05. jul. 2023 - 12:48

EU-lande lukker svingdøren for ministre – i Danmark er den vidt åben




Danmark fremhæves i en ny EU-rapport for ikke at have lovgivning, der forhindrer ministre i at skifte deres post ud med topstillinger i for eksempel interesseorganisationer.

Rapporten, som onsdag er blevet offentliggjort af EU-Kommissionen, ser nærmere på retsstatsprincipper i de forskellige medlemslande.

Her fremgår det, at blandt andet Finland og Holland enten er ved at introducere regler på området eller revidere de gældende.

Det samme er tilfældet i Sverige.

– I Danmark er der ikke blevet taget noget skridt for at etablere regler for svingdøre for ministre, står der i rapporten.

Der er i mange EU-lande stigende fokus på området, skriver kommissionen. Det skyldes ikke mindst et ønske om at undgå indflydelse fra fremmede magter.

En løsning kan være en karensperiode, hvor en politiker ikke må arbejde for interesseorganisationer efter at have forladt politik.

På den måde kan mulige interessekonflikter undgås.

Det er ikke første gang, at Danmark får kritik fra EU for ikke at have nogen regler for den såkaldte gyldne svingdør.

Også på hjemlige kanter har fænomenet været til debat. Det skete blandt andet, da daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) i 2022 skiftede sin ministerpost ud med et job som direktør i Bryggeriforeningen.

Kort forinden havde hans ministerium arbejdet på et forslag om at begrænse salg af alkohol i nattelivet.

Nick Hækkerup afviste, at der var tale om en interessekonflikt.

Blandt tidligere eksempler finder man også Brian Mikkelsen (K) og Bjarne Corydon (S).

De var henholdsvis erhvervsminister og finansminister. Mikkelsen skiftede til Dansk Erhverv, mens Corydon landede en topstilling i konsulenthuset McKinsey.

Firmaet havde forudgående haft en del opgaver for Finansministeriet.

Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv, ser ingen grund til indføre regler på området.

– Det er vigtigt, at man også som toppolitiker kan gå hen og lave nogle andre ting med den viden og de kvaliteter, men har fået i sin tid på Christiansborg og som minister.

– Selv om man er tidligere minister, betyder det ikke, at man slipper for at fremføre argumenter og arbejde for sager på samme måde som alle andre, der gerne vil påvirke vores politiske beslutninger. Så jeg ser ingen grund til, at vi i Danmark bør lave om på politikeres muligheder for at få job, efter de forlader politiske topposter, siger den tidligere erhvervsminister.

Foruden lobbyisme ser den nye EU-rapport også på mediefrihed og landenes retsvæsen.

Endnu en gang skiller lande som Polen og Ungarn sig negativt ud.

De to lande har i flere år været i konflikt med EU for at bryde med retsstatsprincipperne.

EU-Kommissionen noterer sig dog, at der på flere områder sker fremskridt.

Det gælder faktisk i hele EU, siger EU-kommissær for værdier og gennemsigtighed Vera Jourova på et pressemøde mandag.

– Dette års gode nyhed er, at der sker fremskridt på to tredjedele af anbefalingerne fra sidste år. Det sker selvfølgelig i forskellige hastigheder. Men i et vist omfang er udfordringerne blevet adresseret i alle lande.

Kommissæren siger, at hun ikke ønsker at fremhæve specifikke eksempler på reformer i landene.

– Jeg vil ikke give indtryk af, at jeg udskammer eller roser nogen her. Overordnet ser vi en stabilisering af situationen med retsstatsprincipper på tværs af hele EU, siger Vera Jourova.

Hun understreger dog, at der fortsat er behov for mere handling.