Finans- og bankkoncernen JPMorgan Chase opkøber størstedelen af kriseramte First Republic Bank.
Det oplyser californiske myndigheder mandag ifølge Financial Times.
Myndighederne oplyser, at banken lukkes, samtidig med at alle indlån og de fleste af bankens værdier overtages af JPMorgan, skriver mediet.
Bankgarantifonden FDIC (Federal Deposit Insurance Corporation) kunne med en kortvarig overtagelse af banken indgå en aftale med JPMorgan om at dele tabene.
Ifølge Financial Times vil alle indskydere i banken bevare adgangen til deres penge, når den åbner mandag morgen amerikansk tid.
Det har tidligere været fremme, at amerikanske myndigheder havde bedt en række banker om komme med deres bedste bud på at opkøbe First Republic Bank.
Efter kollapset hos Silicon Valley Bank og Signature Bank har der været set med bekymring på situationen i First Republic Bank.
Ligesom Silicon Valley Bank er First Republic Bank specialiseret inden for særlige lån til især rige amerikanere.