03. sep. 2023 - 1:49

Nordkorea affyrer missiler for at minde om risiko for atomkrig




Da Nordkorea lørdag affyrede to krydsermissiler, skete det som led i et “simuleret taktisk atomangreb” for at minde landets fjender om, at risikoen for en atomkrig er reel.

Det meddeler det statskontrollerede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– En affyringsøvelse som led i et simuleret taktisk atomangreb blev udført ved daggry 2. september for at advare fjenderne om den reelle fare for atomkrig, lyder det fra KCNA.

Øvelsen blev udført som svar på militærøvelser, som de seneste måneder er blevet afholdt med deltagelse af soldater, kampfly og flådefartøjer fra både USA og Sydkorea, oplyser KCNA videre.

– To langtrækkende strategiske krydsermissiler udstyret med falske atomare sprænghoveder blev affyret.

Missilerne blev affyret fra Nordkoreas vestkyst og landede i Det Gule Hav.

Sydkoreas militær var de første til at oplyse om affyringen af missiler fra Nordkorea. Herfra lød det lørdag, at to krydsermissiler var blevet affyret fra nordkoreansk territorie omkring klokken 04 lokal tid.