En amerikansk dommer har onsdag lokal tid beordret Texas til at fjerne en omstridte vandbarriere bestående af bøjer på floden Rio Grande mellem Mexico og USA.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Texas’ delstatsregering har ifølge ordren indtil 15. september til at fjerne de barrierer, som blev sat op i juli for at afskrække migranter fra at krydse floden.
Derudover har den amerikanske dommer forbudt Texas’ myndigheder at “bygge nye eller placerer yderligere bøjer, blokader eller konstruktioner af enhver art på Rio Grande-floden”.
Dommeren begrundede ordren med, at skaden fra barrieren er “øjeblikkelig og vedvarende”, med henvisning til, at “den belaster forholdet mellem USA og Mexico” og “truer menneskeliv og svækker den frie og sikre navigation”.
Delstatsregeringen har umiddelbart efter dommerens ordre indgivet en appel.
Beslutningen om at opsætte vandbarrieren på Rio Grande har vakt opsigt fra flere sider – heriblandt præsident Joe Bidens administration.
Det amerikanske justitsministerium lagde i juli sag an mod Texas og anklagede delstaten for med barrieren at sætte søfarten, den offentlige sikkerhed og humanitære forhold på spil.
– Vi er glade for, at domstolen nu har afgjort, at barrieren er ulovlig og uopretteligt skader de diplomatiske forbindelser, den offentlige sikkerhed og navigationen og driften af de offentlige instanser omkring Rio Grande, skriver USA vicejustitsminister, Vinta Gupta, i en erklæring.
Den lutherske immigrations- og flygtningetjeneste har kaldt den flydende barriere for “et dyrt politisk stunt, der er designet til at sikre mediedækning, ikke grænsen”.
I august oplyste Mexicos udenrigsministerium, at landets myndigheder havde fundet et lig af en person viklet ind i den omstridte vandbarriere.