Seneste nyheder

6. november 2026

Dansk cykelprofil holder pause med kyssesyge

Den danske sprinterprofil Tobias Lund er ude med kyssesyge.

Det afslører han i podcasten Cafe Eddy ifølge feltet.dk.

– Jeg har ikke trænet i lang tid. Der har været noget fysisk galt med mig, siden jeg blev syg i Giroen, og det er så kyssesyge, som jeg har kørt rundt med.

– Det fandt jeg først ud af for tre en halv uge siden. Der gik jo syv-otte ugers tid, hvor jeg ikke vidste, hvad der var galt med min krop, siger Lund i podcasten.

Den 23-årige Decathlon-rytter var senest på cyklen i et løb, da han blev nummer to i World Tour-løbet Copenhagen Sprint efter belgiske Jasper Philipsen midt i juni.

I maj hentede han fire top-ti-placeringer i Giro d’Italia, men var også præget af sygdom.

Kyssesygen gør, at han for tiden ikke træner eller på anden måde er aktiv.

RITZAU

WHO forventer kontrol med ebolaudbrud i DR Congo inden for tre måneder

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, tror på, at ebolaudbruddet i DR Congo kan komme under kontrol inden for tre måneder.

Det siger Thierno Balde, der er WHO’s beredskabsleder, på et online pressemøde tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer samme dag, som WHO’s krisekomité forventes at mødes for at drøfte det nuværende ebolaudbrud.

Tidligere på måneden lød en lignende forhåbning fra organisationen, men siden da har udbruddet spredt sig til en sjette provins.

Fredag slog FN desuden fast, at ebolaudbruddet i DR Congo i øjeblikket koster et menneskeliv hver halve time.

Alligevel siger Balde, at han stadig tror på, at det kan være muligt at vende kurven inden for tre måneder.

– Hvad angår den næste plan for de kommende tre måneder, ja, hvis man har de nødvendige ressourcer, så tror jeg, at det vil være muligt at gøre det, siger Balde ifølge Reuters.

Netop manglen på ressourcer er stadig et problem. WHO oplyser, at de har indsamlet omkring 60 procent af de 115 millioner dollar, som organisationen søger til indsatsen mod ebola.

Det svarer til omkring 742 millioner danske kroner.

2325 mennesker er døde efter at være blevet smittet med ebola i DR Congo.

Det viste tal fra landets regering ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Udbruddet er det mest dødelige i landets historie.

Det hidtil dødeligste udbrud fandt sted mellem 2018 og 2020, hvor 2299 mennesker døde.

De seneste tal fra DR Congos offentlige sundhedsinstitut viser desuden, at der er 4945 bekræftede smittetilfælde.

Udbruddet blev officielt erklæret den 15. maj, men formodningen er, at det allerede havde stået på i flere uger på daværende tidspunkt.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Syriens ekspræsidents fætter dømmes til døden for krigsforbrydelser

Den tidligere syriske præsident Bashar al-Assads fætter er blevet dømt til døden.

Det har en syrisk domstol afgjort tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fætteren Wassim al-Assad er blevet dømt for flere mord og “mord ledsaget af tortur og brutalitet, der er klassificeret som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser”, skriver nyhedsbureauet.

Så sent som i sidste uge blev Atef Najib, der er en anden af Assads fætre, ligeledes dømt til døden i Syrien.

Najib, en tidligere syrisk embedsmand og general, blev også dømt for forbrydelser mod menneskeheden.

Bashar al-Assad selv har på samme vis som sine fætre modtaget en dødsdom. Modsat sine fætre er hans dom blevet afgivet in absentia – altså uden at han var til stede ved sagen.

Det samme gælder Maher al-Assad, som er den tidligere præsidents yngre bror.

RITZAU

Det var “skåret skarpt op”, men ikke ærekrænkende, da De Radikales leder, Martin Lidegaard, i en debat i 2025 beskyldte Morten Messerschmidt for at ville internere personer med en anden etnisk baggrund.

Sådan udlægger Martin Lidegaard det selv, da han tirsdag udspørges i Retten på Frederiksberg, hvor han er blevet stævnet af Morten Messerschmidt.

– Jeg har skåret det skarpt op.

– Man søger en debat og et svar, forklarer han videre.

Borgerforslag om Afghanistan-udredning har 50.000 underskrifter

Et borgerforslag mod at anonymisere politikere i en udredning af krigen i Afghanistan har nu rundet 50.000 underskrifter. Det fremgår af Folketingets hjemmeside. Dermed kan forslaget fremsættes i Folketinget. Sagen handler om en rapport om den danske militærindsats. Her må politikerne selv vælge, om de vil stå frem med navn. Men det er principielt problematisk. Det mener veteran Morten Kromann, som er medstifter af borgerforslaget. Han understreger, at soldaterne har stået ved deres handlinger, og det må politikerne også kunne. De fleste involverede politikere oplyser dog til Berlingske, at de gerne vil lade sig citere med navn.

Et borgerforslag mod anonymisering af navne på politikere i udredningen af den danske militærindsats i Afghanistan har ramt 50.000 underskrifter.

For når Folketinget sender soldater i krig, skal der være åbenhed om beslutningsprocessen, mener stifteren.

– Der skal være åbenhed, og det skal vi også kunne forvente, der er næste gang, så vi får sendt et signal om, at når man bruger militær magt, så står man også ved det næste gang, siger veteran og stifter af borgerforslaget, Morten Kromann.

Første hold værnepligtige er operative i Grønland

For første gang er et hold værnepligtige sendt til Grønland. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside. Soldaterne er en del af den nye forlængede værnepligt på 11 måneder. Lige nu befinder de sig i Nuuk og Kangerlussuaq, hvor de skal løse operative opgaver. Samtidig skal de træne i det arktiske terræn. Ifølge kompagniets chef er der nemlig brug for, at soldaterne vænner sig til naturen højt mod nord, hvor der ikke er skove at gemme sig i. Formålet med udsendelsen er at frigøre andre soldater og opbygge en større kampkraft i Forsvaret.

Første hold værnepligtige er operative i Grønland

For første gang er et hold værnepligtige udsendt til Grønland. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

De værnepligtige kommer fra Slesvigske Fodregiment og er en del af det første hold i den forlængede værnepligt, der begyndte i februar.

19-årige Krab fra København er taknemmelig for at være en del af det.

– Det er fedt at få muligheden for at prøve at være operativ her i Grønland. Vi holdt en kort sommerferie, før vi tog afsted. Selvom det var dejligt, har jeg mest af alt bare gået og glædet mig til at komme tilbage, så vi kunne komme afsted, siger Krab.

I begyndelsen af august landede det første hold 11-måneders værnepligtige fra Slesvigske Fodregiment i lufthavnen i hovedstaden, Nuuk.

For første gang skal værnepligtige indgå i den operative tjeneste under øvelsen Arctic Endurance samtidig med, at de træner og styrker deres soldaterfærdigheder.

Imens de værnepligtige soldater er afsted, er de delt op, så nogle er i Kangerlussuaq, og andre er i Nuuk.

Begge steder skal de udføre vigtige opgaver som en del af den operative tjeneste.

Operativ opgaveløsning er en del af den forlængede værnepligt, som blev indført i forbindelse med forsvarsforliget.

Formålet er at opbygge en større kampkraft i hele Forsvaret ved blandt andet at frigøre personel til at udføre andre krævende opgaver.

RITZAU

Facebook-ejer risikerer straf på 1300 milliarder i sag om afhængighed

Tirsdag tages der hul på en retssag mod det amerikanske techselskab Meta, der anklages for bevidst at designe sine sociale medieplatforme Instagram og Facebook til at skabe afhængighed blandt børn.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En række delstater i USA gik i 2023 sammen om at lægge sag an mod Meta, og nu skal fire af dem repræsentere resten ved en domstol i Californien.

Under en høring i sidste uge sagde delstaternes advokat, at de går efter en straf på 200 milliarder dollar. Det svarer til knap 1300 milliarder kroner.

Meta nægter sig “på det kraftigste” skyldig i anklagerne, har en talsperson for selskabet fortalt AFP.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Tirsdag den 18. august 2026.

Der er kulingvarsel for Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til onsdag middag, udsendt klokken 10.20.

Østersøen omkring Bornholm:
Vest 6 til 11 m/s. God sigt. I morgen formiddag syd 7 til 12 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydvest 8 til 13 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Vest 3 til 8 m/s. God sigt. I nat syd 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydvest 6 til 11 m/s. God sigt. Sundet: Vest 4 til 9 m/s. God sigt. I nat vest 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydøst 5 til 10 m/s. God sigt.

Kattegat:
Vest 4 til 9 m/s. God sigt. I nat i den nordlige del sydøst 1 til 6 m/s. Og i den sydlige del vest 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den nordlige del sydøst 5 til 10 m/s. Og i den sydlige del vest 5 til 10 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Syd 6 til 11 m/s. God sigt.

Fisker:
Vest 2 til 7 m/s. God sigt. I aften syd 4 til 9 m/s. Og i den nordvestlige del sydøst 3 til 8 m/s. God sigt. I nat vest 7 til 12 m/s. Og i den nordøstlige del øst 6 til 11 m/s. God sigt. I morgen formiddag vest 7 til 12 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1,5 m. Dønning: 1 m.

Tyskebugt:
I den nordlige del sydøst 2 til 7 m/s. Og i den sydlige del vest 6 til 11 m/s. God sigt. I aften syd 5 til 10 m/s. Og i den nordøstlige del sydøst 4 til 9 m/s. God sigt. I nat vest 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra vest 11 til 16 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1,5 m. Dønning: 1 m.

Messerschmidt er oprørt i retten: Det ødelægger debatten

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er oprørt over beskyldninger om at ville internere folk på grund af hudfarve.

Det fortæller han tirsdag i Retten på Frederiksberg, hvor han har sagsøgt De Radikales leder, Martin Lidegaard, for at være kommet med ærekrænkende og injurierende udsagn.

– Det er simpelthen så groft, at jeg ikke vil have det siddende på mig, siger Messerschmidt.

De to partiledere sidder over for hinanden i byrettens retssal 001.

Sagen omhandler nærmere bestemt udtalelser, som Lidegaard kom med til en politisk debat foran cirka 2000 unge på Demokratidagen 10. november 2025.

Her sagde Martin Lidegaard blandt andet, at “man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.”

Det mener Messerschmidt, er ærekrænkende, og DF-formanden er den første til at tage plads i vidnestolen og give sit syn på sagen.

Her afviser han, at det er hans ønske at internere tusindvis af borgere med en anden tro.

– Nej, det er det ikke.

Han afviser også, at hudfarve har nogen som helst relevans.

– Jeg har masser af venner og bekendte, som har en anden hudfarve end mig.

– Jeg bliver virkelig oprørt, siger Messerschmidt og fortæller videre:

– Det her berører mig meget, fordi det ødelægger debatten. Vi stod over for 2000 potentielle førstegangsvælgere i Randers. Nogen kom også ned til mig bagefter og sagde, hvad er det her med hudfarve? Skal jeg ud?

Senere tirsdag skal Martin Lidegaard svare på spørgsmål i retssagen.

Han nægter at være kommet med ærekrænkende udsagn og vil frifindes.

Dommen afsiges først om nogle uger.

RITZAU

Guvernør melder ti dræbt i russisk angreb på grænseområde i Ukraine

Ti personer er ifølge en ukrainsk guvernør blevet dræbt i et russisk angreb i den nordøstlige del af Ukraine.

Ifølge Kharkiv-guvernøren, Oleh Synjehubov, er der tale om et raketangreb mod byen Petjenihy, der ligger omkring 40 kilometer fra den russiske grænse.

Det skriver Synjehubov i et opslag på sociale medier tirsdag.

Otte personer er desuden blevet skadet i angrebet ifølge guvernøren.

Angrebet skulle også have forårsaget skader på både huse og butikker, og det kommer på et tidspunkt, hvor der er en stigning i antallet af civile dræbte i krigen.

Flere civile er ifølge FN blevet dræbt under krigen i de seneste måneder end i nogen anden periode siden krigens start.

Det er uklart, om tirsdagens dræbte også er civile.

Det er ikke kun Ukraine, der melder om friske angreb tirsdag.

Ifølge russiske myndigheder affyrede Ukraine 620 droner mod Ruslands hovedstad, Moskva, og de omkringliggende områder tidligt tirsdag morgen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der beskriver angrebet som et af Ukraines største luftangreb mod regionen.

Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, skriver i et opslag på Telegram ifølge Reuters, at 180 af dronerne over Moskva er blevet skudt ned.

Det lyder videre, at redningsarbejdere er på stedet ved nedfaldsstederne.

Borgmesteren uddyber dog ikke, hvorvidt der er nogen dødsfald eller skader.

Samtidig skulle der på den russiskannekterede halvø Krim være meldinger om elnedbrud efter omfattende ukrainske angreb.

Et varelager fra firmaet Wildberries meldes ligeledes ramt af en drone under de ukrainske angreb, skriver nyhedsbureauet.

Ukraine har gentagne gange angrebet varelagre med forbindelse til onlineforhandleren Wildberries.

Ukraine har tidligere sagt, at angrebene er et modsvar til Ruslands angreb mod ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur.

RITZAU/AFP

Messerschmidt før retssag: Handler ikke om hudfarve- eller tykkelse

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har gentagne gange bedt politisk leder Martin Lidegaard (R) om at trække sine beskyldninger om hudfarve tilbage.

Det lykkedes ikke, og derfor mødes de to partiledere tirsdag i retten i en historisk sag, hvor Messerschmidt afviser, at han er tyndhudet, fordi han har stævnet Lidegaard.

– Jeg synes ikke, det er et spørgsmål om, hvilken hudtykkelse jeg har. Det har ikke noget at gøre med hudfarve eller -tykkelse, siger Messerschmidt foran Retten på Frederiksberg.

Ifølge Messerschmidt kom Lidegaard med ærekrænkende udsagn under en politisk debat til Demokratidagen i Randers 10. november 2025.

Den radikale partileders udtalelser kom i kølvandet på en artikel og en podcast hos Weekendavisen, hvor Messerschmidt talte om udvisning af kriminelle udlændinge og udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv.

Han omfavnede idéen om remigration, som Lidegaard mener, er at gå for langt. Det er en politik, hvor indvandrere eller efterkommere tilskyndes eller presses til at forlade landet og vende tilbage til oprindelseslandet.

Til debatmødet sagde Lidegaard, at Dansk Folkeparti vil deportere tusindvis med en anden hudfarve.

– Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her, sagde han ifølge DR.

Lidegaard har siden over for Ritzau anerkendt, at Messerschmidt ikke brugte ordet “hudfarve”, og at det er skarpt skåret op. Men han holder fast i, at forslaget vil ramme folk med en anden hudfarve end de etnisk danske.

– Jeg anerkender, at i det interview bruger Morten Messerschmidt ikke ordet hudfarve. Men jeg mener, at det er konsekvensen af det, som Messerschmidt siger, sagde Lidegaard i november 2025 til nyhedsbureauet.

Tirsdag bliver Lidegaard foran Retten på Frederiksberg spurgt til, om det var racistisk sagt.

– Jeg har ikke lyst til at stemple folk som det ene eller det andet, men den bevægelse, som Morten Messerschmidt har tilsluttet sig, den opfatter jeg som racistisk, siger han.

Han afviser, at han dermed gentager det samme budskab, som han er hevet i retten for.

– Nej, jeg siger, at når man går ned ad den Frygtens Allé, som jeg sagde, og hvis man vælger at gøre det, så tror jeg, at man vil udvise folk på baggrund af tro og hudfarve, altså på grund af etnicitet.

– Det kan man bare sige, er forkert. Det var min fortolkning af det interview, som Morten Messerschmidt gav, og det er min gode ret til at lave den fortolkning, siger Lidegaard.

Messerschmidt er glad for den danske tradition for hårde debatter og kan selv gå hårdt til sine modstandere, men han mener, at Lidegaard er gået for langt.

– Der er også en grænse. Og det her med, når man ved, at det er usandt, og så fremturer med, at Dansk Folkeparti skulle gå op i hudfarve for eksempel, det passer ikke.

– Jeg gør ekstremt meget ud af at sige, at dem, der vil Danmark, dem, der har et arbejde, dem, som ikke er kriminelle, de skal være hjertelig velkomne. Det er et vigtigt budskab, og det ved Martin Lidegaard godt, siger han.

Dommen ventes først om nogle uger.

RITZAU

Tidligere OL-svømmer gør comeback efter to års pause

Den 24-årige svømmer Thea Blomsterberg vender tilbage til bassinet efter to års pause. Det skriver SvømDanmark i en pressemeddelelse. I 2024 satte hun karrieren på pause efter en turbulent tid op til OL i Paris. Men nu har hun genfundet lysten til at svømme på eliteplan. I pressemeddelelsen fortæller Thea Blomsterberg, at hun har haft brug for tid til at bearbejde tingene. Nu glæder hun sig til at komme i gang igen. Hun understreger dog, at hun endnu ikke ved, hvor comebacket ender, men at det vigtigste lige nu er motivationen.

18-årig mand er død i sammenstød mellem bil og lastbil

Tirsdag morgen har en 18-årig mand mistet livet i en trafikulykke nord for Billund. Her stødte en personbil og en lastbil sammen. Den unge mand sad bag rattet i personbilen, og ingen andre er kommet til skade. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update. Hans nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet. Ifølge P4 Trafik skete ulykken i et kryds på Bredsten Landevej. Lige nu er vejen spærret, mens en bilinspektør undersøger årsagen til ulykken. Politiet forventer, at vejen åbner igen i løbet af formiddagen.

Københavns Politi er tirsdag morgen rykket ud til Halmtorvet i forbindelse med et klorudslip.

Det skriver politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.

Halmtorvet er blevet spærret af, ligesom at politiet opfordrer beboere i området til at lukke døre og vinduer.

Koncentrationen af udslippet kan være sundhedsskadelig, lyder det.

Auktionshus forventer mindst 65 millioner for Jordan-trøje

Der er gode nyheder for velhavende basketballfans med et samlergen.

Fra 15. september kan der bydes på den trøje, som Michael Jordan bar i tredje kamp i finaleserien, da han i 1998 vandt sit sjette og sidste mesterskab med Chicago Bulls i NBA.

Vurderingen for trøjen lyder på 10 millioner dollar, som svarer til knap 65 millioner kroner, skriver Reuters.

Omtrent samme beløb gik en anden af hans trøjer for ved en auktion i 2022. Det er rekord for en baskettrøje, og der er derfor stor sandsynlighed for, at prisen kan blive højere.

Jordan scorede 24 point i storsejren på 96-54 over Utah Jazz i serien, som Chicago Bulls vandt 4-2.

Den historiske mesterskabssæson blev skildret i Netflix-serien “The Last Dance” i 2020. Det var sidste sæson, hvor profiler som Jordan, Scottie Pippen og Dennis Rodman var på holdet.

RITZAU

Ulykke spærrer landevej nord for Billund

Tirsdag morgen er der sket en trafikulykke på Bredsten Landevej ved Filskov nord for Billund.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad gik de første meldinger på, at en lastbil og en personbil skulle være involveret.

Avisen skriver også, at Vejle Brandvæsen beder om arbejdsro på stedet.

Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi oplyser til Ritzau kort før klokken 08.30, at man er til stede på ulykkesstedet, men at man ikke kan oplyse yderligere.

P4 Trafik skriver, at ulykken er sket i krydset mellem Bredsten Landevej og Sølundvej.

Her fremgår det også, at der er spærret på ubestemt tid.

RITZAU

Biler kan være på vej væk: Per beskylder politikerne for at bukke under

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV2 ØSTJYLLAND. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

På Orkestervej i Randers-bydelen kan en omdiskuteret bilkirkegård snart være fortid. I stedet åbner politikerne for, der kan bygges på grunden. Noget, som også kritiseres af beboere i området.

I flere år har det nemlig netop været ønsket fra grundejeren. Noget som han har fået afslag på ad flere omgange. Indtil nu.

– Uanset om det skulle være ændret fra rekreativt område til anden anvendelse eller ej, så har den, der ejer grunden i dag, presset sig til at få hans vilje. Det er ærgerligt, at politikerne falder på knæ for pres, siger formand for Grundejerforeningen Sekstetten Per Hansen til TV2 Østjylland.

Per Hansen mener nemlig, at de mange biler, trafikmængden samt støj fra grunden er blevet brugt af ejeren til at presse sit ønske om at få lov til at bygge på området igennem.

– De, der vil bryde loven eller som går over stregen i Randers Kommune, de får deres vilje.

– Det kan jo undre, at man, fordi man provokerer sig til at få sin vilje, lige pludselig vil ændre status på området, lyder det fra Per Hansen.

Kritikken preller af på formand i Erhvervs- og planudvalget i Randers Kommune Henrik Hove-Nielsen (DD). Det er netop medlemmerne her, der har stemt for at gå videre med at ændre grunden på Orkestervej til ikke kun at skulle være et rekreativt område.

– Det er korrekt, at det er udlagt som et rekreativt område eller et grønt område, men det har jo i mange år stået med hegn omkring og med højt græs. Lige nu står der en hovedbygning og nogle bygninger, som ikke er særligt pæne at se på. Så derfor, så synes vi, at det her forslag, der er kommet om, at man måske gerne vil kigge ind i at bygge på grunden i stedet for, det er en rigtig god idé. Det er det, vi har truffet vores beslutninger ud fra, slår han fast.

At der har stået over 50 biler på grunden samt været udfordringer med tung trafik til og fra stedet, er ikke noget, der har spillet ind for Henrik Hove-Nielsen.

– Jeg har ikke fået den slags henvendelser, før jeg får kendskab til sagen. Rent faktisk, så er det først, da TV2 Østjylland henvender sig omkring den side af sagen, at jeg hører om den.

– Så det har jo ikke været det, der har været min bevæggrund for at træffe en beslutning i udvalget, siger han.

Han anerkender dog beboernes oplevelser.

– Jeg kan sagtens forstå, hvis naboerne har den opfattelse, at det er det, vi har gjort, fordi det er den oplevelse, de har af situationen. Men som sagt, så er jeg nødt til at forholde mig til fakta. Jeg kender ikke til det her, før I fortæller mig om det.

Den forklaring køber Per Hansen fra området ikke.

Spørgsmål: Udvalgsformanden siger, at det ikke har noget på sig, at de er bøjet under for pres. De synes bare, at det vil være godt med de her boliger, frem for alle bilerne. Har han ikke en pointe i det?

Svar: Jo, det har han, men så forstår man jo ikke, hvorfor de ikke allerede i 2021 eller 2024 bøjede sig, da byggeansøgningerne kom. Man undrer sig over, at køberen i 2010 fik afslag på at købe ejendommen til bebyggelse og udstykning. Man har haft rig mulighed igennem de sidste 15-20 år til at se på, om den kunne udstykkes, siger Per Hansen.

Genbo til den pågældende grund på Orkestervej Julie Vestergaard synes også, at det har været et uskønt forløb.

Men hun håber nu mest på, at der kommer en afklaring på fremtiden for området.

– I bund og grund håber vi på, der kommer noget høring, inden der sker noget som helst herovre, fordi det er meget usikkert. Vi ved ikke, hvad han kan finde på at gøre derovre, siger hun til TV2 Østjylland.

I første omgang skal kommuneplanen for området først ændres, før der kan gives tilladelse til byggeri.

TV2 Østjylland har rakt ud til grundejeren, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

https://www.tv2ostjylland.dk/randers/per-beskylder-politikerne-for-at-bukke-under-e602d

Redaktionel kontakt:

Mads Otte

tlf.: +4527421334

e-mail: maot@tv2oj.dk

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV2 ØSTJYLLAND ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)

Vækst får Coloplasts overskud til at vokse med 82 procent

Coloplast omsatte for knap 7,4 milliarder kroner i tredje kvartal.

Det viser selskabets skæve regnskab for 2025/2026.

Omsætningen ligger dermed seks procent over den tilsvarende periode året før.

Derudover er overskuddet efter skat steget 82 procent til næsten 1,5 milliarder kroner.

Væksten i tredje kvartal er bredt funderet i selskabets forskellige forretningsområder.

Coloplast producerer medicinske hjælpemidler som stomiposer, katetre og løsninger til mennesker med problemer med blære- eller tarmfunktionen.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]