Seneste nyheder

5. november 2026

Omfattende gårdbrand med farlig røgudvikling er under kontrol

Den store brand på en gård ved Holbæk tidligere tirsdag aften er nu under kontrol. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update. Der var både personer og dyr i bygningen – de er alle bekræftet ude. Tidligere på aftenen advarede politiet om kraftig røgudvikling, som kunne være sundhedsskadelig. Borgere i området blev opfordret til at gå indenfor og lukke døre og vinduer. Selv om ilden er under kontrol, vil efterslukningsarbejdet pågå de næste mange timer. Det medfører, at Tuse Byvej er lukket for gennemkørsel.

Dansk hovedstødsbrag hjælper Norwich videre

Med et meget kraftfuldt hovedstødsbrag efter et hjørnespark bragte Mathias Kvistgaarden tirsdag Norwich foran 1-0 i midten af første halvleg i udekampen mod Cardiff.

Danskerens træffer grundlagde en 2-1-sejr, som også Pelle Mattsson, Oscar Schwartau og Anis Ben Slimane bidrog til for gæsterne.

24-årige Kvistgaarden har nu scoret to gange i den nye sæson. Han står i alt noteret for otte mål i 48 kampe siden sidste sommers skifte fra Brøndby.

Landsmanden Yousef Salech kom på banen for Cardiff i midten af anden halvleg og reducerede dybt inde i overtiden. Det var hans fjerde sæsonmål i fire optrædener.

Sejren sender Norwich videre til tredje runde, der har deltagelse af de resterende 32 hold i turneringen.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

AGF’s overmænd når Champions Leagues ligaspil efter nyt comeback

AGF’s overmænd i Champions League-kvalifikationen, Sabah FC, leverede tirsdag et nyt comeback og nåede det lukrative ligaspil.

Bagud 1-2 og 2-4 samlet mod Hapoel Beer Sheva fra Israel udlignede Sabah efter 74 minutter og fremtvang med forsvarsspilleren Tellur Mutallimovs udligning i den dybe overtid forlænget spilletid.

Her lynede Sabah to gange, og med samlet 6-4 er klubben klar til et gruppe- eller ligaspil i Champions League som det kun andet hold fra Aserbajdsjan efter Qarabag.

Sabah tabte i forrige runde 1-2 til AGF i Randers, men eliminerede det danske mesterhold med 4-0 på hjemmebane efter at have lavet fire mål i anden halvleg.

RITZAU

Trump vil ære Parton ved at flage på halv stang i USA

USA’s præsident, Donald Trump, ønsker, at der i hele USA flages på halv stang i en uge til ære for den afdøde countrystjerne Dolly Parton.

Det skriver han på Truth Social.

– Dette er i sandhed et tab for millioner, skriver præsidenten.

– Der har aldrig før været nogen som hende, og det vil der aldrig komme, fortsætter han.

Det var Partons nevø, som meddelte den 80-årige stjernes død i en udtalelse på hendes side på det sociale medie Instagram tirsdag aften dansk tid.

RITZAU

Countrykender kalder Dolly Parton for ikon både på og uden for scenen

– Dolly Parton har gjort countrymusikken interessant, og hun har været et kæmpe ikon og forbillede for kvindelige kunstnere.

Sådan lyder det fra Tønder Festivals kunstneriske leder og pressechef, Maria Theessink, efter nyheden om at den 80-årige musiker er gået bort.

Tønder Festival har blandt andet countrymusik på plakaten.

Blandt hovednavnene i år er den amerikanske countrymusiker Emmylou Harris, der udgav albummet “Trio” sammen Dolly Parton og Linda Ronstadt i 1987.

– Jeg genhørte faktisk pladen for nylig, og det er noget af det smukkeste, siger Maria Theessink.

Det er ikke kun på scenen, at Maria Theessink anser Dolly Parton for “et kæmpe ikon”.

– Hun har altid været meget tro mod sig selv og vist kvinder, at man skal se ud, som man vil.

RITZAU

Politiet advarer om risiko for sundhedsskadelig røg ved gårdbrand

Midt- og Vestsjællands Politi er til stede ved en større brand på en firlænget gård på Tuse Byvej ved Holbæk.

Der er kraftig røgudvikling, og den kan være sundhedsskadelig, advarer politiet på meddelelsestjenesten Politi Update tirsdag aften.

Borgere i området opfordres til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

– Sluk desuden for eventuel ventilation, aircondition og andre anlæg, der trækker luft ind udefra, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Vagtchefen understreger i opslaget, at borgere skal følge politiets og beredskabets anvisninger og undgå at opholde sig unødigt udendørs i området og at holde afstand til brandstedet.

Til Ritzau oplyser vagtchefen, at der er en “anseelig mængde” mandskab til stede – både politi, beredskab og redning.

– Det kommer til at tage noget tid at få styr på det.

Omkring klokken 20.20 oplyste politiet, at alle personer og dyr var bekræftet ude af bygningen. Slukningsarbejdet forventes at tage flere timer.

RITZAU

Countrystjernen Dolly Parton er død – 80 år

Den amerikanske countrystjerne Dolly Parton er død. Hun blev 80 år.

Det oplyser hendes nevø Bryan Seaver i en udtalelse på Partons side på det sociale medie Instagram tirsdag aften dansk tid.

– Jeg repræsenterer Parton- og Owens-familien i dag og meddeler, at min tante Dolly Rebecca Parton Dean er gået bort, siger han.

Dolly Parton blev igennem en lang karriere kendt for hits som “9 to 5”, “Jolene” og “I Will Always Love You”.

Det blev i maj meddelt, at hun måtte aflyse en række koncerter i Las Vegas i USA på grund af helbredsproblemer. Dengang sagde hun, at behandlingen gik godt, men at hun endnu ikke var klar til at stå på en scene.

Carl Dean, hendes mand siden 1966, døde i marts 2025.

Så sent som den 21. august – fire dage inden sin død – sagde Dolly Parton til det amerikanske medie People, at hun under sin mands sygdomsforløb ikke havde været særligt opmærksom på sine egne helbredsproblemer.

– Det er ikke første gang, at jeg er blevet nødt til at håndtere situationer som denne. Selv om jeg stadig er ved at komme mig, arbejder jeg stadig, slog hun fast.

Udtalelsen kom, i forbindelse med at hun annoncerede, at et nyt museum i den amerikanske storby Nashville skal hædre hendes liv og levned.

Dolly Parton blev sidst set offentligt den 24. juni, da hun åbnede butikken “Dolly’s Tennessean Travel Stop”, som tilbyder livemusik og mad til chauffører og andre interesserede på farten.

Den sælger blandt andet en kaffe kaldet “Cup of Ambition”, som refererer til en linje i førnævnte “9 to 5”.

Dolly Partons talsperson, Marcel Pariseau, siger ifølge det amerikanske medie CNN, at countrystjernen døde “efter modigt at have kæmpet en kort kamp mod kræft”. Det fremgår ikke, hvilken form for kræft der er tale om.

Sidste år udsatte hun en række koncerter til i år, da hun skulle have “foretaget et par indgreb”, som ifølge hende selv ikke var hendes “sædvanlige tur til plastikkirurgen”.

De udsatte koncerter blev aflyst i år.

Her italesatte hun, at hendes immunforsvar og fordøjelsessystem de sidste par år var “kommet helt i ubalance”.

Hun har tidligere fortalt, at hun har døjet med nyresten, som blandt andet havde forårsaget en infektion.

Ifølge Dolly Parton forsikrede hendes læger hende om, at hun ville komme sig.

Sidste år spredte der sig bekymringer om Partons helbred, efter at hendes søster offentligt opfordrede folk til at bede for sangeren.

Dolly Parton delte efterfølgende en video til sine fans med titlen “I ain’t dead yet!” (“Jeg er ikke død endnu!”, red.).

Dolly Parton menes at have skrevet omkring 3000 sange i løbet af sin flere årtier lange karriere.

Hendes nevø fremhæver den store betydning Parton, der igennem tiden har modtaget 11 Grammy-priser, har haft for musikelskere og musikere verden over.

– Sorgen er nu hos os, men ikke hos Dolly. Dolly har levet sit liv i lyset og er nu i Jesus’ arme, siger han.

Familien oplyser i et Instagram-opslag sent tirsdag aften dansk tid, at Dolly Parton vil blive begravet ved en privat ceremoni for den nærmeste familie.

I stedet for blomster beder familien om donationer til Dolly Partons velgørenhedsorganisation Imagination Library, der sender en gratis, alderssvarende bog hver måned til børn fra fødslen til femårsalderen.

Dolly Parton var fjerde barn i en søskendeflok på 12, der voksede op under små kår i Tennessee.

Hendes første musikalske optrædener var i en kirke, og da hun var blot ti år gammel, var hun i færd med at lære guitar og sang på lokale tv-shows.

Da hun var 18, tog hun ikke til Hollywood eller New York for at slå igennem i film- eller modelverdenen, som mange andre forsøgte. Hun tog i stedet til Nashville, countrymusikkens hovedstad, for at blive countrysanger.

I løbet af karrieren nåede hun at udgive over 49 studiealbummer og over 100 opsamlingsalbummer og andre samarbejder.

– Hun så aldrig en dør, hun ikke kunne åbne, og de døre, som hun åbnede, skabte og forandrede historien, siger Bryan Seaver.

RITZAU

Politiet advarer om risiko for sundhedsskadelig røg ved gårdbrand

Lige nu er der en større brand på en firlænget gård på Tuse Byvej ved Holbæk. Røgen fra branden kan være sundhedsskadelig. Det advarer Midt- og Vestsjællands Politi om tirsdag aften på meddelelsestjenesten Politi Update. Derfor opfordrer kredsen borgere i området til at gå indenfor og lukke døre og vinduer. Samtidig skal man slukke for ventilation og aircondition, der trækker luft ind udefra. Vagtchefen understreger desuden, at man skal holde afstand til brandstedet, og at man skal undgå at opholde sig unødigt udendørs.

Det danske selskab Ambu, der sælger hospitalsudstyr til hele verden, skruer ned for forventningerne til året.

Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag aften.

Selskabet forventer nu en organisk vækst på omkring 10 procent for året. Her havde Ambu tidligere regnet med en vækst mellem 10 og 12 procent.

Togselskab vil indsætte nattog mellem København og Bruxelles

Om nogle år bliver det måske muligt at tage nattoget direkte fra København til Amsterdam og Bruxelles. Det er togselskabet European Sleeper, der står bag planerne. Det oplyser selskabet på sin hjemmeside. Planen er, at ruten skal være klar til rejsende i foråret 2028, skriver den hollandske avis Het Parool. Toget skal køre tre gange om ugen, og en billet forventes at koste mellem 450 og 600 kroner. Det fortæller medstifter af European Sleeper, Chris Engelsman, til avisen. Der er dog endnu ikke givet tilladelse til ruten. En formel ansøgning forventes at blive sendt afsted i 2027.

En død og to sårede efter eksplosion i lejlighed i Norge

En person er død, og to er blevet kvæstet efter en eksplosion og brand i et boligområde i den vestlige kystby Foldnes i den sydlige del af Norge.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB, som citerer Bergensavisen.

En mand i 20’erne fra lejlighedskomplekset er meldt savnet, men det vides endnu ikke, om det er ham, der er død.

De kvæstede er en ambulanceredder og en beboer fra lejlighedskomplekset.

Omfanget af deres skader er endnu ikke afklaret. Men de er begge kørt til traumemodtagelsen på Haukeland Universitetssygehus i Bergen, som ligger cirka 20 kilometer øst for Foldnes.

Alarmcentralen fik anmeldelsen klokken 13.18 tirsdag eftermiddag.

Samtlige redningstjenester, herunder en ambulancehelikopter, rykkede ud.

Ifølge vagtleder Tore Fanebust var eksplosionen “voldsom”. Men det lykkedes beredskabet at få kontrol over branden klokken 14.05.

Boligkomplekset, som består af fire lejligheder med en beboer i hver, er “totalt nedbrændt”, siger Tore Fanebust til Bergensavisen.

Politiet skal nu undersøge, hvad der har forårsaget eksplosionen og branden.

– Om det er en ulykke eller en bevidst handling, melder vi ud om, når vi har overblikket, siger indsatsleder Ørjan Djuvik.

RITZAU

Hel landsby er evakueret efter tornados rasen i Sydfrankrig

En tornado, der ramte sent mandag, har skabt omfattende ødelæggelser i den sydvestfranske landsby Pomas.

39 mennesker er blevet kvæstet, og to af dem er i kritisk tilstand.

Imens er omkring 300 huse blevet beskadiget, oplyser myndighederne.

Alle i landsbyen er blevet evakueret, mens det bliver vurderet, om deres huse fortsat er sikre.

– Det føltes, som om døden selv var ved at falde ned over os, siger Severine, der bor i Pomas og ikke oplyser sit efternavn, til BFM TV.

Foran sit ødelagte hus siger hun til den franske tv-station, at hendes familie, der havde stuvet sig sammen i en bil, kunne mærke tornadoen ryste køretøjet, inden det lykkedes dem at sætte farten op og flygte.

– Vi flygtede. Det var rent overlevelsesinstinkt, siger hun, mens folk hjælper familien med at gennemsøge ruinerne af deres hus for ting, der kan reddes.

Pomas ligger syd for Carcassonne – tæt på Pyrenæerne og cirka 80 kilometer fra grænsen til Spanien.

Tornadoen har lagt nogle huse i landsbyen helt i ruiner. Andre står tilbage uden tag eller med dele af væggene revet ned.

– Tornadoen i Pomas var meget kraftfuld og forårsagede alvorlige skader i kommunen, siger Francois Jobard fra vejrmyndigheden Meteo-France og tilføjer, at vindhastigheder formentlig har været oppe på 200 kilometer i timen eller mere.

Jobard siger, at klimaforandringer godt kan knyttes til et stigende antal uvejr – som også bliver mere kraftige.

Men det er endnu ikke muligt at konkludere det samme for tornadoer. Her foregår der stadig videnskabelige studier, siger han.

Frankrig oplever typisk cirka 40-50 tornadoer om året, men langt de fleste er ret svage. Til sammenligning er der over 1000 om året i USA.

RITZAU/Reuters

Pogacar knuser Vuelta-konkurrenter i overlegen stil

Tirsdag lavede Tadej Pogacar et stort nummer i Vuelta a España. Det slovenske cykelfænomen vandt fjerde etape i overlegen stil. Han kørte solo i 50 kilometer og kom i mål mere end to et halvt minut før forfølgerne. I det samlede klassement er han nu over tre minutter foran landsmanden Primoz Roglic. Danske Mattias Skjelmose havde ikke den bedste dag og tabte tid, men fik dog begrænset skaden. Meget skal nu gå skævt, hvis ikke Pogacar skal vinde løbet samlet. Gør han det, indtræder han i det eksklusive selskab af ryttere, der har vundet både Touren, Giroen og Vueltaen.

En død og to sårede i eksplosion og brand i Norge

En person er død, og to er kommet til skade efter en voldsom eksplosion og brand i en norsk lejlighedsbygning. Ulykken skete tirsdag i byen Straume. Politiet mangler fortsat at få kontakt til en mandlig beboer i tyverne. Det er endnu uvist, om det er ham, der er fundet død. Det skriver nyhedsbureauet NTB. De to sårede er en beboer og en ambulanceredder. Brandvæsenet har nu ilden under kontrol, så den ikke spreder sig. Men eksplosionen var så kraftig, at dele af huset ligger spredt i området. Det oplyser vagtleder Tore Fanebust til mediet VG.

Pogacar knuser Vuelta-konkurrenter i overlegen stil

Tadej Pogacar lavede tirsdag et stort nummer og vandt Vuelta a Españas 4. etape i overlegen stil.

Det slovenske cykelfænomen fløj solo efter 60 af etapens 110 kilometer og strøg hen over de tre sidste stigninger i ensom majestæt, inden han lod sig hylde som vinder i Andorra.

Havde han lidt ekstra kræfter og motivation, skyldes det muligvis, at mandagens 3. etape blev aflyst før de sidste godt 15 kilometer på grund af et voldsomt haglvejr.

Pogacars sejr var nummer 129 i hans professionelle karriere og nummer fem i Vueltaen, som han deltager i for første gang siden debuten i 2019.

Tidligt på 4. etape var den danske grand tour-debutant Simon Dalby en del af et større udbrud, der dog ikke fik lang snor.

Decathlon havde planer for Felix Gall, men involverede de etapesejren, brast missionen hurtigt.

Kort efter at udbruddet var kørt ind, susede Pogacar forbi de arbejdende Decathlon-hjælpere. Gall forsøgte at hænge på, men måtte snart give fortabt.

Pogacar fik hurtigt et minuts forspring, og det blev større og større, mens de øvrige klassementsfolk virkede mere optagede af hinanden end kraftværket foran dem.

RITZAU

Ritzaus planer for nyheder tirsdag og onsdag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Norges kronprins og dronning besøger igen den indlagte konge

Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit besøgte tirsdag formiddag Rikshospitalet i Oslo, hvor kong Harald er indlagt.

Det er anden dag i træk, at kronprinsen besøger hospitalet.

Tirsdag eftermiddag besøger også dronning Sonja kongen, viser billeder fra nyhedsbureauet NTB. Hun var også på besøg mandag.

Det norske kongehus oplyste for en uge siden, at den 89-årige konge var blevet indlagt efter en lægeundersøgelse.

Søndag aften oplyste det norske kongehus så, at kongens tilstand var blevet forværret i løbet af weekenden. Han modtager antibiotika mod en bakteriel blodinfektion og har “responderet” på behandlingen, lød det i meddelelsen uden at man kom det nærmere.

Tirsdag har kronprinsparret sølvbryllupsdag. De har dog allerede udskudt fejringen på grund af Mette-Marits helbred.

Kronprinsessen gennemgik en lungetransplantation tidligere på sommeren efter en livstruende forværring af den uhelbredelige sygdom lungefibrose.

RITZAU

Retten i Lyngby har varetægtsfængslet en mandlig pædagog, som mistænkes for at have groomet og begået overgreb på et barn.

Det oplyser anklager Mette Skou Hansen.

Varetægtsfængslingen løber foreløbigt i fire uger. Manden tog forbehold for at kære kendelsen til landsretten.

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

Ritzau har ikke kunnet få svar på, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

Medie: CIA-direktør er fløjet til Moskva for at holde møder

Direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, John Ratcliffe, er tirsdag rejst til russiske hovedstad, Moskva, om bord på et militærfly af typen Boeing C-17.

Formålet er at deltage i møder.

Det siger anonyme kilder ifølge CBS-journalisten Jennifer Jacobs.

Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

På sociale medier havde netop et Boeing C-17-fly skabt opmærksomhed inden meldingen fra Jacobs.

Flyet var lettet fra Letland og fløjet til Vnukovo-lufthavnen i Moskva, viste Flightradar-data ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flyet lod først til at være fløjet fra den amerikanske militærbase Joint Base Andrews tæt på Washington D.C.

Det fremgik dog ikke, hvem der var om bord på flyet, eller hvorfor det var på vej til Rusland. Det er således ikke bekræftet, om der var tale om Ratcliffes fly.

Dmitrij Peskov, Ruslands præsidentielle talsmand, har afvist at udtale sig om flyet.

RITZAU

Mand fundet i Gudenåen blev dræbt

En mand, der mandag blev fundet død i Gudenåen ved Silkeborg, er blevet dræbt. Det slår Midt- og Vestjyllands Politi fast i en pressemeddelelse, efter at manden tirsdag er blevet obduceret. Manden er endnu ikke identificeret. Han beskrives som 30 til 40 år, slank og med mørkt hår og skægstubbe. Politikommissær og efterforskningsleder Kresten Lund Breinhild oplyser, at politiet nu har en vigtig opgave med at finde frem til mandens identitet. Derfor hører politiet meget gerne fra vidner, eller fra folk der savner en person, som passer på beskrivelsen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]