Seneste nyheder

6. november 2026

Holger Rune har besluttet ikke at stille op til den kommende grand slam-turnering US Open.

Det skriver den danske tennisspiller på Instagram.

Den danske tennisspillers comeback lader dermed fortsat vente på sig, efter at han i oktober sidste år rev sin ene akillessene over.

Svensk pilot og norsk passager uskadte efter flyuheld

Det var en svensk pilot og en norsk passager, der var i gang med at lette med et vandfly ved Læsø fredag aften, da en kraftig sidevind vendte flyet på hovedet.

Det bekræfter indsatsleder Karsten Neve Petersen fra Nordjyllands Beredskab.

Begge mænd svømmede efterfølgende i land ved egen hjælp.

Mændene frøs og var afkølede, da de kom i land, og ambulancepersonale tog sig af dem.

Der er ingen personskade sket, så ingen af mændene skal til yderligere undersøgelse. De køres begge til et hotel.

– De er ved godt mod og virkede heller ikke chokerede, oplyser indsatslederen og understreger, at ingen af dem modtog lægehjælp på stedet.

De to mænds præcise alder er ukendt, dog beskriver indsatslederen dem som “lidt ældre”.

Nordjyllands Beredskab har efterfølgende kigget nærmere på flyet, der også drev ind i land efter landingen omkring 100 meter væk fra kysten.

– Vi ville egentlig gerne have vendt flyet om til normalen igen og skubbet det i land, men det må vi ikke gøre for Havarikommissionen, forklarer Karsten Neve Petersen.

Nordjyllands Beredskab har derfor kun tøjret vandflyet fast, så det ikke kan drive ud i vandet efterfølgende.

Flyet ligger 20 meter væk fra kysten.

På vandflyets haleror fremgår bogstaverne “SE”, hvilket indikerer, at flyet er svensk indregistreret.

Ifølge indsatslederen kan beredskabet ikke gøre mere på stedet, og arbejdet herfra overgår til Havarikommissionen.

Om kommissionen kommer frem til skadestedet ved kysten fredag, kan beredskabet ikke oplyse om.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeri af Trumps balsal kan fortsætte for nu

Den amerikanske højesteret lader for nu byggeriet af den amerikanske præsident Donald Trumps store balsalsprojekt fortsætte.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed bliver en lavere domstols ordre om at stoppe byggeriet ophævet midlertidigt.

Den 8360 kvadratmeter store balsal er et projekt til 400 millioner dollar – altså cirka 2,6 milliarder kroner.

Østfløjen i Det Hvide Hus blev revet ned uden kongresgodkendelse for at gøre plads til balsalen. Det er et af de punkter, som bevaringsorganisationen The National Trust for Historic Preservation har protesteret over.

Advokater for organisationen beskylder Trump for at forsøge at “løbe fra domstolene” ved at få bygget balsalen hurtigt færdig. Byggeprojektet er ifølge Trump-administrationen 65 procent færdigt, skriver nyhedsbureauet AP.

RITZAU

Medier: Meghan er i drøftelser om rolle i Netflix-serie

Hertuginde Meghan er i drøftelser om en rolle i Netflix-serien “The Gentlemen”, erfarer Sky News og BBC.

Det vil være hendes første større skuespilrolle, siden hun blev gift med prins Harry.

De ubekræftede meldinger om en mulig rolle kommer, samtidig med at flere medier denne uge har skrevet, at hun og prins Harry vil flytte tilbage til Storbritannien denne måned.

Serien “The Gentlemen” er instrueret af engelske Guy Ritchie. Drøftelserne om en rolle til Meghan skulle være i en tidlig fase.

Store dele af de seneste sæsoner er blevet filmet i området Cotswolds, hvortil det rygtes, at prins Harry og hertuginde Meghan vil flytte.

De to har boet i USA, siden de i begyndelsen af 2020 trak sig fra deres officielle kongelige pligter.

Parrets to børn, Archie på syv år og Lilibet på fem år, er indskrevet til at begynde på en britisk skole i september, har britiske medier tidligere skrevet.

Meldingen er ikke officielt bekræftet.

Hertuginde Meghan var som skuespiller især kendt for sin rolle i tv-serien “Suits”, hvor hun blev krediteret som Meghan Markle.

Hun vendte for nylig for første gang længe tilbage til skuespillet med en cameo – hun fik således en mindre rolle som sig selv – i komediefilmen “Close Personal Friends”, som endnu ikke er udkommet.

Første sæson af “The Gentlemen” handler om en mand, der går fra at være hertug til narkobaron, da han arver et cannabisimperie. Næste sæson udkommer snart. Det er således tredje sæson, som Meghan potentielt kan få en rolle i.

Prins Harry og Meghans snarlige tilbagevenden til Storbritannien blev mødt med stor overraskelse blandt britiske kongehuskendere.

Kong Charles blev ifølge BBC informeret om prinsen og hertugindens flytteplaner søndag.

Der er angiveligt ingen planer om, at prins Harry eller Meghan skal genoptage deres roller som aktive medlemmer af den kongelige familie.

RITZAU

Den danske landsholdsstjerne Pernille Harder scorer en enkelt gang for Bayern München, der på udebane vinder 4-1 over Union Berlin i den tyske Bundesliga.

Harder øger få minutter inde i anden halvleg til 2-0 for gæsterne i sejren.

Det er den første scoring i den nye sæson for Pernille Harder.

Fly er endt på hovedet ud for Læsø

Der ligger et fly på hovedet i vandet ud for Læsø. Det bekræfter Nordjyllands Beredskab overfor TV2 Nord.

Det er uvist, hvordan flyet er endt på hovedet.

Nordjyllands Beredskab fik meldingen ved 18-tiden. To personer skulle have være om bord på flyet.

De er dog ifølge TV2 Nord selv kommet i land. En igangsat redningsaktion blev derfor afblæst.

RITZAU

Dødstal er steget til 14 efter russisk angreb på Kryvyj Rih i Ukraine, skriver statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

14 dræbt i dobbeltangreb mod indkøbscenter i Zelenskyjs hjemby

Mindst 14 mennesker er fredag blevet dræbt i et russisk angreb med droner på et indkøbscenter i byen Kryvyj Rih i Ukraine.

Det oplyser lokale myndigheder.

Over 120 er blevet såret.

Kryvyj Rih er den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemby. Den ligger omkring 350 kilometer sydøst for Kyiv.

Zelenskyj har på det sociale medie X kaldt angrebet “fuldstændig kynisk og afskyeligt”. Han sagde, at angrebet kom i flere bølger, hvor det første angreb blev efterfulgt af endnu et en halv time senere.

Han beskylder Rusland for bevidst at gå efter redningsarbejderne med det andet angreb.

– Angreb som disse er intet mindre end terrorangreb, skriver præsidenten.

22 børn er blandt de sårede, skriver guvernør Oleksandr Hanzja på Telegram.

– Der er 29 personer i alvorlig tilstand, heriblandt fem børn, skriver Hanzja.

Rusland har tidligere – i lighed med Ukraine – sagt, at civile ikke bevidst er mål for angreb under krigen.

På det seneste har Rusland skruet yderligere op for luftangrebene mod Ukraine.

Torsdag blev 17 mennesker dræbt i angreb med ballistiske missiler mod den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Også Ukraine har intensiveret luftangreb mod Rusland. Både olieanlæg og logistikcentre er blevet ramt.

Blandt andet har Ukraine gentagne gange angrebet varelagre med forbindelse til Ruslands største e-handelsplatform, Wildberries.

Ukraine har tidligere sagt, at angrebene er et modsvar til Ruslands angreb mod ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur.

Imens er situationen ved fronten fastlåst, og det samme er tilfældet for det diplomatiske spor.

Det har fået de to lande til at øge antallet af langtrækkende angreb bag fjendens linjer, hvilket ifølge nyhedsbureauet AFP har sendt de civile dødstal op på de højeste niveauer siden krigens første måneder i 2022.

Imens sender vestlige lande på ny et signal om fortsat opbakning til Ukraine.

Tidligere fredag blev det således meddelt, at den såkaldte koalition af villige lande, der også tæller Danmark, mødes mandag.

Omkring ti landes ledere vil komme til Kyiv på dagen, som også er Ukraines uafhængighedsdag. Andre vil deltage via videoforbindelse.

RITZAU/Reuters

Midtjyske Jernbaner kører fra oktober på Thybanen

Midtjyske Jernbaner og DSB vil samarbejde om togdriften på Thybanen ved Limfjorden i det nordvestlige Jylland.

Det betyder, at Midtjyske Jernbaner som underleverandør til DSB fra 1. oktober skal begynde at køre tog på strækningen, skriver DSB i en pressemeddelelse.

Det er endnu ikke fastsat, hvor længe Midtjyske Jernbaner skal stå for kørslen.

Hvis alt falder på plads, vil kunder på Thybanen kunne møde tog i Midtjyske Jernbaners farver og logo fra 1. oktober.

DSB overtager togdriften på strækningen fra GoCollective den 1. september under navnet DSB Vores Tog.

GoCollective, der frem til 2023 hed Arriva, levede ifølge tidligere transportminister Thomas Danielsen (V) ikke op til sin kontrakt. Derfor skulle samarbejdet stoppe og overdrages til DSB. Det sker 1. september.

Det skyldes blandt andet mange aflysninger og forsinkelser – Thybanen er en af de strækninger, der har været hårdt ramt. I august 2025 var der en uge med 46 aflysninger på strækningen.

Midtjyske Jernbaner satte i december 2025 Danmarks første batteritog i drift på Lemvigbanen og den statslige strækning mellem Holstebro og Skjern.

Det har frigivet fire dieseldrevne Desiro-tog, som Midtjyske Jernbaner tilbød Transportministeriet, hvis der skulle blive brug for dem på andre togstrækninger.

Det er de tog, der nu skal køre på Thybanen.

Midtjyske Jernbaner kender strækningen godt, fordi de tidligere har stået for driften, fortæller administrerende direktør Martha Vrist.

– Vi lærte Thybanen godt at kende sidste år, og vores lokomotivførere var rigtig glade for at køre på strækningen. Vi mødte mange venlige kunder, hvis hverdag vi meget gerne vil være en del af igen. Vi glæder os til at vende tilbage og vil gøre os umage for at levere den service, punktlighed og nærhed, som de nordvestjyske kunder har fortjent.

– Vi smøger ærmerne op og går i gang med forberedelserne, så vi kan skabe en robust hverdag på Thybanen, der fungerer godt sammen med vores eksisterende drift på Lemvigbanen og strækningen mellem Holstebro og Skjern, siger hun i pressemeddelelsen.

Regionsrådet i Region Midtjylland skal godkende den planlagte leverance af tog til Thybanen, da der er tale om en udvidelse af Midtjyske Jernbaners nuværende aktiviteter.

RITZAU

Tyskland vil have mand udleveret efter våbenfund nær Berlin

Tyskland er i kontakt med Rumænien om potentielt at få udleveret en mand, som menes at have forbindelse til et skjulested til våben, der blev fundet sidste år i en skov nær Berlin.

– Denne sag viser, at vi opererer under et højt trusselsniveau, siger den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han beskriver den mistænkte som en agent på “lavt niveau”.

De tyske medier NDR, WDR og Süddeutsche Zeitung, har erfaret, at der var to pistoler og ammunition i skjulestedet. Medierne beskriver videre, at det skulle være et depot for russiske agenter.

Det bekræfter Dobrindt ikke. Han siger dog, at “fremmede magters involvering” ikke kan udelukkes.

I Rumænien er den mistænkte anholdt i forbindelse med en sag om bomber i pakker.

Efter en nylig hændelse med en drone med sprængstof i lufthavnen i Leipzig talte Dobrindt om et “hybridt angrebsscenarie”.

RITZAU

Arsenal styrker forsvaret med VM-stopper fra Aston Villa

Arsenal køber den engelske VM-stopper Ezri Konsa i Aston Villa.

Det oplyser den forsvarende engelske mester på klubbens hjemmeside.

28-årige Konsa fik spilletid i alle Englands kampe ved sommerens slutrunde og startede inde i de fleste af dem. Han scorede blandt andet også i bronzesejren på 6-4 over Frankrig.

Engelske Sky Sports skriver, at Arsenal betaler 51 millioner pund for forsvarskrumtappen. Det svarer til cirka 445 millioner kroner.

Ezri Konsa fik sin fodboldopdragelse i Charlton, hvor seniordebuten også kom.

Han var lige forbi Brentford i en enkelt sæson, inden han i 2019 skrev kontrakt med Aston Villa. Siden er det blevet til 286 kampe for klubben fra Birmingham.

– Ezri er en forsvarsspiller af høj kvalitet. Hans fysik, ro og fodboldintelligens har gjort ham til en af de mest stabile spillere i Premier League, siger Arsenals sportsdirektør, Andrea Berta.

Arsenal skriver, at man har sikret stopperen på en “længerevarende kontrakt”, men klubben uddyber ikke længden.

Tilføjelsen af en stopper er tiltrængt for Arsenal, der i de kommende måneder må undvære franske William Saliba, som er ude med en længerevarende rygskade.

Arsenal åbner fredag aften Premier League-sæsonen mod oprykkeren Coventry.

Det bliver dog uden Konsa, der i stedet potentielt kan få debut i næste runde, hvor Arsenal møder netop Aston Villa.

RITZAU

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Fredag d. 21. august 2026 Udsendt kl. 17.00 Oversigt:
Meteorologens overblik: Først ustadigt vejr, men i næste uge en overgang mere stabilt og varmere med sol.

Lørdag aften og natten til søndag:
Vekslende skydække og enkelte eller spredte byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og let til frisk vind mellem vest og nordvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Søndag: Spredte byger til særligt den østlige del af landet, hvor de stedvis kan være kraftige og med torden, samt først kun lidt sol, men i løbet af eftermiddagen dog mest tørt i Jylland og især mod nord nogen sol. Temp. op mellem 16 og 20 grader, og let til frisk vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis hård vind. Om aftenen og natten tørt og mest klart vejr. Temp. ned mellem 8 og 14 grader, og vinden aftager og bliver svag til jævn fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis frisk vind.

Mandag:
Mest tørt med del sol, men i perioder mere skyet, især over den sydvestlige del. Temperaturer op mellem 17 og 21 grader og svag til jævn vind, mest omkring nordvest. Om natten tørt og mest klart vejr, men ud på natten lokal risiko for dis eller tågebanker. Temp. ned mellem 8 og 15 grader og svag til let vind fra skiftende retninger.

Tirsdag:
I morgentimerne mulighed for dis og lokale tågebanker, men ellers tørt med nogen eller en del sol og om natten mest klart vejr. Dagtemp. op mellem 18 og 23 grader, om natten ned mellem 12 og 17 grader. Svag til jævn vind omkring øst.

Onsdag:
Først på dagen tørt med nogen eller en del sol, men i løbet af dagen bliver det mere skyet fra sydvest. Om aftenen og natten mest skyet og over den vestlige halvdel af landet til tider regn. Dagstemp. op mellem 18 og 23 grader og nattemp. ned mellem 14 og 19 grader. Let til frisk vind omkring sydøst.

Skuespiller Mathilde Passer debuterer på revyscenen i næste års udgave af Odense Sommerrevy.

Det afslører revyen på sin hjemmeside.

Passer-efternavnet vender dermed retur til revyscenen.

33-årige Mathilde Passer er barnebarn af Dirch Passer, som afgik ved døden, efter at han faldt om på scenen i Glassalen i Tivolirevyen i København i 1980.

Revydebutanten er datter af Josefine Passer, som er Dirch Passers yngste datter, som han fik med sin anden hustru, Hanne Passer.

Galatasaray sender Elias Jelert på leje i Frankrig

Den danske fodboldspiller Elias Jelert udlejes fra Galatasaray til Le Havre i Frankrig i hele 2026/27-sæsonen.

Det skriver den franske klub på sin hjemmeside.

Jelert blev i sommeren 2024 solgt fra FC København til tyrkiske Galatasaray, men opholdet i Tyrkiet har indtil videre ikke været den store succes.

I den forgangne sæson var den 23-årige back udlejet til Southampton, hvor det i Championship blev til otte optrædener.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Fredag den 21. august 2026.

Der er kulingvarsel for Østersøen omkring Bornholm, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til lørdag aften, udsendt klokken 16.35.

Østersøen omkring Bornholm:
Sydvest 3 til 8 m/s. Og i den sydøstlige del nordøst 1 til 6 m/s. God sigt. I nat nordvest 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Og i den nordvestlige del vest 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Nordvest 5 til 10 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt. Sundet: I den nordlige del sydvest 1 til 6 m/s. I den sydlige del skiftende under 5 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag nordvest 5 til 10 m/s. God sigt.

Kattegat:
Nordvest 6 til 11 m/s. God sigt.

Skagerrak:
I den østlige del syd 5 til 10 m/s. Og i den vestlige del nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag nordvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
Kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. Og i den sydvestlige del nordvest 6 til 11 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag kuling fra nordvest 12 til 17 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 3,5 m. Dønning: 2 m.

Tyskebugt:
Nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 3 m. Dønning: 1,5 m.

Knæskadet Jannik Sinner melder fra til US Open

Verdensetteren Jannik Sinner kommer ikke til at spille med i årets US Open. Han har meldt afbud på grund af en skade i sit højre knæ. Det skriver han på X. Her forklarer Sinner, at han har brug for mere tid til at komme sig, selv om han allerede har været tilbage på træningsbanen. Mens Sinner må sidde over, ser det lysere ud for rivalen Carlos Alcaraz. Han meddelte torsdag, at han planlægger at stille op efter en længere skadespause. Hovedturneringen i US Open begynder 30. august.

Knæskadet Jannik Sinner melder fra til US Open

Jannik Sinner har meldt fra til grand slam-turneringen US Open på grund af en knæskade. Det skriver verdensetteren i tennis fredag på X.

– Selv om jeg har arbejdet hårdt sammen med mit hold og min lægestab, er vi nødt til at træffe den vanskelige beslutning, at jeg ikke kan deltage i US Open i år, lyder det fra Sinner.

– Vi har været tilbage på banen i Monte Carlo i de seneste par dage, og jeg har indset, at jeg stadig har brug for mere tid til at komme mig efter skaden i mit højre knæ.

Mens Sinner ikke kan være med i årets sidste grand slam, meddelte rivalen Carlos Alcaraz torsdag, at spanieren har planlagt at deltage efter en længere skadespause.

Hovedturneringen i US Open begynder 30. august og varer frem til 13. september.

RITZAU

Person med sværd sårer flere på svensk gymnasie

Fredag har en person med et sværd såret flere på et gymnasium i den svenske by Fagersta. Det skriver kommunen på sin hjemmeside. Politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet TT, at en person er blevet frihedsberøvet. Ifølge avisen Aftonbladet er den mistænkte en mand, som er blevet skudt i benet, og mindst to er såret. Det er dog ikke officielt bekræftet. Politiets pressetalsperson, Pelle Vamstad, siger til Aftonbladet, at der lige nu ikke er tegn på fare for offentligheden. Flere andre skoler i området er under nedlukning som følge af hændelsen.

Person med sværd sårer flere på svensk gymnasie

En person med sværd har fredag såret flere på et gymnasie i byen Fagersta i Sverige.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Den svenske region Västmanland har modtaget to alvorligt sårede personer efter hændelsen, siger en regional sundhedsdirektør ifølge Expressen. Derudover er en såret person på vej, lyder det.

Politiet har håndteret gerningspersonen, melder kommunen uden at uddybe.

Aftonbladet har dog oplysninger om, at den formodede gerningsperson er skudt i benet. Det svenske medie erfarer videre, at den mistænkte er en mand. Dette er dog ikke officielt bekræftet.

En person er blevet frihedsberøvet, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet TT.

– Vi skaber os et overblik over situationen, men vi har ingen indikationer på, at der er fare for almenheden lige nu, siger Pelle Vamstad, politiets pressetalsperson, til Aftonbladet.

Gymnasiet hedder Brinellskolan og har omkring 450 elever. Flere andre skoler er under nedlukning som følge af hændelsen.

Anmeldelsen kom kort efter klokken 14, fremgår det af svensk politis hjemmeside. Den omhandlede “igangværende dødelig vold”, skriver politiet.

Den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, siger i en skriftlig udtalelse til TT, at regeringen har fået oplysninger om en “alvorlig hændelse” i Fagersta.

– Politiet er på stedet og arbejder meget intensivt med hændelsen. Regeringen er i tæt kontakt med politiet og følger udviklingen løbende, siger Strömmer.

Kommunen planlagde ifølge SVT at holde pressemøde klokken 17.00 om sagen, men det er blevet udskudt.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, siger i en skriftlig kommentar til svenske medier, at hans “tanker er hos alle”, der er påvirket af hændelsen.

– Vi ved endnu ikke, hvad der ligger bag handlingen, men vi ved, at politiet arbejder meget intensivt, skriver han.

Kommunen har oprettet et krise- og informationscenter for pårørende eller andre, som har brug for støtte.

Fagersta ligger cirka 150 kilometer nordvest for Stockholm og har omkring 12.000 indbyggere.

Det var i februar 2025, at den svenske uddannelsesinstitution Campus Risbergska i Örebro blev udsat for et masseskyderi, hvor ti personer blev dræbt, inden gerningsmanden tog sit eget liv.

RITZAU

Prins Harry og Elton John får milliondyr regning efter tabt retssag

Prins Harry, Elton John og fem andre personer skal betale sagsomkostningerne, som selskabet bag tabloidmedierne Daily Mail og Mail on Sunday, Associated Newspapers, har haft, da parterne mødtes i retten i en sag om krænkelse af privatlivets fred.

De syv kendisser tabte sagen og har nu også fået regningen, som løber op på 9,54 millioner pund. Et beløb svarende til omkring 83 millioner danske kroner.

Det har den britiske højesteret afgjort fredag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet skal betales inden den 28. august.

Sagen mod Associated Newspapers blev anlagt i oktober 2022.

Ifølge anklagerne havde Associated Newspapers gennem en årrække benyttet ulovlige metoder til at skaffe oplysninger.

Ifølge anklagerne skulle selskabet have hyret privatdetektiver til at aflytte telefonsvarere, fastnettelefoner og telefoner samt biler og boliger.

Der var også anklager om at have betalt politiet for viden, og at selskabet skulle have fået adgang til bankkonti og finansielle transaktioner.

Højesteret afviste i juli sagen i en 436 sider lang afgørelse.

Ifølge dommen har sagsøgerne ikke kunnet bevise anklagerne om ulovlig informationsindsamling.

De øvrige fem sagsøgere er Elton Johns mand – filmproducenten David Furnish – baronesse Doreen Lawrence, skuespiller og model Elizabeth Hurley, designer og skuespiller Sadie Frost samt den forhenværende politiker Simon Hughes, der tidligere har siddet i Storbritanniens parlament.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]