Seneste nyheder

2. november 2026

Fem personer er døde efter ulykke med fragtfly i lufthavn i Miami, oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

På et mål af den indskiftede stopper Federico Gatti to minutter inde i tillægstiden afværger Juventus et nederlag og spiller 1-1 hjemme mod AC Milan i den italienske Serie A.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen sender lovforslag om aldersgrænse på sociale platforme i høring

Regeringen udsender mandag et udkast til et lovforslag om en ny aldersgrænse på 15 år for brug af sociale platforme.

Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Politiken.

– En aldersgrænse sætter selvfølgelig en stopper for en del af brugen, men skal i virkeligheden også bidrage til en normændring, så børn og unges debut på sociale medier bliver udskudt, siger hun til avisen.

Efter planen skal lovforslaget fremsættes i Folketinget i begyndelsen af 2027 med henblik på at træde i kraft 1. juli samme år.

Den tidligere SVM-regering indgik allerede i november sidste år en aftale om en aldersgrænse på 15 år.

Her var der dog en mulighed for, at forældre kunne give børn ned til 13 år lov til at bruge sociale platforme alligevel.

Den undtagelse er fjernet fra det nye lovforslag, der sendes i høring mandag, skriver Politiken.

RITZAU

Fem mister livet efter ulykke med fragtfly i Miami

Fem personer er døde efter en ulykke med et fragtfly i en lufthavn i Miami i den amerikanske delstat Florida.

Det siger embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den internationale lufthavn i Miami indstillede søndag aften alle flyafgange på grund af et fragtfly, der var kørt for langt på landingsbanen i forbindelse med en landing, skrev BBC tidligere.

Ifølge mediet er der tale om et fly af typen Boeing 767, som i dette tilfælde er ejet af handelsgiganten Amazon og bruges til at fragte varer.

På videoer fra stedet kan man blandt andet se flyet ligge i nærheden af en trafikeret vej, mens en sort, tæt røgsky stiger op fra flyet.

RITZAU

Wimbledon-mester slår ukrainer efter fem missede matchbolde

Den ukrainske tennisspiller Marta Kostyuk afværgede fem matchbolde og lurede på et vildt comeback i US Open, men Linda Noskova endte med at vinde i tre sæt.

Med søndagens dramatiske sejr på 7-5, 5-7, 6-4 er Noskova klar til kvartfinalen i årets sidste grand slam-turnering.

Generelt var der tale om en tæt og velspillet kamp med masser af seværdige og lange dueller.

Noskova spillede sig frem til to matchbolde i egen serv i andet sæt, men Wimbledon-mesteren missede dem begge og endte med at tabe sættet.

I tredje sæt spillede tjekken sig igen frem til matchbolde i egen serv, og Kostyuk afværgede tre af dem og var ved at gentage bedriften fra andet sæt.

Først på sin sjette matchbold lykkedes det for Noskova at vinde pointet og dermed kampen.

I kvartfinalen skal Noskova møde verdensetteren Aryna Sabalenka.

Belaruseren bookede sin plads i kvartfinalen ved at besejre amerikaneren Taylor Townsend med cifrene 6-4, 6-3 tidligere søndag aften dansk tid.

Sabalenka har fortsat ikke tabt et sæt i dette års US Open.

RITZAU

Spøgelsesbilist har forårsaget flere uheld på Amagermotorvejen

En spøgelsesbilist har søndag aften forårsaget flere færdselsuheld på Amagermotorvejen.

Det oplyser vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til Ritzau.

– Vi har bragt en spøgelsesbilist til standsning. Der er tale om en ældre herre, der fremstår konfus, siger han.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at manden forsætligt har kørt imod kørselsretningen.

Der er ikke meldinger om tilskadekomst.

Manden er kørt fra Vestegnen mod Amager, og anmeldelsen indløb klokken 20.43.

Københavns Politi er ved at danne sig et overblik over, hvor mange færdselsuheld den ældre mand har forårsaget.

– Der har i hvert fald været et færdselsuheld på Vestegnen, og så er der en motorcyklist, der skal være ramt omkring broen, siger Rasmus Nielsen og tilføjer:

– Der er kommet en melding fra Trafikinformationscenteret om, at der har været flere uheld undervejs. De har kamera på strækningen, så vi er ved at indhente videoer.

En vognbane er spærret på Amagermotorvejen som følge af episoden.

– Vi er stadig ude på motorvejen og arbejder med flere patruljer, siger Rasmus Nielsen.

Han opfordrer til, at man viser hensyn til politiets arbejde og følger eventuelle hastighedsnedsættelser.

RITZAU

Brøndby-træner skal holde spillere fri af spøgelser

Thomas Nørgaard fik en lovende start på sin karriere som cheftræner i Brøndby, da holdet åbnede Superligaen med at hente 13 point i de fem første kampe.

Men efter et klart nederlag på 1-3 i Farum mod FC Nordsjælland leverede Brøndby sæsonens dårligste præstation søndag, hvor Randers vandt 3-0 på Brøndby Stadion.

Det gør ondt og sætter tanker i gang, erkender træneren. Men han mener også, det er vigtigt, at holdet husker de fem første kampe i sæsonen og ikke tænker på de spøgelser i fortiden, som i perioder har gjort spillet forkrampet foran egne krævende fans.

– Der er nogle spøgelser her på stadion, fordi holdet tabte meget på et tidspunkt, og når man så taber nogle kampe, kan man med det samme hoppe tilbage i den fortælling, siger han til Viaplay.

– Det er min fornemmeste opgave nu og her at minde spillerne om, at vi efter syv kampe har 13 point, som er næsten to i snit. Så noget har jo været godt nok til at levere fornuftigt og acceptabelt.

Han lægger ikke skjul på, at indsatsen mod Randers var under det niveau, holdet som minimum skal kunne præstere på.

Blandt andet var der store huller i defensiven, som Randers kynisk udnyttede, men i den anden ende af banen har kampene mod FCN og Randers givet anledning til panderynker.

– Der er vel et vink med en vognstang, når vi allerede skifter et par stykker i startopstillingen, og vi skifter de tre forreste undervejs. Det er jo, fordi vi føler, at vi ikke bliver farlige nok, slår han fast.

En af dem, som skal sørge for de kreative indslag, er midtbanespilleren Mads Frøkjær-Jensen. Han havde Brøndbys største chance i kampen ved 0-1, men missede, og det var kendetegnende for holdets præstation.

– Vi var bare ikke skarpe i felterne. Det var helt vildt. Man kan have nok så meget boldbesiddelse og spille den rundt, men vi skabte ikke nok. Det er bare dårligt, siger han til Viaplay.

RITZAU

Tysklandskender ser tre mulige veje for AfD efter valg i Sachsen-Anhalt

Der kan ses tre mulige scenarier for, hvordan den politiske situation kan ende i den tyske delstat Sachsen-Anhalt efter landdagsvalget søndag.

Det vurderer Mads Jedzini, der er ph.d.-stipendiat ved Tænketanken Europa og har indgående kendskab til tysk politik og samfundsforhold.

Han giver sin vurdering af situationen, på et tidspunkt hvor det endelige resultat ikke er kendt endnu.

Men prognoser viser søndag aften, at AfD står til 44 procent af stemmerne, mens konservative CDU ligger som nummer to med 18 procent.

Det store spørgsmål er, om AfD får absolut flertal eller ej. Det kræver 42 mandater ud af i alt 83 mulige.

Foreløbigt ligger partiet i prognoserne til mellem 39 og 41 mandater, men det kan få betydning, om de små partier klarer spærregrænsen eller ej.

Partiet BSW ligger på vippen i prognoserne.

Mads Jedzini kalder det et “mudret resultat” og ser – med forbehold for, at der ikke er et endeligt resultat endnu – tre mulige scenarier for sig.

– Enten kommer AfD til magten alligevel hjulpet af BSW, som ligger på spærregrænsen. Eller også slår alle andre partier sig sammen og laver en kludret regering, som næppe er specielt bæredygtig på længere sigt.

– En tredje model kan være en mindretalsregering ledet af de konservative, som vil søge flertal mere løst. Det flertal skal så komme fra alle de andre.

Mads Jenzini tilføjer, at det er svært at se et stærkt politisk projekt for sig, hvis alle partier fra de konservative til den yderste venstrefløj må finde sammen.

– Det er heller ikke sikkert, at der vil være stor appetit på det for de konservative, for det er en bitter pille at sluge.

– Samtidig er det vand på AfD’s mølle, for det vil bekræfte fortællingen om, at det er os mod dem, forklarer han.

AfD er kritisk over for indvandring, EU og fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.

I Sachsen-Anhalt og fire andre delstater er partiet af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste blevet klassificeret som en “højreekstremistisk organisation”.

De andre partier har afvist at samarbejde med AfD. Den politik kaldes brandmuren.

RITZAU

Effektivt Randers-hold straffer Brøndbys boldflytteri

Det er blevet hverdag i Brøndby efter en lovende start under den nye cheftræner Thomas Nørgaard.

Mens nederlaget ude mod FC Nordsjælland i sidste runde ikke gav anledning til de store alarmklokker, så må søndagens 0-3-bet hjemme mod Randers FC give bekymring på den københavnske vestegn.

For selv om Brøndby havde bolden meget, mangler der evner i det chanceskabende spil.

Nederlaget efterlader Brøndby på femtepladsen med 13 point for syv kampe. Randers kommer med sejren op på ti point på syvendepladsen.

Gæsterne fik en drømmestart, da et godt pres førte til en erobring højt på banen efter få minutter.

Bolden endte hos Elies Mahmoud, som trykkede af fra distancen og satte bolden ind via stolpen.

Kronjyderne havde god succes med presspillet i kampens indledning, før Brøndby fandt sig selv. Stille og roligt overtog hjemmeholdet mere af spillet, men det kneb gevaldigt med at skabe store chancer.

Mads Frøkjær-Jensen havde en enkelt stor mulighed, men afsluttede svagt.

Det sidste kvarter sad Brøndby stort set på alt, men kort før pausen var det Randers, som fik bolden i nettet efter en dødbold. VAR-tjekket fandt dog en offside, som reddede Brøndby fra at komme bagud med to.

Hjemmeholdet satte sig også på spillet efter pausen for at spille sig frem til chancer, mens Randers lukrerede på kontramuligheder. Og gæsterne var klart dygtigere til sidstnævnte, end Brøndby var til førstnævnte.

Paul Izzo skulle ikke finde mange redninger frem på de ufarlige Brøndby-forsøg, der sjældent ramte målet.

Ret skal være ret. Heldet var også med gæsterne. Da Mike Themsen efter 66 minutter gjorde det til 2-0, havde han både en afretning og stolpen med sig.

Thomas Nørgaard skubbede sit hold endnu længere frem i en offensiv satsning. Men bare fem minutter senere blev det straffet.

Et boldtab i opspillet kort efter gav indskiftede Mohamed Sankoh en friløber fra midten og kø ved udgangene på stadion efter kampens sidste scoring.

RITZAU

AfD’s hovedperson ser klart mandat til at danne regering efter valgsejr

AfD’s spidskandidat i Sachsen-Anhalt, Ulrich Siegmund, ser foreløbige resultater af delstatsvalget søndag som et klart mandat til at danne regering for sit parti.

Det siger han ifølge mediet Tagesschau, efter at prognoser viser over 44 procent af stemmerne til partiet.

– Vi har skrevet historie i dag, lyder det søndag aften, mens stemmerne stadig bliver talt op i den tyske delstat.

Siegmund vil række hånden ud til andre politiske kræfter, men kun til dem, der ønsker at være med til en klar politisk kursændring, lyder det.

– Det, der ikke kommer til at ske med mig, er at bøje vores egne værdier for at opnå muligheden for at komme til magten, siger han.

Inden valget havde Siegmund ifølge Tagesschau ellers sagt, at AfD kun vil regere med et absolut flertal. Det kræver 42 mandater ud af de i alt 83 mulige.

Prognoserne søndag aften omregner AfD’s stemmer til mellem 39 og 41 mandater. Men der er altså ikke tale om de endelige resultater endnu.

Andre partier har afvist at samarbejde med det højreorienterede pari. Det skyldes den såkaldte brandmur, der handler om at holde det yderste højre uden for indflydelse.

Den brandmur har vælgerne dog stemt ned, siger medstifter og en af AfD’s to ledere Tino Chrupalla til ARD søndag aften.

De traditionelle partier er blevet stemt ud, siger han.

– Eller rettere: Vælgerne har afsagt en klar dom – og jeg kan kun opfordre dem (partierne, red.) til at erkende, at brandmuren i dag definitivt er blevet afvist af vælgerne, siger Chrupalla til ARD.

Den anden AfD-leder Alice Weidel siger til det tyske medie ARD, at partiet er klar til at tale med enhver “fornuftig” partner.

Hun konstaterer, at “vi har fået et meget klart mandat til at regere her”.

Hvordan magten lander i Sachsen-Anhalt, kommer især an på, hvordan det går de små partier, og om de klarer spærregrænsen på fem procent.

Venstrefløjspartiet BSW, som går ind for større social og økonomisk lighed og en strammere migrationspolitik, ser ifølge prognoserne ud til at være lige på vippen – i en prognose er de inde, i en anden ude.

Til ARD siger spidskandidat Claudia Wittig, at partiet kan samarbejde med AfD på enkelte politikområder.

– Vi vil altid beslutte os ud fra substans, siger hun og nævner energipriser som et område, hvor man kan arbejde sammen med AfD.

Wittig siger samtidig, at det ville være “fuldstændig udemokratisk” ikke på en eller anden måde at involvere AfD i en regeringskonstellation med tanke på deres valgresultat.

RITZAU

Mand i 30’erne er varetægtsfængslet efter knivstikkeri på værtshus

En mand i 30’erne er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for et knivstikkeri på værtshuset Møllesten i Sakskøbing natten til søndag. Her blev en mand i 60’erne og en kvinde i 40’erne stukket med en kniv. De er begge blevet behandlet for deres skader og er erklæret uden for livsfare. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst. Vagtchef Benjamin Voss fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi oplyser, at det endnu ikke står klart, hvad der skete forud for knivstikkeriet. Han kan heller ikke oplyse, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

31-årig mand er død efter skub ned ad betontrappe

En 31-årig mand er død, efter han torsdag blev skubbet ned ad en betontrappe i en opgang i Randers. Han døde lørdag. Det oplyser Østjyllands Politi til Randers Amtsavis. En 26-årig mand er sigtet for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder i sagen. Anklagemyndigheden mener, at han skubbede den 31-årige i brystet, så han faldt ned ad trappen og slog hovedet. Det skriver Randers Amtsavis. Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete, da den 31-årige mødte uønsket op i lejligheden. Den 26-årige blev fredag varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kalder et møde søndag med USA’s særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner for “meget indholdsrigt”.

Det skriver Reuters.

Ifølge Zelenskyj har mødet blandt andet handlet om sikkerhed og økonomiske garantier for Ukraine, skriver mediet.

Valgstedsmålinger: AfD står til 44 procent ved tysk delstatsvalg

Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) står til 44 procent af stemmerne ved søndagens landdagsvalg i Sachsen-Anhalt.

Det viser en valgstedsmåling fra det tyske medie ZDF.

Hos ARD står det indvandringskritiske parti til 44,5 procent af stemmerne.

Valgstedsmålingerne, som ikke er det endelige valgresultat, er blevet offentliggjort, efter at valgstederne lukkede klokken 18.00.

Valgstedsmålinger udarbejdes på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, og hans konservative parti CDU står til tilbagegang i delstaten, som partiet har styret siden 2002.

CDU står til 18,5 procent af stemmerne ifølge valgstedsmålingen fra ARD.

I 2021 fik partiet 37,1 procent.

Der er forskel i de to valgstedsmålinger på, hvilke partier der klarer spærregrænsen, som er på fem procent.

Ser man på ARD’s valgstedsmåling, kommer både socialdemokratiske SPD og De Grønne ind. Det samme gør venstrefløjspartiet Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW).

Men hos ZDF står BSW til 4,8 procent og dermed lige præcis ikke nok til at klare spærregrænsen.

Om de små partier klarer spærregrænsen eller ej, kan få betydning for, om AfD får absolut flertal og kan regere delstaten alene.

Hos ARD står AfD til at få 39 ud af de i alt 83 mandater, der er på spil, mens ZDF giver partiet 41 mandater.

Ulrich Siegmund, der er spidskandidat for AfD i Sachsen-Anhalt, siger ifølge nyhedsbureauet AFP efter de offentliggjorte valgstedsmålinger, at “vi har skrevet historie i dag”.

Han siger også ifølge Reuters, at AfD vil “række hånden ud til alle demokratiske kræfter, som ønsker at føre en bedre politik”.

Siegmund er 35 år og blev i august udråbt til “Tysklands farligste mand” af magasinet Der Spiegel.

I Sachsen-Anhalt og fire andre delstater er AfD af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste blevet klassificeret som en “højreekstremistisk organisation”, skriver dpa.

Både i Tyskland og i udlandet er mange øjne rettet mod, hvordan det går AfD ved valget i Sachsen-Anhalt, der ligger i den østlige del af Tyskland og har godt 2,1 million indbyggere.

AfD har ligesom flere andre højrepartier i Europa oplevet fremgang i de seneste år med økonomisk uro.

Partiet blev dannet i 2013, men det har aldrig indgået i en koalition i en delstat eller den tyske regering, da de øvrige partier samarbejder om at holde AfD ude.

Det er det, der kaldes en brandmur mod AfD. Og det er den brandmur, som partiet håber at komme over med et absolut flertal.

Valgdeltagelsen i Sachsen-Anhalt ser ifølge tyske medier til at ende omkring 75-80 procent.

For fem år siden lå stemmeprocenten på 60,3 procent.

Tyskland er en forbundsstat med i alt 16 delstater.

Delstaterne kan træffe beslutninger på en række områder. Det gælder kultur-, uddannelses- og sundhedspolitik samt politi og daglige retshåndhævelse.

På forbundsniveau derimod bestemmes udenrigs-, social- og arbejdsmarkedspolitik samt økonomisk politik.

RITZAU

Herning får igen finske Champions League-tæsk på isen

Mens Herning Blue Fox dominerer den danske ishockeyliga, har holdet fået sin sag for i Champions League.

Søndag eftermiddag blev det for anden gang på tre dage til et hjemmenederlag til en finsk modstander, da Herning tabte 2-7 til SaiPa.

De finske gæster bragte sig foran 5-0, inden Hjalte Thomsen og Oliver Kiljunen reducerede sidst i anden periode. Men med to scoringer i tredje periode genetablerede SaiPa det komfortable forspring.

Fredag tabte Herning 2-5 til KooKoo og er dermed uden point efter to runder. De to næste af i alt seks gruppekampe venter i den kommende weekend. På udebane skal Herning møde Liberec fra Tjekkiet og tyske Eisbären Berlin.

RITZAU

Wout van Aert vinder 15. etape af Vuelta a España som den stærkeste i et udbrud på fem mand.

Det er belgierens anden etapesejr i årets løb.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Søndag den 6. september 2026 Udsendt kl. 17.00 Oversigt:
Meteorologens overblik: Ret ustadig vejruge i vente

Mandag aften og natten til tirsdag:
Om aftenen og natten en overgang skyet med regn vestfra, efterfulgt af vekslende skydække og enkelte byger. Temp. ned mellem 13 og 18 grader, og let til frisk sydlig vind, der drejer til sydvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Tirsdag:
Skyet med udbredt regn det meste af dagen. Temp. op mellem 16 og 19 grader, og let til frisk vind fra sydvest, ved Vestkysten op til hård vind. Om aftenen og natten vekslende skydække og byger hist og her, der efterhånden lokalt kan være med hagl og torden. Temp. ned mellem 10 og 16 grader, køligst i Jylland. Let til frisk vind fra sydvest og syd, ved kysterne stedvis hård vind.

Onsdag:
En del byger, lokalt med hagl og torden, men også perioder med lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 15 og 18 grader, og let til frisk vind fra syd og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. Om aften og natten efterhånden mere tørt, men forsat enkelte byger. Temp. ned mellem 10 og 14 grader. Let til frisk vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Torsdag:
Lidt eller nogen sol og en del byger, med risiko for hagl og torden. Dagtemp. op mellem 15 og 17 grader, om natten ned mellem 7 og 14 grader. Jævn til hård vind omkring vest, der aftager noget fra sidst på dagen.

Fredag:
Mest skyet og især i det jyske udbredt regn. Dagtemp. mellem 15 og 19 grader, om natten ned mellem 12 og 16 grader. Let til jævn vind mest fra omkring syd.

USA-udsending kalder møde med Zelenskyj vigtigt og indholdsrigt

Den amerikanske udsending Steve Witkoff siger efter et møde søndag med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at mødet har været både vigtigt og indholdsrigt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den ukrainske præsident har ligeledes meddelt, at det første møde er overstået.

Zelenskyj har tidligere fortalt, at der først vil blive afholdt ét møde om forhandlingerne, hvorefter der vil blive afholdt endnu et møde, hvor også europæiske sikkerhedsrådgivere vil deltage, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner ankom til den ukrainske hovedstad Kyiv søndag omkring middag dansk tid.

De to udsendinge mødtes lørdag med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva.

Witkoff og Kushner besøger de to lande i et forsøg på at finde en løsning på krigen mellem landene.

RITZAU

Rødt kort og brølere fører til nyt lavpunkt for Sønderjyske

Sønderjyske har fået en svær start på sæsonen, og søndag førte store individuelle fejl til det sjette nederlag i Superliga-kamp nummer syv.

Trods en føring på 1-0 betød et rødt kort og igen flere målmandsfejl et nederlag på 2-5 til oprykkeren AC Horsens.

Dermed har Sønderjyske stadig kun et enkelt point i bunden af rækken. Horsens kom op på ti point.

Alt tegnede ellers lyst for Sønderjyske, der dominerede de første ti minutter og kronede det med et vidunderligt debutantmål.

Nyindkøbte Osaze de Rosario halvvejs saksede et indlæg i kassen til 1-0, og kort efter var en Horsens-fejl ved at føre til endnu en Sønderjyske-scoring.

Desværre for Sønderjyske kom to andre debutanter til at spille mindre flatterende hovedroller i kampen.

Gæsterne fik arbejdet sig ind i kampen. Flere dueller blev vundet, og det overraskede tydeligt sønderjyderne, at presset kom hårdere og hurtigere.

Og det fik sønderjyderne ikke indstillet sig på, før et par graverende fejl sendte dem mod endnu en resultatmæssig afgrund.

Horsens fik udlignet ved Ole Kolskogen efter 20 minutter, da hjemmeholdet ikke formåede at cleare en dødbold, og derfra gik det kun én vej for sønderjyderne. Det var ned ad bakke.

En anden af holdets debutanter, stopperen Stefan Velkov, tog alt for let på det som bageste mand midtvejs i halvlegen. Kelvin Ehibhatiomhan kunne prikke bolden fra ham og sætte i løb mod mål.

Velkov trak ham ned og fik marchordre. Det så ud til at være lidt hårdt dømt, men det røde kort blev fastholdt.

Derouten fortsatte for hjemmeholdet efter en halv time, da den nye keeper Nick Shinton viste, at han måske ikke er løsningen på de målmandsproblemer, som Marcus Bundgaard og Nicolai Flø har fremvist i sæsonstarten.

Efter en halv time fumlede han et ellers ufarligt skud, så Yamirou Ouorou let kunne prikke Horsens foran med 2-1.

Ti minutter efter pausen kom han helt forkert ud til et indlæg, som endte hos Abdul Moro, der flot flugtede den ind til 3-1.

Det nærmede sig en regulær ydmygelse, da Ehibhatiomhan gjorde det til 4-1, og Alexander Munksgaard lige efter lavede et klodset selvmål.

Alt gik galt for bundholdet, som dog fik en reducering ved Mohamed Cherif.

Det gjorde dog intet ved billedet af, at Sønderjyske er et hold med store problemer.

RITZAU

Nye danske statsborgere fejres på Christiansborg

I dag bliver omkring 2000 nye danskere fejret på Christiansborg. Det sker til den årlige statsborgerskabsdag. Folketingets formand, Søren Gade, åbner arrangementet. Han opfordrer de nye statsborgere til at engagere sig i fællesskabet. Et statsborgerskab er nemlig både en ret og en pligt, lyder det fra formanden. Men mens de nye statsborgere bliver fejret, må andre væbne sig med tålmodighed. Regeringen har nemlig sat behandlingen af nye ansøgninger om statsborgerskab i bero siden marts. Det betyder, at tusindvis af ansøgere fortsat venter på svar.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]