Seneste nyheder

16. oktober 2026

Trumps fordobling af told på indiske varer er trådt i kraft

En amerikansk importtold på 50 procent på varer fra Indien er onsdag morgen trådt i kraft.

USA’s præsident, Donald Trump, varslede en fordobling af importtolden fra 25 til 50 procent for tre uger siden med den begrundelse, at Indien “direkte eller indirekte importerer russisk olie”.

Indien er ifølge Trump med landets indkøb af olie med til at støtte Rusland i krigen mod Ukraine.

Det skrev præsidenten på sit sociale medie, Truth Social, i begyndelsen af august.

– Indien køber ikke kun enorme mængder russisk olie – de sælger derefter en stor del af olien videre på det åbne marked med stor fortjeneste.

– De er ligeglade med, hvor mange mennesker i Ukraine der bliver dræbt af den russiske krigsmaskine. På grund af dette vil jeg markant forhøje den told, som Indien betaler til USA, skrev Trump.

Fordoblingen af tolden blev efterfølgende kaldt uretfærdig, ubegrundet og urimelig i en udtalelse fra Indiens udenrigsministerium.

– Vores import er baseret på markedsforhold og foretages med det overordnede mål at sikre energisikkerheden for 1,4 milliarder indere.

– Det er derfor yderst beklageligt, at USA vælger at pålægge ekstra toldsatser på Indien for handlinger, som flere andre lande også foretager i deres egen nationale interesse, skrev Indiens udenrigsministerium ifølge AFP.

Rusland er den største leverandør af olie til Indien, der er verdens tredjestørste importør og forbruger af olie. Omkring 35 procent af Indiens samlede olieforsyning kommer fra Rusland.

Indien importerede omkring 1,75 millioner tønder russisk olie om dagen fra januar til juni i år. Det er en stigning på én procent i forhold til samme periode sidste år, viser data.

USA var sidste år Indiens største eksportmarked med en samlet eksport på 87,3 milliarder dollar svarende til 559 milliarder kroner, skriver AFP.

Analytikere har advaret om, at en toldsats på 50 procent især vil skade mindre indiske virksomheder.

Reuters

PET: Grønland er mål for påvirkningskampagner for at skabe splid

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at Grønland er mål for påvirkningskampagner, som har til formål at skabe splid mellem Grønland og Danmark.

Det siger PET i et svar til DR.

– PET vurderer, at det vil kunne ske ved at udnytte eksisterende eller opfundne uenigheder, for eksempel i forbindelse med kendte enkeltsager eller ved at fremme eller forstærke bestemte synspunkter i Grønland vedrørende Kongeriget og USA eller andre lande med særlig interesse for Grønland, lyder det fra PET.

DR har bedt PET om en kommentar til bestemte amerikanske mænds aktiviteter i Grønland.

Flere kilder vurderer over for mediet, at mindst tre amerikanere med forbindelser til den amerikanske præsident, Donald Trump, udfører påvirkningsoperationer i Grønland.

En af dem skal blandt andet have indsamlet navne på grønlandske borgere, som støtter Trumps plan om at overtage Grønland.

Han skal ifølge en af kilderne også have fået grønlændere til at udpege sager, som kan bruges til at sætte Danmark i et dårligt lys i amerikanske medier.

Det gælder eksempelvis sager om tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark og den såkaldte spiralsag, hvor grønlandske piger og kvinder fik sat en spiral op uden samtykke primært i 1960’erne og 1970’erne.

DR’s historie bygger på information fra i alt otte anonyme kilder. Ifølge DR er der tale om både centrale regerings- og myndighedskilder samt kilder i Grønland og USA.

Det har ikke været muligt for DR at afklare, om mændene har handlet på eget initiativ, eller om de har fået ordrer.

DR har spurgt Det Hvide Hus, om den amerikanske regering har givet ordre til amerikanske statsborgere om at lave påvirkningsoperationer i Grønland.

Det Hvide Hus har ikke svaret på DR’s henvendelse.

En repræsentant fra den amerikanske ambassade i København skriver til DR, at den amerikanske regering ikke kontrollerer private borgeres handlinger, og at individuelle amerikanere kan have interesser i Grønland.

Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), understreger, at ethvert forsøg på at blande sig i rigsfællesskabets indre anliggender er uacceptabelt.

Derfor har udenrigsministeren indkaldt den amerikanske chargé d’affaires i Danmark til en samtale, oplyser Udenrigsministeriet onsdag til Ritzau.

En chargé d’affaires er en topdiplomat, som har en lavere rang end ambassadøren.

Donald Trump har udpeget Ken Howery som sit bud på en ny ambassadør i Danmark, men Howery har ikke fået de nødvendige politiske godkendelser endnu og er derfor endnu ikke tiltrådt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mand eftersøgt på dag to i Australien efter drab på betjente

Eftersøgningen på en 56-årig mand, der er mistænkt for at have skudt og dræbt to politibetjente i det sydøstlige Australien, er gået ind i sit andet døgn.

Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.

Borgere i området nær byen Porepunkah i den australske delstat Victoria er således blevet opfordret til at blive indenfor. Der bor cirka 1000 mennesker i byen, der ligger 320 kilometer nordøst for storbyen Melbourne.

Manden hedder Dezi Freemand og beskrives som tungt bevæbnet og med erfaring med overlevelse i vildmarken.

De to betjente blev dræbt af skud, og en tredje blev såret, da ti betjente trængte ind i den mistænkte mands landejendom i en sag om seksuelle overgreb.

Politichefen i Victoria, Mike Bush, fortæller, at da betjentene gik ind i huset, blev de mødt af gerningsmanden, som skød dem. Betjentene var henholdsvis 59 og 35 år gamle. En anden betjent blev såret, men hans tilstand er stabil.

Freeman var bevæbnet, da han flygtede ind i den omkringliggende skov til fods, hvor en omfattende eftersøgning er fortsat natten over og i løbet af onsdagen lokal tid.

Australske medier har bredt rapporteret, hvordan Freeman tidligere har udtrykt holdninger, der sympatiserer med den såkaldte Sovereign citizen-bevægelse.

Det er en løst sammensat gruppering i USA, som ikke anerkender statens kontrol eller autoritet. For eksempel nægter gruppen blandt andet at betale skat.

Bush vil ikke uddybe ransagningen af Freemans ejendom over for AP, da det ifølge ham er for tidligt at sige, om hans angreb på betjentene var ideologisk motiveret.

De tilstedeværende betjente var medlemmer af en enhed, der efterforsker seksuelle overgreb og børnemishandling.

Bush erkender over for AP’s journalister, at Freemans viden om vildmarken og hans overlevelsesevner udgør en udfordring for myndighederne.

Sidste gang en politibetjent blev skudt og dræbt under tjeneste i Australien, var i 2023 i delstaten South Australia, skriver AP.

Seks soldater meldes dræbt i israelsk droneangreb mod Syrien

Seks syriske soldater er blevet dræbt i israelske droneangreb nær Syriens hovedstad, Damaskus.

Det rapporterer den statslige tv-station El Ekhbariya TV natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, mens Syrien og Israel deltager i drøftelser om, hvordan spændingerne i det sydlige Syrien kan deeskaleres. Her er USA mægler.

Ifølge Reuters forsøger Syrien at lande en sikkerhedsaftale, som kan åbne for bredere politiske forhandlinger.

Israel har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne fra tv-stationen om de dræbte soldater.

Fra Syrien lød det mandag, at Israel havde sendt 60 soldater ind på syrisk territorium nær Hermonbjerget, som ligger ved grænsen mellem Libanon og Syrien. Ifølge Syrien var der dermed tale om en krænkelse af Syriens suverænitet.

Fra Israels militær lød det, at styrkerne udførte det, der blev omtalt som en rutineoperation i det sydlige Syrien – men at den ikke fandt sted i Beit Jinn, som er et område nær grænsen med Libanon tæt på Hermonbjerget.

Syriens udenrigsministerium fordømte tirsdag de seneste israelske angreb, der har fundet sted på syrisk jord. Ifølge udenrigsministeriet udgør de en direkte trussel mod den regionale fred og sikkerhed.

Israel har flere gange tidligere sagt, at sikkerhedsmæssige bekymringer er årsagen til landets militære handlinger i Syrien, som har været styret af en overgangsregering siden december sidste år. Her blev landets mangeårige leder Bashar al-Assad blev væltet.

Israel har udført luftangreb for efter eget udsagt at forhindre, hvad landet betegner som Syriens regeringsstyrkers massedrab på drusere.

Druserne er en arabisk religiøs gruppe på cirka en million mennesker, der primært bor i Syrien, Libanon og Israel.

Efter at have væltet Bashar al-Assad lovede Syriens nye præsident, Ahmed al-Sharaa, et Syrien for alle. Men druserne har udtrykt bekymring for, at nogle af deres ledere er blevet udelukket og har begrænset repræsentation i den nye regering, hvori der blot er én drusisk minister.

SpaceX lykkes med at lande rakets øvre del i Det Indiske Ocean

Den øvre del af rumfartsvirksomheden SpaceX’ megaraket Starship er efter planen faldet ned i Det Indiske Ocean efter en testflyvning natten til onsdag.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

– Landing i vandet bekræftet! Tillykke til hele SpaceX-teamet med en spændende tiende testflyvning af Starship!, skriver SpaceX på det sociale medie X efter den cirka en time lange mission.

Raketten lettede fra virksomhedens Starbase i det sydlige Texas klokken 18.30 lokal tid – klokken 01.30 dansk tid. Der lød ifølge AFP højlydte jubelråb under opsendelsen.

Ifølge nyhedsbureauerne var landingen i Det Indiske Ocean det vigtigste mål med nattens opsendelse. Her faldt den ned efter at have udholdt intens varme under sin tid gennem atmosfæren.

Den fase af testen har ødelagt raketten på tidligere flyvninger.

Kort efter at Starship nåede rummet, sendte den for første gang simulerede satellitter ud. Det er en milepæl, som SpaceX ikke har formået at nå under tidligere test, der enten er blevet aflyst eller er mislykket.

Løfteraketten landede desuden sikkert i Den Mexicanske Golf. Formålet med opsendelsen var at indsamle data om, hvordan løfteraketten klarer sig, når en motor uventet går i stykker.

Opsendelsen blev aflyst de foregående to nætter.

Den skulle oprindeligt have fundet sted natten til mandag, men blev ifølge AFP aflyst på grund af en brændstoflækage på affyringsrampen.

Tirsdag var årsagen til aflysningen, at vejret var for overskyet.

Starship består af to dele: et ubemandet rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og en løfteraket, som er lavet til at kunne lande igen og blive genbrugt.

Rumskibet måler 52 meter, mens løfteraketten er 71 meter høj.

Starship, der er designet til at kunne transportere besætninger og fragt ud i Rummet, er eksploderet ved tre tidligere testopsendelser, der er foretaget i 2025.

To gange eksploderede den øvre del af fartøjet over Caribien, og én gang efter at have nået rummet. I juni eksploderede den øvre del af fartøjet under en test på Jorden.

Ifølge AFP har eksplosionerne blandt flere udløst tvivl om, hvorvidt en opsendelse overhovedet kan gennemføres.

Starship spiller en vigtig rolle i SpaceX-stifter Elon Musks ambitioner om at sende mennesker til Månen og kolonisere Mars.

Hamas: Ingen militante blev dræbt i israelsk hospitalsangreb

Den militante bevægelse Hamas afviser, at nogen af de palæstinensere, der blev dræbt i et israelsk angreb mod Nasser-hospitalet i Gaza mandag, var militante fra bevægelsen.

Det fremgår af en udtalelse fra Hamas, skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.

Tirsdag meddelte Israels militær, at seks af de dræbte i angrebet var “terrorister”.

Fra Hamas lyder det dog, at ingen militante blev dræbt i angrebet mod hospitalet.

Bevægelsen siger videre, at en af de seks, som Israel påstår, tilhører bevægelsen og blev dræbt i angrebet, i stedet mistede livet i Al-Mawasi, som ligger et stykke væk fra hospitalet.

En anden af de seks personer blev ifølge Hamas dræbt et helt andet sted på et andet tidspunkt. Hvor og hvornår vedkommende blev dræbt, fremgår ikke.

I udtalelsen fra Hamas står det ikke klart, om de to personer var civile eller militante.

Mindst 20 mennesker, heriblandt fem journalister, mistede livet i mandagens angreb mod Nasser-hospitalet. Journalisterne arbejdede blandt andet for nyhedsbureauet Reuters, Associated Press og Al Jazeera.

Demonstranter i Tel Aviv blokerer veje og møder op hos ministre

Tusindvis af demonstranter har tirsdag været på gaden i den israelske storby Tel Aviv, hvor de har forsøgt at lægge pres på regeringen, så krigen i Gaza kan slutte, og gidsler blive frigivet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag aften.

Ifølge det israelske medie Times of Israel siger arrangørerne, at der til tirsdagens demonstration var 350.000 deltagere. Politiet har dog ifølge mediet ikke udtalt sig om antallet af deltagere.

De første demonstrationer begyndte ved daggry, hvor demonstranter blandt andet blokerede veje i det centrale Tel Aviv. Her viftede de med israelske flag, ligesom de bar på billeder af gidslerne, siger journalister fra AFP i byen.

Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da den militante bevægelse Hamas angreb Israel fra Gaza. Her tog Hamas 251 gidsler med til Gaza.

Israel har siden angrebet Gaza.

Flere israelske gidsler er blevet frigivet eller løsladt, mens andre gidsler er meldt dræbt. Hamas formodes fortsat at holde 50 gidsler. 20 af dem menes at være i live.

Ifølge AFP skriver flere israelske medier, at der tirsdag også var demonstranter ved den amerikanske ambassades kontor i Tel Aviv, ligesom de mødte op foran flere huse, hvor der bor ministre fra landets regering.

Da solen tirsdag gik ned over Tel Aviv, var tusindvis af personer samlet ved “Hostage Square” – gidselpladsen – i den centrale del af byen.

Pladsen har i flere måneder været samlingspunkt for demonstranter.

Tirsdag aften havde de medbragt trommer, som de slog på, mens de blandt andet råbte “regeringen svigter os, vi giver ikke op, før hvert eneste gidsel er vendt hjem”.

– Jeg er her først og fremmest for at demonstrere og for at opfordre regeringen til at indgå en aftale og få alle gidslerne hjem og afslutte krigen, siger den 29-årige demonstrant Yoav Vider til AFP.

Tirsdag har premierminister Benjamin Netanyahus sikkerhedskabinet været samlet til et møde. Ifølge israelske medier resulterede mødet ikke i en entydig konklusion eller plan.

– Vi er lige kommet fra et møde i kabinettet. Jeg tror ikke, jeg kan uddybe så meget, siger Netanyahu.

– Men jeg vil sige en ting: Det startede i Gaza, og det vil slutte i Gaza. Vi vil ikke lade de monstre (Hamas, red.) blive der.

Trump holder stort møde om Gaza i Det Hvide Hus onsdag

Den amerikanske præsident, Donald Trump, skal holde et stort møde om Gaza i Det Hvide Hus onsdag.

Det fortæller den amerikanske udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, til Fox News.

Under interviewet bliver Witkoff spurgt til, om der er en plan for Gaza.

– Ja, vi har et stort møde i Det Hvide Hus i morgen, ledet af præsidenten, og det er en meget omfattende plan, vi udarbejder næste dag, svarer han.

Han uddyber ikke, hvad planen skal indeholde, eller hvem der deltager på mødet.

Det amerikanske udenrigsministerium skriver ifølge Reuters i en separat udtalelse, at udenrigsminister Marco Rubio skal mødes med sin israelske modpart, Gideon Saar, i Washington D.C. onsdag.

Mødet vil blive afholdt klokken 15.15 lokal tid – klokken 21.15 dansk tid.

Det fremgår ikke, om de deltager på det samme møde som Trump eller et andet møde.

Witkoff selv skal mødes med repræsentanter for Ukraine i New York senere på ugen, siger han videre.

– Så jeg skal mødes med dem i denne uge i New York, siger han.

Han kommer ikke nærmere ind på, hvem der deltager på mødet. I sidste uge var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på besøg i Det Hvide Hus sammen med en række europæiske ledere.

Trump holdt få dage inden et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

USA kæmper for en fredsaftale mellem de to lande, men indtil videre har der tilsyneladende ikke været store gennembrud i processen.

I forbindelse med møderne er det dog kommet frem, at USA er klar til at spille en rolle i forbindelse med sikkerhedsgarantier til Ukraine.

USA’s udenrigsministerium meddelte mandag, at udenrigsminister Marco Rubio havde mødtes med europæiske udenrigsministre for at tale om en afslutning på krigen.

Mandag kaldte Trump situationen i Gaza for et mareridt, efter at 20 personer, heriblandt fem journalister, blev dræbt i et israelsk angreb på Nasser Hospital i Gaza.

Det lød videre fra Trump, at man er i gang med en meget seriøst diplomatisk indsats i Gaza. Han sagde desuden, at USA og Israel sammen lægger pres på den militante bevægelse Hamas for at få frigivet gidsler i konflikten.

Spændingerne i området blev intensiveret, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023. Her døde 1200 mennesker, og bevægelsen tog 251 gidsler til fange. 50 menes stadig at være i Hamas’ varetægt, og 20 formodes at være i live.

Krigen i Gaza har ifølge Sundhedsministeriet i området kostet lige over 62.600 palæstinensere livet, herunder primært civile.

Reuters

Kilder: USA’s og Ruslands olieselskaber har lavet plan for samarbejde

Forud for mødet mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA’s præsident, Donald Trump, i den amerikanske delstat Alaska, havde de to landes største energiselskaber lavet en køreklar plan for at genoptage samarbejdet.

Det fortæller unavngivne personer med kendskab til sagen til The Wall Street Journal.

Det drejer sig om det amerikanske olieselskab Exxon, som trak sig ud af Rusland ved Ukraine-krigens start i 2022, og det statsejede russiske energiselskab Rosneft.

En Exxon-chef har i hemmelige samtaler med Rosneft drøftet muligheden for at vende tilbage til et stort projekt, hvis henholdsvis USA’s og Ruslands regering giver grønt lys, lyder det fra kilderne i The Wall Street Journal.

Projektet hedder Sakhalin-1 og er opkaldt efter en russisk ø nær tre oliefelter. Aftalen blev indgået i 1995 og var en af Exxons største investeringer. Exxon drev projektet og ejede 30 procent. Rosneft og henholdsvis japanske og indiske virksomheder har fortsat ejerandele.

De andre virksomheder er således stadig til stede i området. Men vestlige virksomheder forlod Rusland efter invasionen.

Da Exxon meddelte, at det ville sælge sin andel i projektet, blev selskabets værdi nedskrevet med fire milliarder dollar, skriver avisen.

Derefter blokerede Rusland for et salg og slettede derefter Exxons andel. Det træk har Exxon kaldt for ekspropriation. Ekspropriation er, når en privat ejer af en stykke jord eller en fast ejendom tvinges til at afgive det til staten mod erstatning.

The Wall Street Journal skriver videre, at det ikke er sikkert, at samarbejdet mellem de to virksomheder vil blive genoptaget.

Det afhænger delvist af, om Trump lykkes med at mægle en afslutning på Ukraine-krigen, eller om han strammer sanktionerne mod Rusland, hvilket han har truet med.

Samtalerne mellem Exxon og Rosneft om at genoptage samarbejdet begyndte omkring tidspunktet for Trumps indsættelse som præsident i januar, skriver avisen.

Det er ikke bekræftet af hverken Rusland, USA, Exxon eller Rosneft, at der skulle være en plan klar for et samarbejde.

Reuters har tidligere på måneden skrevet, at amerikanske og russiske embedsmænd har drøftet energiaftaler – herunder Exxons mulige tilbagevenden til Rusland.

Norsk mesterhold er CL-klar trods nederlag i Østrig

Med en 5-0-sejr i bagagen fra det første opgør havde Bodø/Glimt mere end et ben i Champions Leagues ligaspil forud for returkampen mod Sturm Graz i playoffrunden tirsdag aften.

Derfor betød det heller ikke så meget for nordmændene, at det blev til et 1-2-nederlag i Østrig. Bodø/Glimt er Champions League-klar med samlet 6-2.

Det er første gange siden sæsonen 2007/08, at et norsk hold er med i Champions Leagues hovedturnering.

I tirsdagens returkamp havde Sturm Graz danskerne Oliver Christensen, Tochi Chukwuani og William Bøving med fra start, mens Bodø/Glimt startede med Villads Nielsen, Kasper Høgh og Mathias Jørgensen, og sidstnævnte kom hurtigt i fokus.

Den tidligere AaB-angriber, der i juli skiftede til norsk fodbold, scorede efter et kvarter sit første mål i Bodø/Glimt-trøjen, da han opsnappede bolden tæt under mål og gjorde det til 1-0.

Derfra overtog Sturm Graz kampen, og efter en halv time bragte Seedy Jatta balance i regnskabet.

I anden halvleg sparkede værternes Tim Oermann i det 73. minut sejrsmålet til 2-1 i kassen for Sturm Graz, men det ændrede ikke på, at Bodø/Glimt for første gang i klubbens historie er Champions League-klar.

De norske mestre har leveret nogle store resultater i europæisk fodbold de senere år.

I foråret nåede holdet noget sensationelt semifinalerne i Europa League. Ved den lejlighed blev nordmændene slået ud af de senere vindere fra Tottenham.

I 2022 kæmpede Bodø/Glimt klubben fra det nordlige Norge sig desuden til kvartfinalerne i Conference League.

Ukraine bekræfter at Rusland er gået ind i østlig ukrainsk region

Ukrainske styrker bekræfter, at Ruslands hær er gået ind i den østlige region Dnipropetrovska, hvor den forsøger at finde fodfæste.

Det oplyser en talsmand for hæren ved navn Viktor Trehubov til mediet BBC.

– Det her er det første angreb af så stor skala i Dnipropetrovska-regionen, siger han, men understreger, at den russiske fremrykning dog er blevet bremset.

Rusland har hele sommeren hævdet, at det er gået ind i regionen, og at den russiske hær forsøger at presse dybere ind i ukrainsk territorium fra Donetsk-regionen.

I begyndelsen af juni sagde russiske embedsmænd, at en offensiv var begyndt i Dnipropetrovska.

Ukraine afviste, at der var russiske styrker i regionen.

Men tirsdag viste data fra det ukrainske krigskort DeepState, at Rusland havde besat to landsbyer lige inden for regionen, Zaporizke og Novohryhorivka.

Det faktum nægter Ukraines militær fortsat. Ukraines generalstab i de væbnede styrker meldte, at militæret fortsat kontrollerer Zaporizke og at kampe er i gang i området omkring landsbyen Novohryhorivka.

Før krigen havde Dnipropetrovska tre millioner indbyggere og var Ukraines næststørste centrum for tung industri efter regionen Donbas, som består af regionerne Donetsk og Luhansk.

Selv om Rusland har gjort langsomme fremskridt med at erobre territorium og har lidt meget store tab, har hæren for nylig gjort fremskridt i Donetsk, skriver BBC.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøgte den amerikanske delstat Alaska tidligere på måneden. Her talte han med USA’s præsident, Donald Trump.

Få dage senere deltog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et møde i Det Hvide Hus i Washington D.C., hvor syv europæiske ledere, heriblandt Frankrigs, Tysklands og Storbritanniens statsoverhoveder, deltog.

Krigen, der begyndte i februar 2022, var på dagsordenen under begge møder.

Senest mandag sagde Trump, at han fortsat tror på en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine.

Zelenskyj har meldt sig parat til at mødes med Putin, men Ruslands præsident er mere tilbageholdende.

– Fordi han (Putin, red.) ikke kan lide ham (Zelenskyj), sagde Trump.

Den danske regering har udtrykt skepsis i forhold til Ruslands reelle hensigter og vilje til at indgå en aftale, der tilgodeser Ukraine tilstrækkeligt.

Trump vil have dødsstraf for drab i Washington D.C.

USA’s præsident, Donald Trump, ønsker, at drab i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., skal medføre dødsstraf.

Det siger han under et møde i sin regering tirsdag.

– Hvis nogen dræber nogen i hovedstaden Washington D.C., så vil vi gå efter dødsstraf, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer efter flere uger, hvor hundreder af soldater fra Nationalgarden har været indsat af Trump i Washington D.C.s gader.

Han siger, at der er uacceptable kriminalitetsniveauer i byen, hvor flertallet er demokrater.

Embedsmænd i byen har dog afvist, at problemet med voldelig kriminalitet er løbet løbsk. De henviser til statistik, som viser, at der er sket fald, siden tallene toppede i 2023, skriver Reuters.

I Washington D.C., som ikke hører under nogen delstat, har man ikke dødsstraf i den lokale lovgivning. De fleste sager om drab bliver dog ifølge nyhedsbureauet AP netop ført efter lokal lovgivning.

I visse tilfælde kan anklagere imidlertid vælge at bringe sager for føderale domstole, og under føderal lovgivning straffes visse forbrydelser med dødsstraf.

Trump hævder under regeringsmødet, at dødsstraf har en “stærk” præventiv virkning.

– Jeg ved ikke, om vi er klar til det i dette land, men vi har den. Vi har ikke noget valg, siger Trump.

Ngo’en Death Penalty Information Center skriver på sin hjemmeside, at studier ikke har fundet betydningsfulde beviser for, at dødsstraf afskrækker folk fra at begå kriminalitet.

Trafikstyrelsen suspenderer vigtig godkendelse til Nuuk Lufthavn

Trafikstyrelsen har midlertidigt suspenderet sikkerhedskontrollen for udenrigsrejsende i Nuuk Lufthavn i Grønland.

Det oplyser Greenland Airports på Facebook, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

Det betyder, at udenrigsrejsende i stedet skal gennem sikkerhedskontrol i lufthavnen i Kangerlussuaq eller Narsarsuaq, før de kan rejse ud af Grønland, skriver Sermitsiaq.

Kangerlussuaq ligger i fugleflugt omtrent 320 kilometer nord for Nuuk. Narsarsuaq ligger knap 450 kilometer sydøst for Nuuk.

Ifølge Greenland Airports skyldes suspenderingen, at de ansattes efteruddannelse i screening af rejsende til udlandet ikke lever op til alle kravene.

– Vi arbejder intensivt sammen med Trafikstyrelsen på at imødekomme de konkrete forhold, der er påpeget i uddannelsen. Målet er hurtigst muligt at genetablere normal drift for udenrigstrafikken, skriver Greenland Airports på Facebook.

Passagerer til indenrigsflyvninger kan fortsat blive sikkerhedsscreenet i lufthavnen.

Verdensetteren Sinner åbner US Open-titelforsvar med sejr

Verdensetteren Jannik Sinner vandt sidste år grand slam-turneringen US Open, og tirsdag lignede den italienske tennisspiller en, der i år har planer om at gentage den bedrift.

I første runde af turneringen i New York spillede Sinner sig uden problemer videre med en sejr i tre sæt, 6-1, 6-1, 6-2, over tjekkiske Vit Kopriva, der ligger nummer 89 i verden.

Italieneren lignede aldrig en, der var i nærheden af at spille på sit topniveau, men mindre var også rigeligt.

Sinner vandt sidste år US Open, mens han i år har vundet Australian Open og Wimbledon.

I den sidste grand slam, French Open, blev det i maj til et finalenederlag til spanske Carlos Alcaraz, der formentlig også bliver den største konkurrent i dette års udgave af US Open.

De to tennisstjerner stødte sammen så sent som i sidste uge i finalen i Masters 1000-turneringen i Cincinnati, der var den sidste opvarmning til US Open.

Det møde varede kun 20 minutter, inden en syg Sinner måtte opgive at spille finalen færdig.

Der var dog intet sygdom at spore tirsdag hos italieneren, der som vanligt spillede med en meget lav fejlprocent. Han kom hurtigt foran 5-0 i første sæt, inden han kort efter udnyttede sin fjerde sætbold.

Der var mindst en klasses forskel mellem de to spillere på US Open-anlæggets største bane, Arthur Ashe Stadium, og det var tydeligt kampen igennem.

Selv om Kopriva kæmpede med alt, hvad han havde i sig, sendte Sinner alle bolde retur i hovedet på den chanceløse tjekke.

Det var egentlig ikke fordi, italieneren strøg om sig med vinderslag og flot spil, men hans bundsolide grundspil ved baglinjen sad lige i skabet, som det plejer.

I andet sæt afgav Sinner igen blot et enkelt parti, mens sejren blev sikret i tredje sæt, da verdensetteren foran 5-2 udnyttede den anden matchbold.

Ukraine vil igen lade yngre mænd rejse ud af landet

Ukrainske mænd i alderen 18 til 22 år får lov til at rejse ud af landet på trods af landets militære undtagelsestilstand.

Det siger den ukrainske premierminister, Julija Svyrydenko, i et opslag på Telegram tirsdag.

Siden begyndelsen af Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har ukrainske mænd i alderen 18 til 60 år skullet have godkendelse til at forlade Ukraine.

Men nu lempes der på den lovgivning, som skal sikre, at Ukraine har nok værnepligtige.

Tusindvis af mænd forsøger hvert år ulovligt at flygte ud af landet, nogle gange via risikable ruter over grænserne.

– Regeringen har opdateret sine procedurer angående krydsning af landegrænser, siger Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko.

– Mænd i alderen 18 til 22 år kan krydse grænsen uhindret under den militære undtagelsestilstand.

Beslutningen omhandler ifølge premierministeren alle statsborgere i det aldersspænd.

Den gælder også for ukrainere, der befinder sig i andre lande. De kan nu vende tilbage til Ukraine igen og så igen forlade landet, hvis de ønsker det.

– Vi ønsker, at ukrainere bevarer deres forbindelser til Ukraine i så høj grad som muligt, siger Svyrydenko.

I Ukraine bliver mænd i alderen 18 til 22 år ikke indkaldt til værnepligt. Her er der aktuelt en minimumsalder på 25 år, efter at aldersgrænsen blev sænket sidste år.

Det ukrainske militær har med økonomiske incitamenter forsøgt at få frivillige mænd under 25 år til at slutte sig til hæren. Men det er ikke lykkedes at nå de ukrainske mål for at få folk ind i hæren.

Ifølge tal fra FN bor 5,6 millioner ukrainere uden for landet. De fleste af dem befinder sig i europæiske lande.

Det var i februar 2022, at Rusland begyndte en fuldskalainvasion af Ukraine.

AFP

Medlem i USA’s centralbank går rettens vej efter Trump-fyring

Lisa Cook, der er bestyrelsesmedlem i den amerikanske centralbank, Fed, har tænkt sig at kæmpe imod den fyreseddel, hun har fået af landets præsident, Donald Trump.

Det meddeler hendes advokat, Abbe Lowell, tirsdag.

Der vil blive indgivet et søgsmål, siger advokaten.

– Hans forsøg på at fyre hende – udelukkende ud fra et henvisningsbrev – har intet faktuelt eller juridisk grundlag, skriver Abbe Lowell i en udtalelse.

Også Fed har meddelt i en pressemeddelelse, at Lisa Cook vil gå rettens vej for at få en bekræftelse på, at hun kan fortsætte på posten.

Centralbanken vil rette sig efter afgørelsen, lyder det videre.

Adspurgt af en journalist i forbindelse med et kabinetmøde tirsdag siger Trump, at han også vil rette sig efter domstolens afgørelse.

Trump skrev natten til tirsdag dansk tid på Truth Social, at han vil fjerne Lisa Cook fra hendes stilling.

Han hævder, at der er begrundet mistanke om, at hun har afgivet falske oplysninger på en eller flere aftaler om realkreditlån.

Lisa Cook har afvist at have gjort noget forkert og er ikke blevet retsforfulgt.

Abbe Lowell har været partner i flere store advokatfirmaer.

I maj meldte han ud, at han åbnede sit eget firma, som skulle have fokus på at repræsentere de embedsmænd, som ifølge ham uretmæssigt bliver fyret eller på anden vis straffet af Trump-administrationen.

Lisa Cook fik posten i centralbanken i 2022 som den første sorte kvinde i bestyrelsen. Hun blev udpeget af den daværende præsident, Joe Biden.

Men hun skal ikke længere sidde i bestyrelsen, mener Trump.

På Truth Social hævdede han natten til tirsdag i et brev stilet til Lisa Cook, at hun tilbage i 2021 havde oplyst på en låneaftale, at hendes primære bolig var i delstaten Michigan.

– To uger senere underskrev du et andet dokument for en ejendom i Georgia, hvor du erklærede, at den ville være din primære bopæl det næste år, skrev Trump.

USA’s præsidenter har begrænsede muligheder for at fjerne embedsmænd i centralbanken.

Ifølge en nylig kendelse fra højesteret kræver det en gyldig årsag som en egentlig forseelse eller embedsmisbrug.

Det mener Trump, at der er i det her tilfælde.

Præsidenten henviste på Truth Social til et strafferetligt dokument afsendt af direktøren i USA’s tilsynsmyndighed for boligfinansiering, Federal Housing Finance Agency, til justitsminister Pam Bondi 15. august som bevis for, at Cook har afgivet falske oplysninger.

Centralbanken har syv bestyrelsesmedlemmer, heriblandt centralbankchef Jerome Powell. Trump har flere gange truet med at fyre ham.

Reuters

Taylor Swift og Travis Kelce skal giftes

Den amerikanske sanger Taylor Swift skal giftes med sin kæreste, NFL-spilleren Travis Kelce.

Det skriver de begge i et fælles opslag på Instagram.

– Jeres engelsklærer og jeres idrætslærer skal giftes, skriver de til fem billeder, der blandt andet viser dem i omfavnelse og Swifts hånd med en stor ring.

De to 35-årige kendisser indledte deres forhold, der har trukket overskrifter i alverdens medier, i 2023.

Da hun troppede op til en NFL-kamp i Kansas City i september 2023, begyndte flere internationale medier at spekulere i forholdet mellem de to.

Her overværede Taylor Swift en kamp i NFL – den bedste liga for amerikansk fodbold – mellem Kansas City Chiefs og Chicago Bears.

Ved sin side havde hun Kansas City-spilleren Travis Kelces mor. Siden da har man kunnet se den 35-årige verdensstjerne på lægterne til flere NFL-kampe.

Amerikanske iagttagere har tidligere fastslået, at hendes tilstedeværelse har bredt sporten ud til en ny skare af tilskuere, som interesserer sig for popstjernen.

Taylor Swift betragtes for tiden som en af de største og mest indflydelsesrige kulturpersonligheder i USA – og i verden. Hun har tidligere brugt sin indflydelse til at støtte demokratiske kandidater ved amerikanske præsidentvalg.

Travis Kelce, der med forholdet til Taylor Swift er blevet et stort navn i den popkulturelle verden, har vundet NFL-finalen i 2020, 2023 og 2024 med Kansas City Chiefs.

Ved den seneste finale i februar måtte den tidligere sejrherre dog se et nederlag i øjnene, da Kansas City Chiefs tabte til Philadelphia Eagles i, hvad Kelce kaldte sin dårligste præstation nogensinde.

Kort tid efter annonceringen af de to verdenskendissers forlovelse tirsdag aften har det allerede kastet reaktioner af sig fra sportsverden.

Foruden NFL-organisationen, der lykønsker parret på det sociale medie X, har blandt andet også den internationale golfturnering PGA Tour skrevet tillykke.

Tennisturneringen ATP Tour skriver også på X om forlovelsen med to vedlagte billeder, hvor det ene viser parret på tilskuerrækkerne til US Open sidste år.

– Bevar roen allesammen. Det sker!! Fra US Open 24 til ned ad kirkegulvet, skriver organisationen ATP Tour.

Over syv millioner Instagram-brugere har tilkendegivet, at de synes godt om opslaget fra Taylor Swift og Travis Kelce, 50 minutter efter at det er blevet lagt op tirsdag aften.

De to har samlet mere end 287 millioner følgere på Instagram, hvoraf 280 millioner følger Taylor Swift.

Da Taylor Swift for knap to uger siden annoncerede sit 12. og næste album, “The Life of a Showgirl”, i podcasten “New Heights”, der har Travis Kelce og broren Jason Kelce som værter, satte hun endnu en rekord i sin karriere.

Med 1,3 millioner seere, der fulgte med samtidigt på YouTube, er afsnittet det mest sete podcastafsnit på platformen, skriver Guinness World Records på sin hjemmeside.

25 lande dropper pakkeleveringer til USA på grund af nye toldregler

En række lande har besluttet at droppe pakkeleveringer til USA på grund af nye toldregler.

Det skriver Verdenspostunionen (UPU), som er et agentur under FN, i en pressemeddelelse.

Det drejer sig ifølge UPU om 25 af de 192 medlemslande.

UPU sætter ikke navne på landene. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters har blandt andet Australien, Norge og Schweiz selv annonceret stoppet.

Det samme gælder ifølge nyhedsbureauet AFP postleverandører i Frankrig, Tyskland og Indien.

Danske PostNord skrev 20. august i en pressemeddelelse, at man sætter forsendelser til USA midlertidigt på pause.

Tirsdag aften lyder det fra PostNord, at man samarbejder tæt med både amerikanske og internationale partnere om at “implementere de nødvendige systemer”.

Det udtaler Andreas Brethvad, der er public affairs- og kommunikationsdirektør hos PostNord Danmark, i et skriftligt citat.

– Målet er at genåbne for samtlige forsendelser til USA og Puerto Rico så hurtigt som muligt, så det skaber mindst mulig gene for vores kunder — og samtidig vil vi sikre, at vi har de nødvendige systemer på plads, så forsendelser sker i fuld overensstemmelse med reglerne, lyder det.

De nye toldregler træder i kraft fredag, og de betyder, at alle forsendelser med en værdi under 800 dollar til USA eller Puerto Rico fortoldes. Det svarer til lidt over 5000 danske kroner.

Den tidligere grænse – den såkaldte de minimis-tærskel – på 800 dollar fjernes altså. I stedet skal der betales told, inden pakken ankommer til USA.

PostNord skriver dog på sin hjemmeside, at det ikke gælder breve uden varer eller pakker fra privatpersoner til en maksimal værdi af 100 dollar, så længe de markeres som gaver.

Forsendelser over 800 dollar påvirkes ikke af toldændringerne. De fortoldes fremover på samme måde som i dag.

Det er transportøren, der har ansvaret for at sikre overholdelse. Men ifølge Dansk Erhverv er et af de ubesvarede spørgsmål eksempelvis, hvem der skal betale en eventuel bøde, hvis toldreglerne bliver brudt.

Ifølge Dansk Industri rammer ændringerne danske virksomheder, der sender små pakker med eksempelvis vareprøver, erstatningsvarer eller reservedele til amerikanske kunder.

Der vil for dem være tale om en prisstigning på 200-300 procent, vurderer Dansk Industri.

De minimis-reglen, som nu ophæves, er beregnet til at forenkle og fremskynde importprocessen for små forsendelser.

Antonsen åbner VM med forventet sejr over brasilianer

Uden på noget tidspunkt at ramme topniveauet er Anders Antonsen videre fra første runde ved VM i badminton i den franske hovedstad, Paris.

Danskeren slog tirsdag brasilianske Jonathan Matias i to sæt med cifrene 21-15, 21-16.

Matias viste i glimt, at han var i stand til at spille op med Antonsen, men samtidig var det tydeligt, at danskeren brugte kampen på at vænne sig til hallen i Paris, hvor der sidste sommer blev spillet OL.

Antonsen skulle flere gange lure, hvordan vinden i hallen påvirkede slagene, men det ændrede ikke på, at den danske sejr kom i hus i sikker stil.

Aarhusianeren er den eneste dansker tilbage i herresingle. Tidligere tirsdag røg Danmarks anden repræsentant, Rasmus Gemke, ud efter et nederlag i tre sæt, 21-17, 18-21, 14-21, til Chun Yi Lin fra Taiwan.

Stjernen Viktor Axelsen er ikke med ved VM, da en rygoperation fra foråret stadig holder ham ukampdygtig.

Antonsen åbnede med at tage teten i første sæt mod brasilianske Matias og kom takket være fem vundne point i træk foran 6-2.

Derfra var danskeren i kontrol, og det gav muligheder for at prøve flere forskellige slag af i hallen. Det udnyttede Matias flere gange, men sættet var aldrig i fare for aarhusianeren.

I starten af andet sæt var det igen tydeligt, at danskeren ikke spillede sig helt ud, og samtidig viste Matias i flere dueller et fint topniveau.

Ved 10-10 vandt Antonsen et par bolde i træk, og det skabte et lille forspring.

Mod slutningen af sættet sendte Matias to bolde langt ud over baglinjen, og så var der fire danske matchbolde. Da brasilianeren så gav fjerbolden for meget længde for tredje gang i træk, var Antonsen videre uden problemer.

I damesingle spillede Line Kjærsfeldt sig tidligere tirsdag videre efter en sejr i to sæt over en ester, og i mixeddouble spillede Alexandra Bøje og Mathias Christiansen sig også videre med en sejr i to sæt over et canadisk par.

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup skulle ligeledes kun bruge to sæt på at spille sig videre med en sejr over et skotsk par.

Israel: Mål for hospitalsangreb var Hamas-kamera

Målet for et angreb på Nasser-hospitalet i Gaza mandag var et kamera, som den militante gruppe Hamas havde sat op i hospitalsområdet.

Det står der ifølge BBC i en meddelelse fra Israels militær, der har foretaget en indledende undersøgelse af angrebet, som har mødt stor international kritik.

Det israelske militær siger, at kameraet “blev brugt til at observere det israelske militærs soldaters aktiviteter”.

– I lyset af dette handlede tropperne for at fjerne truslen ved at angribe og demontere kameraet, står der i meddelelsen ifølge BBC.

Israel angreb mandag Nasser-hospitalet, og mindst 20 mennesker, heriblandt fem journalister, mistede livet i angrebet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde efterfølgende, at Israel “dybt” beklager det, som han omtalte som et “tragisk uheld”.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]