17 ud af 100, som blev smittet med covid-19 tidligt under pandemien, har oplevet senfølger op til 12 måneder efter at være blevet testet positive.
Det viser senfølge-undersøgelsen “Efter-Covid”, som er lavet af Statens Serum Institut (SSI).
Det er vigtigt at få kortlagt, mener afdelingschef for epidemiologisk forskning på SSI Anders Hviid.
– Det er vigtigt, fordi det er noget, som plager folk i hverdagen. Der er rigtig mange, som er blevet smittet under pandemien. Det er vi selvfølgelig nødt til at have nogle tal på, siger han.
Flere end 840.000 borgere i Danmark har deltaget i undersøgelsen. Det gør den ifølge SSI til den største af sin slags i verden. Undersøgelsen begyndte i august 2021.
Undersøgelsen viser, hvad senfølger er, hvordan de kommer til udtryk, hvor mange der lider af dem, hvor stor indflydelse det har på dagligdagen, samt hvem som er mest udsatte, oplyser Anders Hviid.
– De undersøgelser, vi har lavet indtil nu, peger på, at vaccination ser ud til at reducere risikoen for senfølger, siger han.
– Vi kan se at for eksempel omikron, som er den variant, flest har været smittet med, er forbundet med færre senfølger end eksempelvis deltavarianten.