En række af Forsvarets hjemmesider har været udsat for et cyberangreb.
Det bekræfter Forsvarsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau.
– Forsvarsministeriets hjemmesider er p.t. udsat for et overbelastningsangreb (et såkaldt dDoS-angreb). Der arbejdes på at håndtere angrebet, skiver ministeriet.
Fredag omkring klokken 11 er hjemmesider tilhørende både Forsvaret, Center for Cybersikkerhed, FE, Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse helt utilgængelige.
Hverken Forsvarsministeriet eller Forsvaret ønsker at komme med yderligere kommentarer.
Det er derfor uklart, hvornår angrebet er startet, og hvem der formodes at stå bag.
Et dDoS-angreb er et målrettet overbelastningsangreb, hvor personerne bag oversvømmer eksempelvis en server med forespørgsler. Det kan få serveren til at bryde sammen.
Et overbelastningsangreb er sjældent skadeligt på længere sigt.
I december sidste år var flere af Forsvarsministeriets hjemmesider ligeledes lagt ned af et angreb.
Her blev angrebet konstateret efter fem timer og afværget efter 11 timer. Det oplyste Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i en pressemeddelelse i januar.
Det er Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der står for driften af Forsvarets og Forsvarsministeriets hjemmesider.
Forsvaret havde ikke “nedsat operativ effekt” under angrebet, og ingen data gik tabt, lød det fra styrelsen i januar.
I forbindelse med angrebet i december sagde Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, at et dDoS-angreb er et af de mest simple angreb.
Hvis der kun er tale om et dDoS-angreb, er der ifølge Jens Myrup Pedersen ikke fare for, at der bliver stjålet data eller lignende. Det er kun hjemmesiderne, der bliver lagt ned.