Seneste nyheder

16. oktober 2026

Arla øger omsætningen trods faldende salg af mærkevarer

Geopolitisk usikkerhed og højere priser på mejeriprodukter har skabt et mere udfordrende marked for Arla Foods.

Det betyder, at mejerikoncernens salg af mærkevarer er faldet med 1,5 procent i første halvdel af 2025 sammenlignet med samme periode året før.

Alligevel stiger den samlede omsætning med 13 procent til knap 7,5 milliarder euro – næsten 56 milliarder kroner.

Det viser Arlas regnskab for første halvdel af 2025.

Arlas finansdirektør, Torben Dahl Nyholm, siger, at selv om salget af mærkevarer er faldet i den første halvdel af året, forventer han, at situationen vil blive bedre i anden halvdel.

– Med fortsat fokus og vores stærke brands er vi godt positioneret til at reagere på skiftende markedsforhold, og vi forventer, at væksten i mærkevarer vil være tæt på neutral for hele året, siger han i en pressemeddelelse.

Mængden af solgte mærkevarer er faldet med 1,5 procent i første halvår.

Det er især mængden af solgte varer af mærkerne Arla og Lurpak, som er faldet. Omvendt er mængden af solgte varer af mærket Starbucks steget.

Den samlede omsætning er især steget, fordi priserne er steget.

HB Køge henter Nadia Nadim til dansk fodbold

Den danske fodboldspiller Nadia Nadim skifter fra italienske AC Milan til HB Køge på en etårig kontrakt og bliver altså en del af den danske A-Liga.

Det oplyser HB Køge på klubbens hjemmeside.

– Jeg er utrolig glad for at være tilbage i dansk fodbold – og for at blive en del af det, HB Køge Women har bygget op. Klubben har store ambitioner, og jeg glæder mig til at bidrage med alt, hvad jeg kan, siger Nadim ifølge klubben.

– Jeg kommer med beslutsomhed og en enorm dedikation, som jeg vil bruge til at hjælpe klubben med at fastholde sin position i toppen – både i Danmark og internationalt.

Den erfarne angriber er hentet i AC Milan, men har det seneste halve år været udlejet til svenske Hammarby.

37-årige Nadim har tidligere spillet i klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City samt i USA.

– Nadia er en karismatisk angriber med en unik evne til at score mål og skabe chancer. Samtidig bringer hun en mentalitet og en vinderkultur, der uden tvivl vil inspirere hele truppen, siger HB Køge-cheftræner Kristian Mørch til klubbens hjemmeside.

På det danske landshold har Nadim spillet 108 kampe og budt ind med 38 mål. Flere bliver det dog ikke til. Hun stoppede på nationalmandskabet efter sommerens EM-slutrunde.

Tilbage i 2017 var hun med til at vinde EM-sølv.

Nadia Nadim er født i Afghanistan, men fik i 2008 dansk statsborgerskab.

Det skete, mens hun spillede for IK Skovbakken frem til 2012, inden hun rykkede til Fortuna Hjørring. Her blev det til tre sæsoner, før udlandet kaldte.

Ved siden af fodboldkarrieren har Nadia Nadim taget en lægeuddannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Zelenskyj: Stort angreb mod Kyiv er Ruslands svar til verden

Russiske angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til torsdag viser, at der er behov for kraftige sanktioner mod Rusland.

Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag morgen i et opslag på det sociale medie X.

– Alle deadlines er blevet brudt, dusinvis af muligheder for diplomati er blevet ødelagt. Rusland skal føle sig ansvarligt for hvert eneste angreb, for hver eneste dag i denne krig, lyder det.

Ukrainske embedsmænd fortalte tidligere torsdag morgen, at Rusland i løbet af natten har udført et større drone- og missilangreb, som har ramt flere forskellige steder i byen.

Her lød det, at mindst fire personer havde mistet livet. Torsdag morgen siger Zelenskyj, at det drejer sig om mindst otte personer – heriblandt et barn.

– Endnu et massivt angreb mod vores byer og lokalsamfund. Flere drab, skriver præsidenten.

Ifølge den ukrainske præsident er nattens angreb udtryk for, hvordan Rusland reagerer på diplomati. Han mener derfor, der er behov for kraftigere sanktioner mod nabolandet.

– De her russiske missiler og angrebsdroner i dag er et tydeligt svar til alle i verden, som i uger og måneder har opfordret til en våbenhvile og til rigtigt diplomati, skriver han.

Zelenskyj skriver også, at han efter nattens angreb forventer en reaktion fra Kina og Ungarn.

– Kina har flere gange opfordret til, at krigen ikke udvides og til våbenhvile.

Han uddyber ikke, hvorfor han forventer en reaktion fra Ungarn. Landet har tidligere været bremseklods i vedtagelsen af EU-sanktioner mod Rusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøgte tidligere på måneden den amerikanske delstat Alaska. Her talte han med USA’s præsident, Donald Trump.

Få dage senere deltog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et møde i Det Hvide Hus i Washington D.C., hvor syv europæiske ledere, heriblandt Frankrigs, Tysklands og Storbritanniens, deltog.

Krigen, der begyndte i februar 2022, var på dagsordenen under begge møder.

Senatsformand og oppositionsleder ender i slagsmål i Mexico

Flere politikere i Mexicos senat kom onsdag i slåskamp under en debat om andre landes militære tilstedeværelse i Mexico.

Netop som debatten var afsluttet gik lederen af oppositionspartiet PRI, Alejandro Moreno, hen til formanden for senatet, Gerardo Fernández Noroña, fra det regerende parti Morena.

– Jeg beder dig om at lade mig tale, sagde Alejandro Moreno, mens han tog fat i armen på senatsformanden.

Gerardo Fernández Noroña bad med det samme oppositionslederen om at få hænderne væk.

– Rør mig ikke, svarede senatsformanden.

De to politikere endte med at skubbe til hinanden, og en fotograf væltede, efter at være blevet ramt af Alejandro Moreno under tumulten.

En tredje politiker ville også blande sig og slog ud efter Gerardo Fernández Noroña, da senatsformanden forsøgte at trække sig væk.

Gerardo Fernández Noroña vil fredag indkalde til en hastesamling og foreslå, at oppositionslederen og tre andre partimedlemmer af PRI udvises af senatet som følge af slagsmålet.

– Moreno begyndte at hive i mig, røre mig og skubbe. Han slog mig og sagde, at han ville banke mig til plukfisk og dræbe mig, siger Gerardo Fernández Noroña.

Oppositionslederen Moreno har en anden udlægning af episoden. Han mener, at senatsformanden slog ud efter ham først.

På et pressemøde efter slagsmålet beskrev senatsformanden debatten omkring andre landes militære tilstedeværelse i Mexico som besværlig.

Hele slagsmålet blev livestreamet, hvilket kan hjælpe med at dokumentere, hvem der slog først.

Reuters

Ed Sheeran-fans opfordres til at cykle eller tage tog til koncerter

Skal man til Ed Sheeran-koncert i Øresundsparken de kommende dage, kan det være en god idé at tage offentlig transport eller hoppe på cyklen.

Popstjernen spiller fire udsolgte koncerter fra torsdag til søndag, og det vil påvirke trafikken i området.

Det skriver Tårnby Kommune på sin hjemmeside.

Ifølge Øresundsparken er offentlig parkering i området meget begrænset. Derfor anbefales det at bruge tog eller bus, at cykle eller gå til pladsen.

– Du skal indstille dig på, at det tager en del tid at komme ind på pladsen og ud igen. Desuden er dele af Amager Strandvej spærret i perioden.

– Kommer du i bil til København, er det en rigtig god idé at parkere i lufthavnen eller tage offentlig transport til koncerten, skriver Øresundsparken på sin hjemmeside.

Amager Strandvej vil på strækningen fra Hedegaardsvej til Søvænget være lukket fra torsdag til og med søndag fra klokken 14.00 til midnat.

Tager man metro til spillestedet, vil man fra klokken 13.00 på hver koncertdag blive mødt af en lydhilsen fra Ed Sheeran i højtalerne, når toget ankommer til Femøren Station. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

– Hej København, velkommen til mit show og velkommen til Femøren. I er meget tæt på nu. Jeg kan ikke vente med at se jer, lyder det i lydklippet, som er indspillet af sangeren selv.

Metropassagerer kan også opleve små personlige hilsner fra Ed Sheeran på infoskærmene i tog og på stationer, skriver Metroselskabet.

Der ventes op mod 180.000 koncertgæster i alt over de fire dage.

Da Ed Sheeran besøgte Danmark i 2022, spillede han også fire koncerter i netop Øresundsparken.

Dengang var der koncertgæster, som efterfølgende kritiserede de oplevelser, de havde haft med at tage metro til Øresundsparken.

Blandt andet B.T. talte med koncertdeltagere, der berettede om overfyldte og varme tog, lang vente- og rejsetid og manglende informationer.

I 2022 blev torsdagskoncerten ramt af torden og skybrud, og noget lignende ser også ud til at kunne ske for hans koncert torsdag i år.

Der er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) risiko for kraftig regn torsdag over Tårnby fra klokken 16.00. Der kan lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter på 6 timer.

Den 33-årige brite står bag en række hits som “Shape of You”, “Galway Girl” og “Bad Habits”.

Ed Sheerans koncerter i Danmark i 2025 er en del af hans europaturné med titlen “Mathematics”.

To børn meldes dræbt i større angreb fra Rusland mod Kyiv

Rusland har natten til torsdag udført et større drone- og missilangreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, som har kostet fire personer livet.

Det oplyser ukrainske embedsmænd torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig meldes mindst 20 personer såret.

Ukraines indenrigsminister, Іhor Klymenko, skriver på beskedtjenesten Telegram, at der er to børn blandt de dræbte.

Fra ministeren lyder det, at flere end 20 personer desuden er blevet såret i angrebet.

Fra Vitalij Klytjko, som er Kyivs borgmester, lyder det, at 22 personer er blevet såret – heriblandt tre børn.

Meldingen om fire dræbte er en opjustering. Tidligere meddelte Kyivs militære administration på Telegram ifølge AFP, at det drejede sig om mindst tre personer.

Natten til torsdag skrev lederen af byens militære administration, Tymur Tkatjenko, på Telegram, at flere bygninger i forskellige distrikter af storbyen var blevet beskadiget – blandt andet en børnehave.

– Kombinerede angreb fra forskellige retninger. Alle systematiske og målrettet almindelige beboelsesejendomme.

Vitalij Klytjko siger, at i alt fem distrikter i hovedstaden er blevet udsat for angreb.

Det gælder blandt andet er en femetagers bygning i Darnytskyj-distriktet, der er kollapset.

De ukrainske myndigheder har ifølge Reuters fremlagt en liste over bygninger, der har taget skade i nattens angreb. Nyhedsbureauet er dog ikke i stand til at verificere listen.

Tymur Tkatjenko siger, at akutberedskabet arbejder flere end 20 forskellige steder i byen, hvor de forsøger at håndtere efterdønningerne af angrebet.

Der er ifølge Reuters også udbrudt brand flere steder i byen.

Flere ukrainere har søgt i sikkerhed i Kyivs undergrundssystem. AFP berettede om en metrostation, hvor omkring 100 personer lå på gulvet. Enkelte lå og omfavnede deres kæledyr, mens andre forsøgte at sove.

En journalist fra AFP beskriver, at nattehimlen over Kyiv blev lyst op, da ukrainsk luftforsvar forsøgte at nedskyde droner over byen.

Rusland har de seneste dage også været på fremfærd i det østlige Ukraine.

Russiske styrker tog onsdag kontrol med landsbyen Ozarianivka i Donetsk-regionen. Det meddelte Ruslands forsvarsministerium ifølge Reuters.

Tirsdag viste data fra det ukrainske krigskort DeepState, at Rusland havde besat de to landsbyer Zaporizke og Novohryhorivka i regionen Dnipropetrovsk.

Kim Jong-un og Vladimir Putin skal overvære militærparade i Kina

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, deltager i en militærparade i Kinas hovedstad, Beijing, i næste uge.

Det oplyser Kinas udenrigsministerium ifølge Reuters.

Paraden finder sted den 3. september og markerer 80-året for slutningen på Anden Verdenskrig.

I alt 26 udenlandske stats- og regeringschefer vil deltage i paraden, der fejrer Japans formelle overgivelse under Anden Verdenskrig, lyder det fra Kinas viceudenrigsminister, Hong Lei, på et pressemøde.

Det nordkoreanske statsmedie, KCNA, rapporterer også, at Kim Jong-un vil deltage i militærparaden.

Tysker sender Rune ud af US Open efter drama i fem sæt

Holger Rune er skuffende ude af US Open allerede efter anden runde efter et stort drama over fem sæt.

Trods klar favoritværdighed tabte den 11.-seedede dansker til tyskeren Jan-Lennard Struff, der er nummer 144 i verden, med cifrene 6-7, 6-2, 3-6, 6-4, 5-7 efter 3 timer og 25 minutters tennis på bane 17 i New York.

Struff servede på et meget højt niveau, og Rune leverede ikke en præstation, der rakte til at vinde i sidste ende.

Rune kæmpede sig ellers flot tilbage fra en meget svær situation i fjerde sæt, hvor han var nede med et brud og 1-2 i sæt. Men i stedet tabte danskeren det afgørende femte sæt.

Danskeren blev brudt afgørende til stillingen 5-6, før tyskeren servede sejren sikkert hjem.

Demonstranter kastede ting mod Argentinas præsident

Den argentinske præsident, Javier Milei, blev onsdag overdænget med sten, mens han førte valgkamp i byen Lomas de Zamora, der ligger 20 kilometer syd for Buenos Aires.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten sad bag i en pickup, hvor han hilste på vælgere, da demonstranterne begyndte at kaste sten, planter og flasker mod køretøjet. Han kom ikke til skade.

Køretøjet, der transporterede både præsidenten, hans søster og andre embedsmænd, forlod hurtigt stedet.

Bagefter udbrød der slagsmål mellem tilhængere og modstandere af Milei.

Ifølge AFP-journalister drejede opgøret sig om en korruptionsskandale, der handler om Mileis meget indflydelsesrige søster og højre hånd, Karina Milei.

Skandalen omhandler lækkede lydoptagelser fra den tidligere chef for Argentinas handicapagentur, Diego Spagnuolo.

I optagelserne, som medierne i Argentina har dækket i dagevis, hævder Spagnuolo, at Karina Milei har stjålet midler, der skulle være gået til mennesker med handicap.

Onsdag brød præsident Milei tavsheden i byen.

– Alt, hvad (Spagnuolo, red.) siger, er løgn, sagde han til journalister i Lomas de Zamora, inden demonstrationerne brød ud.

– Vi vil bringe ham for retten og bevise, at han løj, sagde han.

Derefter udbrød tumulten. AFP talte med nogle af de involverede efter postyret.

– Milei kom for at provokere. Og ja, han var nødt til at gå, hvilket var passende, sagde pensionisten Ramon, som foretrak ikke at oplyse sit efternavn. Han beskrev Lomas de Zamora som en højborg for oppositionen.

Men Mileis tilhængere var også mødt op for at støtte ham.

Kommunikationseksperten Ariel Ferrari sagde, at han kom for at forsvare Mileis idéer og for at befri Latinamerika og hele verden fra det, som han betegnede som socialistiske, marxistiske idéer, der aldrig har virket.

Der er midtvejsvalg i Argentina til oktober. Ultraliberale Milei er kendt for gentagne gange at have haft en motorsav med til offentlige arrangementer. Motorsaven illustrerer præsidentens plan om at skære markant i de offentlige udgifter.

Han har haft magten siden december 2023.

Milei har formået at nedbringe landets stædigt høje inflation og skabe et budgetoverskud gennem kraftige nedskæringer i de offentlige udgifter, herunder til mennesker med handicap.

Amerikansk agenturs direktør er færdig efter under en måned på posten

Direktøren for USA’s Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, CDC, Susan Monarez, har forladt agenturet, mindre end en måned efter at hun indtog posten.

Det oplyser de amerikanske sundhedsmyndigheder (HHS) på det sociale medie X.

Yderligere mindst tre højtstående embedsmænd er trådt tilbage, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Embedsmænd fra HHS forklarer ikke, hvorfor Monarez ikke længere er direktør, skriver AP.

Natten til torsdag dansk tid har Monarez’ advokater, Mark Zaid og Abbe David Lowell, offentliggjort en udtalelse, hvori Monarez fortæller, at hun hverken har sagt op eller er blevet fyret.

– Da CDC-direktøren Susan Monarez nægtede at blåstemple uvidenskabelige, hensynsløse direktiver og fyre dedikerede sundhedseksperter, valgte hun at beskytte offentligheden frem for at tjene en politisk dagsorden, skrive de i udtalelsen ifølge AP.

The Washington Post var det første medie til at rapportere om sagen og citerede unavngivne kilder i den amerikanske præsident Donald Trumps administration.

– Det her handler ikke om én embedsmand. Det handler om en systematisk nedbrydning af offentlige sundhedsinstitutioner, at lukke munden på eksperter og en farlig politisering af videnskaben, lyder det i advokaternes udtalelse.

– Angrebet på dr. Monarez er en advarsel til alle amerikanere: Vores evidensbaserede systemer bliver undermineret indefra.

Det var Trump, der nominerede Monarez til posten tidligere på året. Hun blev taget i ed af sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. den 31. juli.

Tre andre embedsmænd har desuden trukket sig. Reuters har set deres opsigelsesbreve.

Det drejer sig om blandt andre CDC’s ledende læge, Debra Houry.

I en mail, som AP har set, gør hun opmærksom på den stigende misinformation om vacciner under Trump-administrationen og hentyder til CDC’s nye begrænsninger.

– For nationens og verdens bedste bør videnskaben hos CDC aldrig censureres eller underlægges politiske ophold eller fortolkninger, skriver hun.

Direktøren for USA’s Center for Vaccination og Luftvejssygdomme, Demetre Daskalakis, skriver ifølge AP i sit opsigelsesbrev:

– Jeg kan ikke arbejde i et miljø, der behandler CDC som et værktøj til at udvikle politikker og materialer, der ikke afspejler den videnskabelige virkelighed og er designet til at skade snarere end at forbedre folkesundheden.

Direktøren for Center for Nye og Zoonotiske Smitsomme Sygdomme, Daniel Jernigan, har også indleveret sin opsigelse.

– Jeg kan ikke længere besidde denne post på grund af den fortsatte brug af folkesundheden som et våben, skriver han ifølge Reuters.

15-årig dreng dømt i sag om drab på colombiansk præsidentkandidat

En 15-årig gerningsperson, der skød og dræbte den colombianske præsidentkandidat Miguel Uribe, er onsdag blevet idømt syv års ungdomsfængsel.

Den højreorienterede politiker blev skudt i hovedet under et vælgermøde i en offentlig par i Colombias hovedstad, Bogotá, i juni. Han døde af sine kvæstelser i august.

Teenageren skal forblive på en særlig institution i syv år og skal være frihedsberøvet, skriver anklagerne i en udtalelse.

Da Uribe afgik ved døden to måneder senere, blev teenageren ikke tiltalt for drab, men blot drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. Colombiansk lov tillader ikke, at man ændrer i et anklageskrift, efter at det er blevet accepteret af en mindreårig tiltalt.

Ambulancereddere oplyste, at Uribe blev ramt af tre skud. To af skuddene ramte i hovedet, mens et ramte i knæet.

39-årige Uribe var igennem flere operationer på en intensivafdeling i hovedstaden, før han døde. Han døde af en hjerneblødning 11. august.

Uribe var ikke formelt kandidat til præsidentvalget, men meldte ud i oktober, at han ville stille op til at blive højrefløjspartiet Centro Democráticos præsidentkandidat ved valget i 2026.

Uribe har været en udtalt kritiker af Colombias venstreorienterede regering, af guerillagrupper, der stadig kontrollerer dele af landet, og af de magtfulde narkokarteller.

I en video fra den 15-åriges anholdelse i juni høres drengen råbe, at han var blevet hyret af en lokal narkohandler.

Videoen er blevet verificeret af nyhedsbureauet AFP. Det er stadig uklart, hvorfor netop Uribe var mål for angrebet.

Politiet har sagt, at de leder efter, hvad de betegner som intellektuelle bagmænd. Yderligere fem voksne personer er blevet anholdt og sigtet for groft manddrab i forbindelse med angrebet.

Myndighederne har også beskyldt en systemkritisk fraktion af den opløste guerillagruppe Farc for at stå bag mordet.

Uribes bedstefar var præsident fra 1978 til 1982. Uribes mor, journalisten Diana Turbay, blev kidnappet i 1990 af en væbnet gruppe under ledelse af den afdøde kartelleder Pablo Escobar.

Hun blev dræbt under en redningsaktion i 1991.

Efter drabet på Uribe har hans far, 72-årige Miguel Uribe Londono, tidligere på ugen annonceret, at han vil prøve at blive Centro Democráticos kandidat til præsidentvalget i 2026.

Han kaldte det for et forsøg på at holde sin søns eftermæle i live og skabe et mere sikkert og velstående Colombia.

AFP

Fodboldbrag og motionsløb i København afviklet i fred og ro

Københavns Politi melder om en fredelig onsdag aften efter to store begivenheder ved Fælledparken.

Inde i Parken vandt FC København med 2-0 over schweiziske FC Basel med små 35.000 tilskuere på tribunerne, mens tusindvis af motionsløbere få meter derfra deltog i DHL-stafetten i Fælledparken.

– Vi har formået at holde de to store begivenheder adskilt, siger politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.

Han fortæller, at de schweiziske tilskuere, der var kommet for at støtte FC Basel, har opført sig eksemplarisk.

– FCK’erne har vi heller ikke haft nogen problemer med. Det hænger måske sammen med resultatet, siger Tommy Laursen.

Med 2-0-sejren kvalificerede FC København sig til gruppespillet i Champions League.

Rundt om Parken har der ikke været optræk til ballade af nogen art.

– Der er ingen anholdte, ingen tilskadekomne, og på gaderne har vi ikke set brug af pyro (pyroteknik, red.) eller noget som helst, siger politiinspektøren.

Omkring klokken 01.00 natten til torsdag har flere fodboldfans ifølge Tommy Laursen samlet sig på værtshuse omkring Vesterbrogade.

– Dér er vi også til stede. Der er god stemning, og folk opfører sig pænt, siger politiinspektøren.

Kilder: Israelske soldater landede i Syrien fra luften

En enhed fra den israelske hær er landet fra luften på en bakketop sydvest for den syriske hovedstad, Damaskus.

Det oplyser to unavngivne kilder fra den syriske hær til nyhedsbureauet Reuters.

Her udførte enheden en to timer lang operation, før den forlod området, siger kilderne.

De specificerer ikke, hvordan de israelske soldater forlod området, eller hvad operationen gik ud på.

Det statsejede nyhedsbureau Sana rapporterer ifølge nyhedsbureauet AFP, at israelske soldater blev fløjet ind i området for at udføre et angreb, hvis detaljer endnu ikke er kendte, og at man fortsat undersøger området.

De siger, at soldaterne landede nær Jabal Manea, som engang var en vigtig base for luftforsvaret og blev drevet af Iran, før den blev ødelagt af Israel.

Den blev ødelagt, inden Syriens mangeårige leder Bashar al-Assad blev væltet i december.

Et uspecificeret antal syriske soldater befinder sig på basen, lyder det.

Israels hær, IDF, har ikke kommenteret meldingerne, og Syrien har ikke officielt meldt noget ud om operationen.

Meldingerne om landingen fra luften kommer, efter at israelske soldater onsdag angreb et syrisk område, som de også angreb tidligere onsdag og dagen før. Det rapporterede syriske statsmedier ifølge AFP.

Israel havde angrebet området nær Kisweh uden for Damaskus tirsdag og dræbt seks syriske soldater, meldte Syriens udenrigsministerium. Samme sted blev der udført angreb fra luften onsdag.

Sana citerede en regeringskilde for, at soldaterne havde fundet overvågnings- og aflytningsudstyr i området, før det blev ramt af israelske angreb onsdag.

En embedsmand fra forsvarsministeriet fortæller AFP, at området er en tidligere syrisk militærbase i Tal Maneh, der ligger nær Kisweh.

Israel har udført hundredvis af angreb i Syrien siden Assads fald og har besat en stor del af en demilitariseret zone på den syriske side af grænsen mellem de to lande.

Sikkerhedsmæssige bekymringer er årsagen til IDF’s militære handlinger i Syrien, har Israel flere gange tidligere sagt.

Syrien og Israel deltager i disse dage i drøftelser om, hvordan spændingerne i det sydlige Syrien kan deeskaleres. Her er USA mægler.

Regeringen vil sænke arveafgift for nevøer og niecer

Regeringen vil i den kommende finanslov lempe arveafgiften for nevøer og niecer, der skal sidestilles med den afdødes børn.

Det siger Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, til Jyllands-Posten.

Nevøer og niecer betaler omkring 36 procent i såkaldt boafgift, hvis de arver en barnløs onkel eller tante, men afgiften bør være 15 procent, lyder det.

– Staten skal ikke bestemme, hvem der er familie, og hvordan familiekonstellationer ser ud.

– Vi skal sørge for, at de, der ikke får børn, uanset om det er frivilligt eller ufrivilligt, får den samme skattesats som alle andre med børn, siger Mohammad Rona.

Moderaterne er åbne for yderligere ændringer i arveafgiften for andre grupper, men ønsker i første omgang at få nevøer og niecer sidestillet med børn, når en barnløs onkel eller tante dør.

Forslaget vil koste omkring 100 millioner kroner årligt og skal træde i kraft 1. januar 2027.

Mohammad Rona kan over for Jyllands-Posten ikke svare på, hvor mange personer der vil få gavn af forslaget.

En undersøgelse fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv fra 2022 viste, at arveafgiften er upopulær blandt danskere i beskæftigelse.

Blandt Moderaternes vælgere gik 83 procent dengang ind for enten en afskaffelse eller en delvis afskaffelse af arveafgiften.

I dag er arveafgiften 0 procent for ægtefæller, registrerede partnere og visse foreninger.

Den er 15 procent for børn, herunder stedbørn, børnebørn, svigerbørn, plejebørn, forældre, søskende, en fraskilt ægtefælle og en samlever, som man har boet sammen med i minimum to år.

Ud over nevøer og niecer er arveafgiften også omkring 36 procent for bedsteforældre, en samlevers børn og andre, som man ønsker at testamentere.

Under S-regeringen blev arveafgiften i 2019 hævet fra 5 til 15 procent.

Under SVM-regeringen er den blevet nedsat til 10 procent ved generationsskifte for familieejede virksomheder. Det skete i forbindelse med en større skattereform.

Parken forventer øget overskud efter CL-kvalifikation

De har dollartegn i øjnene i FC København.

Onsdag aften sikrede klubben sig adgang til Champions League for syvende gang i klubbens historie, og det betyder, at pengene kommer til at rulle ind i Parken.

Efter slutfløjt i nationalarenaen, hvor FCK slog FC Basel med 2-0 og dermed samlet 3-1 i den afgørende kvalifikationsrunde, udsendte Parken Sport & Entertainment en selskabsmeddelelse med nye økonomiske forventninger.

Klubben forventer en øget omsætning, og bundlinjen kommer også til at stå markant stærkere end først antaget.

Tidligere var forventningen et overskud i niveauet 100-150 millioner kroner. Nu er forventningen et overskud i niveauet 240-290 millioner kroner.

Skarpe angribere sender FCK i CL for syvende gang

Langt over 200 millioner kroner, det mest prestigefyldte selskab og et eksklusivt udstillingsvindue.

Alt det kan FC København se frem til, efter at holdet onsdag aften vandt 2-0 over FC Basel i Champions Leagues playoffrunde.

I en til tider nervøs affære satte FCK kniven ind efter pausen.

Andreas Cornelius pandede holdet i front, og med knap ti minutter igen aflivede Youssoufa Moukoko de schweiziske drømme og sørgede for en samlet sejr på 3-1.

Det er syvende gang, FCK spiller sig til en plads i Europas største klubturnering. Torsdag findes navnene på holdets otte modstandere i ligaspillet ved lodtrækningen i Monaco.

De danske mestre gik ind til duellen som bookmakernes klare favoritter til avancement, men på banen var det langt hen ad vejen helt lige.

Kampens enorme betydning så ud til at sidde i baghovedet på hjemmeholdets spillere. Måske fordi Parken var plastret til med Champions League-bannere, og den velkendte hymne havde lydt inden startfløjt.

Der blev lavet lidt for mange fejl i opspillet, og et velforberedt Basel-mandskab stod klar til at stikke afsted i omstillinger, når bolden blev erobret.

Heldigvis for FCK slukkede forsvaret ildebrandene, og på trods af tilløb til flere store chancer, blev Xherdan Shaqiri og holdkammeraterne ikke for alvor farlige før pausen.

FCK-træner Jacob Neestrup rådede over kantprofilen Elias Achouri for første gang i knap tre uger og fandt med det samme plads til ham i startopstillingen.

Tuneseren manglede den sidste skarphed i sit spil efter fire kampe på sidelinjen, men fandt sammen med holdkammeraterne fodfæste, efterhånden som minutterne gik.

Efter en halvleg var rusten tilsyneladende væk.

48 sekunder var spillet efter pausen, da Achouri trak ind i banen og lagde bolden perfekt til rette for Andreas Cornelius, som pandede bolden i nettet.

Målet tændte op under værterne, som kort efter kom frem til endnu en stor chance, som Jordan Larsson formøblede.

Men Basel havde stadig banens måske bedste spiller på banen. Og da Shaqiri modtog bolden i fri position i feltet ti minutter senere, var det kun en stor redning af Dominik Kotarski, der forhindrede en udligning.

FCK var advaret, skulle man tro. Men minuttet efter var den gal igen, og Kotarski måtte diske op med en ny superredning.

Et ellers feststemt Parken stoppede for en stund op, da Magnus Mattsson måtte humpe fra banen efter at have taget sig til knæet.

William Clem afløste sin formstærke kollega og var med til at stabilisere FCK’s lave blok i kampens sidste fase.

Basel dansede om feltet, men FCK afviste alle tilnærmelser og satte kampen på køl med små ti minutter igen.

En omstillingsmulighed endte hos indskiftede Viktor Claesson, som blev fældet i feltet af Adrian Barisic, og på det efterfølgende straffespark sikrede Youssoufa Moukoko endegyldigt klubbens tredje deltagelse i Champions League på fire år.

FBI efterforsker Minneapolis-skyderi som terror og hadforbrydelse

FBI meddeler, at et masseskyderi i Minneapolis efterforskes som, hvad det betegner som indenrigsterrorisme og en såkaldt hadforbrydelse rettet mod katolikker.

Det er FBI-direktør Kash Patel, som kommer med meddelelsen på det sociale medie X.

To personer – et barn på otte år og et barn på ti år – blev dræbt, da en person onsdag skød mod børn, som var til messe i en katolsk skole i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Yderligere 17 personer blev såret, hvoraf 14 var børn, skriver nyhedsbureauet AP. Flere af de sårede blev tidligere meldt i kritisk tilstand. De ventes alle at overleve, siger politichef i Minneapolis Brian O’Hara onsdag aften dansk tid ifølge Reuters.

Den formodede gerningsperson bevægede sig ifølge politiet onsdag morgen lokal tid mod en kirke og skød ind gennem vinduerne. I kirken holdt en katolsk skole messe.

Gerningspersonen var bevæbnet med et haglgevær, en riffel og en pistol og tog sit eget liv efter at have affyret “dusinvis” af skud, lød det tidligere onsdag fra politiet.

– Gerningsmanden er blevet identificeret som Robin Westman, en mand født som Robert Westman, skriver Kash Patel.

Robin Westman er ifølge offentlige registre en 23-årig beboer i området. Retsdokumenter viser videre ifølge Reuters, at Westmans fornavn i 2020 blev ændret, med den begrundelse at personen identificerede sig som en kvinde.

Embedsmænd oplyser ifølge Reuters, at Westman ikke havde, hvad de betegner som en omfattende kriminel fortid.

Offentlige registre viser videre, at Westmans mor på et tidspunkt arbejdede som kontorassistent i Annunciation Church.

Politiet oplyser, at det er ved at gennemgå et såkaldt online manifest, som Westman har lagt ud på nettet, men som er blevet fjernet.

Onlinevideoer, som Reuters har gennemgået, viser, at gerningspersonen taler om følelser af depression og et ønske om at udføre et masseskyderi.

Navne på tidligere gerningspersoner bag skoleskyderier er desuden ridset ind i et riffelmagasin sammen med en række politiske udsagn, der af Reuters betegnes som omfattende og uregelmæssige.

Hændelsen fandt sted to dage efter skolestart på den private katolske grundskole Annunciation Catholic School, der har omkring 395 elever.

– Dette var en bevidst voldshandling rettet mod uskyldige børn og andre mennesker, som bad. Den rene ondskab og fejhed ved at skyde ind i en fyldt kirke med børn er fuldstændig uforståelig, sagde Brian O’Hara tidligere onsdag på et pressemøde.

Lande i Sikkerhedsrådet kalder sult i Gaza menneskeskabt

Alle medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – bortset fra USA – kalder sult i Gaza en “menneskeskabt krise”.

Det sker i en fælles meddelelse fra landene onsdag. Danmark er for tiden blandt de ikke-permanente medlemmer.

Landene påpeger, at det er forbudt i folkeretten at bruge sult som våben.

De kræver en øjeblikkelig, betingelsesløs og permanent våbenhvile, samtidig med at den militante gruppe Hamas og andre grupper skal frigive alle gidsler.

Derudover kræver landene øget nødhjælp, og at Israel med det samme skal ophæve alle restriktioner på leverancer af nødhjælp.

– Sult i Gaza skal stoppes øjeblikkeligt, udtaler landene.

– Tid er af afgørende betydning. Der skal gøres noget ved den humanitære nødsituation uden tøven, og Israel skal skifte retning.

De fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. Derudover er der ti ikke-permanente medlemmer, der løbende ændrer sig.

Gaza By og omkringliggende områder er ramt af hungersnød, oplyste den FN-støttede overvågningsenhed IPC i en rapport fredag.

Vurderingen i rapporten er, at hungersnøden formentlig vil sprede sig.

Det vurderes, at 514.000 mennesker oplever hungersnød. Det tal kan stige til 614.000 inden slutningen af september, lyder det.

Israel har bedt IPC om at trække vurderingen tilbage. Israel kalder vurderingen falsk og partisk og mener, at den er baseret på ufuldstændige data leveret af Hamas, som ikke tager højde for de seneste leverancer af mad.

Den fungerende FN-ambassadør for USA, Dorothy Shea, har på et møde onsdag i Sikkerhedsrådet sat spørgsmålstegn ved troværdigheden og integriteten i rapporten.

– Vi anerkender alle, at sult er et reelt problem i Gaza, og at der er vigtige humanitære behov, som skal efterkommes. At gøre det er en prioritet for USA, sagde hun.

Reuters

Løkke foreslår stor reform af det danske pensionssystem

Moderaternes partiformand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, foreslår en stor reform af det danske pensionssystem.

Det skriver Børsen.

I et interview med avisen lufter han blandt andet muligheden for en afskaffelse af Arne-pensionen, seniorpensionen og efterlønnen.

– Vi synes grundlæggende, at vi skal skrælle det hele væk, så vi får ryddet op i et meget kompliceret system, og så vi kommer væk fra en politisk dogmatik om, at nogle partier er meget forelsket i den ene eller anden ordning, og at man derfor ikke kan pille ved det, siger han.

Løkkes forslag vil konkret betyde, at de sidste rester af efterlønnen, Arne-pensionen – retten til tidligere tilbagetrækning – og seniorpensionen fjernes, skriver Børsen.

Mediet skriver også, at det samtidig betyder, at Lars Løkke dropper sit hidtidige krav om at nå til enighed i regeringen om pensionsdebatten, der længe har været et tema til debat mellem regeringsparterne – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

I slutningen af august sidste år lagde Løkke pres på Mette Frederiksen. Rørt brik skal flyttes, sagde han om emnet til Jyllands-Posten.

Han ville have sat gang i et arbejde med et grundlag for at diskutere fremtidens pension. Og det skulle helst gerne udmønte sig i en beslutning inden næste valg. Men den plan har han nu droppet, skriver Børsen.

Mediet skriver, at regeringsmakkeren Socialdemokratiet ikke er tilhænger af forslaget.

Til Børsen siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at Socialdemokratiet står vagt om, at der skal være “gode, solide og tidlige tilbagetrækningsordninger” som for eksempel Arne-pensionen.

Ifølge Børsen foreslår Lars Løkke at erstatte de nuværende pensionsordninger med en “deltidspension”.

Deltidspensionen vil betyde, at man – når man har et givent antal år tilbage, før man rammer folkepensionsalderen – får ret til at gå ned i tid og dermed løn, skriver mediet.

Løntabet skal dækkes af staten, der vil give en form for pensionsydelse som kompensation, lyder forslaget.

Adspurgt af Børsen, hvad der skal ske med de danskere, der i dag er på Arne-pensionen eller seniorpensionen og ikke kan arbejde, svarer Lars Løkke, at der kan kigges på en form for “visitation”.

Han siger til mediet, at han ikke har et menneskesyn om, at folk skal arbejde, hvis de ikke kan.

Argumentet for at afskaffe de nuværende ordninger er ifølge ham at gøre op med et “enormt kompliceret” system.

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation er reaktionen på Løkkes forslag, at det “rammer helt skævt”.

– Det viser en manglende forståelse for lønmodtagernes virkelighed.

– Når to ud af tre under 50 år er bekymrede for, om de kan holde helt til pensionsalderen, så kræver det ikke forringelser – men holdbare løsninger, der giver lønmodtagere med lange og hårde arbejdsliv en reel mulighed for at trække sig værdigt tilbage, siger formand Morten Skov Christiansen i et skriftligt svar til Ritzau.

Hos Dansk Industri bliver det vel modtaget, at Lars Løkke vil lave omfattende ændringer af pensionssystemet.

– En af Danmarks allerstørste udfordringer nu og i fremtiden er manglen på arbejdskraft i både den private og offentlige sektor. Derfor er det ansvarligt at fortsætte med at reformere Danmark, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri, i et skriftligt svar til Ritzau.

FC Fredericia henter keeper i Premier League

FC Fredericias nye førstekeeper Ovie Ejeheri gik i stykker efter to kampe i Superligaen, og derfor har oprykkeren nu hentet en erstatning i Premier League.

Hos Burnley har man nemlig sikret sig den engelske målmand Etienne Green, skriver FC Fredericia på sin hjemmeside. Ifølge Burnleys hjemmeside er der tale om en permanent aftale.

Etienne Green kom til Burnley sidste år, men har aldrig spillet en kamp for klubben, som i sidste sæson sikrede sig oprykning fra den næstbedste række.

Han kan dog prale af erfaring fra franske Ligue 1, hvor han har spillet 23 kampe for Saint-Etienne.

– Vi er meget stolte af, at vi har kunnet tiltrække og skrive kontrakt med en spiller, der har erfaring fra en Premier League-klub i England og Ligue 1 i Frankrig, siger FC Fredericia-direktør Stig Pedersen.

– Det er en stor signing for FC Fredericia, og vi glæder os til at se Etienne i aktion. Med ham på plads har vi nu igen et komplet målmandsteam, hvor tre stærke keepere skal tage kampen op mod hinanden.

Med Ovie Ejeheri på krykker i øjeblikket råder FC Fredericia over unge Mads Eriksen og den færøske landsholdsspiller Mattias Lamhauge, som har vogtet buret siden Ejeheris skade.

Lamhauge var i søndagens kamp mod Randers FC også nede at bide i græsset, men spillede kampen færdig.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]