Seneste nyheder

31. oktober 2026

Droneaktivitet lukkede international lufthavn i Luxembourg

Myndigheder i Luxembourg har natten til lørdag genoptaget flytrafikken i Luxembourg Lufthavn, efter at den sent fredag blev indstillet.

Det skete som følge af “uautoriserede ubemandede luftfartøjer” – en beskrivelse, der henviser til droner – som blev registreret i nærheden af og i luftrummet over lufthavnen.

Det siger lufthavnen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den er Luxembourgs eneste internationale lufthavn.

Fra lufthavnen lyder det, at den fredag suspenderede flytrafikken som en sikkerhedsforanstaltning. Det skete for at sikre passagerernes, flybesætningernes, lufthavnspersonalets og flyenes sikkerhed.

Lufthavnen er ikke kommet med nogen meldinger om, hvor dronerne menes at komme fra, eller hvem der kan have stået bag dem.

Det står heller ikke umiddelbart klart, hvor mange droner der var tale om, eller præcist hvor lang tid flytrafikken var indstillet.

Selvom flytrafikken er genoptaget, kan der fortsat forekomme forsinkelser og forstyrrelser, siger lufthavnen i en meddelelse.

Flyselskaber og lufthavnens samarbejdspartnere arbejder på at genoprette normal drift, lyder det videre.

Luxembourg Lufthavn, som er knudepunkt for det nationale flyselskab Luxair, siger videre, at den fortsat overvåger situationen i samarbejde med de relevante myndigheder.

RITZAU

Eriksens træner har forståelse for muligt karrierestop

Wolfsburgs cheftræner, Tobias Strobl, kan godt forstå, hvis Christian Eriksen vælger at indstille fodboldkarrieren.

Det siger tyskeren fredag, da han bliver spurgt om, hvorvidt det ud fra et menneskeligt synspunkt vil være forståeligt for Eriksen at afslutte karrieren.

– Der må jeg være forsigtig som træner, men som menneske ville jeg stoppe, siger Tobias Strobl ifølge Sky Sports.

Den tyske fodboldklub spiller i denne sæson i 2. Bundesliga og vandt fredag 5-1 over Darmstadt.

Eriksens fodboldfremtid er fortsat uvis, efter at han i landskampen mod Ukraine 7. juni faldt om på banen i anden halvleg.

34-årige Eriksen har kontrakt med Wolfsburg frem til sommeren 2027.

I 2021 faldt Eriksen om med hjertestop i EM-kampen mod Finland og måtte genoplives på banen i Parken.

Efterfølgende fik han indopereret en pacemaker. Det var den, der reagerede under kampen mod Ukraine.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

14.000 børn har søgt hurtig hjælp mod mistrivsel i nyt tilbud i kommunerne

Et stigende antal børn og unge i Danmark trives så dårligt, at de eller deres forældre ser behov for at række ud efter hjælp.

Fra i år skal landets kommuner derfor have et såkaldt lettilgængeligt tilbud, som kan gribe børnene, før deres problemer vokser sig for store.

De tilbud har 14.000 børn været til forsamtale hos i løbet af det seneste år, oplyser Kommunernes Landsforening (KL).

– Det vidner for mig om, at mistrivsel blandt børn og unge er en af de allerstørste udfordringer i vores samfund, siger Lasse Frimand Jensen (S), formand for KL’s socialudvalg og borgmester i Aalborg.

– Når en familie rækker ud efter hjælp, skal man være der til at gribe dem. Der er sådan et lettilgængeligt tilbud en god og hurtig måde at finde ud af, hvad det er, barnet og familien har brug for.

Tilbuddet gælder børn i alderen 5-17 år i mistrivsel. Det er gratis og kræver ikke henvisning.

Målet er at sætte ind tidligt, så børnene måske kan undgå at ende på venteliste til udredning og behandling i børnepsykiatrien.

Opgørelsen går fra første kvartal i 2025 til og med første kvartal i år.

I første kvartal 2026 var 3871 børn til forsamtaler.

Herfra kan de få tilbud om et forløb i kommunen, hvis de har behov for det, mens andre har brug for at komme videre til børne- og ungdomspsykiatrien.

KL kan ikke redegøre for, hvor mange der henvises videre eller får tilbudt et forløb.

Men det er helt afgørende, at indsatsen i de nye tilbud kan følges tæt, mener professor Pia Jeppesen fra Afdelingen for Børne- og Ungdomspsykiatri ved Midt- og Vestsjællands Hospital og Københavns Universitet.

– Det er et kæmpe problem, at vi ikke kan følge udviklingen, og vi ikke ved, hvor mange der reelt får behandling, om de får gavn af det, og hvad kvaliteten er af de indsatser, der bliver tilbudt, siger hun.

Ifølge Pia Jeppesen er de lettilgængelige tilbud i kommunerne et helt nyt trin i sundhedsvæsenet, som kan komme til at gøre en stor forskel.

– Man kan sammenligne det lidt med den kommunale tandpleje. Det her er bare en kommunal pleje for mentale helbredsproblemer hos børn og unge. Den er tæt på børnenes hverdagsliv og er et åbent tilbud, som ikke kræver henvisning.

Ifølge Pia Jeppesen er angst den mest udbredte psykiske lidelse hos børn og et godt eksempel på, at en tidlig indsats kan forhindre, at problemerne vokser sig for store og alvorlige for det enkelte barn.

Hun var i samarbejde med Psykiatrifonden med til at starte behandlingstilbuddet Mind My Mind for børn med eksempelvis angst, depression eller adfærdsproblemer.

Det er i dag en del af det lettilgængelige tilbud i omkring 20 kommuner.

RITZAU

Trump og Maduros efterfølger skal mødes for første gang

USA’s præsident, Donald Trump, og Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, skal mødes for allerførste gang. Det sker på tirsdag i New York. Det oplyser den amerikanske FN-ambassadør, Mike Waltz, ifølge Reuters. Det bliver det første fysiske møde mellem de to, efter at amerikanske styrker tog Venezuelas mangeårige præsident Nicolás Maduro til fange i januar. Delcy Rodríguez har som fungerende præsident samarbejdet med USA. I sidste måned underskrev de to lande en energiaftale, der vil give USA delvis kontrol over Venezuelas oliereserver. Hvad Trump og Rodríguez skal drøfte på tirsdag, er dog ikke oplyst.

Trump og Maduros efterfølger skal mødes for første gang

USA’s præsident, Donald Trump, vil tirsdag mødes med Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, i New York i USA.

Det siger den amerikanske FN-ambassadør, Mike Waltz, til journalister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det bliver det første fysiske møde mellem de to, siden amerikanske styrker 3. januar tog Venezuelas mangeårige præsident Nicolás Maduro til fange.

Rodríguez var tidligere Maduros vicepræsident, men hun har som fungerende præsident samarbejdet med USA.

Mødet mellem Trump og hende vil finde sted i forbindelse med et arrangement, som den republikanske præsident er vært for, siger Mike Waltz.

– Præsidenten er vært for en reception for lederne, der deltager i FN’s Generalforsamling. Her vil han deltage i et kort møde med Venezuelas fungerende præsident Rodríguez, lyder det.

Den amerikanske FN-ambassadør deler ikke nogen oplysninger om, hvad de to ventes at drøfte.

Det venezuelanske kommunikationsministerium er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters’ henvendelse om sagen.

Sidste måned underskrev USA og Venezuela en energiaftale, der vil give USA mulighed for at få delvis kontrol over Venezuelas enorme oliereserver i håbet om, at amerikanske virksomheder kan hjælpe med at genoplive det sydamerikanske lands hårdt ramte energisektor.

Maduro og hans hustru, Cilia Flores, blev taget til fange i Venezuelas hovedstad, Caracas. Parret sidder i øjeblikket fængslet i New York i USA, hvor de afventer en retssag om narkosmugling.

Delcy Rodríguez har tidligere sagt, at hun ikke ved, hvornår et valg vil finde sted i Venezuela.

RITZAU

To meldes dræbt i angreb med glidebombe mod boligblok i Ukraine

Fredag ramte en russisk glidebombe en boligblok i den ukrainske by Sumy. To personer meldes dræbt i angrebet, mens syv er blevet såret. Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters. Præsidenten kalder angrebet for fuldstændig umenneskeligt. Bomben ramte direkte mellem bygningens tredje og fjerde sal, lyder det. Fire personer er indtil videre reddet ud af murbrokkerne, heriblandt et barn. Men der kan fortsat være folk fanget, lyder det. Tre af de sårede er i kritisk tilstand. Det oplyser regionens guvernør, Oleh Hryhorov. Blandt de sårede er en 13-årig pige.

To meldes dræbt i angreb med glidebombe mod boligblok i Ukraine

En russisk glidebombe ramte fredag en boligblok i byen Sumy, der ligger i en region med samme navn i det nordøstlige Ukraine.

Det siger landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

To personer meldes dræbt i angrebet, men syv er blevet såret – heraf er tre i kritisk tilstand.

En glidebombe er udstyret med vinger og et styresystem, der gør det muligt for den at glide igennem luften over en længere afstand, før den rammer sit mål.

Zelenskyj fordømmer angrebet, som han kalder “fuldstændig umenneskeligt”.

Ifølge præsidenten har redningsarbejdere reddet fire personer efter angrebet. Andre kan fortsat være fanget under murbrokkerne, lyder det.

– Der var et direkte bombenedslag mellem tredje og fjerde sal. Fire personer er allerede blevet reddet ud fra murbrokkerne, heriblandt et barn, skriver Zelenskyj.

– Der kan stadig være personer under murbrokkerne.

Zelenskyj har på Telegram også delt billeder, som viser den ødelagte facade på bygningen og redningsfolk, der bevæger sig gennem murbrokkerne.

Lederen af byrådet i Sumy har ifølge Reuters sagt, at de to dræbte var kommunalt ansatte.

Regionen Sumys guvernør, Oleh Hryhorov, har sagt, at tre af de syv sårede er i kritisk tilstand. Blandt de sårede er en 13-årig pige, lyder det.

RITZAU

OpenAI’s topchef taler i næste uge til FN’s Sikkerhedsråd

Topchefen for virksomheden bag ChatGPT skal i næste uge tale for verdenslederne i FN’s Sikkerhedsråd. Det er den administrerende direktør i OpenAI, Sam Altman, der skal orientere rådet. Det oplyser OpenAI ifølge nyhedsbureauet AFP. Til nyhedsbureauet Reuters siger en talsperson for OpenAI, at Altman vil lægge vægt på fælles sikkerhedsstandarder. Han vil også fokusere på at sikre, at kunstig intelligens skal komme mennesker over hele verden til gode. Mødet finder sted i en tid, hvor bekymringen for sikkerheden ved kunstig intelligens vokser. Onsdag opfordrede FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, til international handling for at håndtere risiciene ved teknologien.

OpenAI’s topchef taler i næste uge til FN’s Sikkerhedsråd

Teknologigiganten OpenAI’s administrerende direktør, Sam Altman, vil i næste uge orientere FN’s Sikkerhedsråd under den årlige samling af verdensledere i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

Det oplyser OpenAI, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mødet arrangeres af Frankrig, som har det roterende formandskab for det 15 medlemmer store råd. Det finder sted i en tid, hvor flere fremtrædende aktører i branchen har sagt, at en opbremsning i udviklingen af kunstig intelligens kan være nødvendig af hensyn til sikkerheden.

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede onsdag til en koordineret international handling for at håndtere risiciene ved kunstig intelligens.

– National handling er afgørende, men global koordinering er også uundværlig, sagde Guterres til journalister.

Bekymringen for sikkerheden ved kunstig intelligens er de seneste uger taget til, hvor ansatte hos store AI-udviklere har sagt op på grund af bekymringer om de farer, teknologien udgør.

Dario Amodei, som er topchef i den amerikanske teknologivirksomhed Anthropic, der udgør en konkurrent til OpenAI, har i et essay opfordret til forsigtighed.

– Vi må sænke tempoet, hvormed vi forbedrer AI-modellernes kapaciteter, skrev han.

RITZAU

USA indfører omfattende sanktioner mod Rusland

Den amerikanske præsident Donald Trump har fredag skrevet under på en ny lovpakke, der indfører omfattende sanktioner mod Rusland. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP. Sanktionerne rammer blandt andet Ruslands energi- og forsvarssektor, præsident Vladimir Putin og den såkaldte skyggeflåde af tankskibe. Formålet er at fjerne de midler, som Rusland bruger til at finansiere krigen i Ukraine. Lovpakken kræver desuden, at Donald Trump indfører told på op til 100 procent på de største importører af russisk olie og gas. Ifølge Reuters mener kritikere dog, at loven er formuleret så bredt, at den kan skabe problemer for andre lande.

USA indfører omfattende sanktioner mod Rusland

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fredag sat sin underskrift på en ny lovpakke, der indfører omfattende sanktioner mod Rusland.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Repræsentanternes Hus stemte lovforslaget igennem tidligere på ugen, mens Senatet, der er det andet kammer i Kongressen, gav grønt lys i august.

Sanktionerne retter sig mod Ruslands energi- og forsvarssektor, Ruslands præsident, Vladimir Putin, samt andre højtstående embedsmænd, skriver AFP.

USA sætter med lovpakken ind over for Ruslands såkaldte “skyggeflåde” af tankskibe, der bruges til at omgå vestlige sanktioner. Formålet er at fratage Rusland midler, der bruges til at finansiere krigen mod Ukraine.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker både Kongressen i USA og Trump for at have gjort lovforslaget til virkelighed, skriver Reuters.

Lovpakken giver desuden Trump beføjelse til at indføre told på op til 100 procent på store importører af russisk olie og gas.

Kritikere mener ifølge Reuters, at tolddelen af lovpakken er formuleret så bredt, at den også kan skabe problemer for andre lande, hvis de i fremtiden kommer i Trumps søgelys.

Trump har gjort told til en central del af sin udenrigs- og handelspolitik, siden han tiltrådte som præsident i januar sidste år.

RITZAU

USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, har i et opslag på X natten til lørdag dansk tid også givet opmærksomhed til præsident Donald Trumps melding om en aftale vedrørende Grønland.

Hegseth deler her et billede af Trumps Truth Social opslag, hvori det sent fredag lød, at USA, Danmark og Grønland har indgået en aftale om Grønland.

Hegseth citerer samtidig en del af Trumps melding, der handler om det amerikanske militærs tilstedeværelse i Grønland.

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/GRØNLAND/USA/AFTALE+NV”, udsendt kl. 0:08 med overskriften “Danmark: Aftale med Grønland og USA ventes underskrevet næste uge” er korrigeret. “ude” rettet til “uge” i afsnit 1. I afsnit 9 er “deltaljer” rettet til “detaljer”. Manglende “i” tilføjet i afsnit 6.

USA’s Grønland-udsending: Aftale vil forhindre fjenders fodfæste

En aftale om Grønland vil forhindre fælles fjender i at få fodfæste i Arktis.

Det skriver USA’s præsident Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, i et opslag på det sociale medie X omkring midnat dansk tid.

– Denne aftale vil fremme USA’s, Grønlands og Danmarks sikkerhedsinteresser og forhindre vores fælles fjender i at få fodfæste i Arktis, lyder det.

Landry uddyber ikke umiddelbart, hvem der ifølge ham forhindres i at få fodfæste.

Det står desuden ikke klart, hvad der konkret er blevet indgået en aftale om.

Amerikaneren blev i december sidste år udpeget til den nyoprettede stilling som USA’s særlige udsending til Grønland. Han er samtidig guvernør i sydstaten Louisiana.

I maj var han på besøg i Grønland.

I X-opslaget takker Landry også Trump for det, han beskriver som præsidentens fantastiske lederskab i en afgørende sag.

– Du har endnu en gang bevist, at dine kritikere tog fejl, og du har sikret en utrolig sejr for det amerikanske folk, skriver Jeff Landry.

Den særlige udsending afslutter sit opslag med et amerikansk og et grønlandsk flag.

Sent fredag skrev Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social, at USA, Danmark og Grønland har indgået en aftale om Grønland.

Her lød det blandt andet, at aftalen giver USA “permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland”.

Fra Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, lød det sent fredag på Facebook, at de tre parter er nået dertil, hvor en “aftale er inden for rækkevidde”.

Statsministeriet har i en pressemeddelelse meddelt, at Grønland, Danmark og USA i den kommende uge “forventer” at kunne underskrive en aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.

Ifølge Statsministeriet ventes de tre regeringer at underskrive aftalen i næste uge i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

Det er natten til lørdag ikke muligt at få yderligere detaljer eller kommentarer om aftalen.

Også USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, har på X givet opmærksomhed til Trumps melding om en aftale.

Her citerer Hegseth et afsnit fra Trumps opslag, der handler om det amerikanske militær.

Afsnittet lyder, at USA “straks vil begynde processen med at udvikle en omfattende militær tilstedeværelse i den relevante del af Grønland, som der er mange af”.

Hegseth tagger i sit opslag også USA’s Northern Command, som blandt andet har Grønland i sit ansvarsområde.

RITZAU

Grønland: Aftale er inden for rækkevidde

Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), skriver på Facebook, at en aftale mellem Grønland, Danmark og USA er “inden for rækkevidde”.

– En aftale, der anerkender Grønlands position. Styrker samarbejdet mellem vores tre lande. En løsning, der er god for alle parter – og som styrker sikkerheden for USA, Grønland og hele den vestlige alliance, skriver ministeren.

Udmeldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, fredag skrev på Truth Social, at der var indgået en aftale mellem Grønland, Danmark og USA.

Ifølge Trump giver aftalen USA “permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland”. Han tilføjede, at alle USA’s bekymringer var blevet imødekommet.

I januar nedsatte Danmark, USA og Grønland en arbejdsgruppe, hvor de tre parter skulle forhandle om, hvordan man kunne imødekomme USA’s sikkerhedsinteresser i Grønland med respekt for Kongeriget Danmarks røde linjer, der især handler om suverænitet.

Tidligere fredag lød det fra Múte B. Egede, at dialogen med USA var blevet mere konstruktiv.

Ministeren tilføjede, at han håbede, der snart ville komme resultater.

– Vi har ikke været på dette stadie i særlig lang tid; det er først i den seneste tid, at vi gradvist er kommet hertil, sagde Múte B. Egede til KNR.

RITZAU

Trump: USA, Danmark og Grønland har indgået aftale om Grønland

USA, Danmark og Grønland har indgået en aftale om Grønland.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, i et opslag på det sociale medie Truth Social.

Her lyder det blandt andet, at aftalen giver USA “permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland”.

Det betyder ifølge Trump, at alle de bekymringer, der har været fra amerikansk side, er blevet imødekommet.

Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, skriver fredag aften på Facebook, at de tre parter er nået dertil, hvor en “aftale er inden for rækkevidde”.

– En aftale, der anerkender Grønlands position. Styrker samarbejdet mellem vores tre lande. En løsning, der er god for alle parter – og som styrker sikkerheden for USA, Grønland og hele den vestlige alliance, skriver den grønlandske minister.

Statsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at Grønland, Danmark og USA i den kommende uge “forventer” at kunne underskrive en aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.

Ifølge Statsministeriet ventes de tre regeringer at underskrive aftalen i næste uge i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

Trump skriver videre på Truth Social, at aftalen ikke har nogen udløbsdato.

– På min foranledning har vi arbejdet sammen med repræsentanter fra Danmark og Grønland for at garantere, at USA for evigt vil have fuld mulighed for at gøre, hvad der er nødvendigt i Grønland i forhold til at sikre og forsvare Grønlands sikkerhed og USA, skriver Trump.

Derudover tilføjer han, at ingen af “USA’s modstandere” kan få base, militær tilstedeværelse eller foretage investeringer i Grønland uden USA’s godkendelse.

– Vi vil straks indlede arbejdet med at opbygge en stor militær tilstedeværelse i en passende del af Grønland – og der er mange. Vi vil samarbejde med det grønlandske folk om udviklingen og opførelsen, skriver Trump.

Derudover er der ikke yderligere konkrete ting om aftalen fra Trump.

Til nyhedsbureauet AFP siger en unavngiven embedsmand i USA’s udenrigsministerium, at aftalen garanterer, at Kina og Rusland ikke kan oprette baser i Grønland.

– Aftalen garanterer udtrykkeligt USA den fulde mulighed for at gøre det, som landet vurderer nødvendigt i Grønland for at sikre og forsvare det amerikanske kontinent, herunder permanent adgang og rettigheder til baser og til at flyve over området, siger kilden.

– Denne aftale garanterer, at Kina og Rusland ikke kan have en base i Grønland, at de ikke kan sende styrker til Grønland, og at de nødvendige mekanismer er på plads for at forhindre investeringer i følsomme sektorer, lyder det videre.

I januar nedsatte Danmark, USA og Grønland en arbejdsgruppe, hvor de tre parter skulle forhandle om, hvordan man kunne imødekomme USA’s sikkerhedsinteresser i Grønland med respekt for Kongeriget Danmarks røde linjer, der især handler om suverænitet.

Forholdet mellem USA og Grønland samt USA og Danmark har været anspændt, efter at Trump flere gange har luftet tanken om at overtage Grønland, som er en del af rigsfællesskabet.

RITZAU

Lettet Rune efter comeback: Det var et drømmescenarie

– Hold kæft, det er sjovt det her!

Sådan udbrød Holger Rune til holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen under sin comebackkamp fredag i Hillerød, hvor han slog Iliyan Radulov i to sæt og udlignede til 1-1 i Davis Cup-kampen mod Bulgarien.

Episoden fortalte han jublende om under sit sejrsinterview, og det sagde en hel del om, hvor godt han havde det med at være tilbage på tennisscenen.

Smilet sad der stadig, da han havde haft godt halvanden time til at fordøje oplevelsen af at have fået comeback efter 11 måneders skadespause.

– Det var en god kamp i en vanvittig atmosfære med et fantastisk hold bag mig. Det var fantastisk at stå der igen, en helt unik følelse, siger Holger Rune.

Han var tydeligvis rørt efter den sidste bold.

– Jeg har kæmpet så hårdt i så lang tid, så det var en blanding af stolthed og lettelse over, at nu var den første kamp overstået godt. Kroppen har det godt, og spillet fungerede.

– Det var et drømmescenarie, og så var det emotionelt, at det var på hjemmebane.

Langt hen ad vejen var Rune tilfreds med sit spil.

– Jeg spillede, som jeg har trænet. Hverken værre eller bedre. Det var fedt at levere det, jeg har trænet, for kamp er bare noget andet.

– Jeg synes, at jeg spillede frit, men jeg skulle lige vænne mig til kamptempo. Sådan vil det nok føles i starten. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start, siger Rune.

Han skal efter planen møde Grigor Dimitrov i lørdagens første single. Forinden spilles en double, der skal afgøre, om Danmark eller Bulgarien fører 2-1 inden stjernedysten mellem Rune og Dimitrov.

– Det er planen at spille i morgen. Jeg har fået en god behandling, det er derfor, jeg først kommer nu (til pressemøde, red.), og alt føles godt, også akillessenen.

– Jeg har det forhåbentlig også godt, når jeg vågner op i morgen (lørdag, red.) og er klar til en ny god præstation.

Der spilles bedst af fem kampe. Vinderen får næste år chancen i kvalifikationen til Davis Cup Finals.

RITZAU

De Konservative vil straffe indvandrerforældre for deres børns kriminalitet.

Det siger partiets formand, Mona Juul, til Jyllands-Posten forud for partiets landsråd i weekenden.

Helt konkret går udspillet ud på, at hvis et hjemmeboende barn begår personfarlig kriminalitet, skal forældrene have frataget retten til at søge om dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse i fem år.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Fredag den 18. september 2026 Udsendt kl. 21.33. Oversigt:
Meteorologens overblik: Ustadigt og blæsende weekend, en overgang mere stabilt næste uge

Søndag:
En del byger, der lokalt kan være med torden og hagl, men også perioder med lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 14 og 18 grader. Om aftenen og natten vekslende skydække og efterhånden kun enkelte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Hele døgnet jævn til hård vind fra omkring vest, ved kysterne stedvis kuling, og der kan komme kraftige vindstød.

Mandag:
Mest tør med lidt eller nogen sol, men især i de sydveslige egne skyet. Temp. mellem 14 og 17 grader, jævn til hård vind omkring nordvest, ved kysterne stedvis kuling og kraftige vindstød. Om aftenen mod nord og øst lidt eller nogen sol, eller skyet og enkelte byger. Om natten i de vestlige egne skyet, ellers mest klart. Temp. ned mellem 10 og 14 grader, og vinden aftager og bliver let til frisk fra nordvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Tirsdag Tørt og en del sol, om aftenen og natten efterhånden stedvis tåge. Dagtemp. mellem 15 og 18 grader, om natten ned mellem 8 og 13 grader, lokalt måske lidt koldere, og ved kysterne stedvis lidt varmere. Svag til jævn vind omkring nord, om natten svag til let nordlig eller skiftende vind.

Onsdag:
Først på dagen stedvis tåge, ellers enkelte byger og perioder med nogen eller en del sol. Dagtemp. op mellem 15 og 18 grader og nattemp. ned mellem 9 og 14 grader. Svag til let vind fra skiftende retninger.

Torsdag:
Skyet og regn fra nordvest, ud på dagen opklaring. Om natten stedvis tåge. Dagtemp. op mellem 15 og 19 grader, om natten ned mellem 9 og 15 grader. En overgang blæsende fra nordvet, men ud på natten aftagende vind.

Trump udelukker flere amerikanske nyhedsmedier fra Det Hvide Hus

Den amerikanske præsident, Donald Trump, udelukker medierne CNN, MS NOW, tidligere MSNBC, og Politico fra Det Hvide Hus.

Det skriver han på sit sociale medie, Truth Social.

Det sker ifølge præsidenten som et resultat af deres “konstante rapportering af falske nyheder”.

– Medier bør ikke konstant kunne skrive eller rapportere fiktion og løgne, når de dækker USA’s præsident, Trump-administrationen eller USA.

– Andre fake news-medier følger, skriver præsidenten.

Trump henviser ikke i sit opslag til nogen konkrete nyhedshistorier fra de tre medier.

Det fremgår heller ikke, hvordan udelukkelsen skal foregå, eller hvem eller hvor det præcist gælder.

CNN’s journalister skriver selv i deres dækning af præsidentens udmelding, at de befinder sig i Det Hvide Hus, mens de dækker sagen.

Men ifølge CNN har de tre nyhedsmedier ikke nogen kommentarer.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det sjældent, at amerikanske præsidenter helt udelukker nyhedsmedier fra Det Hvide Hus.

Under sin første embedsperiode forbød Trump dog en journalist fra CNN adgang.

Sidste år begrænsede præsidenten nyhedsbureauet AP’s adgang, fordi AP henviste til en bugt mellem USA og Mexico som Den Mexicanske Golf og ikke Den Amerikanske Golf.

AP anlagde en sag, som stadig er under behandling.

Trump har flere gange anlagt sag mod nyhedsmedier eller indledt retlige skridt. Det gælder blandt andet mod The New York Times, The Wall Street Journal og BBC.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]