet vil koste koncernen omkring 50 millioner kroner, hvoraf halvdelen formentlig kan kompenseres på anden vis.

I modsætning til TV 2 forudser Viaplay prisstigninger hos forbrugere.

– Det er positivt for politikerne, men det kommer både til at koste Viaplay og forbrugerne mange penge, sagde direktøren i marts.

Hvad angår dansk fodbold, er der en tv-aftale om rettighederne til Superligaen, som deles af Viaplay og TV 2. Aftalen trådte i kraft i 2024 og løber frem til 2030.

Den eksisterende tv-aftale påvirkes ikke af de tabte reklameindtægter, bekræfter TV 2 og Divisionsforeningen, der forhandler rettighederne.

– Der er ingen fans, der skal frygte at miste Superligaen på den her konto. Aftalen står ved magt, og vi glæder os til også at vise Superliga uændret de næste mange år, siger den kommercielle direktør i TV 2, Ulf Lund.

TV 2 har ikke nogen holdning til spilpakken som helhed, lyder det fra Lund.

– Vi anerkender, at det er en 100 procent politisk beslutning. Vi tager til efterretning, at der kommer den her lovændring, som vi indretter os efter, siger han.

Viaplay forholder sig anderledes kritisk til lovforslaget og anfægter datagrundlaget.

– Det er ikke, fordi vi ikke vil være med til at bekæmpe spilafhængighed, men lovforslaget går for vidt og er baseret på et tvivlsomt datagrundlag om, hvor mange der har spilproblemer.

– Nu risikerer spillere at blive kastet for ulvene på et ureguleret marked, sagde den danske Viaplay-chef i interviewet med Mediawatch.

RITZAU

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Lørdag den 24. oktober 2026

Udsigt gældende til søndag morgen, udsendt kl. 09.00

Fyn:
Skyet vejr med regn, men især i eftermiddag længere perioder med tørt vejr. Temp. mellem 10 og 13 grader. Let til frisk vind fra sydøst, der drejer til sydvest. I nat efterhånden udbredt regn fra vest, der en overgang kan blive ret kraftig. Vinden tiltager fra syd og bliver frisk vind til kuling, ved kysterne stedvis hård kuling med vindstød af stormstyrke. Temp. i nat mellem 7 og 10 grader.

København og Nordsjælland:
Mest skyet vejr, og især i eftermiddag perioder med regn. Temp. mellem 10 og 12 grader, og vinden bliver let til frisk mellem sydøst og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. I nat skyet vejr og først tørt, men i løbet af natten regn fra vest, der en overgang kan blive kraftig. Vinden tiltager i nattens løb og bliver sidst på natten hård vind til hård kuling fra syd, ved kysterne med vindstød af stormstyrke. Temp. mellem 8 og 10 grader.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
Mest skyet vejr med regn af og til. Temp. mellem 10 og 12 grader, og vinden bliver let til frisk fra sydøst, der drejer til sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. I nat skyet vejr og først tørt, men i løbet af natten regn fra vest, der en overgang kan blive kraftig. Vinden tiltager i nattens løb og bliver hård vind til hård kuling fra syd, ved kysterne med vindstød af stormstyrke. Temp. mellem 8 og 10 grader.

Bornholm:
Først tørt vejr med lidt sol, men ud på eftermiddagen bliver det overskyet med regn af og til. Temp. mellem 10 og 12 grader. Let til frisk sydlig vind, der tiltager til jævn til hård. I nat efterhånden tørt med lidt opklaring fra sydvest. Temp. omkring 10 grader, og frisk vind til kuling fra syd eller sydvest.

Butikker lukker og fodboldkampe udsættes før nye franske protester

I dag bliver store dele af det franske samfund påvirket af varslede demonstrationer. Flere fodboldkampe er udsat, metrostationer i Paris er lukket, og 70.000 betjente er sendt på gaden i hele landet. Den franske indenrigsminister Laurent Nunez slår fast, at politiet vil være kompromisløse over for hærværk og vold. Derfor bliver der også sat både droner og pansrede køretøjer ind. Flere luksusbutikker i Paris vælger helt at lukke og sætte skodder for vinduerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Nogle borgmestre har indført forbud mod at demonstrere, mens andre tillader det. Det beskriver BBC.

Københavns Lufthavn forventer perioder med kø i løbet af weekenden

Københavns Lufthavn forventer fortsat travlhed og længere ventetid end normalt i sikkerhedskontrollen i perioder i løbet af weekenden.

Det oplyser lufthavnens presseafdeling lørdag morgen.

Lørdag omkring klokken 08.45 er ventetiden til sikkerhedskontrollen nede på mellem fem og syv minutter. Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside.

Tidligere på morgenen har der været længere ventetid, i perioder op til mellem 45 minutter og en time, oplyser lufthavnen.

Flere medier har torsdag og fredag beskrevet lange køer ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

Årsagen til de lange køer er, at et tilsyn fra Trafikstyrelsen har ført til, at lufthavnen midlertidigt skal indføre ekstra foranstaltninger.

Hverken Trafikstyrelsen eller Københavns Lufthavn har ønsket at uddybe, hvad der har ført til de supplerende foranstaltninger i sikkerhedskontrollen.

Københavns Lufthavn ønsker af sikkerhedshensyn heller ikke at oplyse, hvornår Trafikstyrelsen bad lufthavnen om at indføre de midlertidige foranstaltninger.

Københavns Lufthavn anbefaler, at passagerer holder sig opdateret om ventetider og anbefalinger på både lufthavnens egen hjemmeside og hos det enkelte flyselskab.

Lufthavnen anbefaler rejsende at ankomme to timer før afgang, når man rejser inden for Schengen-området, og tre timer før afgang, når man rejser uden for Schengen-området.

RITZAU

Varslede demonstrationer i Frankrig kommer til at påvirke store dele af samfundet lørdag.

Flere fodboldkampe i den bedste franske række er udsat, Paris lukker 24 metrostationer, butikker har sat skodder for vinduerne, og 70.000 betjente er sendt på gaderne i hele landet.

– Vi kommer til at være kompromisløse over for hærværksfolk og plyndrere og alle dem, der begår voldshandlinger, har den franske indenrigsminister Laurent Nunez, sagt før demonstrationerne.

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Lørdag den 24. oktober 2026.

Udsigt, der gælder til søndag morgen, udsendt kl. 08.00

På Bornholm, og i formiddagstimerne også Sjælland, tørt vejr og lidt eller nogen sol, ellers bliver det skyet med regn eller byger mange steder. Svag til frisk sydøstlig vind, ved kysterne stedvis hård vind eller kuling, der i den sydlige del af landet i eftermiddag drejer til syd og sydvest. Temp. mellem 8 og 13 grader. I aften og i nat kommer der udbredt regn vestfra, der en overgang kan blive ret kraftig. Vinden tiltager til frisk vind til kuling omkring syd, ved kysterne stedvis hård eller stormende kuling, med vindstød op til stærk storm. I den vestlige del af landet sidst på natten vinddrejning til sydvest og noget aftagende vind. Temp. mellem 7 og 10 grader.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]