Demonstranter i Venezuela kræver oppositionsleders hjemkomst
I Venezuela gik tilhængere af oppositionsleder Maria Corina Machado søndag på gaden flere steder i landet med et krav om, at politikeren kan vende sikkert hjem til landet.
De demonstrerede også for, at der afholdes et præsidentvalg, som kan føre til en demokratisk overgang i Venezuela.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
I hovedstaden Caracas kunne hundredvis af aktivister ses bevæge sig gennem byens hovedgader på motorcykler og i biler, mens de dyttede og viftede med venezuelanske flag.
De var iført himmelblå trøjer, som er partifarven for Machados parti, Vente Venezuela.
Lignende demonstrationer blev afholdt i flere af landets delstatshovedstæder som Valencia, Maracaibo og Merida, skriver AP.
– Det handler ikke om partier eller politik, lød det i en megafon i Caracas fra Flavio Valentini, som AP beskriver som en aktivist fra Vente Venezuela.
– Det er en bevægelse for folket og skabt af folket.
Maria Corina Machado har levet i eksil de seneste ni måneder. Hun har flere gange måttet opgive sine planer om at vende tilbage til Venezuela.
Aktivister fra oppositionen har beskyldt landets regering for at forhindre hende i at vende tilbage, hvilket de venezuelanske myndigheder har afvist.
Vente Venezuela meddelte tidligere på ugen, at oppositionslederen mandag aften gjorde tre forgæves forsøg på at vende tilbage til landet.
RITZAU