Seneste nyheder

31. oktober 2026

Domstol åbner for søgsmål mod Telenor i sag om data til militærstyre

En domstol i Norge vil behandle et gruppesøgsmål fra mindst 1253 personer mod teleselskabet Telenor i en sag om data til Myanmars militærstyre.

Det skriver NRK torsdag.

Tidligere på ugen kom det frem, at Telenor var blevet sigtet af norsk politi for medvirken til forbrydelser mod menneskeheden.

Sigtelsen knytter sig til Telenors nu frasolgte datterselskab i Myanmar, som skal have udleveret historiske trafikdata om kunder til militærstyret.

Overleveringen af data skal være fundet sted i perioden fra 1. februar 2021, hvor et militærkup fandt sted, og frem til datterselskabet blev solgt 25. marts 2022.

De påvirkede kan have krav på omkring 100.000 norske kroner hver, har advokat Jan Magne Langseth tidligere vurderet over for NRK.

Oplysningerne om kunderne blev ifølge det norske public service-medie brugt til at kortlægge og forfølge modstandsbevægelsen.

Selskabet mener ikke, at der er grundlag for erstatningsansvar.

– Vores ansatte risikerede fængsling, tortur eller dødsstraf, hvis ikke de fulgte militærmyndighedernes påbud, skriver Telenors informationschef, David Fidjeland, til Telenor.

Der er tale om et kollektivt søgsmål efter frameldelsesmodellen, hvor man aktivt skal melde sig ud, hvis ikke man ønsker at være en del af det.

Den norske stat er majoritetsejer i Telenor, som også i Danmark er blandt de største teleselskaber.

Telenors hovedkontor i Oslo blev ransaget tidligere på ugen som led i norsk politis efterforskning af sagen.

RITZAU

Siddique mister plads på Københavns Rådhus efter bopælssag

Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, må forlade Københavns Borgerrepræsentation, fordi han ikke opfylder kravet om at bo i kommunen.

Det har Borgerrepræsentationen torsdag aften besluttet efter en længere strid om hans bopæl.

Siddique meldte før kommunalvalget i november 2025 flytning fra Herlev til København for at kunne stille op.

Men Københavns Kommune har siden annulleret hans bopælsregistrering, og den afgørelse har Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet fastholdt.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ritzaus planer for nyheder torsdag og fredag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Tyskland anholder iraker for at planlægge angreb mod kirke

En 24-årig irakisk mand er blevet anholdt i Tyskland. Han er mistænkt for at planlægge et islamistisk angreb mod en kirke i byen Bremen. Det oplyser den øverste tyske anklager torsdag i en pressemeddelelse. Manden havde anskaffet sig et skydevåben, og ifølge anklagemyndigheden var målet at ramme personer med en anden tro. Han menes at dele ideologi med Islamisk Stat og skal have rekrutteret endnu en person til sine planer. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Manden er nu varetægtsfængslet. Han er blandt andet mistænkt for at forberede en alvorlig voldshandling.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Torsdag den 17. september 2026 Udsendt kl. 16.50 Oversigt:
Meteorologens overblik: Ustadigt og blæsende

Fredag aften og natten til lørdag:
Om aftenen vekslende skydække og enkelte eller spredte byger, om natten skyet og efterhånden regn til det meste af landet vestfra, i de sydøstlige egne og på Bornholm dog mest tørt. Temp. mellem 12 og 16 grader. Let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne op til hård vind, stedvis kuling.

Lørdag:
Mest skyet og stedvis regn, ellers vekslende skydække med byger. Temp. op mellem 16 og 19 grader, og jævn til hård vind omkring sydvest, ved kysterne stedvis kuling. Om aftenen og først på natten i den sydlige og østlige del af landet skyet og regn, ellers vekslende skydække og enkelte eller spredte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Jævn til hård vind fra sydvest og vest, Vestkysten stedvis kuling, men i løbet af natten generelt en smule aftagende vind.

Søndag:
En del byger, der kan være med torden, men også perioder med lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 14 og 18 grader. Om aftenen og natten efterhånden kun enkelte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Hele døgnet jævn til hård vind fra omkring vest, ved kysterne stedvis kuling, og der kan komme kraftige vindstød.

Mandag:
Først endnu stedvis spredte byger, ellers nogen eller en del sol, ud på eftermiddagen kun enkelte byger og en del sol de fleste steder. Om natten mest klart vejr. Dagtemp. op mellem 14 og 17 grader, og om natten ned mellem 8 og 13 grader. Vinden bliver jævn til hård fra nordvest, ved kysterne stedvis kuling, og der kan komme kraftige vindstød. Sidst på dagen aftager vinden noget, og om natten let til frisk nordvestlig vind.

Tirsdag Tørt og en del sol, om natten efterhånden stedvis tåge. Dagtemp. mellem 15 og 18 grader, om natten ned mellem 5 og 11 grader, i det indre af Jylland lokalt lidt koldere, og ved kysterne stedvis lidt varmere. Svag til jævn vind omkring nord, om natten svag til let nordlig eller skiftende vind. På Bornholm kan dog vinden i løbet af natten friske lidt op fra nord.

Brøndby får afvist protest over anførers udvisning

Brøndby IF får ikke medhold i sin protest over Bartosz Slisz’ udvisning i mandagens 1-4-nederlag til FC Midtjylland.

Fodboldens Disciplinærinstans fastholder de to gule kort, som Brøndby-anføreren fik i det 89. minut efter protester mod dommer Morten Krogh.

Slisz havde brokket sig over et muligt straffespark til Brøndby, mens FCM-spillerne jublede over deres fjerde scoring.

Brøndby har nedlagt protest over begge de gule kort, som klubben mener, at Slisz ikke burde have fået.

Disciplinærinstansen vurderer dog, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte dommerens vurdering. Det fremgår af en kendelse afsagt torsdag.

Slisz må derfor sidde over i søndagens derby mod FC København. Kampen spilles klokken 14.00 på Brøndby Stadion.

RITZAU

Kriseøvelse afdækker problemer med overblik og bistand under stor krise

Hvis Danmark rammes af en stor krise, risikerer flere myndigheder at overvurdere, hvor meget hjælp de kan få fra politiet og Forsvaret. Det viser en opsamling fra en kriseøvelse for knap et år siden. Det skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed. Det kan betyde, at myndighederne ikke selv er tilstrækkeligt forberedte, hvis krisen eskalerer. Øvelsen viste også en usikkerhed om, hvem der skal tage ansvaret og sætte retningen. Men der er stor appetit på at styrke samarbejdet. Det siger Laila Reenberg, der er direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed. Hun understreger, at samfundet har et stort potentiale, når kriser opstår.

En irakisk statsborger er blevet anholdt på baggrund af en mistanke om planlægning af islamistiske angreb.

Det oplyser den øverste tyske føderale anklager torsdag i en pressemeddelelse.

Han havde udset sig en kirke i den nordvesttyske by Bremen som det første af flere mål, siger anklagemyndigheden.

Til det formål havde han anskaffet sig et skydevåben, hedder det.

Kriseøvelse afdækker problemer med overblik og bistand under stor krise

Flere danske myndigheder og organisationer risikerer at overvurdere, hvor meget hjælp de kan få fra politi, Forsvaret, Hjemmeværnet og redningsberedskabet, hvis Danmark rammes af en omfattende national krise.

Det viser en opsamling fra den nationale krisestyringsøvelse, som blev gennemført i efteråret 2025. Det skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed.

– Nogle aktører antog, at politiet, redningsberedskabet, Forsvaret og Hjemmeværnet kunne yde mere bistand under kriser, end hvad der i praksis ville være muligt, står der i rapporten.

Det kunne betyde, at de ikke selv var tilstrækkeligt forberedte, hvis krisen eskalerede, vurderer Styrelsen for Samfundssikkerhed.

På baggrund af øvelsen er der udvalgt syv anbefalinger, der kan bidrage til at styrke samfundets evne til at håndtere kriser.

– Det er tydeligt, at der er stor appetit på at styrke samarbejdet, og at vi som samfund har et stort potentiale, som kan bringes i spil, når kriser opstår, siger direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed Laila Reenberg.

Flere end 100 myndigheder, regioner, kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer deltog i øvelsen for knap et år siden.

Øvelsen viste også usikkerhed om, hvem der skal tage ansvar og sætte retningen under en omfattende krise.

Flere deltagere gav ifølge rapporten udtryk for, at “der må komme noget oppefra”.

Styrelsen konkluderer, at samfundets samlede ressourcer i øvelsens scenarie ville blive “sat voldsomt under pres”.

Der findes ikke et samlet overblik over, hvilke ressourcer og faciliteter myndighederne kan stille til rådighed for hinanden.

Scenariet bestod blandt andet af cyberangreb, kompromitteret telekommunikation, GPS-udfald, strømsvigt, ekstremvejr og forlydender om påvirkning af kommunalvalget.

Øvelsen er en af flere årlige øvelser, og styrelsen oplyser efterfølgende, at det ikke skal læses som en evaluering af det nationale krisestyringssystem.

RITZAU

Dansker blandt Europas ti ældste personer

Danmarks ældste nulevende person, Kirsten Schwalbe, er rykket ind på listen over Europas ti ældste nulevende personer.

Det skriver TV Midtvest torsdag.

Kirsten Schwalbe fyldte 112 år i marts. Europas ældste nulevende person er britiske Ethel Caterham, der er 117 år. Hun er samtidig verdens ældste nulevende person.

Kirsten Schwalbe er endnu ikke blandt verdens 20 ældste nulevende personer, oplyser TV Midtvest.

Den 112-årige Kirsten Schwalbe blev født i Salling i 1914, få måneder før 1. verdenskrig brød ud. Hun voksede op i en familie med ti søskende.

I 1938 blev hun gift med sin første mand, og sammen fik de tre børn. Kirsten Schwalbe bor i dag i sit eget hjem i Struer.

TV Midtvest har tidligere fulgt Kirsten Schwalbe, hvilket førte til programserien “Kirstens vilde år”, der sendes på TV 2.

Selv mener Kirsten Schwalbe, at en del af forklaringen på hendes lange liv skal findes i generne. Fire af hendes ni søskende blev således også over 100 år, fortalte hun til Berlingske i 2024.

Samtidig mener hun, at humøret spiller en afgørende rolle for et langt liv, har hun tidligere fortalt TV Midtvest.

RITZAU

Team Esbjergs cheftræner stopper efter sæsonen

Team Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér, stopper i klubben næste sommer, når hans kontrakt løber ud.

Det skriver Team Esbjerg i en pressemeddelelse.

Han ønsker ikke længere at dobbeltjobbe og dedikerer derfor sin fremtid til det svenske landshold.

– Det er fantastisk at være i en klub som Team Esbjerg, og jeg ville aldrig have været det foruden, men man er nødt til at være ærlig over for sig selv og se på, om man vedvarende vil udsætte sig for belastningen ved at have to job.

– Når jeg har fri med Team Esbjerg, kalder landsholdet, hvor der også sker meget mellem kampe og samlinger, og vi befinder os i et generationsskifte, siger Tomas Axnér.

Team Esbjerg har forsøgt at forlænge svenskerens ophold på den danske vestkyst, men er blevet “høfligt afvist”.

– Tomas Axnér har været med til at bringe Team Esbjerg videre i udviklingen som europæisk topklub og har sat sine tydelige aftryk i vores klub, hvilket vi har været og er særdeles tilfredse med, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

I Axnérs to fulde sæsoner som Esbjerg-chef er det blevet til DM-sølv i 2025 og DM-guld i 2026.

Derudover fik klubben bronze i Champions League i 2025, men forsømte til gengæld senest at nå Final 4 for første gang i fem år.

Både Pedersen og Axnér håber, at samarbejdet kaster endnu mere af sig.

– Jeg var glad for at få muligheden for at stå i spidsen for Team Esbjerg, og jeg vil gøre alt for klubben i min sidste sæson. Jeg har de samme ambitioner som ledelsen og vil derudover medvirke til at bygge et stærkt hold til fremtiden, inden jeg slutter, siger Axnér.

Team Esbjerg forventer at have en afløser på plads inden udgangen af året.

RITZAU

Malou Stella fra De unge mødre er dømt i narkosag

Vestre Landsret har torsdag idømt 35-årige Malou Stella Navarana Rasmussen tre år og seks måneders fængsel i en narkosag.

Dommen får hun, da hun sidste år opbevarede cirka otte kilo hash, 784 gram skunk, 373 gram kokain og 367 gram MDMA.

Det fortæller specialanklager Johnni Nymann Jensen, der mødte i ankesagen i landsretten.

Malou Stella Navarana Rasmussen, der for 20 år siden blev kendt i tv-programmet “De unge mødre”, har hidtil været beskyttet af et navneforbud. Det er ikke længere gældende, da landsretten har afsagt dom.

Hun blev også kendt skyldig, da sagen tidligere på året var for Retten i Horsens.

Dengang lød straffen på tre år, men hun ankede straks til landsretten. Selv om hun fortsat nægtede sig skyldig, blev hun igen fundet skyldig – og straffen altså hævet med et halvt år.

Ifølge Johnni Nymann Jensen har retten vurderet, at hun opbevarede narkoen for en ukendt person.

Stofferne blev fundet af politiet 14. juli 2025 i et hus i Horsens. Her boede Malou Stella Navarana Rasmussen ifølge Ekstra Bladet med sin ekskæreste, indtil tre uger før politiet ransagede hjemmet.

Malou Stella Navarana Rasmussen har siddet varetægtsfængslet siden juli 2025 og skal fortsat sidde varetægtsfængslet efter dommen.

I både byretten og landsretten var hendes ekskæreste også tiltalt. Han er torsdag blevet frifundet, ligesom han også blev det i byretten.

– Man kunne ikke knytte ham til adressen, hvor man havde fundet stofferne, siger anklager Johnni Nymann Jensen og uddyber:

– Der var ikke beviser for, at han havde været på adressen i denne her periode.

Ekskæresten er dog straffet med 14 dages fængsel for besiddelse af 11 cannabisplanter, hvilket han havde erkendt.

Ifølge Ekstra Bladet blev Malou Stella Navarana Rasmussen kendt i reality-programmet “De unge mødre” tilbage i 2006, da hun blev mor som 16-årig.

Siden var hun med i tv-programmet i en årrække, og man kunne efterfølgende følge hende i programmet “Mig og min mor”.

I 2012 forlod hun reality-verdenen, skriver Ekstra Bladet.

RITZAU

Carney siger ja til samarbejde men nej til at skabe supermagt med EU

Canadas premierminister Carney hilser Ursula von der Leyens tilbud om associeret EU-medlemskab til Canada “velkommen” i en tale i EU-Parlamentet.

Carney mener dog, at det afgørende vil være det konkrete samarbejde om blandt andet kritiske råstoffer, forsvar og kunstig intelligens, som parterne kan blive enige om.

– Det vigtige er indholdet, ikke den betegnelse, der bruges om forholdet til EU, siger Mark Carney.

Samtidig slår han fast, at han ikke ønsker at skabe en ny supermagt, som skal konkurrere med Trumps USA:

– Lad mig sige, hvad jeg ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at oprette en tredje supermagt til at konkurrere med andre. Blot med bedre manerer, siger Mark Carney.

Han holder dog samtidig en dør på klem og fastslår, at det canadiske parlament skal diskutere forslaget om associeret EU-medlemskab. Og stemme om det fremtidige forhold til EU.

Carney undlod dog selv at erklære sig parat til at blive associeret medlem af EU. I talen foreslog han i stedet en “alliance” mellem EU og Canada.

Den vil både kunne styrke parternes økonomier, udligne svagheder, som blandt andet bliver forstærket af Trumps toldsatser og samtidig kunne forsvare de værdier, som EU og Canada deler.

Det er blandt andet værdier omkring demokrati, retsstat og individuelle rettigheder, siger Carney:

– En alliance mellem Canada og EU vil være et lyspunkt for andre.

– Det vil være en alliance, der er stærk nok til, at andre ikke kan bestemme, hvad vi skal gøre, siger Mark Carney.

Udmeldingen kommer sker efter en uge, hvor de europæiske politikere i Strasbourg nærmest har været grebet af Carney-feber.

Den canadiske premierminister måtte udskyde sin tale i mere end et kvarter, fordi så mange medlemmer af EU-Parlamentet ville trykke hans hånd og have et billede med ham.

Medformand for De Grønne, Terry Reintke, havde taget en canadisk ishockey-trøje på til lejligheden.

Carneys tale kom dagen efter, at Ursula von der Leyen i sin State of the Union-tale kom med tilbuddet om associeret medlemskab til Canada.

Forud for talen have von der Leyens embedsmænd forgæves studeret landkort for at se, om Canada skulle have en ø eller et andet oversøisk territorium, som kunne åbne for egentligt EU-medlemskab.

Det var ikke tilfældet, og derfor kan Canada – som er del af det Nordamerikanske kontinent med USA – ikke blive egentligt EU-medlem.

I stedet opfandt von der Leyens folk begrebet “associeret medlem”, som ellers ikke er beskrevet i EU-trakterne.

Den stormende modtagelse skyldes især Carneys stålfaste toldopgør med Trump og hans understregning af de værdier, som Canada og Europa deler.

Det lå tydeligt mellem linjerne i talen, at det er et fællesskab, som adskiller de to parter fra Trumps USA.

– Vi er ikke allierede, der kun står sammen i medgang. Vi stræber ikke efter nulsumsaftaler, sagde Carney med slet skjult henvisning til Trumps benhårde syn på forhandlinger.

– Vi deler fælles værdier, som vi altid har kæmpet for, og som vi altid må være på vagt for at forsvare, sagde Carney.

Trump har på sin side truet med at stoppe handlen med Europa, hvis EU gør alvor af forslag om at gøre Canada til unionens første associerede medlem.

Det sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP natten til torsdag dansk tid.

– Jeg synes, det er til at grine ad.

– Hvis de gør det, og hvis jeg på nogen måde opfatter det som en fjendtlig handling, vil jeg pålægge meget voldsomme toldsatser eller stoppe handlen med Europa på mange områder, sagde Trump ifølge AFP.

Det fremgår ikke, hvad Trump mener med, at han vil “stoppe handlen med Europa”.

Han kom heller ikke ind på, hvor høje toldsatserne vil blive, hvis han agter at indføre dem.

RITZAU

Den rød-grønne blok får snæver sejr ved valget i Sverige

Den rød-grønne blok med Socialdemokraterna som det største parti vinder valget til Riksdagen i Sverige.

Det fremgår af det endelige valgresultat, skriver det svenske public service-medie SVT torsdag.

Der er tale om en snæver sejr, hvor den rød-grønne fløj får 176 mandater, mens de såkaldte Tidö-partier, der udgøres af den nuværende borgerlige regering, får 173 mandater.

50.359 stemmer adskiller de to blokke.

Socialdemokraterna med Magdalena Andersson i spidsen er det største parti. Partiet fik 28 procent af stemmerne.

Moderaterna med nuværende statsminister Ulf Kristersson bliver næststørst med 19,8 procent af stemmerne.

Som følge af valget har Ulf Kristersson annonceret sin afgang som Sveriges statsminister på det sociale medie X.

Her har han lagt et billede op af sin afskedsbegæring. Afskedsbegæringen er stilet til Riksdagens talmand, Andreas Norlén, som er parlamentets formand.

– Nu er det talmanden, der skal lede de næste skridt på vejen mod en regeringsdannelse. For at dette arbejde kan indledes omgående, anmoder jeg hermed om at blive afskediget som statsminister, skriver Kristersson.

Kristersson bemærker, at det kan blive svært at danne en ny regering på grund af valgresultatet og “partiernes forskellige udmeldinger før valgdagen”.

– Der bliver nu brug for en konstruktiv åbenhed fra Riksdagens partier, for at en statsminister skal kunne tolereres, og for at en ny regering skal kunne få støtte til sin finanslov, skriver den afgående statsminister.

Statsministeren og de øvrige ministre vil nu formelt blive afskediget fra deres embede, men de fortsætter i praksis deres funktioner, indtil en ny regering er dannet, skriver SVT.

Sveriges afgående regering består af Moderaterna, Liberalerna og Kristdemokraterna.

Sverigedemokraterna er den afgående regerings støtteparti. Partiet, der har en stram indvandringspolitik som sin primære mærkesag, har fået 17,5 procent af stemmerne og bliver dermed det tredjestørste parti i Riksdagen.

Oppositionen, der foruden Socialdemokraterna indtil nu har bestået af Vänsterpartiet, Miljöpartiet og Centerpartiet, håber at kunne få Magdalena Andersson som Sveriges næste statsminister.

Valget til Riksdagen blev afholdt søndag.

RITZAU

Behandling af sager om asyl til personer fra Iran kan genoptages

Behandlingen af asylsager for personer fra Iran kan snart genoptages.

Det oplyses torsdag af Udlændingestyrelsen, som i januar stillede behandlingerne i bero på grund af den meget usikre situation i landet.

– Udlændingestyrelsen forventer på nuværende tidspunkt, at vi kan begynde at indkalde personer fra Iran til asylsamtale i løbet af 1. kvartal 2027, skriver styrelsen.

Flygtningenævnet besluttede i august, at der ikke er grundlag for at holde sagerne i bero.

Tidligere har myndighederne droppet den forlængede udrejsefrist.

Beslutningen i januar kom som følge af en meget usikker situation i Iran.

I december 2025 udbrød voldsomme protester mod præstestyret i Iran, og flere tusinde blev dræbt.

Flygtningenævnets opgave er at behandle klager, der vedrører asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen.

Det kan for eksempel være i sager, der handler om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse.

RITZAU

OVERBLIK: Her er de svenske partier i Riksdagen efter valget

Socialdemokraterna er det største parti efter søndags parlamentsvalg i Sverige.

Den rød-grønne blok, der har Socialdemokraternas formand, Magdalena Andersson, i spidsen har også vundet valget.

Sejren er snæver – den rød-grønne får 176 mandater, mens den nuværende borgerlige regering får 173.

Det fremgår af det endelige valgresultat torsdag, skriver det svenske public service-medie SVT.

* Socialdemokraterna:

Partileder: Magdalena Andersson.

Valgresultat i 2026: 28 procent af stemmerne svarende til 99 mandater.

Valgresultat i 2022: 30,3 procent af stemmerne svarende til 107 mandater.

Blev grundlagt i 1889 som Sveriges Socialdemokratiska Arbetareparti og var især i det 20. århundrede ekstremt dominerende i svensk politik med regeringsmagten i 44 år i træk mellem 1932 og 1976. Havde en afgørende rolle i udviklingen af den svenske velfærdsstat, folkhemmet. Har også hyppigt haft regeringsmagten i senere år, men måtte afgive den efter valget i 2022.

Har som valgløfter blandt andet krav om lavere renter på boliglån, mindre klassestørrelser for de små børn og bedre forhold for fødende.

* Moderaterna:

Partileder: Ulf Kristersson (fungerende statsminister, red.).

Valgresultat i 2026: 19,8 procent af stemmerne svarende til 70 mandater.

Valgresultat i 2022: 19,1 procent af stemmerne svarende til 68 mandater.

Det konservative Moderaterna blev stiftet i 1904, men har undervejs haft flere forskellige navne. Var en del af flere borgerlige koalitionsregeringer og havde med statsminister Carl Bildt fra 1991 til 1994 den første konservative statsminister i Sverige siden 1930. Har med statsminister Ulf Kristersson været det ledende regeringsparti i den forgangne periode.

Skattelettelser, migration og retspolitik er blandt partiets mærkesager.

* Sverigedemokraterna:

Partileder: Jimmie Åkesson.

Valgresultat i 2026: 17,5 procent af stemmerne svarende til 62 mandater.

Valgresultat i 2022: 20,5 procent af stemmerne svarende til 73 mandater.

Stiftet i 1988 og har især markeret sig på indvandrerspørgsmålet. Partiet er gået fra en birolle i svensk politik til at blive det næststørste ved valget i 2022. Det har i den forgangne periode været parlamentarisk støtte for den konservative regering med statsminister Ulf Kristersson i spidsen via den såkaldte Tidöaftale. Kristersson har åbnet for, at partiet kan komme med i en fremtidig regering.

Har blandt andet bekæmpelse af kriminalitet, lavere skatter og stram indvandringspolitik som mærkesager.

* Vänsterpartiet:

Partileder: Nooshi Dadgostar.

Valgresultat i 2026: 8,4 procent af stemmerne svarende til 30 mandater.

Valgresultat i 2022: 6,8 procent af stemmerne svarende til 24 mandater.

Grundlagt i 1917 og tilhører den europæiske venstrefløj ligesom for eksempel Enhedslisten i Danmark. Var tidligere kommunistisk, men beskriver sig i dag som socialistisk, feministisk og antiracistisk.

Har fødevarepriser, milliardærskat og bedre velfærd som mærkesager ved valget.

* Centerpartiet:

Partileder: Elisabeth Thand Ringqvist.

Valgresultat i 2026: 7,0 procent af stemmerne svarende til 25 mandater.

Valgresultat i 2022: 6,7 procent af stemmerne svarende til 24 mandater.

Socialliberalt parti med fokus på miljøspørgsmål og menneskerettigheder. Har rødder tilbage til Lantmannapartiet og bondebevægelsen. Ønsker en midterregering, men anses også som en mulig støtte til eller del af en rød-grøn S-ledet regering. Den politiske afstand til Vänsterpartiet kan dog blive en udfordring.

Har mindsket arbejdsløshed, klima og hjælp til unge med psykiske problemer som mærkesager ved valget.

* Kristdemokraterna:

Partileder: Ebba Busch.

Valgresultat i 2026: 6,2 procent af stemmerne svarende til 22 mandater.

Valgresultat i 2022: 5,3 procent af stemmerne svarende til 19 mandater.

Dannet i 1964 og har udgangspunkt i en kristen livsanskuelse, især med fokus på familiepolitik. Kom første gang ind i Riksdagen i 1991 og har været en del af flere borgerlige koalitionsregeringer, også den seneste.

Ønsker blandt andet øget børnebidrag og beskyttelse af børn mod sociale medier. Har også fokus på såkaldt kernevelfærd og mere atomkraft samt forbedret infrastruktur.

* Miljöpartiet:

Ledende talspersoner: Daniel Helldén og Amanda Lind.

Valgresultat i 2026: 6,1 procent af stemmerne svarende til 22 mandater.

Valgresultat i 2022: 5,1 procent af stemmerne svarende til 18 mandater.

Stiftet i 1981 og har fokus på miljø. Tilhører den rød-grønne blok. Har klimaomstilling som sit store fokus og har rødder i antiatomkraftbevægelsen samt kvinde- og fredsbevægelsen.

Går til valg på hurtig klimaomstilling, udbygning af jernbanenettet og udbygning af vind- og solenergi.

* Liberalerna:

Partileder: Simona Mohamsson.

Valgresultat i 2026: 5,3 procent af stemmerne svarende til 19 mandater.

Valgresultat i 2022: 4,6 procent af stemmerne svarende til 16 mandater.

Dannet i 1934 og anses for socialliberalistisk. Har været en del af regeringen i den forgangne periode. Der er stort fokus på, om partiet klarer den svenske spærregrænse på fire procent, da det kan blive afgørende for Kristerssons chance for genvalg som statsminister.

Ønsker klasseloft på 20 elever, gratis fritidskort i den kollektive trafik til børn og unge samt mindsket indkomstskat.

Kilder: riksdagen.se, TT, partiernes hjemmesider, Lex – Danmarks Nationalleksikon.

RITZAU

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Torsdag den 17. september 2026

Udsigt, der gælder til fredag morgen, udsendt kl. 09.15

Fyn:
Først tørt og lidt sol, men det bliver skyet fra vest og omkring middag kommer der udbredt regn eller byger. Temp. op mellem 14 og 17 grader, og let til frisk vind fra sydvest og syd, ved kysterne i eftermiddag stedvis hård vind.

I aften skyet med regn, men det klarer efterhånden op vestfra og i nat vekslende skydække og spredte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne stedvis op til frisk vind.

København og Nordsjælland:
Først enkelte byger og stedvis lidt sol, men det bliver skyet fra vest og ud på eftermiddagen kommer der udbredt regn eller byger. Temp. op mellem 14 og 17 grader, og let til jævn vind fra sydvest, ved kysterne stedvis frisk vind.

I aften skyet med regn, men i nat klarer det op vestfra med vekslende skydække og spredte byger. Temp. mellem 11 og 15 grader, og først let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne lokalt op til hård vind, i løbet natten aftagende til svag til jævn vind, ved kysterne stedvis frisk vind.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
Først enkelte byger og stedvis lidt sol, men det bliver skyet fra vest og i løbet af eftermiddagen kommer der udbredt regn eller byger. Temp. op mellem 15 og 17 grader, og let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne efterhånden stedvis hård vind.

I aften skyet med regn, men i nat klarer det op vestfra med vekslende skydække og spredte byger. Temp. ned mellem 11 og 15 grader, og let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne op til hård vind om aftenen og først på natten.

Bornholm:
Nogen sol, men også mulighed for enkelte byger. Temp. mellem 14 og 17 grader, og let til frisk vind fra vest der drejer til sydvest, ved kysterne lokalt op til hård vind.

I aften tørt og først lidt eller nogen sol, men efterhånden skyet vejr og i løbet af natten udbredt regn vestfra. Temp. omkring 15 grader, og jævn til frisk vind fra sydvest, ved kysterne op til hård vind.

Den danske racerkører Nicklas Nielsen skal også i fremtiden køre i en Ferrari i FIA World Endurance Championship.

Torsdag meddeler Ferrari på sin hjemmeside, at holdet forlænget kontrakten med den 29-årige dansker, så den strækker sig flere år ud i fremtiden.

Blå partier undlader at stemme for Sikandar Siddiques afløser

Når Københavns Borgerrepræsentation mødes senere i dag, torsdag, vil Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance undlade at stemme i en enkelt sag. Det skriver Berlingske. Protesten retter sig mod Frie Grønne, der skal have godkendt Asham Agha Nadeem som afløser for Sikandar Siddique. Sikandar Siddique har nemlig mistet sin plads, fordi han ikke boede i kommunen ved sidste valg. De borgerlige partier kalder sagen for vælgerbedrag. Christian Bülow fra Dansk Folkeparti siger til Berlingske, at de ikke vil være med til at legitimere forløbet. Trods protesten får Asham Agha Nadeem dog alligevel pladsen.

Seks største kommuner i brev til minister: Børneatteststop er kritisk

De seks største kommuner i landet står i en kritisk situation, efter at udstedelse af børneattester er blevet sat i bero for to uger siden.

Det skriver kommunerne i et fælles brev, som Ritzau og DR er i besiddelse af, til justitsminister Nicolai Wammen (S).

I brevet, som København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers er afsendere på, lyder det, at stop for udstedelse af børneattester har “skabt en kritisk og stærkt driftsforstyrrende situation i kommunerne”.

– Den manglende udstedelse af børneattester påvirker direkte vores mulighed for at løse lovbundne opgaver og opretholde driften på børne- og ungeområdet, fremgår det af brevet.

Rigspolitiet har oplyst, at udstedelsen af børneattester blev sat i bero 2. september. Det skete, efter at det kom frem, at der ved en fejl var blevet slettet oplysninger i Kriminalregisteret.

Børneattester skal bruges af arbejdsgivere, der vil ansætte personer til at arbejde med børn og unge. Attesten skal sikre, at personer, der tidligere har været dømt for overgreb mod børn, ikke bliver ansat.

Det fremgår i brevet, at omkring 400 ansættelser i Aarhus Kommune er sat i bero på grund af den manglende udstedelse af børneattester, og at tilsvarende udfordringer gør sig gældende i de øvrige kommuner.

– De rammer både den almindelige pasning og undervisning, tilbud til børn og unge med særlige behov samt fritidsaktiviteter, der har betydning for sundhed, trivsel og deltagelse i fællesskaber, lyder det i brevet.

Rigspolitiet har tidligere oplyst, at de er bevidste om, at det har betydning for mange myndigheder og organisationer, og at arbejdet med at “afdække og finde årsagen til fejlen er afsluttet inden for kort tid”.

Rigspolitichef Lasse Boje sagde torsdag formiddag til TV 2, at han forventer, arbejdet er afsluttet inden for “meget kort tid” uden at komme nærmere præcist en tidshorisont.

Kommunerne skriver i brevet til Wammen, at de i “dialogen om sagen” har fået oplyst, at problemet var forventet løst inden for ti dage.

– Der er nu gået 14 dage, uden at kommunerne har fået en brugbar løsning eller en sikker dato for, hvornår udstedelsen genoptages, skriver de seks kommuner.

Ifølge kommunerne har det efter den rådgivning, de har modtaget, ikke været muligt at tilrettelægge arbejde eller praktik for nyansætte, så de ikke er alene med børn.

– Kommunerne har dermed ingen mulighed for selv at etablere en midlertidig løsning unden for de gældende regler, skriver de.

Derfor anmoder kommunerne justitsministeren om, at problemet løses akut. Det kan ske enten ved genoprettelse af almindelig udstedelse af børneattester eller gennem en midlertidig indsats.

Eller at regeringen anviser en “anden lovlig og praktisk anvendelig løsning, som gør det muligt at lade at medarbejdere og studerende begynde uden at svække beskyttelsen af børn og unge”.

Justitsminister Nicolai Wammen oplyser i et skriftligt svar, at han er “fuldt ud opmærksom” på problemerne i daginstitutioner, foreningslivet og på skoler.

– Fredag mødes jeg med retsordførerne, hvor Rigspolitiet vil give en status på dette arbejde. Det er klart, at der er grænser for, hvor længe udstedelse af børneattester kan ligge stille, og det forventer jeg også, at vi skal drøfte på fredag, lyder det fra ministeren.

Ifølge Ritzaus oplysninger er mødet klokken 15.30 fredag i Justitsministeriet.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]