Tophistorien er skrevet og udgivet af Min By Media A/S. Ritzau må ikke krediteres.
INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.
**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****
Politiforbundet vil gøre det ulovligt at dele optagelser af politifolk, hvis de kan identificeres.
Men forslaget møder modvind fra flere politikere, blandt andre Jens Meilvang, retsordfører for Liberal Alliance.
“Det vil blive en stat, jeg ikke ønsker at bo i, hvor politiet har en masse beføjelser, men man må ikke filme eller dele det,” siger han til Puls.
Forslaget fra Politiforbundet kommer på baggrund af en undersøgelse blandt politifolk, der viser, at 57 procent af de adspurgte har oplevet af blive filmet og optagelserne delt med offentligheden.
Og flere oplever det som krænkende at blive delt uden samtykke.
”Vi lever fint med at blive filmet. Det, vi har et problem med, er at blive lagt ud offentligt, fordi nogen ønsker at chikanere,” siger Heino Kegel, formand i Politiforbundet.
Loven siger nu, at man godt må optage og tage billeder i offentligheden og som udgangspunkt dele dem.
“En stat, jeg ikke ønsker at bo i”
Retsordfører Karina Lorentzen (SF) ser problemet som todelt.
”Jeg synes, det er et dilemma, hvor borgeren ofte står svagt, når det handler om situationer, hvor politiet går for langt, hvis ikke man kan fotodokumentere det,” skriver hun til Puls.
Hun er dog ikke afvisende over for stramninger på området.
”Politibetjente skal kunne operere og udføre deres job uden at blive udsat for chikane og forfølgelse.”
”Derfor er det en diskussion værd, om offentliggørelse skal følges af krav om sløring af ansigter, så de pågældende ikke kan identificeres.”
Alternativet er imod forslaget.
”Alternativet mener ikke, at der skal indføres et særligt forbud mod at filme politifolk og dele optagelsen uden samtykke,” skriver politisk rådgiver Jan Kristoffersen (AL) i en mail til Puls.
Partiet vil i stedet se på, om reglerne for deling af optagelser på sociale medier generelt skal skærpes, hvis delingen ikke tilgodeser et ”legitimt offentligt hensyn”.
Liberal Alliances retsordfører Jens Meilvang tilslutter sig sine grønne kolleger.
”Jeg er meget imod, at man overhovedet ikke må filme betjente, som er ansat af staten og skal håndhæve loven. Det vil blive en stat, jeg ikke ønsker at bo i, hvor politiet har en masse beføjelser, men man må ikke filme eller dele det,” siger han og fortsætter:
”Det vil være meget uhensigtsmæssigt for almindelige borgeres retssikkerhed. Vi må uddanne vores betjente i at være professionelle nok til at kunne håndtere at blive filmet og lagt på nettet. Vi andre har også en chance for at blive filmet på offentlige steder.”
Jens Meilvang påpeger, at borgeres videoklip fra det offentlige rum i nogle tilfælde kan være en hjælp til at opklare, hvad der er sket i en konkret sag.
”Man ser jo en gang imellem – heldigvis meget sjældent – at nogle betjente går ud over det, de skal. Og der synes jeg, det er meget fint, at man har mulighed for at filme det.”
Den vurdering tager Heino Kegel stærk afstand fra.
”Det er horribelt, hvis Jens Meilvang har den tilgang. Hvis nogen lægger en video op, så kan det meget vel være, det er det, der er sket, men det kan også være noget andet. Hvis han går op i retssikkerheden for borgerne, synes jeg også, det skulle gælde mine medlemmer.”
Han påpeger, at man risikerer, at det er folkedomstolen, der afgør, hvorvidt en betjent er skyldig eller ej i en sådan situation.
”Det er DUP’ens (Den Uafhængige Politiklagemyndighed, red.) job,” siger Heino Kegel.
Skal ramme dem, der chikanerer
Er dit mål, at det skal være ulovligt at dele alle identificerbare optagelser af politifolk uden samtykke?
”Det skal ikke være et angreb på journalister, der filmer politiet og bruger det i deres arbejde. Det her er for at ramme dem, som deler optagelser alene med henblik på at chikanere eller udsætte mine medlemmer for vold eller trusler.”
Heino Kegel fortæller, at Politiforbundet er i dialog med Justitsministeriet for at få loven stemt igennem.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Nicolai Wammen. Rasmus Meldgaard, ministerens presse- og kommunikationsrådgiver har i en mail til os skrevet: ”Det bliver ikke muligt med en kommentar fra ministeren til denne.”
Puls har kontaktet samtlige retsordførere i Folketinget. Vi har ikke modtaget svar fra følgende: Lea Wermelin (S), Marie Georgi Sloth (RV), Morten E.G. Brautsch (M), Hans Christian Skibby (DD), Anders Vistisen (DF), Mai Mercardo (K), Eva Flyvholm (EL) og Preben Bang Henriksen (V).
Vil gøre det ulovligt at dele optagelser af politiet: “Det vil blive en stat, jeg ikke ønsker at bo i”
Redaktionel kontakt:
Signe Cecilie Lyng Skeldrup
tlf.: +4560145964
e-mail: signe@pulsnyt.dk
**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Min By Media A/S ****
Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:
– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.
– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.
– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.
– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.
– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.
– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.
VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:
– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.
– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.
– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)