Seneste nyheder

3. november 2026

Odense Håndbold nedsabler fejlfyldt bundhold med 22 mål

Odense Håndbold er efter den tabte DM-finale og ditto Super Cup mod Team Esbjerg tilbage på sejrssporet.

Onsdag blev Ikast Håndbold slået med fire mål i ligapremieren, og søndag blev bundholdet Skanderborg trynet med hele 42-20.

Kampen var reelt afgjort efter de første 30 minutter.

Da førte fynboerne 20-10 efter et tocifret antal fejl af gæsterne og en lang stribe omsatte kontraløb.

Odenses fløjspillere lavede 13 af de 20 mål, og blandt andre Matilde Vestergaard, som er hentet i HH Elite denne sommer, markerede sig med fem fuldtræffere før pausen.

Kampbilledet ændrede sig ikke markant i anden halvleg, hvor den nye Odense-keeper Johanna Bundsen samtidigt begyndte at tage fra for alvor og gjorde ondt værre for jyderne.

Føringen voksede til 18 mål efter 45 minutter, og ved slutfløjtet var forskellen øget med yderligere fire scoringer.

Vestergaard og den norske fløjkollega Tina Abdulla lavede begge otte mål, mens Bundsen reddede 16 forsøg – heriblandt to straffekast.

I søndagens anden kamp i Kvindeligaen var Viborg HK bagud 16-18 efter 40 minutter, men endte med at slå Silkeborg-Voel med 29-25 efter en stærk slutspurt.

RITZAU

Bruno Fernandes-hattrick rejser Manchester United

Bruno Fernandes stjal showet på Old Trafford, da Manchester United vendte en skidt start til en overbevisende sejr over Ipswich.

Anføreren stod for et hattrick, da United vandt 5-2 over oprykkerne.

Efter at have tabt 0-2 til en anden oprykker, Hull, i sæsonpremieren havde United brug for oprejsningen.

Ligesom i kampen mod Hull fik Manchester United en dårlig start mod Ipswich.

Efter 29 minutter satte Ipswich-kanten Issahaku Fatawu fart på højresiden. Her satte han fuldstændig United-forsvareren Luke Shaw af, nåede til baglinjen og lagde bolden ind til Leif Davis, som sikkert sparkede den i mål til 1-0.

Kort før pausen sørgede Bruno Fernandes for holdets første mål i sæsonen.

Ipswichs Marcelino Nunez gled midt på banen, og det satte gang i en United-omstilling.

Matheus Cunha spillede sin anfører fri, og Fernandes var sikker i afslutningen.

I anden halvleg overtog hjemmeholdet fuldstændig styringen i kampen, og det gav pote efter 56 minutter.

Harry Maguire afsluttede uden for feltet, og bolden ramte Ipswich-stopperen Jacob Greaves, som blev noteret for et selvmål.

Det kunne Maguire og United være glade for. Maguire havde nemlig brugt hånden til at tage bolden ned, men da det ikke var ham, der ramte bolden sidst, blev målet stående.

Greaves blev igen skurken få minutter senere, da han nedlagde Cunha i eget straffesparksfelt. Fra pletten var Bruno Fernandes sikker og scorede sit andet mål i kampen.

Blot syv minutter senere fuldendte han sit hattrick. Efter et par United-afslutninger endte bolden lidt tilfældigt for fødderne af Fernandes, som blot manglede at udplacere Ipswich-keeper Kjell Scherpen.

I det 82. minut scorede United-angriberen Bryan Mbeumo, da han med en teknisk svær afslutning løftede bolden over Scherpen og i mål til 5-1.

Danske Patrick Dorgu startede inde i sidste weekends kamp, men havde mistet sin plads i Michael Carricks startopstilling til kampen mod Ipswich.

Han blev dog sendt på banen til sidst og fik en stor mulighed i det 85. minut, men danskeren måtte se sin afslutning blive reddet.

Ipswich-angriberen Chuba Akpom reducerede i tillægstiden i den silende regn, men det ændrede ikke det store. Manchester United kunne dermed notere sæsonens første sejr.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frederik og Mary deltager i kong Haralds begravelse

Kong Frederik og dronning Mary deltager ved statsbegravelsen for Norges kong Harald i Oslo Domkirke 9. september.

Det meddeler det danske kongehus søndag.

Det betyder, at det danske kongepar må udskyde et planlagt statsbesøg i Belgien. Det skulle have fundet sted 8. til 10. september.

Statsbesøget gennemføres på et senere tidspunkt.

Om andre medlemmer af den danske kongefamilie deltager i begravelsen af kong Harald, vil blive meddelt på et senere tidspunkt, fremgår det af meddelelsen fra kongehuset.

RITZAU

Kong Harald begraves om ti dage i Oslo Domkirke

Norges afdøde kong Harald vil blive begravet onsdag den 9. september.

Ceremonien vil finde sted klokken 13.00 i Oslo Domkirke.

Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Begravelsen vil blive ledet af Olav Fykse Tveit, der er leder af Den norske kirke.

Også Sunniva Gylver, der er biskop i Oslo, domkantor Marcus André Berg og kirkens domkor vil blandt andet bidrage, lyder det.

Det fremgår desuden, at ceremonien vil følge den traditionelle struktur for Den norske kirke.

Det lyder i pressemeddelelsen, at der på et senere tidspunkt vil blive oplyst yderligere detaljer om indholdet og de deltagende ved begravelsen.

Det danske kongehus har netop oplyst, at kong Frederik og dronning Mary vil deltage ved ceremonien.

RITZAU

Real Madrid vinder 4-0 over Malaga i La Liga.

Aston Villa sender topscorer til Saudi-Arabien

Aston Villas topscorer gennem de seneste sæsoner, Ollie Watkins, rykker til Saudi-Arabien, hvor han skal tørne ud for Al Hilal.

Det meddeler Birmingham-klubben søndag på X.

Watkins scorede i sidste sæson 21 mål for Aston Villa og var blandt andet med til at føre klubben til triumf i Europa League.

I alt har han som den første i moderne tid scoret over 100 mål for Aston Villa. I løbet af seks sæsoner blev det til 108 mål i 278 kampe, siden han blev hentet i Brentford i 2020.

Ifølge Sky Sport betaler Al Hilal et beløb svarende til omkring 430 millioner kroner for den 30-årige englænder.

RITZAU

DMI varsler skybrud og torden over hele landet

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler risiko for lokale skybrud og torden over hele landet fra mandag morgen.

– Der er udsigt til en våd mandag med regn og byger samt risiko for lokale skybrud og torden, skriver instituttet på X.

Over det meste af Sjælland gælder varslet fra klokken 08.00 og frem til klokken 20.00.

Det samme gør sig gældende på Fyn og i omkring den ene halvdel af Jylland.

Det skriver instituttet på sin hjemmeside.

Enkelte steder træder varslet dog først i kraft fra klokken 11.00 og frem til 21.00.

Det gælder blandt andet flere nordsjællandske kommuner samt i det meste af Nord- og Østjylland.

Det lyder, at Danmark vil blive ramt af kraftige byger, der stedvis kan karakteriseres som skybrud.

Der er tale om et skybrud, når der falder mindst 15 millimeter nedbør inden for 30 minutter.

Årsagen er et frontsystem, der mandag morgen bevæger sig ind over landet fra sydvest.

Selv om varslet om skybrud på nuværende tidspunkt gælder til senest klokken 21.00, vil der helt frem til midnat natten til tirsdag falde mellem 10 og 20 millimeter regn.

Nogle steder vil der falde helt op mod 40 millimeter, lyder det.

Regnbygerne kan være ledsaget af både lyn og torden.

Det udsendte varsel er af typen kategori 1, hvilket betyder, at DMI forventer voldsomt vejr.

Instituttet understreger, at der løbende vil blive holdt øje med vejrets udvikling.

Hvis det viser sig nødvendigt, vil varslet i den forbindelse også blive justeret.

RITZAU

Dolly Parton er blevet begravet ved enkel ceremoni

Dolly Parton er blevet begravet ved en mindre ceremoni, der fandt sted fredag.

Det skriver Lainey Mae Parton, der var grandniece til countrysangeren.

– Det er svært for mig at lave dette opslag. Jeg ville gerne vente med at sætte ord på det hele til efter, at min “bedste” blev stedt til hvile i går, lyder det i opslaget.

Ifølge mediet Page Six er Parton blevet begravet på Woodlawn Memorial Park og Mausoleum i Nashville i USA.

Det lyder, at omkring et dusin medlemmer af sangerens nærmeste familie samt venner deltog i ceremonien.

Blandt deltagerne var Partons nevø Bryan Seaver, der tidligere på ugen meddelte, at Dolly Parton var gået bort.

RITZAU

Enric Mas (Movistar) vinder 9. etape af Vuelta a España efter en hæsblæsende finale på Alto de Aitana.

Ritzaus planer for nyheder søndag og mandag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Redningsmandskab i Nepal og Kina er i gang med en redningsaktion omkring en tunnel, hvor omkring 350 arbejdere kan være fanget efter pludselige oversvømmelser i regionen onsdag.

Soldater og ingeniører har boret hul gennem jord, mudder og klippestykker, der blokerer indgangen til tunnelen. Dermed kan der pumpes luft ind til de indespærrede.

Antallet af savnede efter naturkatastrofen er søndag oppe på 3048, hvoraf 592 er udlændinge. 797 mennesker er bekræftet døde.

Det skriver Reuters og AFP.

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Søndag den 30. august 2026.

Der er kulingvarsel for Østersøen omkring Bornholm, Vestlige Østersø, Bælthavet og Sundet, Kattegat, Skagerrak, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til mandag aften, udsendt klokken 16.25.

Østersøen omkring Bornholm:
Kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydvest 8 til 13 m/s. Og i den sydøstlige del syd 4 til 9 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag syd 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydvest 9 til 14 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Vest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra syd 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra syd 9 til 14 m/s. God sigt. Sundet: Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag syd 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt.

Kattegat:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra syd 12 til 17 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I nat kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen formiddag vest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag i den østlige del sydvest 4 til 9 m/s. Og i den vestlige del øst 4 til 9 m/s. God sigt.

Fisker:
I den vestlige del nordvest 1 til 6 m/s. Og i den østlige del vest 6 til 11 m/s. God sigt. I nat i den østlige del vest 5 til 10 m/s. I den nordvestlige del øst 2 til 7 m/s. Og i den sydvestlige del sydøst 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra øst 9 til 14 m/s. Og i den nordøstlige del sydøst 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag øst 5 til 10 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1 m.

Tyskebugt:
Sydvest 5 til 10 m/s. God sigt. I nat kuling fra sydvest 11 til 16 m/s. Og i den nordøstlige del sydøst 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra sydvest 13 til 18 m/s. Og i den nordvestlige del syd 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra sydvest 11 til 16 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1,5 m.

Et ældre ægtepar har mistet livet efter en trafikulykke ved Holstebro fredag. Det skriver TV Midtvest søndag eftermiddag.

Islands statsminister vil rette sig efter befolkningens EU-nej

Islands statsminister, Kristrun Frostadottir, afviser at kalde befolkningens EU-nej et “tilbageslag”.

Hun kalder det i stedet en “sejr for demokratiet”, skriver nyhedsbureauet AFP, efter at den nordatlantiske nation har været til folkeafstemning om at genoptage optagelsesforhandlinger med EU.

Frostadottir var ellers på ja-siden, men måtte se 47,2 procent stemme ja, mens 52,8 procent stemte nej.

Stemmeprocenten var på 82,5 procent ifølge islandske RUV.

– Jeg ser det ikke som et tilbageslag. Jeg ser det som en sejr for demokratiet. Der var 80 procent af landet, som engagerede sig i en sag som denne, siger den socialdemokratiske statsminister ifølge AFP.

Hun bekræfter, at “regeringen ikke kommer til at gå videre med optagelsesforhandlinger i denne periode”.

Regeringen havde også lovet at rette sig efter befolkningens ønske. Men afstemningsresultatet var ikke bindende.

RITZAU

Vestmotorvejen åbner igen efter trafikulykke

Der er søndag eftermiddag sket en trafikulykke på Vestmotorvejen i vestlig retning nær Borup ved afkørsel 34.

Først blev motorvejen spærret i vestlige retning, men kort efter klokken 15.40 er den genåbnet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Der er ifølge politiet ingen alvorligt tilskadekomne, men der er materielle skader på køretøjer.

Det var to biler, der kørte sammen, og et forulykket køretøj holdt i midterrabatten.

Omkring klokken 15.40 er arbejdet på stedet dog færdigt.

– Politi og redning er færdig på stedet og der åbnes op, så begge spor er farbare igen, skriver politiet.

RITZAU

Trafikulykke med to biler spærrer Vestmotorvejen

Vestmotorvejen er søndag eftermiddag spærret for trafik i vestlig retning ved afkørsel 34 nær Borup. Det skyldes en ulykke, hvor to biler er kørt sammen. Det ene køretøj holder i midterrabatten. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på deres meddelelsestjeneste klokken 15. Politiet beder bilister om at gøre plads til udrykningskøretøjerne. Samtidig opfordrer de til, at man søger andre veje, hvis det er muligt. Det er ved 15-tiden uvist, præcis hvad der er sket, og om nogen er kommet til skade.

Hvidovre IF vender kampen i anden halvleg og vinder 2-1 over FC Fredericia efter en dramatisk afslutning i 1. division.

Clara Tauson føler sig ovenpå inden US Open

Clara Tauson åbner mandag aften dansk tid sit US Open med et møde med den tidligere mester Sloane Stephens.

Og den 23-årige dansker melder optimistisk ud, efter at hun i denne uge nåede en kvartfinale i WTA 500-turneringen i mexicanske Monterrey.

Her slog hun blandt andet den førsteseedede Ekaterina Alexandrova, der er nummer 19 på verdensranglisten, inden hun tabte kvartfinalen til franske Diane Parry med 3-6, 5-7.

– Kroppen har det fint. Jeg synes især, at jeg fik vist efter de to tresætskampe i sidste uge (denne uge, red.), at jeg var ovenpå fysisk, og det var jeg meget glad for. Så håber jeg på, at det går lige så godt her, siger Tauson til Eurosport.

Danskeren har haft en omskiftelig sæson, men tager mandag et hop fra nummer 42 til nummer 34 på verdensranglisten efter sine sejre i Mexico.

– Min sæson er selvfølgelig ikke den, jeg havde håbet på, men i forhold til, at jeg ikke har præsteret, som jeg havde håbet på, er jeg stadig top 40-50, så det tager jeg, siger Tauson.

Bookmakerne har Tauson som relativt klar favorit mod Stephens, der vandt US Open i 2017 og året efter rundede tredjepladsen på verdensranglisten.

Siden er 33-årige Stephens dog raslet langt ned. I 2025 spillede hun meget begrænset, og hun er aktuelt nummer 208 efter at være vendt mere stabilt tilbage i løbet af 2026.

Tausons kamp står til at starte klokken 20.30 mandag aften dansk tid. Men det afhænger af de tidligere kampe på banen, og formentlig bliver det lidt senere.

RITZAU

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Søndag den 30. august 2026.

Udsigt, der gælder til mandag morgen, udsendt kl. 14.00

Skyet med regn og byger, i løbet af eftermiddagen overvejende tørt sydvestfra og stedvis mulighed for lidt sol. Temp. mellem 15 og 20 grader, og let til frisk, en overgang stedvis hård vind til kuling fra syd og sydvest, i løbet af dagen drejende omkring vest. I aften mest tørt og endnu mulighed for lidt sol, i nat vekslende skydække, og sidst på natten byger fra sydvest. Temp. ned mellem 11 og 17 grader, og let til jævn vind mellem sydøst og sydvest.

Det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, har opsendt det store Nancy Grace Roman-rumteleskop søndag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nu har det påbegyndt rejsen mod det såkaldte Lagrangepunkt 2, som ligger omkring 1,6 millioner kilometer fra Jorden.

Opsendelsen er sket fra Kennedy Space Center i delstaten Florida.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]