Personalemangel førte til aflysning af inspektionsskibs tur til Grønland
Søværnet har været nødt til at aflyse inspektionsskibet “Hvidbjørnens” planlagte tur til Grønland på grund af mandskabsmangel.
Det skriver DR.
Seniorsergent Niels Pihlblad er fællestillidsmand i 1. Eskadre, hvor de artiske skibe hører under. Han skulle selv have været med på turen til Grønland.
– I min optik er det et stort politisk signal at sende, at man aflyste en sejlads på grund af personalemangel, siger han til DR.
Ifølge DR skulle “Hvidbjørnen” i en periode på to måneder blandt andet have sejlet langs Grønlands nordvestkyst. Det skulle også have deltaget ved den amerikanske Pituffik Space Bases jubilæum.
Både DR og TV 2 har i foråret på baggrund af interne dokumenter beskrevet, at der er udfordringer med personalemangel i søværnet.
I april skrev DR, at hver tiende post i søværnet var ubesat. I det dokument, som TV 2 har set, lød det, at personalemanglen var “meget bekymrende”.
Forsvaret patruljerer ved Grønland og Færøerne med fire inspektionsskibe – herunder “Hvidbjørnen”.
På forsvarets hjemmeside er det beskrevet, at skibene, som blev bygget i perioden 1989 til 1992, blandt andet hævder Danmarks suverænitet og deltager i søredningsopgaver.
DR har stillet Arktisk Kommando i Nuuk en række spørgsmål til den aflyste tur for “Hvidbjørnen”.
Her lyder det, at der har været et behov for prioritering, men at omdisponering har gjort det muligt at deltage i prioriterede opgaver i sommerens løb.
Det gælder blandt andet den amerikanske bases jubilæum, hvor man har sendt et mindre skib ifølge DR.
RITZAU