Flere mennesker er alvorligt kvæstet, nogle i kritisk tilstand, efter at en pickup mandag ramte adskillige fodgængere i Amqui i den canadiske provins Québec.
Det oplyser provinsens politi ifølge CBC News.
Hændelsen fandt sted kort efter klokken 15.00 lokal tid foran et mikrobryggeri i den lille by.
En talsperson for politiet i Québec siger, at det er uvist, hvor mange mennesker der blev ramt af pickuppen, men bekræfter, at flere har pådraget sig livstruende kvæstelser.
Føreren af pickuppen blev anholdt af politiet umiddelbart efter påkørslen og afhøres i øjeblikket af efterforskere.
Det er uvist, om vedkommende kørte ind i fodgængerne med vilje.
Gilles Turmel, der er talsmand for den lokale sundhedsmyndighed, fortæller, at der er udstedt en såkaldt kode orange på hospitalet i Amqui. Det betyder, at der er seks ofre eller flere.
Myndighederne har samtidig sendt krisepsykologer til gerningsstedet, fordi der er mange vidner, som er i chok, oplyser Gilles Turmel.
Der bor godt 6000 indbyggere i Amqui, der ligger i det østlige Québec.
I et interview med Radio-Canada fortæller medlem af Nationalforsamlingen for området Pascal Bérubé, at han har modtaget “meget foruroligende oplysninger” om hændelsen.
– Jeg har fået at vide, at der er dræbte. Og jeg er blevet informeret om kvæstede fodgængere, heriblandt børn, siger han til Radio-Canada ifølge CBC News.
Ifølge Québecs vicepremierminister, Geneviève Guilbault, er det for tidligt at sige, om føreren af pickuppen kørte ind i fodgængerne med vilje.
Vicepremierministeren siger til Radio-Canada, at hændelsen minder hende om det, der skete i Laval nær storbyen Montreal i februar.
Her kørte en bus ifølge politiet med vilje ind i en daginstitution og dræbte to børn.
På Twitter skriver Canadas premierminister, Justin Trudeau, at han føler med befolkningen i Amqui.
– Efterhånden som vi får mere at vide om de tragiske begivenheder, der har fundet sted, er de berørte mennesker i mine tanker. Tak til redderne for at handle hurtigt, modigt og professionelt, skriver han.