Seneste nyheder

6. november 2026

GN opjusterer forventninger til indtjening efter “stærke forbedringer”

GN Store Nord har opjusteret sine forventninger til årets indtjening efter “stærke forbedringer” i andet kvartal.

Det oplyser selskabet onsdag aften.

Nu regner GN Store Nord med en justeret overskudsgrad på 9-10 procent mod tidligere 8-9 procent.

Overskudsgraden viser, hvor stor en andel af en virksomheds salg der ender som indtjening.

I samme omgang har selskabet skruet en smule ned for forventningerne til den organiske omsætningsvækst, som nu ligger på 0-3 procent mod tidligere 0-6 procent.

Organisk vækst fortæller om udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

– Som følge af stærke forbedringer i andet kvartal og en antagelse om fortsatte forbedringer i andet halvår opjusterer GN Store Nord sin justerede EBITA-margin, samtidig med at selskabet indsnævrer sin guidance for organisk omsætningsvækst, står der i regnskabet.

GN Store Nord løfter også sløret for sit regnskab for årets andet kvartal.

I perioden har selskabet omsat for 2171 millioner kroner, hvilket svarer til et fald på seks procent sammenlignet med året inden.

GN Store Nord solgte tidligere på året sin høreapparatforretning til italienske Amplifon.

Selskabets to øvrige divisioner – Gaming og Enterprise – kom ud af årets andet kvartal som forventet.

Selskabets største forretningsområde, Enterprise-divisionen, omsatte for 1558 millioner kroner i kvartalet. Det svarer til et fald på ni procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

GN’s Gaming-division leverede en omsætning på 613 millioner kroner. Det er en stigning på fire procent sammenlignet med andet kvartal 2025.

Forretningen Gaming fokuserer på gamingudstyr, mens Enterprise blandt andet dækker over hovedtelefoner.

Tager man et kig på driften, leverede GN Store Nord en justeret driftsindtjening (EBITDA) på 110 millioner kroner mod 164 millioner kroner i andet kvartal sidste år.

RITZAU

Donald Trump peger på politisk rådgiver Heidi Overton som kommende direktør for FDA, der er USA’s lægemiddelstyrelse.

Det skriver den amerikanske præsident på sit sociale medie, Truth Social.

Heidi Overton er uddannet læge og er i dag ansat som rådgiver i Det Hvide Hus’ indenrigspolitiske udvalg.

For at hun kan blive direktør for FDA, kræver det Senatets godkendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medier: Spanien henter 500 børn efter migrantstrøm i Ceuta

Den spanske regering arbejder lige nu på at hente 500 migrantbørn fra eksklaven Ceuta til det spanske fastland. Det skriver aviserne The Guardian og El País. Ifølge El País er der tale om 500 piger, som ankom i juli. Beslutningen kommer kort tid efter, at EU-Kommissionen ellers har meddelt, at alle migranter i Ceuta skal sendes tilbage til Marokko. Men ifølge spansk lov har staten pligt til at tage sig af uledsagede migranter under 18 år. Derfor skal de spanske myndigheder nu stå for at hente børnene.

Novonesis leverer bedre end ventet regnskab og opjusterer

Novonesis har onsdag aften præsenteret nye regnskabstal for årets andet kvartal.

Den danske biotekkoncern har klaret sig bedre end ventet i kvartalet og skruer nu op for forventningerne til resten af året.

Dermed opjusterer Novonesis forventningen til den organiske omsætningsvækst til 7-8 procent fra tidligere 5-7 procent, viser regnskabet.

Biotekkoncernen kan præsentere en omsætning på 1116,2 millioner euro, hvilket svarer til cirka 8345 millioner kroner.

Det er en smule bedre end ventet, da analytikere, der følger selskabet, på forhånd havde forventet en omsætning på 1100,9 millioner euro, skriver MarketWire.

Det er især området for mad og drikkevarer, der har drevet selskabets fremgang i kvartalet.

Her er det især en øget efterspørgsel efter løsninger til sundere fødevarer og produkter med mere enkle ingredienslister, der har været med til at give Novonesis vækst.

Underdivisionen kunne præstere en omsætning på 377,4 millioner euro, svarende til omkring 2,8 milliarder kroner.

Dermed overrasker tallene positivt, da analytikere havde forventet en omsætning på 371,9 millioner euro, skriver MarketWire.

I samme kvartal sidste år leverede underdivisionen en omsætning på 348,7 millioner euro, hvilket svarer til omkring 2,6 milliarder kroner.

Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet leverer også biologiske løsninger til produktion af biobrændstof.

– Vi fortsætter med at levere stærke resultater med positiv fremdrift på tværs af alle salgsområder og på både udviklede markeder og vækstmarkeder, hvilket også bidrager til en stærk indtjening og pengestrøm, udtaler Ester Baiget, der er administrerende direktør i Novonesis, i en meddelelse.

Regnskabstallene afspejler ifølge direktøren en stigende efterspørgsel efter bioløsninger og et stærkt produktudbud.

– På den baggrund opjusterer vi forventningerne til hele året, udtaler Ester Baiget.

Novonesis landede i kvartalet et overskud på 179,4 millioner euro, svarende til cirka 1341 millioner kroner.

RITZAU

Kontrolkøbere kunne købe alkohol eller tobak i hver tredje kontrol

Det er langt fra alle forhandlere, der overholder aldersgrænserne for salg af alkohol, nikotin eller tobak.

I hver tredje af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med unge kontrolkøbere fører til en overtrædelse.

I perioden fra 1. juli 2024 til 30. juni 2026 er der blevet gennemført i alt 3622 tilsyn. I 1206 tilfælde er der sket en overtrædelse, hvor der er blevet solgt enten alkohol, nikotin eller tobak til en ung kontrolkøber.

Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået af Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen har i en forsøgsordning på to år kunnet bruge unge kontrolkøbere til at undersøge, om landets butikker sælger varer med indhold af alkohol, nikotin eller tobak til børn og unge under de fastsatte aldersgrænser.

I 689 tilsyn er der sket en overtrædelse, hvor der blev konstateret salg af tobaksprodukter. Der blev solgt alkohol ulovligt i 483 tilsyn, mens der blev solgt elektroniske cigaretter i 31 tilsyn.

Den 25. juni blev der fremsat et lovforslag om at forlænge forsøgsordningen indtil sommeren 2028. Det forventes færdigbehandlet i august.

Der er ikke foretaget nogen tilsyn med unge kontrolkøbere efter 30. juni, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

RITZAU

Medier: Spanien henter 500 børn efter migrantstrøm i Ceuta

Spaniens regering arbejder på at hente 500 migranter, der ankom til den spanske eksklave Ceuta i juli, til det spanske fastland.

De pågældende migranter er alle børn.

Det skriver den britiske avis The Guardian og den spanske avis El País, som henviser til oplysninger fra det spanske radionetværk Cadena SER.

Ifølge El País’ oplysninger er der tale om 500 piger.

Meldingen om, at migranterne vil blive transporteret til det spanske fastland, kommer få timer efter, at EU-Kommissionen meddelte, at alle migranter i Ceuta ifølge EU’s lovgivning skal returneres til Marokko.

Omkring 70.000 migranter ankom til Ceuta fra Marokko 30. juli. Størstedelen blev i de efterfølgende dage sendt tilbage til Marokko igen.

Men der er altså fortsat migranter – herunder mindreårige – som befinder sig i den spanske eksklave i Nordafrika.

Ifølge spansk lovgivning har den spanske stat pligt til at tage sig af uledsagede migranter under 18 år, der ankommer til Spanien.

RITZAU

Forskere anbefaler kemifri bekæmpelse af mide blandt bier

Danske honningbier trues af varroamiden og de sygdomme, den spreder. Det koster årligt en stor del af de danske bifamilier.

Forskere peger derfor på, at biavlere dropper den tidligere anvendte kemiske behandling og anbefaler nu kemifrie bekæmpelsesmetoder.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Den invasive varroamide er en parasit, der har spredt sig til stort set alle danske bifamilier, siden den kom til Danmark i 1984.

– Sidste vinter gik omkring 20 procent af de danske bifamilier til, og året før var det nok nærmere 25 procent, siger seniorforsker fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet Per Kryger.

Varroamiden svækker bierne direkte, hvor den største fare er spredning af virus. Det er den mest almindelige dødsårsag blandt bierne om vinteren, oplyser Aarhus Universitet.

Endvidere lyder det, at der i årtier er benyttet kemi til bekæmpelse af miden, dog uden, at det har løst problemet.

– Kemien har været en sovepude. Man tænker: vi har styr på det, vi giver dem bare lidt kemi, og så tænker man ikke mere over det. Men det løser ikke problemet, det forlænger det, siger Per Kryger, der også understreger:

– Når man bekæmper med kemi, svækker man samtidig biernes eget immunforsvar.

Ifølge seniorforskeren skal biavlere derfor kigge i retning af to kemifri metoder, som bekæmper varroamiden.

Biens livscyklus er afgørende for, hvornår tiden er inde for avlerne for at gribe ind og stoppe midens mulighed for at formere sig.

Per Kryger peger på, at det er biens forseglede yngelperiode – altså hvor bien udvikler sig i en forseglet celle af voks – at yngelpause er en effektiv metode mod miden.

Fjernes ynglen eller forhindres dronningebien i at lægge æg i en periode, bremser man midens mulighed for formering.

Helt konkret kan avlere i praksis spærre bidronningen inde i mindst 25 døgn eller fjerne yngeltavlerne helt fra bifamilierne, lyder det.

Bekæmpelsesmetoderne kan blive nyttige i de kommende år ifølge Per Kryger, som forklarer, at en ny og mere yngelafhængig mide kan være på vej fra Asien.

RITZAU

Cyklist mister livet efter påkørsel i kryds i Ballerup

En mandlig cyklist har onsdag mistet livet i en trafikulykke i Ballerup.

I krydset mellem Linde Allé og Hold-An Vej blev han omkring klokken 15.18 påkørt af en bil, og cyklisten er efterfølgende afgået ved døden på Rigshospitalet.

Det fortæller vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

– Vi har fået vidneforklaringer om, at cyklisten formentlig er kørt imod færdselsretningen, og at bilisten ikke har haft en chance for at se, at han er kommet, siger vagtchefen.

Vejarbejde i området har muligvis haft en betydning.

Senere onsdag er cyklistens nærmeste pårørende blevet underrettet.

Det oplyser vagtchef Bo Nyberg, der samtidig fortæller, at den afdøde mandlige cyklist var i begyndelsen af 60’erne.

Hvordan påkørslen præcis er sket, kan Københavns Vestegns Politi endnu ikke sige, men en bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og køretøjerne for at forsøge at kaste lys over hændelsen.

Der er i den forbindelse foretaget tekniske undersøgelser på stedet, og cyklen er blevet taget med til videre undersøgelser.

Bag rattet i bilen sad en 57-årig mand.

I forbindelse med politiets og bilinspektørens undersøgelser var der i en periode spærret ved ulykkesstedet.

RITZAU

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Onsdag den 18. august 2026.

Udsigt, der gælder til torsdag aften, udsendt kl. 16:40

I aften og i nat vekslende skydække og i perioder byger. Temp. ned mellem 8 og 15 grader, lunest langs kysterne. Svag til frisk vind mellem sydvest og nordvest, senere mest mellem syd og vest. Torsdag lidt eller nogen sol og efterhånden byger, der kan være kraftige og med torden. Temp. op mellem 15 og 21 grader. Svag til jævn vind mellem syd og vest, ved kysterne stedvis op til frisk vind.

Antonsen afværger store problemer og vinder VM-gyser

Anders Antonsen var bagud langt ind i tredje og afgørende sæt, men trak det længste strå til allersidst og er dermed klar til tredje runde ved VM i badminton.

Mod irske Nhat Nguyen virkede aarhusianeren ukomfortabel og lavede flere besynderlige fejl kampen igennem, men vandt efter en gyserafslutning med 21-23, 21-19, 23-21.

Ireren var ovenpå og havde flere matchbolde, men efter en vundet challenge på et vitalt tidspunkt kom Antonsen ovenpå og vandt den lange og besværlige kamp mod verdens nummer 25.

Faktisk havde Anders Antonsen allerede smidt ketsjeren fra sig, inden han vandt føromtalte challenge ved stillingen 18-20 i tredje sæt.

– Jeg er rimelig diffus lige nu. Jeg var 100 procent sikker på, at mit slag ved stillingen 18-20 var ude. Altså virkelig. Så jeg havde tjekket ud. Så at jeg ikke er ude, kan jeg slet ikke lige forstå. Men ja, det var sindssygt. Hvilket drama, siger han til TV 2.

Første sæt blev både fysisk og mentalt krævende for begge spillere, og det endte også med at være uhyre tæt.

Antonsen spillede længe bedst, men han missede en sætbold, da han var foran 20-19.

I stedet snuppede ireren åbningssættet efter en lang duel på 60 slag, hvor han tog en føring på 22-21. Efterfølgende servede Nguyen sættet hjem efter 35 minutters spil.

Andet sæt begyndte heller ikke prangende, og aarhusianeren kom bagud med 7-11. Men så vendte bøtten for en stund.

Anders Antonsen vandt syv bolde i træk og lå pludselig lunt i svinget til at tage en overbevisende sætsejr. Overbevisende blev det dog ikke. Igen virkede han til at miste grebet om kampen, inden han dog tvang dysten ud i tredje sæt.

Her var Anders Antonsen igen i problemer og halsede konstant et skridt efter ireren.

Ikke desto mindre blev det spændende til sidst, da Anders Antonsen formåede at udligne stillingen ved 16-16. De afsluttende dueller var ufatteligt tætte, og danskeren virkede til at være slået.

Men da det så allermest sort ud, vandt han en challenge og fik momentum på sin side i de afgørende bolde.

RITZAU

Motorvej E45 er nu genåbnet, efter at der blev spærret for kørsel i sydgående retning, da en lastbil var brudt i brand syd for Horsens S afkørsel 57. Det fremgår af en myndighedsmeddelelse fra Sydøstjyllands Politi kort før klokken 17.

Ni personer er blevet dræbt, og yderligere 15 er blevet såret i et israelsk angreb på en politistation i Gaza By mandag.

Det meddeler myndighederne i Gaza ifølge palæstinensiske nyhedsmedier, skriver Times of Israel.

Det Hamas-kontrollerede indenrigsministerium i Gaza beskylder Israel for at skabe kaos i Gaza ved at målrette angreb mod politistyrken i området.

Mia Blichfeldt er lettet efter sin sejr ved VM i badminton, hvor hun bøvlede med en skade undervejs.

Det endte med en sejr til Blichfeldt på 21-19, 11-21, 22-20 over thailænderen Supanida Katethong.

– Rent mentalt fik jeg samlet mig. Jeg fik et kæmpe chok over det, der skete med min hæl.

– Jeg tænkte: “Nej, nej, nej, ikke en ny skade”. Jeg kunne mærke, jeg havde en pumpende fornemmelse i min hæl. Men jeg har haft lidt problemer med min fod hele ugen, siger Blichfeldt til TV 2 Sport.

Medicinalaktie skyder i vejret efter nyt om kræftvaccine

Biotekselskabet Moderna flyver i vejret på det amerikanske aktiemarked. En time efter børsåbningen i USA er selskabets aktie steget med 155 procent.

Det sker, efter at selskabet i samarbejde med selskabet Merck onsdag har offentliggjort positive resultater fra et studie med en vaccine mod modermærkekræft.

Konkret har selskaberne udviklet en personlig kræftvaccine – også kaldet mRNA-baseret vaccine – som i kombination med Mercks immunterapimedicin Keytruda kan mindske risikoen for tilbagefald og spredning af modermærkekræft.

– Disse fase 3-resultater repræsenterer et afgørende øjeblik for kræftforskningen, udtaler Stéphane Bancel, administrerende direktør hos Moderna, i en pressemeddelelse onsdag.

Forsøgsresultaterne kommer på baggrund af forsøg med mere end 1100 deltagere, lyder det i meddelelsen.

Moderna og Merck er med de positive forsøgsresultater kommet et skridt tættere på at indsende en ansøgning til den amerikanske lægemiddelstyrelse om godkendelse af vaccinen.

I et interview med Bloomberg fortæller Stéphane Bancel, at vaccinen kan ramme markedet allerede i 2027, skriver MarketWire.

Merck stiger knap 8 procent ved aktieåbningen i USA.

Ifølge professor Georgina Long, der er medicinsk direktør hos Moderna, markerer onsdagens forsøgsresultater et “skelsættende øjeblik” for den forebyggende behandling af modermærkekræft.

Hun udtaler i meddelelsen, at vaccinen i kombination med Mercks immunterapimedicin Keytruda kan hjælpe patienter med at forblive kræftfrie i længere tid.

RITZAU

Mindst 23 personer er onsdag blevet dræbt i en kollision mellem en bus og en lastbil på en motorvej i det sydlige Brasilien.

Det oplyser brasiliansk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ulykken fandt sted i delstaten Parana omkring klokken 03 lokal tid.

Polymarket og 97 andre spillesider blokeret i Danmark

Den omdiskuterede spilleside Polymarket, hvor man blandt andet kan spille på krig og militære konflikter, og 97 andre spillesider er onsdag blevet blokeret af Spillemyndigheden.

Og det er en beslutning, skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M) er glad for.

– Jeg bliver oprigtigt forarget over, at man kan gøre menneskelige tragedier til en forretningsmodel. Derfor er jeg utrolig glad for, at Polymarket og en række andre spillesider nu er blevet blokeret i Danmark.

I en pressemeddelelse skriver Skatteministeriet, at blokeringen kommer, fordi spillesiderne ikke har haft den nødvendige tilladelse til overhovedet at udbyde spil i Danmark.

Derfor har Retten på Frederiksberg givet Spillemyndigheden – en styrelse under Skatteministeriet – medhold i, at de i alt 98 spillesider skal blokeres.

På listen over blokerede sider fremgår også flere krypto- og casinohjemmesider, så blokeringen af 98 spillesider drejer sig ikke udelukkende om problematikken med Polymarkets mulighed for at spille på dødsfald og invasioner.

– Man kan ikke målrette sin forretning mod danske forbrugere og tjene penge på danskerne, samtidig med at man mener, at de danske regler ikke gælder for én selv. Vi skal have et marked, hvor reglerne gælder for alle, siger Jakob Engel-Schmidt.

Polymarket blev allerede kritiseret af Jakob Engel-Schmidts forgænger som skatteminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), der omtalte platformen som “vanvittig” til B.T. i december 2025.

Ifølge DR er Polymarket selv skuffede over beslutningen.

– Vi agter at få beslutningen prøvet gennem en juridisk proces i Danmark. Polymarket har ingen position i noget marked og tjener ikke på noget udfald, lyder det fra Polymarket ifølge DR.

Platformen Polymarket fungerer som et såkaldt forudsigelsesmarked, hvor brugere kan handle på udfaldet af forskellige begivenheder – for eksempel potentielle militære angreb.

I modsætning til traditionelle bettingplatforme spiller brugerne ikke mod en bookmaker, men handler direkte med hinanden om, hvad de forventer vil ske.

Man placerer altså ikke sit væddemål hos en bookmaker, men køber og sælger positioner på forskellige udfald med andre brugere.

Ud over at man på Polymarket har haft mulighed for at spille på kontroversielle begivenheder som krig, har der også været flere tilfælde med platformen, der har tydet på snyd med insiderhandel.

Blandt andet tjente en bruger over 400.000 dollar – svarende til mere end 2,5 millioner kroner – på at forudsige, at den nu afsatte præsident i Venezuela, Nicolas Maduro, ikke ville forblive ved magten tilbage i januar.

Om sagen fortalte Dustin Gouker, en konsulent inden for gamblingindustrien, til mediet Axios, at det trodsede al fornuft, hvis ikke der var tale om insiderhandel.

RITZAU

FCK rejser til Finland uden en syg Bo Svensson

FC København er onsdag rejst til Finland uden cheftræner Bo Svensson, der er ramt af sygdom og er tvivlsom til Conference League-kampen mod Inter Turku.

Det er endnu ikke udelukket, at Svensson kan blive rask nok til at rejse til Finland torsdag. Det oplyser FCK onsdag på klubbens hjemmeside.

– Cheftræner Bo Svensson er ikke rejst med til Finland, da han er syg. Han forventes at rejse torsdag, hvis han er blevet frisk, skriver FCK.

FCK er også ramt på målmandsposten, da Dominik Kotarski og nytilkomne Diant Ramaj heller ikke er rejst med til Finland.

Kotarski udgik med en knæskade i søndagens sejr over Randers FC i Superligaen, mens Ramaj først mandag blev hentet til klubben på en lejeaftale fra Borussia Dortmund.

FCK oplyste søndag, at Kotarski ikke kunne fortsætte på grund af problemer med det ene knæ.

– Vi har ingen melding om, hvad der er galt, men det er jo aldrig et godt tegn, når en spiller bliver skadet i en soloulykke, hvor der ikke har været kontakt med en modstander.

– Men det må de nærmere undersøgelser vise, og vi håber selvfølgelig det bedste for Dominik, sagde Svensson søndag til klubbens hjemmeside.

FCK har siden ikke meldt noget ud om status på Kotarski før onsdagens trupudtagelse.

Det betyder, at målmandsreserven Runar Alex Runarsson efter alt at dømme skal stå den første kamp mod finnerne.

Angriberen Andreas Cornelius er ikke med i truppen, og det er den nytilkomne kantspiller Thapelo Maseko heller ikke.

Hvis FCK slår Inter Turku ud over to kampe, er københavnerne klar til ligaspillet i Conference League.

FCK’s første kamp mod Inter Turku fløjtes i gang torsdag klokken 18.00.

RITZAU

Kvinder med endometriose får udskrevet flere antidepressiva

Kvinder med den kroniske lidelse endometriose får udskrevet 40 procent mere medicin mod depression end dem uden. Og det gælder allerede længe før, de får diagnosen. Faktisk får de udskrevet 29 procent mere medicin mod depression op til ti år før, diagnosen bliver stillet. Det viser et nyt registerstudie fra Aarhus Universitet. Lidelsen giver voldsomme smerter, og ifølge ph.d.-studerende ved Institut for Folkesundhed, Marie Josiasen, tyder tallene på, at kvinderne reagerer på de symptomer, de går rundt med. Hun har været med til at lave studiet og håber, at det kan hjælpe med at få kvinderne diagnosticeret tidligere.

Afgående overvismand Carl-Johan Dalgaard bliver kommentator hos Børsen

Allerede inden Carl-Johan Dalgaard er trådt ud af De Økonomiske Råds formandskab, har han fået nye aftaler i kalenderen.

Den nu afgående overvismand bliver fra september ny ekstern kommentator på dagbladet Børsen.

Det skriver mediet selv i en pressemeddelelse.

Tirsdag meddelte Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Carl-Johan Dalgaard fra 1. september er trådt ud af formandskabet efter at have været overvismand siden 2020.

Han skal fremover løbende skrive kommentarer til Børsen om aktuelle emner på det økonomiske og politiske område i Danmark og globalt.

Børsens ansvarshavende chefredaktør, Nikolaj Sommer, påpeger, at der er “hårdt brug for, at faglighed og indsigt fylder mere i debatten og i de politiske beslutninger”.

– Som afgående overvismand er Carl-Johan uden tvivl den stærkeste økonomiske kommentator, vi kunne ønske os i spalterne, siger han i pressemeddelelsen.

Carl-Johan Dalgaard forklarede tirsdag til Ritzau, at han egentlig gerne ville være stoppet i De Økonomiske Råd ved årsskiftet. Men praktiske forhold gjorde, at det var mest hensigtsmæssigt at fortsætte lidt endnu.

RITZAU

Regeringen køber nyt system til at skabe droneskjold over Danmark

Forsvaret skal have et bedre overblik over det danske luftrum. Derfor køber staten nu et nyt antidrone-system af den danske våbenvirksomhed Terma. Det oplyser forsvarsminister Jeppe Bruus. Han kalder indkøbet for et vigtigt skridt mod et egentligt droneskjold over Danmark. Systemet forventes at være i brug allerede i år. Sidste år skabte det panik, da der angiveligt blev set fremmede droner over kritiske områder. Myndighederne kunne dog efterfølgende ikke bekræfte, at der var tale om droner. Det nye system skal give et overblik i realtid. Næste skridt bliver at få våben, der kan skyde eventuelle droner ned.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]