Seneste nyheder

1. november 2026

Vestre Landsret har mandag kendt en 48-årig lastbilchauffør skyldig i uagtsomt manddrab i forbindelse med en ulykke, der sidste år kostede en 18-årig chaufførlærling livet.

Det oplyser Statsadvokaten i Viborg i en myndighedsmeddelelse på Anklager Update.

Lastbilchaufføren straffes med dagbøder på samlet 8000 kroner og får en betinget frakendelse af førerretten.

I byretten blev lastbilchaufføren frifundet.

16-årig stak af fra sikret institution for anden gang siden juli

En 16-årig dreng stak mandag eftermiddag af fra den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi i en efterlysning på meddelelsestjenesten Politi Update ved 16.30-tiden.

Ifølge politiets vagtchef Boje Rasmussen flygtede drengen mandag cirka klokken 15 fra institutionen, der ligger i Annebergparken i Nykøbing Sjælland.

Drengen flygtede ved at hoppe op på taget af en skolebus og over et hegn, fortæller vagtchefen.

Det varede dog kun tre timer, inden han igen var i politiets varetægt. Drengen blev anholdt omkring klokken 18 ved en strand nord for Nykøbing Sjælland.

– Vi takker borgerne for de tip, vi har modtaget i sagen, skriver politiet.

Også i juli lykkedes det den 16-årige at flygte fra institutionen. Dengang skete det sammen med en anden teenagedreng, der er svensk. Begge blev da fundet igen senere samme dag.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Serbiens regering har bedt præsident Aleksander Vucic om at opløse parlamentet og udskrive valg.

Det oplyser premierminister Djuro Macut i en tv-transmitteret udtalelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I juni meddelte præsident Vucic, at han ville træde tilbage og udskrive valg før tid.

Sager om indfødsret sættes i bero efter fejl i register

Behandlingen af visse sager om indfødsret bliver nu sat i bero. Det sker efter en fejl i Kriminalregisteret. Det har Udlændinge- og Integrationsministeriet besluttet. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse mandag. Det drejer sig om sager, hvor fejlen kan have en betydning. Ministeriet oplyser dog ikke, hvor mange sager der er tale om. I sidste uge kom det frem, at Rigspolitiet havde fundet en fejl i registeret. Og det er meget alvorligt, udtalte rigspolitichef Lasse Boje i en pressemeddelelse. Han understreger, at Kriminalregisteret er helt centralt for håndteringen af kriminelle sager herhjemme.

Sager om indfødsret sættes i bero efter fejl i Kriminalregisteret

Behandlingen af visse verserende sager om indfødsret sættes i bero efter fejl i Kriminalregisteret.

Det har Udlændinge- og Integrationsministeriet besluttet, skriver ministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Der er tale om sager, hvor fejlen i Kriminalregisteret kan have betydning.

– Fejlen i Kriminalregisteret kan have betydning for udlændingemyndighedernes administration af sager, hvor der i sagsbehandlingen gøres brug af oplysninger fra Kriminalregisteret, herunder for at vurdere, om en betingelse om, at en ansøger ikke må have begået kriminalitet i Danmark, er opfyldt, lyder det i meddelelsen.

Ministeriet oplyser ikke i pressemeddelelsen, hvor mange sager det drejer sig om, og vil per telefon heller ikke svare på det.

– Ministeriet har ikke yderligere kommentarer, lyder det.

Justitsministeriet orienterede i sidste uge Folketinget om, at Rigspolitiet var blevet bekendt med en fejl i Kriminalregisteret, og at det var i færd med at undersøge omfanget og konsekvenserne i forhold til en række sagstyper.

Rigspolitiet har opdaget, at nogle oplysninger fejlagtigt er blevet slettet i Det Centrale Kriminalregister. Fejlen blev opdaget i juni.

Derefter har politiet forsøgt at finde frem til årsagen – og til fejlens omfang.

– Det er meget alvorligt, at der er fejl i Kriminalregisteret, fordi Kriminalregisteret er centralt for håndteringen af lovovertrædelser og kriminelle sager i Danmark, udtalte rigspolitichef Lasse Boje i en pressemeddelelse.

I sidste uge lød det, at man indtil videre havde fundet fejl vedrørende sletning af oplysninger i 48 sager. Nogle har været slettet for tidligt, andre for sent.

Fejlen betød, at man i sidste uge valgte at sætte udstedelsen af børneattester og våbentilladelser i bero.

I mandagens pressemeddelelse oplyser ministeriet, at det har anmodet “udlændingemyndighederne om indtil videre at indstille behandlingen af sager, hvor fejlen kan have betydning”.

Hvilke myndigheder eller sager der nærmere er tale om, vil ministeriet ikke svare på over for Ritzau.

Styrelser under ministeriet er Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

RITZAU

Tusindvis er samlet for at tage afsked med Slagteren fra Bosnien

Tusindvis af mennesker er mandag samlet i Serbiens hovedstad, Beograd, for at tage afsked med den dømte krigsforbryder Ratko Mladic, der var de bosniske serberes hærfører under Srebrenica-massakren i 1995.

Det skriver AFP.

Ratko Mladic, der havde tilnavnet “Slagteren fra Bosnien”, blev 84 år og døde 27. august 2026, mens han afsonede en livstidsdom i Haag i Holland for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Forbrydelserne blev begået under borgerkrigen i det daværende Jugoslavien fra 1992 til 1995.

Ceremonien finder sted i den serbisk-ortodokse Sankt Lukas-kirke og er formelt arrangeret af den efterladte familie til Ratko Mladic.

Det forventes, at Mladic her vil ligge lit de parade i flere timer, hvorefter der afholdes en officiel mindehøjtidelighed, skriver AFP.

Kisten vil herefter blive kørt til en nærliggende kirkegård, hvor hans datter også ligger begravet.

Ifølge det franske medie er fremmødet vokset støt siden morgenstunden, hvor blandt andre krigsveteraner med militærbaretter gør sig synlige.

Mandagens begravelse har skabt stor intern splittelse i Serbien og mødt international kritik.

Kort efter dødsfaldet meddelte Serbiens justitsminister, Nenad Vujic, at man ville arrangere en begravelse for Ratko Mladic, hvor han ville “modtage al den militære og statslige hæder, som han er berettiget til”.

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, måtte dog efterfølgende nedtone disse udmeldinger og understrege, at man ikke ønskede at hylde Mladic.

Ceremonien skulle derimod gennemføres for at ære familiens ønsker.

Den annoncerede begravelse fik i sidste uge også EU til at reagere.

Udvidelseskommissær Marta Kos kritiserede således Serbien for deres håndtering af begravelsen og aflyste i samme forlængelse et planlagt besøg i Beograd.

– Forherligelsen omkring hans død er uforenelig med de værdier, som EU-vejen er bygget på, skrev hun fredag i et opslag på det sociale medie X.

RITZAU

EU udvider samarbejdet med Grønland der får milliard investering

Grønland får nu et økonomisk rygstød fra EU. Mandag har EU, Grønland og Danmark nemlig underskrevet en ny fælleserklæring, der udvider samarbejdet. Det betyder, at EU investerer omkring halvanden milliard kroner i Grønland. Pengene skal blandt andet gå til boliger, bæredygtig turisme og satellit-internet til de fjerneste bygder. Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Hun præsenterede investeringen på et pressemøde i Nuuk sammen med statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen. Investeringen sker på et tidspunkt, hvor EU mangler kritiske råstoffer. Og netop mange af de råstoffer kan findes i den grønlandske undergrund.

Mand blev sparket af cyklen af et æsel og brækkede armen

En 62-årig mand blev søndag eftermiddag sparket af sin cykel af et æsel.

Manden faldt til jorden og brækkede armen i faldet, fremgår det af Nordsjællands Politis døgnrapport.

Den 62-årige kom cyklende ad Løgelandsvej i Helsinge, da han passerede en 59-årig kvinde, der gik med to æsler.

Det ene æsel rev sig fri af sit fortøj, vendte bagenden mod cyklisten og gav et “velplaceret” spark, der ramte manden.

Ifølge politiet gik æslet i panik, da manden kom cyklende forbi.

RITZAU

Merz kalder nederlag i tysk delstat det værste for CDU i årtier

Den tyske kansler Friedrich Merz er chokeret. Søndag led hans parti, CDU, nemlig et nederlag ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt, som Merz kalder det værste i årtier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. I stedet blev Alternative für Deutschland det største parti med knap 44 procent af stemmerne. Ifølge kansleren viser resultatet, at der er behov for dybdegående reformer i Tyskland. Samtidig kalder AfD’s spidskandidat, Ulrich Siegmund, valgsejren for et meget klart mandat til at regere. Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP. Partiet er klassificeret som højreekstremistisk af den tyske efterretningstjeneste, og hidtil har de andre partier afvist at samarbejde med det.

Nordjyde fængslet for stort salg af opioider

I en sag om salg af opioider har politiet sigtet en mand for at have fungeret som storsælger gennem mange måneder i 2025.

Retten i Aalborg har mandag varetægtsfængslet den anholdte mand, der er 28 år.

Det fremgår af et opslag fra meddelelsestjenesten Anklager Update.

Ifølge sigtelsen skal manden have været i besiddelse af og overdraget 155.100 lægemidler, og heraf var 112.000 opioider. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Opioider er stærkt vanedannende, og tilsyneladende støder politiet oftere på midlet uden for sundhedsvæsenet.

I juli 2025 blev loven ændret, så straffen blev skærpet.

Fra det tidspunkt er handel med opioider værre end for eksempel handel med kokain. Straffen er firdoblet i forhold til tidligere.

Om den konkrete sag oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau, at sigtelsen drejer sig om en flere måneder lang periode, som ligger både forud for og efter lovændringen.

Man har ikke oplyst, hvordan den 28-årige stiller sig til politiets sigtelse.

RITZAU

Grønland, EU og Danmark har underskrevet en fælleserklæring, der udvider samarbejdet om blandt andet energi, digital kommunikation og kritiske råmaterialer.

EU investerer samtidig 200 millioner euro i Grønland i år og næste år for at understøtte målsætningerne. Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde i Nuuk.

Beløbet svarer til omkring 1,5 milliarder kroner.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, kalder valgnederlag i Sachsen-Anhalt det værste nederlag for CDU i årtier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Konkursboer kræver millioner tilbagebetalt fra selskaber bag Nordic Waste

Det er snart tre år siden, at enorme bunker jord begyndte at skride hos jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst syd for Randers.

Mandag er det første juridiske efterspil indledt i Retten i Randers.

Her kræver konkursboerne efter Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling i alt 17,2 millioner kroner tilbagebetalt fra tre selskaber bag de to virksomheder.

Kravet rettes mod de to virksomheders moderselskab, DSH Environment ApS, samt selskaberne Selfinvest ApS og SelfGenerations T ApS.

Det er selskaber, der alle tilhører den fynske erhvervsmand Torben Østergaard-Nielsens forretningsimperium.

Advokat Anders Gløde fra advokatfirmaet Bech-Bruun fremsætter kravene i retssal G på vegne af konkursboerne.

Det er konkursboernes opfattelse, at betalinger for det nævnte millionbeløb fra Nordic Waste og DSH Recycling skete “på utilbørlig vis” og “på de øvrige kreditorers bekostning”.

Betalingerne skete ifølge advokatens forelæggelse af sagen i tiden fra 2023 til 2024.

Advokaten har i forbindelse med sin forelæggelse af sagen nævnt, at bevismaterialet i sagen i høj grad består af e-mailkorrespondancer.

Der er også indkaldt en række vidner, som skal afgive forklaring i sagen.

Nordic Waste gik konkurs i januar 2024 i kølvandet på det store jordskred, der for alvor tog fart i december 2023.

Virksomhedens ledelse og ansatte forlod stedet og overlod opgaven med at inddæmme konsekvenserne af jordskreddet til Randers Kommune.

I forbindelse med virksomhedens konkurs i januar 2024 skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stoppede som følge af konkursen og ikke ville blive overtaget af selskabets ejere.

Søsterselskabet DSH Recycling ApS, der ejer grunden i Ølst, kom under konkursbehandling i november 2024.

Den civile sag anlagt af konkursboerne er det første retsopgør efter jordskreddet ved Nordic Waste, men flere sager er på vej.

Konkursboerne oplyste i juni, at man vil anlægge en erstatningssag mod seks ledelsesmedlemmer fra Nordic Waste og DSH Recycling.

Her kræves 450 millioner kroner i erstatning fra ledelsesmedlemmerne.

Det svarer ifølge konkursboerne til de udgifter, som kreditorerne, herunder Miljøstyrelsen og Randers Kommune, har haft i perioden, hvor de var myndighedsansvarlige for jordskreddet.

De tre selskaber, der er stævnet i sagen ved Retten i Randers, afviser kravene og vil frifindes. Det har advokat Amelie Brofeldt, der repræsenterer selskaberne, oplyst ved retsmødets begyndelse.

Retten i Randers har afsat 11 retsdage frem til slutningen af november til behandling af sagen.

RITZAU

Rasmus Paludan kræves igen dømt for at overtræde koranlov

Rasmus Paludan, stifteren af partiet Stram Kurs, stilles igen for retten med påstand om, at han har overtrådt straffeloven ved at behandle Koranen utilbørligt.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Det nævner fem episoder i 2025 foran Indonesiens, Tyrkiets og Pakistans ambassader i København.

Paludan nægter sig skyldig.

Han siger til Ritzau, at anklagemyndigheden tilsyneladende går efter fængselsstraf.

Dette vil dog være i strid med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i andre sager om blasfemi, som ifølge domstolen udelukkende bør føre til bødestraf, siger han.

I anklageskriftet fra Københavns Politi kan man kun læse, at anklagemyndigheden påstår partistifteren idømt “straf”.

– Det var ikke en koran eller en bog, der fremstod som Koranen, der blev brændt i disse sager, siger Rasmus Paludan om de fem episoder.

– Jeg gætter på, at man i retten vil fremføre, at jeg i ytringer insinuerede, at der var tale om bøger, som fremstod som Koranen, uddyber han.

Som den første i landet blev den 44-årige jurist i maj sidste år dømt for at overtræde den omstridte koranlov. Straffen lød på ti dagbøder à 1000 kroner.

Retten mente, at han og en bekendt havde behandlet det religiøse skrift utilbørligt under Folkemødet i Allinge i 2024. Der blev revet nogle sider ud af bogen, som kammeraten til sidst lod falde ned i en vandpyt.

Senere fik han tilladelse til at anke dommen til Østre Landsret, fordi sagen er principiel.

Ankesagen ventes behandlet 3. december i år, og landsretten kommer dermed til at træffe afgørelse, inden Københavns Byret i januar efter planen skal tage stilling til det nye anklageskrift.

Den særlige paragraf i straffeloven om utilbørlig behandling af et religiøst skrift kom til verden efter et stort antal afbrændinger af Koranen.

15 lande fordømte Danmark, noterede den daværende regering i en udtalelse i juli 2023, da man argumenterede for, hvorfor det var nødvendigt at gribe ind over for forhånelser.

Debatten om indgrebet i ytringsfriheden var intens. En tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), har siden udtalt, at loven er et “knæfald for teologiske autokrater”.

I øvrigt har Københavns Politi også udfærdiget anklageskrifter om utilbørlig behandling af Koranen mod to andre personer, fremgår det af Ritzaus aktindsigt.

RITZAU

Medies gennemgang viser eksplosion i voldssager med unge under 15 år

Voldssager med børn under den kriminelle lavalder er eksploderet. På ti år er antallet af sager, hvor 10- til 14-årige er mistænkt for vold, nemlig steget med 225 procent. Det skriver Berlingske på baggrund af en større datagennemgang. Helt konkret er antallet af sager gået fra knap 250 til over 800 fra 2014 til 2024. Avisen konkluderer desuden, at forbrydelserne ser ud til at være blevet grovere, og at sociale medier kan forstærke effekten. Justitsminister Nicolai Wammen siger til avisen, at tallene er bekymrende – særligt fordi der er tale om grov og personfarlig kriminalitet.

OVERBLIK: Flere retsopgør er på vej efter jordskred hos Nordic Waste

Konkursboerne efter Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling kræver 17 millioner kroner tilbagebetalt fra tre selskaber i den bagvedliggende koncern.

Sagen er en udløber af det store jordskred ved Nordic Waste i december 2023.

Få her et overblik over forløbet:

* Jordskreddet ved Nordic Wastes grund i Ølst syd for Randers tog fart i midten af december 2023.

* 19. december 2023 forlod Nordic Waste stedet og overlod opgaven med at få jordskreddet under kontrol til Randers Kommune.

* Derfra gik Randers Kommune i gang med at afværge skreddet, holde det i skak og forhindre forurening af blandt andet Alling Å.

* 19. januar 2024 indgav Nordic Waste konkursbegæring. Virksomheden skrev i en pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stoppede som følge af konkursen og ikke ville blive overtaget af selskabets ejere.

* 20. februar 2024 konkluderede De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – Geus – at jordskreddet stort set havde stabiliseret sig. Geus pegede blandt andet på den store mængde jord, der var deponeret, som en drivende faktor i skreddets udvikling.

* I september 2024 oplyste DSH Recycling, der ejer grunden ved Nordic Waste i Ølst, at virksomheden har stævnet Randers Kommune. Virksomheden mener – modsat kommunen – ikke, at det kan gøres økonomisk ansvarligt for oprydningen efter jordskreddet.

* I november 2024 blev der indledt konkursbehandling mod DSH Recycling.

* 24. februar 2025 besluttede byrådet i Randers at optage et statsligt lån på 290 millioner kroner til at dække de udgifter, kommunen har afholdt til håndtering af jordskreddet.

* I september 2025 slog en advokatundersøgelse bestilt af Randers Byråd fast, at der var fejl og mangler i Randers Kommunes tilsyn med virksomheden. Et bedre tilsyn kunne have medvirket til, at skreddet blev opdaget tidligere og dermed muligvis havde fået et mindre omfang, lød det.

* 29. juni 2026 oplyste konkursboerne efter Nordic Waste og DSH Recycling, at de vil anlægge retssag mod seks ledelsesmedlemmer i Nordic Waste og DSH Recycling med et erstatningskrav på cirka 450 millioner kroner.

Kilder: Randers Kommune, Retten i Randers, Miljøministeriet, Ritzau.

INFO: Ritzau livestreamer klokken 13:00

Fra begivenheden: Statsrevisorerne holder pressemøde om havbrug og pesticider

På Ritzau Streamkanal: 3

Se stream her: https://www.ritzau.dk/Nyhed/Livestream?StreamId=3

Redaktionel kontakt: Scanpix billedredaktør, scanpix@ritzau.dk, 33300450 eller Ritzaus nyhedsredaktør 33300410

Kort beskrivelse: Scanpix dækker pressemødet med foto og livestream
Livestream på kanal 3 leveres af Folketinget tv

Skatteminister vil give boligejere ret til ny vurdering

Boligejere, der er utilfredse med deres ejendomsvurdering, skal have mulighed for at få en uafhængig tredjepart til at vurdere den. Det siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt på et pressemøde mandag. Det sker, fordi der er fundet nye fejl i det digitale vurderingssystem. Ifølge ministeren er det nødvendigt med nye metoder for at genvinde tilliden, og han ønsker, at et rigtigt menneske skal kunne vurdere tallene. Det ligger endnu ikke fast, hvordan det konkret skal foregå. Men Jakob Engel-Schmidt forestiller sig, at det kan være en lokal ejendomsmægler.

Skatteminister vil give boligejere ret til ny vurdering

Boligejere, der er utilfredse med deres ejendomsvurdering, skal have mulighed for at få en tredjepart til at vurdere den, siger skatteminister.

AfD vil undersøge opbakning blandt andre politikere efter valgsejr

Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) vil forhandle med individuelle parlamentariske grupper og politikere, for at undersøge om de vil støtte partiet i at danne regering i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.

Det siger AfD’s spidskandidat i delstaten, Ulrich Siegmund, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Vi vil selvfølgelig afholde samtaler for at se, om der er – og dette er en afgørende besked i dag – individuelle parlamentariske grupper eller individuelle medlemmer af parlamentet, som er villige til at slutte sig til os for at håndtere denne historiske opgave, siger han.

Partiet fik 43,8 procent af stemmerne ved valget i Sachsen-Anhalt søndag.

Det ventes at give 39 ud af 83 pladser i delstatens parlament. Dermed har AfD brug for opbakning fra yderligere mindst tre mandater for at have flertal i parlamentet.

AfD ligger politisk ude på højrefløjen og er kritisk over for indvandring og EU. Partiet er desuden fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]