Seneste nyheder

29. oktober 2026

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Mandag den 28. september 2026 Udsendt kl. 22.00 Oversigt:
Meteorologens overblik: Mildt efterårsvejr

Onsdag:
Tørt med nogen eller en del sol. Temp. op mellem 16 og 20 grader og let til frisk vind fra øst og sydøst. Om aftenen og natten mest klart, men ud på natten mere skyet mod vest. Temp. mellem 12 og 16 grader og fortsat let til frisk vind fra øst og sydøst.

Torsdag:
I de østlige egne tørt med nogen eller end del sol. Ellers bliver det efterhånden skyet fra sydvest og om eftermiddagen kommer der regn til Jylland. Temp. op mellem 16 og 19 grader og let til frisk vind fra øst og sydøst. Om aftenen endnu klart i de østligste egne, ellers bevæger regnen over Jylland sig videre mod øst. På Bornholm dog fortsat tørt vejr. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Let til frisk vind fra sydøst, som drejer til sydvest og vest og aftager til svag til let vind.

Fredag:
I Nordjylland og på Sjælland kan dagen starte med regn, ellers bliver det tørt og det klarer op med nogen eller en del sol. På Bornholm dog mest skyet hele dagen. Temp. op mellem 15 og 18 grader og svag til let vind fra sydvest og vest. Om aftenen og natten tørt, men efterhånden ventes tåge flere steder i landet. Temp. ned mellem 8 og 13 grader og svag til let skiftende eller sydvestlig vind.

Lørdag:
Først mest skyet med dis eller tåge flere steder, ellers bliver det tørt med nogen sol, men i løbet af dagen trækker regn ned over Jylland fra nordvest. Temp. op mellem 15 og 19 grader og svag til jævn vind fra sydvest og vest. Om aftenen endnu lidt regn i Jylland, ellers bliver det klart mange steder, men efterhånden mere skyet med risiko for dis eller tåge. Temp. ned mellem 8 og 15 grader og vinden aftager og bliver svag til let fra vest og sydvest.

Søndag:
Først skyet med risiko for dis eller tåge, ellers mest tørt og efterhånden lidt sol. Dagtemp. op mellem 15 og 19 grader og om natten ned mellem 12 og 16 grader. Svag til let vind fra vest og sydvest, der langsomt tiltager og bliver let til frisk.

Regeringen vil hæve afgift på dyrere elbiler

Regeringen vil tage SU’en fra over 80.000 hjemmeboende unge og undlade at forlænge elbilers undtagelse fra registreringsafgift.

Det vil betyde, at det fra årsskiftet bliver dyrere at købe en elbil over et vist prisniveau.

Det er en del af finansieringen til det finanslovsforslag, som regeringen snart ventes at præsentere, siger fire af regeringens ministre til Berlingske.

Det er penge, der blandt andet skal gå til gratis tandlæge, lavere skat og omstilling af landbruget.

Forslaget vil blandt andet betyde, at elbiler, der har et prisskilt på mere end 366.000 kroner, vil blive dyrere fra 2027.

På nuværende tidspunkt er elbiler i Danmark begunstiget af lavere registreringsafgifter end benzin- og dieselbiler.

Det har været en del af en tidligere politisk aftale, der har haft til formål at få flere danskere over i elbilerne for at fremme den grønne omstilling.

Oprindeligt var der planlagt en gradvis indfasning af registreringsafgift på elbiler fra 1. januar 2026.

Men med aftalen om finansloven for 2026, der blev indgået sidste år mellem den daværende regering og De Konservative, blev afgiftsstigningen udsat et år.

I stedet blev aftaleparterne enige om at nedsætte en ekspertgruppe, der skulle se på modeller for at omlægge beskatningen på biler.

De skulle blandt andet opstille konkrete modeller for en permanent afskaffelse af registreringsafgift for elbiler.

Det arbejde er endnu ikke blevet fremlagt. Det ventes, at arbejdsgruppen kan fremlægge det i andet halvår af 2026.

Dansk Industri (DI) hæfter sig ved, at den nye regering endnu ikke har hørt fra ekspertgruppen.

Direktør for bilbranchen i DI Thomas Sørensen kalder det et “selvmål at lade afgifterne på elbiler stige fra nytår”.

– Vi venter på anbefalinger fra en ekspertgruppe, der netop har fået til opgave at se på, hvordan vi kan indrette en mere effektiv og intelligent bilbeskatning. Den opgave gør vi unødigt kompliceret, hvis vi igen hæver den gamle registreringsafgift, skriver han i en kommentar.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

GOG vinder tæt topbrag og går alene i spidsen

Kun ét hold kan nu kalde sig ubesejret i mændenes håndboldliga.

Mandag aften trak GOG på udebane det længste strå i topbraget mod Ribe-Esbjerg HH og er nu alene på førstepladsen i tabellen.

Fynboerne vandt med 36-31.

Inden mandagens opgør lå de to klubber helt lige i toppen. De havde således begge 11 point efter seks kampe og havde præcis samme målscore.

Og det var da også først til allersidst, at kampen endegyldigt vippede over til GOG’s fordel. Fynboerne kom foran med fire mål, da kampen spidsede til, og det blev dødsstødet for værterne.

Dermed tabte Ribe-Esbjerg for første gang i sæsonen og har nu to point op til GOG, der fører ligaen med i alt 13 point. Ligesom Ribe-Esbjerg har mestrene fra Aalborg Håndbold 11 point.

GOG’s schweiziske målmaskine Manuel Zehnder blev topscorer med ti mål – fem af dem på straffekast.

Lidt længere østpå måtte Fredericia Håndboldklub på hjemmebane se sig slået med 30-31 af Sønderjyske.

Med sejren kom Sønderjyske op på siden af Fredericia rent pointmæssigt. De to hold har begge seks point. Sønderjyske er på ottendepladsen, og Fredericia er på niendepladsen.

RITZAU

U21-landsholdet leverer overbevisende indsats i 2-0-sejr

Det danske U21-landshold vandt mandag 2-0 over Belarus i den første af tre afgørende EM-kvalifikationskampe.

Danmark har dermed 13 point efter seks kampe og er godt stillet inden de sidste kampe mod Østrig og Belgien.

I gruppen, hvor Danmark er i tæt konkurrence med Østrig og Belgien i toppen, var opgøret i Vejle mod sidstepladsen, Belarus, en kamp, som skulle vindes.

Det var også med stor overbevisning, at de unge danskere vandt over Belarus på to mål fra Conrad Harder.

Landstræner Lars Knudsen havde fundet plads til en debutant på U21-landsholdet i form af Noah Sahsah, som var første halvlegs største oplevelse.

Rosenborg-spilleren takkede for tilliden ved at agere hovedarkitekt ved flere af Danmarks største chancer, hvor de to midtbanespillere Oscar Højlund og William Clem ikke fik omsat mulighederne til mål.

Sahsah gled ud af kampen i anden halvleg, men så tog andre kræfter over.

En af dem var OB-spilleren Marcus McCoy, som i et af sine mange løb fra højre wingback sendte et fladt indlæg ind i fødderne på Conrad Harder.

Danmarks nummer ni sparkede den sikkert ind med sit kolde højreben, som havde flere mål i sig.

Aftenens danske højdepunkt faldt efter godt en times spil.

Med stor koncentration og tålmodighed kørte de unge danskere bolden rundt i egne rækker, og med fikse kombinationer i højre side var Clem pludselig fri.

FCK-spilleren spillede bolden på tværs til Harder, der endnu engang havde is i maven foran kassen.

Strasbourg-spilleren gjorde det til 2-0, inden han lod sig udskifte som dobbelt målscorer.

Herefter lod danskerne til at være tilfredse og kørte stille og roligt sejren hjem, mens profiler som Oscar Højlund og Valdemar Byskov blev skiftet ud.

Næste kamp venter fredag, hvor danskerne skal en tur til Østrig, inden de tager imod Belgien i den sidste kamp i EM-kvalifikationsgruppen.

RITZAU

Tre egyptere dømt i sag om drab på italiensk studerende

Tre officerer fra den egyptiske sikkerhedstjeneste er mandag ved en domstol i Rom blevet kendt skyldige i at have bortført en italiensk studerende i Egyptens hovedstad, Kairo, i 2016. Han blev fundet dræbt omkring en uge senere.

Alle tre egyptere blev idømt ti års fængsel.

En fjerde egypter, der var tiltalt i sagen, blev frikendt.

Ingen af dem var til stede i retssalen i Rom, da dommen blev afsagt og straffene læst op.

Den italienske studerende, Giulio Regeni, var studerende ved det britiske Cambridge University. I begyndelsen af 2016 var han rejst til Egypten for at forske i landets fagbevægelse.

Han forsvandt fra Kairo 25. januar 2016. Knap en uge senere blev han fundet død i udkanten af byen.

Hans lig bar præg af alvorlig tortur.

De tiltalte i sagen har ikke på noget tidspunkt sagt i offentligheden, hvordan de forholdt sig til tiltalerne.

Domstolen i Rom fandt ikke, at det var bevist, at de tre egyptiske sikkerhedsofficerer er skyldige i selve drabet på Regeni.

Egyptens regering har afvist, at staten på nogen måde skulle være involveret i Giulio Regenis død.

Anklagere i Italien mener derimod, at Regeni blev bortført og udsat for tortur af personer fra den egyptiske sikkerhedstjeneste, fordi hans forskning inden for fagforeningerne er et følsomt emne i Egypten.

RITZAU/Reuters

13 døde i brand i fyrværkerifabrik i Rusland

I Rusland er 13 mennesker døde i en brand på en fabrik, der fremstiller fyrværkeri.

Det oplyser redningsmandskab til det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Branden bredte sig til to bygninger, og omkring 100 brandfolk blev sat ind for at få branden slukket.

Det oplyser regionens guvernør.

Russiske myndigheder har indledt en efterforskning for at fastslå, om der er sket et brud på sikkerhedsreglerne.

Den ramte fyrværkerifabrik ligger i den lille by Kubrinsk i regionen Jaroslavl omkring 150 kilometer nordøst for Ruslands hovedstad, Moskva.

RITZAU/Reuters

Brasilianer erstatter skadet Grabara i Juventus

Juventus kom i breddeproblemer, da den tidligere AGF- og FC København-keeper Kamil Grabara for nylig blev skadet, men nu har italienerne fået styr på situationen mellem stængerne.

Klubben har nemlig sikret sig en aftale med den rutinerede keeper Neto, som også tidligere har vogtet buret i Juventus.

Senest har han været på kontrakt i Botafogo i hjemlandet Brasilien, hvor han stoppede efter sidste sæson.

Neto skal agere reserve for Guglielmo Vicario, der er førstevalg på målmandsposten i Juventus.

Kamil Grabara kom til Juventus sidst i august og nåede én kamp i Europa League, inden han beskadigede korsbåndet. Han forventes ude i flere måneder.

RITZAU

Københavnsk bydel nærmer sig afsked med benzinbiler

Benzin- og dieselbiler bliver formentlig i fremtiden et mere sjældent syn i den københavnske bydel Vesterbro.

Planerne om en såkaldt nulemissionszone i en del af bydelen er i hvert fald kommet et skridt nærmere.

Et flertal i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune har mandag eftermiddag vedtaget nulemissionszonen.

Det siger Kristine Ammitzbøll-Bille fra De Radikale til TV 2 Kosmopol.

– Det er rigtig godt, at København nu får sin første nulemissionszone. Det er godt for klimaet og for at nedbringe den lokale luftforurening, siger hun til mediet.

Nulemissionszoner er afgrænsede områder i byer, hvor biler og køretøjer med benzin- og dieselmotorer som udgangspunkt ikke må køre.

Forslaget dækkede dog oprindeligt over et større område, end det der mandag eftermiddag er blevet vedtaget.

Det er nemlig blevet revideret efter 768 høringssvar fra blandt andet borgere, virksomheder og interesseorganisationer.

Omkring 80 procent af de høringssvar var enten kritiske eller forbeholdne i forhold til forslaget, fremgår det af dagsordenen for udvalgets møde mandag.

Derfor har Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen justeret i forslaget, så blandt andet hele Vesterbrogade er undtaget fra nulemissionszonen.

Forslaget skal til godkendelse hos Miljøstyrelsen, før det kan blive endeligt vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation.

RITZAU

Måling viser dødt løb mellem Lula og Flavio i Brasilien

Der er lagt op til dødt løb ved præsidentvalget i Brasilien. På søndag er der første valgrunde, og det ventes at blive et opgør mellem præsident Luiz Inacio Lula da Silva og senator Flavio Bolsonaro. Det skriver Reuters. Meningsmålinger viser, at de to kandidater står helt lige i en afgørende anden valgrunde. Mange af landets omkring 160 millioner vælgere har dog endnu ikke besluttet sig. Begge kandidater er nemlig plettet af skandalesager. Lula har tidligere siddet i fængsel for korruption, mens Flavio Bolsonaros far, tidligere præsident Jair Bolsonaro, lige nu afsoner en dom på 27 år for kupplaner.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Mandag den 28. september 2026 Udsendt kl. 17.25 Oversigt:
Meteorologens overblik: Mildt efterårsvejr

Tirsdag aften og natten til onsdag:
Om aftenen i Nordjylland fortsat lidt regn, ellers tørt og efterhånden mest klart vejr. Temp. ned mellem 12 og 16 grader og svag til jævn vind fra øst og sydøst.

Onsdag:
Tørt med nogen eller en del sol. Temp. op mellem 16 og 20 grader, og let til frisk vind fra sydøst. Om aftenen nogen eller en del sol og om natten klart vejr. Temp. mellem 12 og 14 grader, og let til frisk vind omkring sydøst, ved kysterne stedvis op til hård vind.

Torsdag:
Først tørt med nogen eller end del sol, men om eftermiddagen efterhånden mere skyet i Jylland og på Fyn, med regn over Vestjylland. Temp. op mellem 14 og 18 grader, og let til frisk vind fra sydøst, ved kysterne stedvis op til hård vind. Om aftenen og natten mest skyet med lidt regn, især til Jylland. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og let til frisk vind fra sydøst, som i løbet af natten drejer til vest. om natten ned mellem 10 og 15 grader.

Fredag:
Først på dagen mest skyet og over de østlige egne stedvis lidt regn, men i løbet af dagen klarer det op vestfra med nogen eller en del sol, især i den vestlige del. Om natten mest tørt men efterhånden kan der dannes tåge flere steder. Dagtemp. op mellem 15 og 19 grader. Temp. ned mellem 8 og 13 grader. Vinden bliver ret svag for forskellige retninger.

Lørdag:
Først mest skyet med dis eller tåge flere steder, men i løbet af dagen klarer det op vestfra med nogen sol. Temp. op mellem 15 og 19 grader Om aftenen og natten mest skyet med lidt regn fra vest, men senere klarer det op bortset fra risiko for lokal tåge. Temp. ned mellem 8 og 13 grader. Vinden bliver ret svag for forskellige retninger.

Russiske droner har mandag ramt Ukraines nationale akademi for videnskab, der ligger i det centrale Kyiv.

Én person er dræbt og seks andre såret, heriblandt tre børn. Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X.

Han tilføjer, at et andet russisk angreb i hovedstaden har ramt en medicinsk enhed.

I det øvrige Ukraine er mindst fire dræbt og 19 såret i et angreb mod et erhvervscenter i byen Dnipro.

I Kharkiv er der et endnu ukendt antal ofre efter et angreb mod et boligområde.

Svensk parlament genvælger formand til Riksdagen

Moderaternas Andreas Norlén fortsætter som talman (formand) for Sveriges Riksdag.

Det har en afstemning i det svenske parlament afgjort mandag, skriver nyhedsbureauet TT.

Efter valgsejren til Socialdemokraterna og den rød-grønne fløj tidligere på måneden var forventningen ellers, at en ny formand ville komme fra Socialdemokraterna, men søndag aften meddelte Vänsterpartiet, at de ville støtte deres politiske modstandere Moderaternas kandidat.

Meldingen fra Vänsterpartiet fik Magdalena Andersson, der er formand for Socialdemokraterna, til for nuværende at opgive at danne en regering.

Det meddelte hun tidligere mandag.

– Vänsterpartiet gik sammen med Moderaterna. Der findes nu en ny konstellation, og så er det rimeligt, at et af partierne i den nye konstellation får muligheden, sagde Andersson ifølge det svenske medie Expressen.

Det er talmannen, der udpeger, hvem som skal prøve at danne en regering, og med genvalget af Norlén er det ham, der nu skal pege på, hvem der skal prøve sig med opgaven.

Norlén indkalder onsdag de svenske partiledere til nye møder for at finde frem til, hvem der nu skal forsøge at afsøge en ny regering.

Det siger han på et pressemøde mandag eftermiddag.

– Jeg regner med efter de drøftelser at kunne vende tilbage med nyt om, hvordan processen skal fortsætte, siger han.

Norlén blev ifølge TT valgt til posten i 2018 og har dermed siddet som talman i det svenske parlament i otte år.

Lena Hallengren, der er gruppeleder i Socialdemokraterna, kritiserede inden afstemningen Vänsterpartiets beslutning.

– Det er et politisk spil, som jeg tror, er uforståeligt for langt de fleste. Det er selvfølgelig også et svigt over for alle de vælgere, der stemte for forandring, sagde hun ifølge TT.

Ved det svenske valg tidligere på måneden fik de rød-grønne partier samlet 176 mandater, mens de såkaldte Tidö-partier, der udgøres af den afgående borgerlige regering, Moderaterna, Liberalerna og Kristdemokraterna, sammen med Sverigedemokraterna fik 173 mandater.

Sverigedemokraterna er den afgående regerings støtteparti. Partiet, der har en stram indvandringspolitik som sin primære mærkesag, har fået 17,5 procent af stemmerne og bliver dermed det tredjestørste parti i Riksdagen.

Socialdemokraterna blev det største parti med 28 procent af stemmerne.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Mandag den 28. september 2026.

Der er kulingvarsel for Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til tirsdag aften, udsendt klokken 16.15.

Østersøen omkring Bornholm:
Syd 4 til 9 m/s. God sigt. I nat syd 4 til 9 m/s. Og i den nordvestlige del skiftende under 5 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydøst 2 til 7 m/s. Og i den nordøstlige del nord 2 til 7 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag øst 4 til 9 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Øst 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag øst 5 til 10 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: I den nordlige del nordøst 1 til 6 m/s. I den sydlige del skiftende under 5 m/s. God sigt. I nat nordøst 2 til 7 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag øst 4 til 9 m/s. God sigt. Sundet: Syd 1 til 6 m/s. God sigt. I nat skiftende under 5 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag øst 6 til 11 m/s. God sigt.

Kattegat:
Syd 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag nordøst 5 til 10 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Vest 6 til 11 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag øst 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
I den vestlige del skiftende under 5 m/s. Og i den østlige del vest 5 til 10 m/s. God sigt. I nat nordvest 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag øst 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra øst 10 til 15 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1 m.

Tyskebugt:
Nordøst 3 til 8 m/s. God sigt. I nat nordøst 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag kuling fra øst 10 til 15 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1,5 m. Dønning: 1 m.

Fem anholdte ved flybase løslades mod kaution

Fem mænd, der søndag morgen blev anholdt nær flybasen RAF Fairford i Storbritannien, løslades mod kaution mandag.

De løslades efter “omfattende afhøringer”.

Det meddeler chefen for britisk politis antiterrorenhed, Laurence Taylor, ifølge tv-stationen BBC og nyhedsbureauet Reuters.

– Efter omfattende afhøringer og undersøgelser bliver de fem mænd, som blev anholdt, løsladt mod politimæssig kaution i eftermiddag, siger han på et pressemøde mandag eftermiddag.

De fem mænd er stadig under efterforskning, understreger Taylor.

– For at gøre det helt klart betyder det ikke, at efterforskningen er afsluttet. De er underlagt strenge betingelser for deres færden og kontakt med andre, siger han.

Tidligere har britisk politi oplyst, at de fem er mistænkt for at have forberedt et terrorangreb.

Antiterrorpolitiet oplyste tidligere mandag, at en “meget kompleks og omfattende operation” endnu er i gang.

Politiet er imidlertid tilbageholdende med oplysninger i sagen.

Men mandag eftermiddag siger chefen for antiterrorenheden ifølge BBC, at der kan være en “geopolitisk kontekst” at se på – og at sagen vil blive overvejet fra enhver tænkelig vinkel.

Basen, som mændene blev anholdt nær, bruges af det amerikanske militær.

USA’s præsident, Donald Trump, udtalte søndag, at de anholdte var “ude på at gøre stor skade”.

– Vi havde dem under observation i lang tid, sagde Trump til journalister søndag eftermiddag dansk tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den britiske regering har ifølge Reuters tidligere givet USA’s militær tilladelse til at bruge flybasen til at gennemføre angreb på iranske missilanlæg, der igen bruges til angreb på skibe i Hormuzstrædet.

Det har ført til spekulationer i britiske medier og på internettet om, hvorvidt Iran har spillet en rolle i det formodede forsøg på at angribe basen.

Iran afviste tidligere mandag at have nogen forbindelse til de fem anholdte mænd.

Den britiske premierminister, Andy Burnham, har indkaldt til hastemøde i sagen. Ifølge Reuters er der tale om møde i COBR-regi, som er et møde i den britiske regerings centrale kriseberedskab.

RITZAU

Den britiske premierminister, Andy Burnham, indkalder til krisemøde, efter at fem britiske statsborgere i weekenden blev anholdt, mistænkt for at forberede et angreb på den britiske flybase RAF Fairford, der bruges af det amerikanske militær.

Det skriver BBC og nyhedsbureauet Reuters.

Lidl-Trek får næste år endnu en stor sprinter på holdkortet.

Cykelholdet oplyser på sin hjemmeside, at belgieren Jordi Meeus skifter til holdet på en toårig kontrakt.

Her bliver han holdkammerat med danskerne Mads Pedersen, Mattias Skjelmose, Mathias Norsgaard og Albert Withen Philipsen.

Fra midnat kan de fleste af landets landmænd se deres udledningsgrænser for kvælstof for 2027.

Det oplyser Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd i en pressemeddelelse.

De nye tal bygger oven på de foreløbige udledningsgrænser, der kom i starten af sommeren.

– De fleste vil opleve lempeligere udledningsgrænser, men nogle vil opleve, at forholdene har forværret sig, lyder det i pressemeddelelsen.

Derfor er der fra politisk side afsat en kompensationsramme på 1,9 milliarder kroner.

Randers forlænger med 31-årig midtbaneprofil

Randers FC har fået styr på en af sine største profilers fremtid.

Superliga-klubben skriver på sin hjemmeside, at 31-årige Mathias Greve har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2029.

Der er tale om en etårig forlængelse.

Greve kom i første omgang til Kronjylland fra OB i 2020, og efter en afstikker til Brøndby drog han i 2024 tilbage til Randers.

Her har han nu spillet over 100 kampe.

– Vi er rigtig glade for, at vi er blevet enige med Mathias om at forlænge hans aftale med Randers FC. Greve har en stor betydning for vores hold og for klubben, både på og uden for banen. Han har en masse erfaring, og så er han en spiller, som altid går forrest og giver alt, når han træder på banen, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

RITZAU

Kæmperaket lastet med satellitter er sendt i kredsløb om Jorden

Raketten Starship, der er produceret af SpaceX, er mandag eftermiddag dansk tid for første gang sendt i kredsløb omkring Jorden.

Starship er den største rumraket, der nogensinde er bygget. Den blev affyret fra Texas og sendt i kredsløb med en hastighed på 26.300 kilometer i timen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om Starships 14. testflyvning.

Kort efter at den ubemandede raket blev sendt op, udsendte den 26 Starlink-satellitter.

Det skete, selv om en af rakettens motorer var ude af drift.

Da det stod klart, at en af motorerne var ude af drift, meddelte en talsmand for SpaceX, at raketten ikke ville kunne sendes i kredsløb om Jorden.

Men kort tid efter blev den vurdering ændret.

Starlink-satellitter bruges til at levere internet til brugere på hele Jorden.

På det sociale medie X roser den øverste chef for USA’s rumagentur, Nasa, opsendelsen af Starship.

– Tillykke, SpaceX! Flot opsendelse, hvor det lykkedes at få fartøjet i kredsløb og håndtere hvert skridt på en sikker, ansvarlig og ikke mindst inspirerende måde, skriver Nasa-chef Jared Isaacman.

– Nasa ser sammen med resten af den interesserede offentlighed frem til at hjælpe, hvor vi kan, og til at Starships missioner bliver rutine!

Den øverste del af raketten blev frigivet fra løfteraketten 26 minutter efter affyringen.

Testflyvningen skulle have varet ti timer, og i løbet af den tid skulle Spaceship have været rundt om Jorden seks gange.

Men efter en analyse er SpaceX kommet frem til, at raketten skal tidligere tilbage til Jorden, oplyser en talsmand for selskabet ifølge CNN.

Rejsen endte planmæssigt med en landing i Stillehavet omkring klokken 18 dansk tid. På det tidspunkt havde raketten været undervejs i cirka tre timer.

Selve løfteraketten faldt ned i Den Mexicanske Golf, da den havde løsrevet sig fra resten af raketten.

Starship blev for første gang sendt til Rummet i 2023 efter flere års udvikling.

Milliardæren og forretningsmanden Elon Musk står bag SpaceX, som foruden Starship producerer Starlink-satellitter.

RITZAU

Vold efter chikanekørsel på motorvej udløser ubetinget fængsel

En 60-årig mand idømmes ved Retten i Aalborg otte måneders ubetinget fængsel for at have slået og sparket en 67-årig mand ved en motorvejsafkørsel.

Den tiltalte blev tidligere mandag fundet skyldig i vold efter straffelovens paragraf 244.

De tre dommere og seks nævninger fandt det bevist, at manden slog og sparkede den 67-årige ved motorvejsafkørslen ved Øster Uttrup Vej i Aalborg 29. juli 2024.

Her endte mændene efter flere kilometers kørsel på motorvejen, som ifølge retten var karakteriseret ved gensidig chikanekørsel.

Den 60-årige forsøgte flere gange at overhale den 67-årige, men det blev hver gang forhindret af den 67-årige.

Når han trak ud, trak den 67-årige også ud. Når han lagde sig tilbage i højre vognbane, gjorde den anden bil det samme.

Den tiltalte erkendte i retten, at han gav den 67-årige to knytnæveslag i maven.

Det skete ifølge mandens forklaring, da den 67-årige slog ud efter den 60-åriges kone, som var begyndt at filme episoden med sin telefon.

Den 60-årige døde dagen efter som følge af indre blødninger fra læsioner i milt og lever.

Skader, der ifølge en retsmedicinsk undersøgelse, var opstået som følge af den vold, som manden blev udsat for dagen forinden.

Den 60-årige var tiltalt for grov vold med døden til følge.

Men de tre dommere og seks nævninger mente ikke, at den udøvede vold – flere knytnæveslag og spark på kroppen – var af en dødbringende karakter.

Nævningetinget fandt, at volden skulle henføres under straffelovens paragraf 244 om simpel vold.

Sagen er blevet omtalt som et ekstremt eksempel på vejvrede.

Vejvrede er, når irritation eller vrede i trafikken udvikler sig til aggressiv adfærd over for andre trafikanter – for eksempel råben, trusler, farlig kørsel eller i alvorlige tilfælde vold.

Specialanklager Pia Koudahl havde krævet den 60-årige idømt halvandet års fængsel.

Efter domsafsigelsen hæfter hun sig ved, at retten har været enig med anklagemyndigheden i, at den forurettede blev udsat for både slag og spark.

– Det var vores opfattelse, at der var tale om grov vold, mens retten har vurderet, at det var simpel vold.

– Nu venter vi lige og ser dommen og retsbøgerne, og så er der den mulighed at sende sagen til Statsadvokaten, som så kan overveje, om den skal prøves i landsretten. Nu må vi se, siger Pia Koudahl.

Den dømte har bedt om betænkningstid, i forhold til om han ønsker at anke dommen.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]