I løbet af årets første seks måneder blev 354 personer henrettet i Iran.
Det er en stigning sammenlignet med samme periode i 2022, viser en opgørelse foretaget af Iran Human Rights Organization, der er en menneskerettighedsorganisation med base i Norge.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Sidste år blev 261 personer henrettet af det iranske regime fra januar til juni.
Blandt dem, der er blevet henrettet i år, er syv personer, som blev anholdt i forbindelse med demonstrationer, som brød ud i Iran sidste efterår.
Her gik demonstranter på gaden mange steder i landet for at vise deres sympati med den unge kvinde Mahsa Amini, der i september 2022 døde i det iranske moralpolitis varetægt.
– Dødsstraf bliver brugt til at skabe frygt i samfundet og til at forebygge nye protester, siger Mahmood Amiry-Moghaddam, der er direktør i Iran Human Rights Organization.
De iranske myndigheder har desuden henrettet 206 personer, som er kendt skyldige i forskellige former for narkokriminalitet, oplyser organisationen.
– Størstedelen af dem, der er blevet slået ihjel, er lette ofre for dræbermaskinen – narkodømte, som kommer fra de mest marginaliserede dele af samfundet, siger Mahmood Amiry-Moghaddam.
Ifølge organisationen er etniske minoriteter overrepræsenteret blandt dem, der bliver henrettet i Iran.
Det er langtfra første gang, at der sættes fokus på det iranske styres henrettelser. Udenlandske organisationer har gentagne gange problematiseret landets brug af dødsstraf.
I maj fik en pludselig stigning i antallet af henrettelser Human Rights Watch til at efterlyse en reaktion fra det internationale samfund. I løbet af bare to uger var flere end 60 personer blevet henrettet i Iran.
I den forbindelse beskrev Human Rights Watch i en udtalelse henrettelserne som en måde, hvorpå det iranske styre forsøger at “vise dets magt over for dets egen befolkning, som kræver grundlæggende forandringer”.
Mahsa Amini, hvis død antændte landsdækkende demonstrationer i Iran, blev 22 år. Hun blev pågrebet af moralpolitiet, angiveligt fordi hendes tøj og tørklæde ikke dækkede hendes krop og hår tilstrækkeligt.