Seneste nyheder

16. oktober 2026

Børn drak kølervæske blandet i slushice – var ufarligt

Ved en fejl blev der blandet kølervæske i slushice i Jesperhus Blomsterpark, og det fik tirsdag politiet til at rykke ud for at undersøge mulig forgiftning.

Giftlinjen oplyser dog ifølge politiet, at kølervæsken er ufarlig i det blandingsforhold, som er indtaget.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi et opslag på det sociale medie X.

Flere børn drak slushicen med kølervæske under en forestilling i Jesperhus Blomsterpark.

Kølervæsken bruges i forbindelse med fødevareindustrien og var ved en fejl blandet i slushicen.

Politiet blev alarmeret, og også en akutlægebil og en ambulance blev tilkaldt.

– Vi har været i kontakt med alle implicerede. Børn og forældre er tilset og vejledt om mulige symptomer, skriver politiet, der altså tilføjer, at væsken var ufarlig i det forhold, som børnene indtog.

Direktør Henrik Munksgaard fortæller, at op mod 40 børn kan have drukket væsken, og at det skete i forbindelse med et familie-piratshow, som straks blev afbrudt.

– Vi vælger at gå ud offensivt til gæsterne med det samme og sige, at der kan være sket en fejl her, og der kan være blandet rengøringsmiddel i drinksene, og så finder vi ud af, at det er der rent faktisk, siger han til Ritzau.

Kølervæsken er del af et rengøringsmiddel, som et eksternt firma bruger til at rense sodavandsanlæggene i parken.

Direktøren fortæller, at midlet var blevet efterladt af det eksterne firma i nærheden af sodavandsanlægget, selv om de plejer at tage det med sig.

Rengøringsmidlet er blåt ligesom slushicesaften, som blev brugt ved piratshowet. Dunkene var ifølge direktøren identiske.

– Vi har på en eller anden måde fået taget fejl af det og fået taget en forkert dunk, siger han og tilføjer:

– Det er en menneskelig fejl, og det må selvfølgelig ikke ske. Vi kigger selvfølgelig internt i vores procedure for at undgå det igen.

Novo Nordisk finder ny topchef i egne rækker

Novo Nordisk har udnævnt Maziar Mike Doustdar som ny topchef. Han skal overtage posten 7. august fra Lars Fruergaard Jørgensen.

Det oplyser Novo Nordisk i en meddelelse.

Mike Doustdar er i øjeblikket koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for markeder uden for USA. Han har arbejdet i Novo Nordisk siden 1992.

– Mike er en enestående leder og har enstemmig opbakning fra bestyrelsen. Vi er sikre på, at han er den bedste person til at lede Novo Nordisk gennem dets næste vækstfase, siger Novo-formand Helge Lund i meddelelsen.

Det oplyses, at valget er faldet på Mike Doustdar efter en proces med både eksterne og interne kandidater.

Det blev meddelt i maj, at Lars Fruergaard Jørgensen efter otte år ville stoppe på posten som den øverste chef i Novo Nordisk.

Fruergaard og Novos bestyrelse var blevet enige om, at det var i selskabets og aktionærernes bedste interesse at finde en ny topchef, lød det.

Det skyldtes blandt andet en række markedsudfordringer, men aktienedturen blev også nævnt som årsag. Hertil ønskede Novo Nordisk Fonden en ny person i spidsen for selskabet.

Novo Nordisk Fonden ejer cirka 28,1 procent af aktierne i Novo Nordisk og sidder på størstedelen af stemmerne.

Tirsdag understreges det, at Novo Nordisk Fonden giver sin fulde opbakning til Mike Doustdar som ny topchef.

Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker hos Sydbank og blandt andet følger medicinalindustrien, understreger, at Mike Doustdar er kompetent og med succes har haft ansvar for markederne uden for USA.

– Men det er ikke på markederne uden for USA, der er de største problemer lige nu. Det er netop på det amerikanske marked. Det bliver spændende at se, om han er i stand til at løse den udfordring, siger Søren Løntoft Hansen.

Umiddelbart inden meldingen om den nye topchef, har Novo Nordisk nedjusteret sine forventninger til væksten i 2025.

Nu venter selskabet en salgsvækst på 8 til 14 procent mod tidligere ventet 13 til 21 procent.

Nedjusteringen sendte aktien ud i et markant fald. Kort efter klokken 14.30 er aktien nede med over 20 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Novo Nordisk sænker forventninger til salgsvækst i 2025

Novo Nordisk nedjusterer sine forventninger til både salg og driftsresultat i 2025.

Nu venter selskabet en salgsvækst på 8 til 14 procent mod tidligere ventet 13 til 21 procent.

Det oplyser Novo Nordisk i en meddelelse.

Årsagen til, at Novo ser salget lande lavere end tidligere udmeldt, er blandt andet, at salgsvæksten for Wegovy og Ozempic i USA ventes at blive lavere.

Forventningerne til salget af Wegovy i USA afspejler ifølge Novo Nordisk, at der fortsat bliver solgt kopivarianter af GLP-1-medicin.

Meldingen fra det danske medicinalselskab har fået Novo-aktien til at styrtdykke. Omkring klokken 13.40 er aktien nede med over 22 procent.

Novo Nordisk sænkede senest sine forventninger til salgsvæksten, da selskabet offentliggjorde sit regnskab for første kvartal i maj. Før det forventede selskabet en vækst i omsætningen på mellem 16 og 24 procent i 2025.

Også her var nedjusteringen et resultat af, at kopier af Wegovy blev solgt af andre producenter i USA.

I USA er det lovligt for såkaldte compounders at producere og sælge kopier af medicin, som der er mangel på.

I den første del af 2025 var der mangel på Wegovy, men det lykkedes Novo Nordisk at skrue så meget op for produktionen, at midlet blev taget af mangellisten.

Dermed skulle salget af kopivarianter af Wegovy stoppe senest 22. maj. Men ifølge Novo Nordisk finder salget altså fortsat sted.

Væksten i driftsresultatet ventes nu at lande i intervallet 10 til 16 procent mod tidligere forventet 16 til 24 procent.

Samtidig skyldes de lavere forventninger til salget også, at Wegovy kun i langsommere grad bliver udbredt på andre markeder. Det skyldes langsommere udrulning og konkurrence, lyder det.

Når det gælder Ozempic, er de lavere forventninger et resultat af konkurrence i USA.

Tirsdag har Novo Nordisk desuden meddelt, at nuværende koncerndirektør Mike Doustdar bliver ny topchef i selskabet. Han overtager posten fra Lars Fruergaard Jørgensen 7. august.

Ozzy Osbourne tager sidste rejse til hjembyen og æres med ligtog

Fans af den nu afdøde Ozzy Osbourne får onsdag muligheden for at sige et sidste farvel til den britiske sanger.

Den verdenskendte musikers ligtog vil nemlig slange sig gennem hans hjemby, Birmingham, fra klokken 12 onsdag. Det skriver BBC.

Borgmester i Birmingham Zafar Iqbal siger, at det er byens måde at hylde og ære en af de største “legender” fra Birmingham en sidste gang.

Tirsdag 22. juli gik Ozzy Osbourne bort i en alder af 76 år. Det var, godt to uger efter at han selv havde stået på scenen til sin afskedskoncert i Birmingham.

Ved koncerten deltog kendte metalbands som Metallica, Guns N’ Roses, Slayer og Pantera blandt mange.

Ozzy Osbourne, der egentlig hed John Michael Osbourne, led af Parkinsons og havde i mange år haft et skrantende helbred.

Han blev i begyndelsen af 1970’erne kendt som forsanger i heavy metal-bandet Black Sabbath, der blev kendt for deres dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.

Den dystre musik og mørke æstetik gav Osbourne kaldenavnet The Prince of Darkness – på dansk Mørkets Prins.

Som mange andre rockstjerner blev Osbourne trukket ind i en verden af alkohol og stoffer. Det endte i et omfattende misbrug, der fik konsekvenser for hans helbred og relationer.

I 1979 blev hans misbrug for meget for de resterende bandmedlemmer, og Osbourne blev smidt ud af Black Sabbath.

Bruddet indledte hans succesfulde solokarriere med flere ikoniske sange som “Crazy Train” fra hans første soloalbum “Blizzard of Ozz” fra 1980 og “No More Tears” fra albummet af samme navn fra 1991.

I 1993 trak han sig tilbage fra musikken for dog at lave comeback to år senere.

I 2020 fortalte Osbourne, at han led af Parkinsons sygdom. Det svigtende helbred blev også årsagen til, at han i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.

Ozzy Osbourne var gift med Sharon Osbourne, som han fik børnene Kelly, Aimee og Jack med.

Familien havde stor succes med reality tv-serien “The Osbournes” på MTV i 2002-2005, som fulgte familiens liv med op- og nedture.

Tidligere var Ozzy Osbourne gift med Thelma Riley. Sammen fik de børnene Jessica Starshine og Louis.

Ministerium: Over 60.000 er dræbt i Gaza

Over 60.000 palæstinensere er blevet dræbt i israelske angreb i Gaza under den knap to år lange krig.

Det oplyser Gazas sundhedsministerium ifølge Reuters.

Samtidig meldes over 145.870 mennesker såret og tusindvis savnet.

Tallene er ikke blevet uafhængigt verificeret, men FN har flere gange udtalt, at tallene anses som troværdige.

Krigen i Gaza havde sit udspring 7. oktober 2023, da den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel. Her blev over 1200 mennesker ifølge israelske myndigheder dræbt.

Samtidig tog Hamas mere end 250 gidsler.

Israels efterfølgende angreb har gjort størstedelen af Gazas befolkning på 2,3 millioner mennesker til internt fordrevne.

Samtidig har luftangreb jævnet hele boligområder med jorden.

Senest tirsdag advarer en global overvågningsenhed for fødevaresikkerhed, at “det værst tænkelige scenarie med hungersnød i øjeblikket er ved at udspille sig i Gazastriben”.

Det er Integrated Food Security Phase Classification (IPC), der er et globalt initiativ støttet af FN, nødhjælpsgrupper og internationale organisationer, som kommer med vurderingen.

IPC oplyser, at deres nyeste data viser, at “hungersnødsgrænser” er nået i det meste af Gazastriben, mens grænsen for “akut fejlernæring” er nået i Gaza By.

Umiddelbart efter advarslen fra IPC kalder den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, over for Reuters situationen i Gaza for “svær” og understreger, at “der er løgne om sult”.

Samme dag oplyser Gazas civilforsvar, at mindst 30 palæstinensere, herunder kvinder og børn, er blevet dræbt i Nuseirat-distriktet, der ligger midt i Gaza.

Ifølge Mahmud Bassal, der er talsperson for civilforsvaret, ramte angrebene en række civile hjem i en flygtningelejr i området.

Fredrikstad sælger dansk keeper til Frankrig i stor handel

Den danske keeper Jonathan Fischer er blevet solgt fra Fredrikstad FK til franske FC Metz, der i foråret rykkede op i Ligue 1.

Det bekræfter den norske fodboldklub på sin hjemmeside.

Fischer har været fast mand, siden han kom til den norske klub i starten af 2024.

Ifølge Fredrikstad er salget af danskeren det næststørste salg af en keeper ud af den norske liga. Tipsbladet skrev mandag, at Metz betaler tre millioner euro – 22,5 millioner kroner – for Fischer.

– Det er svært at komme udenom, at Jonathan har sat sit præg på FFK og Eliteserien med sine præstationer, som også har sat spor i klubbens historie, siger Fredrikstad-sportschef Anders Jensen.

Fischer kom i januar 2024 til norsk fodbold fra Hobro IK. Fredrikstad var netop rykket op i den bedste række, og i danskerens 53 kampe har han holdt buret rent i 22 af dem for den norske klub.

Keeperen var med til, at Fredrikstad i 2024 vandt den norske pokalturnering og aktuelt er i gang med at spille kvalifikation til Europa League. Her venter et møde med FC Midtjylland potentielt i næste kvalifikationsrunde.

Det bliver dog uden Jonathan Fischer mellem stængerne.

Keeperen forventes at blive førstekeeper i Metz, hvor han har fået en kontrakt til sommeren 2029.

Giftig gople fundet ved Nykøbing Sjælland Havn

En giftig gople, der for få uger siden blev fundet i Øresund, er nu også fundet ved Nykøbing Sjælland Havn.

Det skriver DR.

Kommer man i kontakt med goplen, kan det give alvorlige symptomer såsom stærke smerter, muskelkramper, åndedrætsbesvær og hævelser, skriver norske Havforskningsinstituttet på sin hjemmeside.

Mere specifikt er der tale om en gople af arten Gonionemus vertens, som også kaldes for den klæbende gople. Den giftige gople, som har fundet vej til Nykøbing Sjælland Havn, har normalt hjemme i Stillehavet.

Det var en borger, som fandt goplen i Nykøbing Sjælland, da han var ude for at fange muslinger og krabber med sine børn.

Den lille giftige gople er mellem to og tre centimeter og kan derfor være svær at spotte.

Rapport: Hungersnød er ved at udspille sig i Gaza

Hungersnød er “ved at udspille sig” i Gaza, lyder det i en advarsel fra en global overvågningsenhed for fødevaresikkerhed, skriver Reuters.

– Det værst tænkelige scenarie med hungersnød er i øjeblikket ved at udspille sig i Gazastriben, lyder det i advarslen.

Det er Integrated Food Security Phase Classification (IPC), der er et globalt initiativ støttet af FN, nødhjælpsgrupper og internationale organisationer, som kommer med vurderingen.

IPC oplyser, at deres nyeste data viser, at “hungersnødsgrænser” er nået i det meste af Gazastriben, mens grænsen for “akut fejlernæring” er nået i Gaza By.

Advarslen fra IPC klassificerer ikke formelt Gaza som ramt af hungersnød, da sådan en klassificering kun kan fastslås gennem en særlig analyse, som IPC nu vil igangsætte med det samme.

Overvågningsenheden har klassificeret områder som ramt af hungersnød fire gange: Somalia i 2011, Sydsudan i 2017 og 2020 samt Sudan i 2024.

IPC erklærer ikke selv hungersnød, men leverer i stedet analyser, som gør det muligt for regeringer og andre at foretage en sådan erklæring.

IPC’s uafhængige udvalg for vurdering af hungersnød godkendte tirsdag advarslen om Gaza.

Udvalget gennemgår og bekræfter IPC’s vurderinger og advarsler om hungersnød.

Umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten tirsdag kalder den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, situationen i Gaza for “svær”, men understreger samtidig, at “der er løgne om sult”.

Efter pres fra det internationale samfund erklærede Israel i weekenden, at en række humanitære pauser vil finde sted i Gaza for at muliggøre leveringen af nødhjælp.

Mere end 200 lastbillæs med nødhjælp blev distribueret af FN og forskellige hjælpeorganisationer mandag, oplyser COGAT, en israelsk forsvarsministeriel enhed ansvarlig for civile anliggender i de palæstinensiske områder.

Derudover har yderligere 260 lastbiler ifølge enheden fået tilladelse til at køre ind i Gaza.

På trods af Israels nye tiltag mener FN’s fødevareagentur dog ikke, at de nødvendige mængder af humanitær hjælp kommer ind i Gaza.

– Vi har ikke fået tilladelse til at bringe de mængder ind, vi har bedt om, siger Ross Smith, der er seniorrådgiver ved Verdensfødevareprogram, tirsdag.

Reuters

Familieejet koncern bestrider millionkrav efter Nordic Waste

Den familieejede koncern USTC bestrider et krav på et tocifret millionbeløb, som er blevet rejst mod koncernen af kuratellet i konkursboet efter Nordic Waste.

Det oplyser koncernen, der ejede aktiemajoriteten i Nordic Waste, i et skriftligt svar til Finans.

– USTC mener ikke, at koncernen har yderligere økonomiske forpligtelser over for konkursboet efter Nordic Waste, lyder det.

I koncernens regnskab for 2024/2025 fremgår det, at kuratellet har rejst et krav mod USTC på 70 millioner kroner, der overvejende omhandler udbytteudlodninger frem til konkursen af Nordic Waste.

Det har ifølge kuratellet været i strid med selskabslovens regler.

USTC er ejet af Torben Østergaard Nielsen og hans to døtre, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer.

Boris Frederiksen, der er partner i advokatfirmaet Poul Schmidt/Kammeradvokaten og kurator i konkursboet efter Nordic Waste, har tidligere sagt, at man undersøger de millioner, der er blevet trukket ud af miljøvirksomheden.

Det sagde han i maj sidste år til RadioIIII, der på baggrund af en gennemgang af regnskaber konkluderede, at ejerkredsen sammenlagt havde fået udbetalt 96,3 millioner i udbytte fra Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling.

– Det er en del af undersøgelsen, at vi kigger på de gange, hvor der er blevet udbetalt udbytte eller på andre måder er ført penge ud af selskaberne, lød det.

Jordskreddet på Nordic Wastes ejendom i december 2023 i byen Ølst nær Randers har gjort et stort indhug i kommune- og statskassen.

En uges tid efter jordskreddet overlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol til Randers Kommune. Kort efter indgav virksomheden en konkursbegæring og blev erklæret konkurs.

Randers Kommune har afholdt udgifter til Nordic Waste for 484,6 millioner kroner i 2023 og 2024. Heraf er 192,4 millioner kroner finansieret af tilskud fra staten.

Kommunens resterende udgifter på mere end 290 millioner kroner skal finansieres af et statsligt lån, som Randers Byråd takkede ja til at optage i februar i år.

Det er Indenrigsministeriet, der har givet kommunen dispensation til lånoptagelsen. Randers Kommune låner pengene i en afdragsfri periode på maksimalt fem år.

Lånet skal dække noget af regningen for oprydningen og afværgeindsatsen i sagen.

Kommunen har dog kaldt lånet for en “midlertidig mellemfinansiering”, da kommunen fortsat forfølger princippet om, at forureneren skal betale.

Middelfart Sparekasse holder fast i nej til fynsk bankfusion

Middelfart Sparekasse vil fortsat ikke støtte en fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank. I stedet ønsker sparekassen selv at forhandle om en fusion med Nordfyns Bank.

Det slår topchef i Middelfart Sparekasse, Martin Baltser, fast over for mediet Finans.

– Middelfart Sparekasse ønsker ikke at veksle en betydelig aktiepost i Nordfyns Bank til en eventuelt mindre aktiepost i en ny bank, siger Martin Baltser til Finans.

– Derimod ønsker vi at indgå i reelle fusionsforhandlinger med Nordfyns Bank, når den nuværende proces er afsluttet, – altså dialogen mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank, lyder det videre.

I starten af juli lød det ligeledes fra sparekassen, at den havde meddelt bankerne, at dens aktiepost i Nordfyns Bank ikke er til salg.

Middelfart Sparekasse har siden juni ejet cirka 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank.

Fusionsplanerne mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank blev meldt ud i maj. Her lød det, at formålet med fusionen var at skabe Fyns “stærkeste og mest attraktive” bank.

Fusionen kræver, at den bliver godkendt af bankernes aktionærer på ekstraordinære generalforsamlinger.

Men kort inden den ekstraordinære generalforsamling i Nordfyns Bank skulle afholdes i juni, blev den aflyst. Banken kunne konstatere, at der ikke var det tilstrækkelige flertal blandt aktionærerne, lød det.

Tidligere samme måned havde SJF Bank, som på det tidspunkt ejede omkring 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, meddelt, at man ikke ville stemme for en fusion.

Det er SJF Banks aktier i Nordfyns Bank, som Middelfart Sparekasse siden har købt.

Thailand: Militærchefer enige om at opretholde våbenhvile

Militærchefer fra Cambodja og Thailand mødtes tirsdag ved en grænseovergang mellem landene.

Det oplyser Winthai Suvaree, en talsperson for den thailandske hær, til Reuters.

Her blev militærcheferne ifølge Suvaree enige om at opretholde våbenhvilen, indstille enhver militær bevægelse og facilitere hjemsendelse af sårede og døde.

Derudover vil begge sider etablere et koordinationsteam “for at løse eventuelle problemer”.

Lim Menghour, der er generaldirektør for Kommissionen for Udenrigsanliggender og Internationalt Samarbejde i Cambodjas nationalforsamling, oplyser, at begge lande har indvilget i ikke at indsætte yderligere tropper langs grænserne.

Ved midnat mandag trådte en våbenhvile i kraft mellem de to lande efter fem dages kampe.

Allerede natten til tirsdag beskyldte Thailands hær dog Cambodja for at bryde våbenhvilen og at have udført angreb ved mindst fire lokationer.

I en udtalelse fra Cambodjas forsvarsminister, Tea Seiha, afviser landet dog anklagen og fastholder, at deres tropper nøje har overholdt våbenhvilen siden midnat og fortsat gør det.

Reuters

Afbud sikrer Danmark to ekstra pladser til VM i badminton

Badmintonspillerne Rasmus Gemke og Julie Dawall Jakobsen skulle i første omgang ikke til VM i badminton, men afbud i både herre- og damesingle har ændret på det.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Dermed tilslutter de to singlespillere sig den danske trup, der i forvejen talte 12 danskere ved verdensmesterskaberne, der spilles i den franske hovedstad, Paris, fra 25. til 31. august.

Både Gemke og Dawall var øverst på Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) reserveliste. Det er en herresinglespiller fra Guatemala og en damesinglespiller fra Indien, der har meldt afbud.

– At deltage ved et VM er altid noget helt specielt. Samtidig er det en stor motivationsfaktor for mig at kunne se frem til et VM om fire uger og være en del af forberedelserne til det, siger Rasmus Gemke.

Julie Dawall Jakobsen er naturligvis også glad for, at hendes planer i august er blevet ændret.

– Det er en stor oplevelse at spille et VM – det er jo det, man drømmer om, når man er en lille pige og bliver grebet af badminton, siger hun.

– Jeg håber på at kunne vinde 1-2 kampe, hvis lodtrækningen er til det, og så ramme et højt spillemæssigt niveau.

Med de nye danske tilføjelser er den danske trup på 14 spillere:

* Herresingle: Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke.

* Damesingle: Line Kjærsfeldt, Mia Blichfeldt og Julie Dawall Jakobsen.

* Herredouble: Kim Astrup og Anders Skaarup samt Rasmus Kjær og Frederik Søgaard.

* Mixeddouble: Amalie Magelund og Jesper Toft samt Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.

Knap 60 kilo flåede skrubber beslaglagt efter ulovligt fiskeri

En fritidsfisker i Ringkøbing Fjord er blevet taget i fiskeri med næsten 900 meter garn og en ulovlig fangst på mere end 60 kilo.

Det skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsens fiskerikontrol havde tidligere på ugen modtaget en anmeldelse om ulovligt fiskeri i fredningsbæltet ved Skjern Å og foretog derfor en kontrol af området.

Her fandt kontrollørerne en jolle med to personer, hvoraf den ene person erkendte, at han havde fisket med de 18 garn, der lå i jollen.

Fritidsfiskere må maksimalt fiske med tre garn af en samlet længde på 135 meter.

De 18 garn målte 883 meter. Kontrollørerne beslaglagde garnene samt fangsten, der bestod af 59 kilo flåede skrubber, en laks på 2,3 kilo samt en helt på 0,8 kilo.

Fiskeriinspektør Steen Majland understreger, at det er bekymrende, når reglerne for fiskeri ikke overholdes.

– Med den store mængde garn, der her er tale om, kan der være tale om fiskeri med omsætning for øje, hvilket er i strid med reglerne for fritidsfiskere, da de ikke må omsætte deres fangster, siger han i meddelelsen.

Han tilføjer, at fiskeren derudover havde fanget og beholdt en fredet laks. Laks er forbudt at hjemtage fra fiskeri i Ringkøbing Fjord.

– Vi kunne ligeledes konstatere, at flere af de beslaglagte garn ikke havde det lovlige maskemål, der blandt andet skal beskytte laksen i Ringkøbing Fjord, tilføjer fiskeriinspektøren.

Sagen betegnes af styrelsen som en grov overtrædelse, hvorfor den pågældende fritidsfisker kan se frem til en bøde, at få konfiskeret sine garn og sin fangst og inddraget sit fisketegn.

Ukraine: 16 døde efter russisk angreb ramte fængsel

Mindst 16 personer er dræbt i et russisk angreb på byen Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine, der ramte et fængsel i området.

Det melder regionens militær og dens guvernør, Ivan Fedorov, ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag morgen på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Yderligere 35 personer er såret, lyder det. Han skriver videre, at fængselsbygninger er ødelagt, og at private hjem i nærheden også er beskadiget.

Det fremgår ikke, om de sårede og dræbte var indsatte, ansatte eller borgere, der boede nær fængslet.

Moskvas styrker har regelmæssigt angrebet Zaporizjzja med droner, missiler og luftbomber siden begyndelsen af krigen i 2022.

I alt er mindst 20 personer blevet dræbt og 40 sårede i nattens russiske angreb på Ukraine, oplyser regionale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge regionale embedsmænd blev flere personer også dræbt og såret i angreb mod Dnipropetrovsk-regionen.

Et missilangreb på byen Kamjanske dræbte to personer, sårede fem og beskadigede et hospital, oplyste Serhij Lysak, leder af den regionale militæradministration, på Telegram ifølge AFP.

En anden person blev dræbt, og flere blev såret i et angreb på regionens Synelnykivsky-distrikt, tilføjede han.

Natten til tirsdag lød det fra russisk side, at en person var død efter flere ukrainske droneangreb på tværs af Ruslands sydlige Rostov-region.

Det oplyste Rostovs fungerende guvernør, Jurij Sljusar, ifølge Reuters på Telegram.

Ruslands forsvarsministerium meldte desuden, at 74 ukrainske droner blev skudt ned natten til tirsdag, hvoraf 22 over Rostov-regionen.

Det russiske forsvarsministerium rapporterer kun, hvor mange droner der blev destrueret – ikke hvor mange der blev sendt afsted.

Thailand beskylder Cambodja for at bryde våbenhvile

Kampe ved grænsen mellem Thailand og Cambodja er stilnet af igen efter sammenstød mellem deres soldater.

Det siger Thailands fungerende premierminister, Phumtham Wechayachai, ifølge Reuters til journalister natten til tirsdag.

Thailands hær beskyldte tidligere på natten Cambodja for at bryde en våbenhvile, der blev indgået mellem de to lande mandag og trådte i kraft ved midnat lokal tid.

Det oplyste Winthai Suwaree, der er talsmand for den thailandske hær, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Da aftalen trådte i kraft, opdagede den thailandske side, at cambodjanske styrker havde iværksat væbnede angreb på flere områder i det thailandske territorium.

– Dette udgør en bevidst overtrædelse af aftalen og er et klart forsøg på at underminere den gensidige tillid. Thailand er tvunget til at reagere og udøve sin legitime ret til selvforsvar, lød det.

Da der udbrød uroligheder, svarede Thailand igen, lød det samtidig det fra en anden talsmand for hæren, Ritcha Suksuwanon.

Thailands premierminister, Phumtham Wechayachai, sagde tidligt tirsdag morgen, at de to landes militær skulle mødes klokken 05.00 dansk tid – klokken 10.00 lokal tid.

Men det møde er udskudt, oplyser en talsmand for den thailandske hær til Reuters. Der er ikke fastlagt et nyt tidspunkt for mødet.

En AFP-journalist rapporterede tidligere mandag, at lyden af eksplosioner stoppede 30 minutter før midnat i den cambodjanske by Samraong, der ligger 20 kilometer fra grænsen.

Roen fortsatte indtil daggry, lød det.

Jetfly, raketter og artilleri har dræbt mindst 38 mennesker siden sidste torsdag og fordrevet næsten 300.000 yderligere den seneste uge.

Mandag eftermiddag dansk tid oplyste Malaysias premierminister, at der var indgået en “øjeblikkelig og ubetinget” våbenhvile mellem de to lande, som har været i kampe siden sidste uge.

Malaysias premierminister, Anwar Ibrahim, var mægler i konflikten.

Både den fungerende thailandske premierminister, Phumtham Wechayachai, og Cambodjas premierminister, Hun Manet, bekræftede våbenhvilen. Begge takkede desuden USA’s præsident, Donald Trump, for at støtte forhandlingerne.

Thailand og Cambodja har i mere end 100 år været uenige om suveræniteten over den 817 kilometer lange grænse mellem dem. Konflikten kredser især om templer i grænseområderne.

AFP

Politibetjent er blandt de dræbte i skyderi på Manhattan

Fire personer er blevet dræbt, og én er såret, efter at en person mandag har åbnet ild i et højhus i New York. Blandt de dræbte er en politibetjent.

Det oplyser New York Citys borgmester, Eric Adams, på et pressemøde med byens politi.

– Fem personer blev skudt i aften (mandag lokal tid, red.), og vi mistede fire personer i endnu en meningsløs voldshandling med skydevåben, siger Adams.

Den formodede gerningsmand er også død, siger Adams videre. Han døde af, hvad Adams betegner som et umiddelbart selvpåført skudsår.

Han skød sig selv i brystet, siger Jessica Tisch, der er politichef i New York City, på pressemødet. Han formodes at være den 27-årige Shane Devon Tamura. Han havde en historik med psykisk sygdom, siger hun.

– Hans motiv er stadig under efterforskning, og vi arbejder på at forstå, hvorfor han angreb netop det her sted, siger hun.

Hun understreger, at han arbejdede alene.

Hændelsen fandt sted i bydelen Manhattan i et højhus på Park Avenue få gader fra Grand Central Station.

Jessica Tisch fortæller, at lejerne i bygningen er kapitalfonden Blackstone, revisions- og konsulentfirmaet KPMG, ejendomsvirksomheden Rudin Management og sportsorganisationen NFL.

Gerningsmanden havde en M4-riffel med sig og begyndte at åbne ild, så ansatte og besøgende i bygningen måtte løbe for livet.

Der kom flere opkald til alarmcentralen omkring lokken 18.28 lokal tid, siger Jessica Tisch.

Den dræbte politibetjent havde fri og arbejdede i stedet som en del af bygningens sikkerhedspersonale. Betjenten var en 36-årig mand fra Bangladesh, lyder det fra Adams.

Politiet i New York rykkede hurtigt ud til bygningen midt på Manhattan, hvor der ifølge politiet klokken 18.40 foregik en skududveksling mellem den 27-årige gerningsmand og en politibetjent, skrev CNN tidligere på natten.

Herefter tog gerningsmanden turen til bygningens 33.-etage for at barrikadere sig.

Han lod en kvinde gå uskadt forbi under angrebet, da der kom en elevator op til 33.-etage, siger Jessica Tisch.

Han blev kort efter fundet død ude på trappeafsatsen – formentlig af en selvpåført skade.

Mandagens skyderi i New York er ifølge CNN det 254. masseskyderi i USA i år. Det viser en opgørelse fra organisationen Gun Violence Archive.

USA indsender klage over dommers udtalelser om Trump

USA’s justitsministerium har mandag indgivet en klage om pligtforsømmelse mod distriktsdommeren James Boasberg, fordi han angiveligt har fremsat, hvad ministeriet betegner som upassende offentlige kommentarer om præsident Donald Trump.

Det skriver justitsminister Pam Bondi på det sociale medie X.

Hun uddyber ikke, hvilke kommentarer der skal være tale om.

Trump har tidligere udtalt sig kritisk om Boasberg og har kaldt ham korrupt.

Boasberg blokerede i marts for, at 252 venezuelanske migranter kunne udvises af Trump-administrationen med henvisning til den 227 år gamle lov Alien Enemies Act. Den er fra 1798 og er historisk blevet brugt i krigstid.

USA’s administration adlød dog ikke, og flyene landede efterfølgende i El Salvador.

Administrationen mente, at migranterne var medlemmer af banden Tren de Aragua. Det har migranternes familier afvist.

Migranterne blev overført til megafængslet Centro de Confinamiento del Terrorismo (CECOT) i El Salvador.

Mændene er efterfølgende blevet udleveret til Venezuela i en fangeudveksling med USA. De har berettet om tortur, seksuelt misbrug og servering af rådden mad i fængslet, som har plads til 40.000 indsatte.

Boasberg sagde i april, at Trump-administrationen tilsyneladende handlede i ond tro, da den trodsede blokeringen og alligevel sendte de tre fly afsted.

Advokater for de venezuelanske migranter bad retten om at gribe ind og forlængede forbuddet, som Boasberg havde indført.

Den gav desuden advokaterne ret i, at migranterne havde krav på en retfærdig proces og et varsel på omkring 24 timer før en eventuel deportation.

Trump har til gengæld anmodet om en rigsretssag mod Boasberg. Det blev afvist af den konservative højesteretspræsident John Roberts, som blev udpeget af republikanske George W. Bush i 2005.

Boasberg har endnu ikke reageret på meddelelsen om klagen.

Kraftig regn i Beijing koster 30 mennesker livet

30 mennesker har mistet livet omkring Kinas hovedstad, Beijing, på grund af kraftig regn og oversvømmelser.

Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tirsdag.

Regnen begyndte allerede hen over weekenden, men er det seneste halvandet døgn taget til i styrke.

Siden midnat natten til mandag er der faldet op til 543,4 millimeter i de bjergrige distrikter nord for Beijing.

28 personer er omkommet i Miyun-distriktet, mens to har mistet livet i Yanqing-distriktet.

80.322 beboere i og omkring Beijing er blevet evakueret af myndighederne, mens veje og kommunikationsinfrastruktur er blevet ødelagt. 136 landsbyer har været uden strøm siden midnat natten til mandag.

Sent mandag aften beordrede Kinas præsident, Xi Jinping, en stor eftersøgnings- og redningsindsats for at minimere dødstallet.

Mandag hævede Beijing sit varsel om regn og oversvømmelse til det højeste niveau. Samtidig blev beboere opfordret til ikke at forlade deres hjem.

Den kinesiske tv-station CCTV fortalte mandag, at flere beboere blev fanget på et plejecenter i Miyun-distriktet, efter at plejecenteret var blevet oversvømmet af regnvand.

Redningsfolk svømmede ind i bygningen, hvor vandet næsten havde nået loftshøjde. Det lykkedes dem at redde 48 beboere ud.

På beskedtjenesten WeChat cirkulerede der mandag billeder fra Miyun-distriktet af biler og lastbiler, der flød rundt på oversvømmede veje.

Kinas Centrale Meteorologiske Observatorium meddelte mandag, at den kraftige nedbør vil fortsætte i det nordlige Kina de næste tre dage.

Det nordlige Kina har de senere år oplevet rekordstore nedbørsmængder, hvilket har øget risikoen for oversvømmelser i regionens mange tætbefolkede storbyer.

Flere forskere peger på global opvarmning som årsagen til de øgede mængder af regn.

Reuters

Nordkorea vil give Trump nej til afvikling af atomvåben

Nordkorea har ingen intentioner om at føje et amerikansk ønske og afslutte landets atomvåbenprogram.

Det siger Nordkoreas leder Kim Jong-uns søster Kim Yo-jong til det nordkoreanske statsmedie KCNA.

– Ethvert forsøg på at benægte DPRK’s position som atomvåbenstat vil blive fuldstændig afvist, siger Kim Yo-jong.

DPRK er en forkortelse for Nordkoreas officielle navn, Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Kim Yo-jong er en højtstående embedsmand i det nordkoreanske regeringsparti.

USA kommer ifølge Kim Yo-jong ikke til at drage fordel af, at USA’s præsident, Donald Trump, tidligere har haft et godt indbyrdes forhold til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, hvis dialogen omhandler en nedrustning af Nordkoreas atomvåbenprogram.

I Trumps første første embedsperiode fra 2017 til 2021 mødtes Trump og Kim Jong-un tre gange.

– Hvis USA ikke accepterer, at virkeligheden har ændret sig og holder fast i den fejlslagne fortid, vil mødet mellem Nordkorea og USA forblive et håb fra amerikansk side, siger Kim Yo-jong.

Søsteren betegner Kim Jong-uns forhold til Trump som “ikke dårligt”.

Siden Trumps første præsidentperiode har Nordkorea blandt andet engageret sig i krigen i Ukraine ved at støtte Rusland.

Sidste år indgik Nordkorea og Rusland desuden en forsvarsaftale, hvor de to lande forpligter sig til at yde hinanden militær bistand, hvis et af landene invaderes.

Det Hvide Hus oplyser natten til tirsdag, at Trump er parat til at genoptage dialogen med Kim Jong-un med det formål at afruste Nordkorea for atomvåben, lyder det fra en unavngiven talsperson.

Da Trump og Kim Jong-un mødtes første gang tilbage i 2018, underskrev de to ledere en principaftale om, at den koreanske halvø skulle være fri for atomvåben.

Reuters

 

Netanyahu: Israel vil samarbejde om nødhjælp til Gaza

Israel vil arbejde sammen med internationale organisationer, europæiske lande og USA for at sikre store mængder nødhjælp til den palæstinensiske befolkning i Gazastriben.

Det meddeler premierminister Benjamin Netanyahus kontor mandag aften på det sociale medie X.

Meldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, tidligere på mandagen sagde, at den højeste prioritet i Gaza er, at befolkningen får noget at spise.

– Israel vil fortsat arbejde sammen med internationale organisationer såvel som USA og europæiske lande for at sikre, at store mængder af humanitær hjælp flyder ind i Gazastriben, skriver Netanyahus kontor på X.

I sidste uge advarede mere end 100 hjælpeorganisationer om, at en alvorlig sultkatastrofe har ramt Gazas befolkning.

De seneste måneder er over 800 palæstinensere blevet dræbt, mens de har ventet på nødhjælp i Gaza.

Netanyahus kontor beskylder den militante gruppe Hamas for at stjæle nødhjælp fra Gazas befolkning. Det sker ofte ved at skyde på palæstinensere, skriver kontoret.

– Situationen i Gaza er vanskelig, og mens Israel forsøger at sikre leveringen af nødhjælp, så forsøger Hamas at give næring til opfattelsen af, at der er en humanitær krise, skriver Netanyahus kontor.

Hamas har ikke umiddelbart kommenteret dette.

Benjamin Netanyahus kontor mener, at Israel allerede har udvist en vilje til at få nødhjælp ind i Gaza.

Kontoret henviser til, at Israel søndag indførte et stop for militære aktiviteter i tre områder af Gazastriben fra klokken 10.00 til 20.00. Det drejer sig om områderne Al-Mawasi, Deir al-Balah og Gaza By.

Derudover har Israel udpeget humanitære korridorer, som kan benyttes mellem klokken 06.00 og klokken 23.00, så FN-konvojer kan levere mad og medicin til Gaza.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]