Seneste nyheder

3. november 2026

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Mandag den 31. august 2026.

Udsendt kl. 23.15

Østersøen:
Onsdag
Om dagen kuling fra vest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Om dagen sydvest 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s.
Fredag
Kuling fra sydvest 13 til 18 m/s.
Lørdag
Vest 8 til 13 m/s.
Søndag
Vestlige Østersø vest 3 til 8 m/s. Østersøen omkring Bornholm vest 8 til 13 m/s.

Indre danske farvande:
Onsdag
Om dagen kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Vest 6 til 11 m/s.
Fredag
Om dagen kuling fra sydvest 11 til 16 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.
Lørdag
Kuling fra vest 9 til 14 m/s.
Søndag
Om dagen vest 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten vest 4 til 9 m/s.

Skagerrak:
Onsdag
Kuling fra sydvest 9 til 14 m/s.
Torsdag
Vest 7 til 12 m/s.
Fredag
Vest 7 til 12 m/s.
Lørdag
Kuling fra vest 10 til 15 m/s.
Søndag
Sydvest 7 til 12 m/s.

Nordsøen:
Onsdag
Om dagen vest 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Fladen vest 4 til 9 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber kuling fra syd 11 til 16 m/s.
Torsdag
Om dagen kuling fra syd 10 til 15 m/s. Tyskebugt kuling fra nordøst 11 til 16 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 9 til 14 m/s.
Fredag
Om dagen kuling fra sydvest 13 til 18 m/s. Fladen sydvest 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.
Lørdag
Om dagen vest 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s. Dogger og Humber vest 2 til 7 m/s.
Søndag
Om dagen sydøst 5 til 10 m/s. Fisker nordvest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Fladen vest 3 til 8 m/s. Dogger og Humber nordvest 8 til 13 m/s. Tyskebugt sydøst 5 til 10 m/s.

FC København sender målmand til Kroatien på leje

Målmanden Dominik Kotarski forlader FC København og vender hjem til Kroatien.

FC København skriver på sin hjemmeside, at Dinamo Zagreb har lejet Kotarski i resten af sæsonen og samtidig sikret sig en købsoption på den 26-årige keeper.

– Vi har haft en åben dialog med Dominik, da han udtrykte et ønske om at vende hjem med sin unge familie. Det var naturligvis betinget af, at vi hentede en målmand fra øverste hylde, hvilket vi efterfølgende var i stand til, siger FC Københavns fodbolddirektør, Kristjaan Speakman.

FC København lejede tidligere på måneden tyskeren Diant Ramaj, der har snuppet pladsen som førstemålmand i hovedstadsklubben.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har bedt techgiganten Apple om at omdøbe Lake Ontario til Lake America på selskabets platforme.

Det siger den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, ifølge det britiske medie BBC.

Lake Ontario – eller på dansk Ontariosøen – er den mindste af De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada, og den er endt midt i en navne- og handelsstrid mellem de to lande.

Trump har udsendt et dekret om en navneændring i USA.

Google Maps har siden omdøbt søen.

Højesteret giver grønt lys til Trumps milliarddyre balsal

Mandag gav USA’s højesteret grønt lys til, at Donald Trumps administration kan fortsætte byggeriet af en stor balsal i Det Hvide Hus. Projektet koster omkring 2,6 milliarder kroner. Sidste år fik Trump revet østfløjen ned for at gøre plads til balsalen. Men det skete uden godkendelse fra Kongressen. Derfor kalder højesteretspræsident John Roberts også opførelsen for sandsynligvis ulovlig. Det skriver Reuters. Højesteret har i afgørelsen ikke taget stilling til, om selve byggeriet er lovligt. Dommerne konkluderer blot, at den organisation, der lagde sag an, sandsynligvis ikke havde juridisk ret til det.

Arsenal vinder 1-0 på udebane over Aston Villa i den engelske Premier League.

To anholdt efter knivstikkeri foran værtshus i Aalborg

To personer er såret af knivstik efter slagsmål uden for et værtshus i Aalborg.

Det fortæller TV2 Nord, som samtidig beretter om “massiv” tilstedeværelse af politifolk på gerningsstedet ud for værtshuset Boulevard Cafeen i Aalborgs centrum.

Ifølge vagthavende Thomas Ottesen, der er vagthavende hos Nordjyllands Politi, har man pågrebet to mistænkte, der ellers var stukket af fra gerningsstedet.

Det var en hundepatrulje, der opsporede de to formodede overfaldsmænd, som samtidig var i besiddelse af det, man formoder er gerningsvåbnet.

De to ofre, der begge havde stiklæsioner i de nedre regioner, er kørt på traumecentret. Deres tilstand er indtil videre ukendt.

RITZAU

Trump har historisk lav opbakning blandt vælgerne i USA

Opbakningen til Donald Trump har ramt et historisk lavpunkt. Lige nu er det kun 33 procent af de amerikanske vælgere, der bakker op om præsidenten. Det viser en ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for Reuters. Det er den mindste opbakning, Trump hidtil har kunnet mønstre. Til sammenligning kom hans forgænger, Joe Biden, aldrig så langt ned. De dårlige tal kommer på et skidt tidspunkt. Til november er der nemlig midtvejsvalg, hvor Republikanerne skal forsøge at forsvare deres smalle flertal. Samtidig viser målingen, der blev afsluttet mandag, at 71 procent er utilfredse med Trumps håndtering af leveomkostningerne.

Kong Haralds kiste må ses men ikke fotograferes

Det er ikke tilladt at filme eller tage billeder af kong Haralds kiste, når slotskapellet åbnes for offentligheden mellem klokken 14.00 og 18.00 tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Det er heller ikke tilladt at lægge blomster og hilsner eller at medbringe en barnevogn, store genstande eller et kæledyr, medmindre kæledyret er en servicehund.

Tidligere mandag blev kong Haralds kiste flyttet fra slottets røde salon til slotskapellet.

Forrest gik kong Haakon og hans datter, kronprinsesse Ingrid Alexandra, da kisten blev båret gennem slottet.

Også prins Sverre Magnus, prinsesse Märtha Louise og hendes børn var med til at fragte kong Haralds kiste.

Der vil hver dag frem til dagen før begravelsen være åbent for offentligheden fra klokken 10.00 til klokken 18.00.

Kong Harald bliver begravet den 9. september klokken 13.00 i Oslo Domkirke.

Det er samme kirke, hvor han for 58 år siden blev gift med dronning Sonja.

Norges konge, kong Harald, døde som 89-årig fredag klokken 06.35.

Han blev indlagt den 17. august, hvor han i løbet af sin indlæggelse blev behandlet for blodsygdommen hæmolytisk anæmi og en bakteriel infektion i blodet.

RITZAU

OpenAI runder milepæl for salg af reklamer

Det er mindre end et år siden, at OpenAI, der står bag chatbotten ChatGPT, gjorde det muligt at få vist reklamer mod betaling.

Men allerede nu har annonceomsætningen rundet en milliard dollar, hvis man fremskriver det hidtidige salg på årsbasis, fortæller MarketWire.

I en meddelelse fortæller OpenAI mandag, at man allerede har “titusindvis” af annoncører.

Der er hovedsageligt tale om amerikanske virksomheder, men nu sætter man ekstra skub i salget af reklamer til selskaber i blandt andet Europa, Indien og Mellemøsten.

Sidste år omsatte OpenAI for 13 milliarder dollar samlet set, og selskabet fortalte i marts, at den månedlige omsætning havde rundet to milliarder dollar.

Ifølge Bloomberg News har selskabet imidlertid kurs mod en årsomsætning i 2026 – inklusive reklamer – på 40 milliarder dollar.

OpenAI’s primære indkomstkilde er fortsat abonnementsadgang til ChatGPT til virksomheder og private.

Reklamer optræder kun i ChatGPT-svar til brugere med gratisabonnement og det billige Go-abonnement, medmindre man har fravalgt dem.

De påvirker ifølge OpenAI ikke de svar, som chatbotten kommer med.

RITZAU

Kongefamilien lagde roser i blomsterhav for kong Harald

Med en rose i hver hånd trådte kong Haakon og dronning Sonja mandag ud foran den store menneskemængde på slotspladsen ved det norske kongeslot.

Sammen med dronning Mette-Marit og kong Haakons storesøster, prinsesse Märtha Louise, lagde de hver en rose i det blomsterhav, der er vokset frem foran slottet, siden kong Harald gik bort fredag.

Efter at de fire kongelige havde lagt hver deres rose, gik de langs blomsterne og læste nogle af de hilsner, der også er blevet lagt af de fremmødte nordmænd.

Kort forinden havde de allesammen været med til at fragte kong Haralds kiste fra slottets røde salon til slotskapellet.

Det var kong Haakon og hans datter, kronprinsesse Ingrid Alexandra, der gik forrest, da kisten blev båret gennem slottet.

Derudover var prins Sverre Magnus, prinsesse Märtha Louise og hendes børn også med til at bære kisten.

Den bagerste del af kisten blev båret af dronning Mette-Marits søn Marius Borg Høiby, som i øjeblikket er varetægtsfængslet med fodlænke på Skaugum, hvor det nye norske kongepar stadig bor.

Han havde fået tilladelse til udgang fra politiet til flytning af kisten mandag, ligesom han har fået tilladelse til at deltage i begravelsen af kong Harald onsdag 9. september.

Høiby fik den 15. juni fire års fængsel i byretten i Oslo. Han blev dømt for blandt andet to voldtægter.

Borg Høiby har anket dommen for de to voldtægter og et punkt om vold i nære relationer.

RITZAU

FC København lejer ung argentiner i Ajax

FC Købehavn har i sommer sagt farvel til flere offensive profiler, men nu kommer der forstærkning den anden vej.

Hovedstadsklubben meddeler på sin hjemmeside, at den lejer den argentinske offensivspiller Maher Carrizo i Ajax i resten af denne sæson.

– Maher passer perfekt på den profil af kantspiller, som vi har ledt efter, og vi er meget tilfredse med, at aftalen med Ajax er faldet på plads, siger FCK’s fodbolddirektør Kristjaan Speakman til hjemmesiden.

– Han besidder nogle helt unikke kvaliteter, og det er veldokumenteret, at han nyligt skiftede for et betydeligt beløb.

– Vi får en ekstremt motiveret spiller af høj kvalitet, som er utroligt hårdtarbejdende både med og uden bolden – jeg er sikker på, at vores fans vil nyde at se ham i aktion, siger fodbolddirektøren.

Carrizo skiftede i februar fra Velez Sarsfield i hjemlandet til den hollandske storklub, hvor han har haft svært ved at spille sig på holdet.

Han er foreløbig noteret for otte kampe, heraf to i denne sæson, hvor han var på banen i begge kampe mod irske Shelbourne i kvalifikationen til Conference League.

Nu skal han kæmpe sig til en større rolle i FC København, der siden sidste sæson har taget afsked med navne som Elias Achouri, Jordan Larsson og Viktor Claesson.

– Jeg er virkelig glad for, at denne mulighed er opstået, og jeg er meget ivrig efter at komme ud og give alt, hvad jeg har for København.

– Jeg kommer med masser af energi, fart og lyst til at udfordre. Jeg elsker at skabe chancer og score mål, og jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet til succes, siger Maher Carrizo.

RITZAU

Backen Srdjan Kuzmic forlader Viborg FF i Superligaen og skifter til Lorient i den bedste franske række.

Cyberangreb skal styrke virksomheder i Grønland og på Færøerne

Grønlandske og færøske virksomheder får nu mulighed for at blive hacket i tre timer for at styrke deres digitale bolværk.

Cybersikkerhedsinitiativet “Hele Danmark Øver”, der løber af stablen i oktober, er nemlig i år blevet udvidet til hele rigsfællesskabet.

Det oplyser TDC Erhverv, der står for initiativet med andre aktører som brancheorganisationer, myndigheder og virksomheder.

De medvirkende virksomheder bliver tilbudt en test af deres it-systemer med et iscenesat cyberangreb.

John Henriksen, der er administrerende direktør i TDC Erhverv, ser ikke, at grønlandske og færøske virksomheder er mere udsatte for cyberangreb end alle andre.

Men mindre virksomheder er i de seneste år blevet mere udsatte for cyberangreb end tidligere.

– Det er på grund af AI, som gør det muligt for angriberne at blive mere systematiserede. Dermed kan man sige, at det kan betale sig for dem at angribe mindre virksomheder, og i Grønland og på Færøerne er der rigtig mange mindre virksomheder, siger han til Ritzau.

Beredskabsøvelsen “Hele Danmark Øver” er inspireret af et lignende norsk initiativ. Det er tredje gang, at det bliver afholdt i Danmark – og nu denne gang i hele rigsfællesskabet.

Selve øvelsen er fysisk og varer i tre timer. Men det er ikke alene de tre timer, der kommer til at gøre virksomhederne mere modstandsdygtige over for cyberangreb.

Det forklarer John Henriksen, der i stedet forventer, at de deltagende vil “gå derfra med en lille smule ondt i maven”.

– Man kommer derfra med et godt billede af, hvad man har behov for at sætte sig ind i og have styr på i sin virksomhed, inden man bliver ramt af et cyberangreb, siger han.

RITZAU

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/FODBOLD/BYSKOV”, udsendt kl. 18:58 med overskriften “FC Midtjylland sælger midtbanetalent til hollandsk topklub” er korrigeret. I sjette afsnit er 108 korrigeret til 109.

Danmark genåbner ambassade i Syrien efter 12 år

Siden 2012 har den danske ambassade i Syrien været lukket for offentligheden, men nu er dørene igen slået op.

Mandag var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på besøg i Damaskus for formelt at genåbne ambassaden.

Dermed er Danmark et af de første EU-lande, der igen åbner en repræsentation i Syrien.

– Det gør vi for bedre at kunne påvirke udviklingen i Syrien i en positiv retning og bidrage til genopbygningen af landet.

– Genåbningen vil også give bedre forudsætninger for at styrke den diplomatiske relation til transitionsregeringen og samarbejdet om frivillig hjemrejse og tvangsmæssige udsendelser af syrere uden lovligt ophold i Danmark, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Allerede i slutningen af januar meldte den daværende regering ud, at man ville genåbne ambassaden som et led i sin udvisningsreform.

Det skete, efter at Lars Løkke Rasmussen i slutningen af november havde besøgt Syrien som den første minister i 15 år.

Syriens mangeårige præsident, Bashar al-Assad, blev væltet af oprørsstyrker i december 2024.

I stedet har Ahmed al-Sharaa taget over som leder af Syrien. Han var leder af oprørsstyrkerne og den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham.

Danmark har allerede støttet genopbygningen af Syrien med flere hundrede millioner kroner.

Det forventes derudover, at der i år gives tilsagn om yderligere knap 500 millioner kroner i støtte.

RITZAU

Den danske fodboldangriber Casper Tengstedt skifter fra Feyenoord i Holland til franske Toulouse. Det skriver den franske klub på sin hjemmeside.

Vance om video af angreb på olieø: Trump sender en besked til Iran

Donald Trump sendte formentlig en besked til Iran, da han natten til mandag offentliggjorde en video af et fiktivt bombardement af den iranske ø Kharg.

Det siger USA’s vicepræsident, J.D. Vance, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Præsidenten kan godt lide at prøve noget nyt på sociale medier. Han ville være den første til at sige, at han ikke annoncerer militære aktioner på sociale medier, men jeg tror, at han sender en besked til iranerne, siger Vance.

Videoen blev offentliggjort på det sociale medie Truth Social og ledsaget af en tekst. Den er AI-generet og viser det, der ligner et olieraffinaderi og et skib, som bliver sprængt i luften.

Angrebet ses ovenfra – fra et fly eller en helikopter.

– Øen Kharg bliver sprængt i stumper og stykker!!! Præsident DJT, står der i teksten, som ledsager videoen.

“DJT” er præsident Trumps initialer.

USA angreb søndag aften to raketaffyringsramper på den iranske ø Larak, men amerikansk militær afviser at have angrebet Kharg.

Inden den igangværende krig blev 90 procent af al iransk olieeksport skibet ud fra Kharg. Det kan derfor blive yderst kritisk for iransk olieeksport og dermed for den iranske økonomi, hvis øen bliver angrebet.

RITZAU

Minister varsler vindue for ændringer i lov om kvælstofregulering

På torsdag vedtager Folketinget den omstridte gødskningslov. Men nu er der måske hjælp på vej til de danske grøntsagsproducenter. Den nye lov betyder nemlig en hårdere regulering af kvælstof. Og det kan give store merudgifter og dermed dyrere danske grøntsager. Derfor vil regeringen nu sikre en mulighed for at justere loven efterfølgende. Det fortæller minister for natur- og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen. Han vil have en ekspertgruppe til at dobbelttjekke det faglige grundlag for netop grøntsagerne. Præcis hvordan reglerne kan blive ændret, vil ministeren dog endnu ikke sige. Det skal først drøftes i aftalekredsen.

Klaiber skifter Brøndbys kulde ud med Bochum

Brøndby IF siger farvel til forsvarsspilleren Sean Klaiber, der fortsætter karrieren i tysk fodbold hos VfL Bochum.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Den 32-årige hollænder kom til Brøndby for tre år siden og nåede at spille 78 kampe for klubben.

Han var fast mand i lang tid, men under Steve Coopers periode som træner røg Klaiber ud i kulden. Og han er aldrig kommet ind i varmen igen. Den seneste kamp for Brøndby var tilbage i februar.

I Bochum, der spiller i 2. Bundesliga, får han den tidligere AGF-træner Uwe Rösler som chef.

RITZAU

Ritzaus planer for nyheder mandag og tirsdag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]