Syg hval svømmer i Aarhus Havn
Tophistorien er skrevet og udgivet af TV2 ØSTJYLLAND. Ritzau må ikke krediteres.
INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.
**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****
Torsdag formiddag er en hval blevet spottet i Aarhus Havn. Hvalen har bevæget sig helt tæt på kajen, hvor flere borgere har oplevet det spektakulære syn.
Der er formentlig tale om en pukkelhval. Det fortæller biolog og havekspert ved Kattegatcenteret, Rune Kristiansen.
– Vi troede først, den svømmede med en unge, men det er en luffe, og det bekræfter med 99 procent sikkerhed, at det er en pukkelhval, for det har pukkelhvalen, siger han.
Muligvis er det den pukkelhval, der i folkemunde er blevet døbt Hartwin, der har fundet til det østjyske.
I løbet af den seneste måned har Hartwin bevæget sig rundt i danske farvande, inden da svømmede den rundt i både Skotland, Norge og Holland.
– Den skulle være ved Falster for tiden, der svømmede den for fire dage siden, siger biolog Rune Kristiansen.
Alligevel er der meget, der tyder på, det er Hartwin. Hvalen er nemlig hvid på ryggen, og det tyder på, den har en hudsygdom.
– Den har tydelige kendetegn med en hudsygdom. Halvdelen af ryggen er hvid og boblet op, siger Rune Kristiansen og tilføjer:
– Det er usandsynligt, der er kommet en ny hval med de samme symptomer, så det er formentlig den.
Fra 12. etage i Lighthouse på Aarhus Ø er Charlotte Sandberg en af dem, der har været heldig at opleve det store dyr. Sammen med sin mand så hun pludselig hvalen svømme forbi.
– Det var et fantastisk syn, siger hun og fortæller videre, at hun blev ’meget begejstret’ over oplevelsen.
Selvom hun dagligt tager en tur i bølgerne, så har hun intet imod den nye badegæst.
– Det ville være fantastisk at svømme side om side med den, siger hun.
Thomas Yderholm Åkesson, der arbejder som kranfører på Aarhus Havn, er også duperet over den oplevelse, han fik, da hvalen svømmede ind i havnen.
– Jeg har arbejdet på havnen i 19 år, og jeg har aldrig set en hval. Jeg har set marsvin og sæler, men det her var da helt vildt. Så har man noget at snakke om, det er spændende, siger han.
Selvom det var et helt vildt syn, bemærkede Thomas Yderholm Åkesson også, at der måske er noget galt med hvalen.
– Den bevæger sig ikke i 15-20 minutter, den ligger bare helt stille. Den ser lidt syg ud, siger han.
Og det har han ret i. Hvalen er formentlig syg, siger biolog Rune Kristiansen. Det ligner, den har en hudsygdom på ryggen, hvor huden er hvid og bobler.
– Den vil formentlig dø af det. Den har svømmet med det i lang tid, og dens adfærd med at søge herind tyder også på, den måske er ved at lukke ned og søger en stille død herinde, siger Rune Kristiansen.
Rune Kristiansen kommer med en klar opfordring om at lade hvalen få fred.
– Det er naturens gang, og den har ret til en stille død. Det er et vildt dyr, og det bedste, vi kan gøre er at holde afstand, siger han.
Ifølge Rune Kristiansen er det ikke muligt for dem at aflive en vild hval.
Man skal have respekt for hvalen og holde sig på afstand – og det er også for ens egen og dyrets skyld, lyder det.
– Dyret skal have fred og ro. Hvis det er sygt, skal det ikke stresses af, at folk sejler hen imod det. Hold mindst 50 meters afstand, lyder det.
Kan det også være farligt at komme tæt på?
– Det lader sig være uvist, men det er det potentielt. En pukkelhval er kæmpestor, så selvom en lejer af små sild og rejer og ikke har tænder, så har den en kæmpe størrelse, som den bruger som beskyttelse.
– Den kan blandt andet slå med sin luffe, der er to meter lang og vejer 400 kilo, så sådan en luffe kan så let som ingenting vælte en jolle, siger Rune Kristiansen.
På videoer fra området kan man allerede nu se både, der bevæger sig meget tæt på pukkelhvalen.
Det er ikke første gang, der er besøg af hvaler i de østjyske farvande. For blot et par uger siden var der et lignende besøg af et stort og hvidt dyr – formentlig en belugahval.
Og flere pukkelhvaler er det seneste år skyllet op på strandene i Østjylland.
I april 2025 strandede en pukkelhval ved Følle Strand, omkring et år senere strandede endnu en pukkelhval i Østjylland – denne gang på Anholt.
Ifølge hvalforsker Peter Teglberg Madsen kan fundene være et tegn på en positiv udvikling.
– I dag er det stadig en sjældenhed, men det er nok noget, vi skal vænne os til at se oftere. Pukkelhvalen er gået fra at være tæt på udryddelse i 1950’erne og 1960’erne til flere steder igen at nærme sig sin oprindelige bestand, fortæller Peter Teglberg Madsen, professor ved Aarhus Universitet.
Faktaboks:
Fakta om pukkelhvalen:
Pukkelhvalen kan blive op til 18 meter lang og veje mellem 30 og 35 ton. Den kan leve i op til 60 år og tilbagelægger ofte mere end 25.000 kilometer om året mellem føde- og yngleområder.
Den lever primært af små krebsdyr og stimefisk. Når den spiser, tager den enorme mængder vand ind i munden og presser det ud gennem barderne, som fungerer som et naturligt filter og tilbageholder byttet.
Pukkelhvalen er også kendt for sin karakteristiske sang, der kan høres over meget lange afstande under vand. Faktisk kan lydene under de rette forhold bevæge sig mere end 100 kilometer.
https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/stort-havdyr-spottet-ved-populaert-badested-f7d7b
Redaktionel kontakt:
Kathrine Emilie Kristensen
tlf.: +4527792365
e-mail: kakr@tv2oj.dk
**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV2 ØSTJYLLAND ****
Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:
– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.
– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.
– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.
– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.
– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.
– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.
VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:
– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.
– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.
– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)