Seneste nyheder

6. november 2026

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Søndag den 16. august 2026.

Udsendt kl. 12.45

Østersøen:
Fra mandag middag

Vest 8 til 13 m/s.
Tirsdag
Om dagen kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten vest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Sydvest 6 til 11 m/s.
Torsdag
Sydvest 6 til 11 m/s.
Fredag
Øst 4 til 9 m/s.

Indre danske farvande:
Fra mandag middag

Nordvest 8 til 13 m/s.
Tirsdag
Nordvest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Om dagen sydøst 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten vest 6 til 11 m/s.
Torsdag
Vest 5 til 10 m/s.
Fredag
Kattegat sydøst 3 til 8 m/s. Bælthavet og Sundet vest 3 til 8 m/s.

Skagerrak:
Fra mandag middag

Om dagen nordøst 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten nordvest 5 til 10 m/s.
Tirsdag
Sydvest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Om dagen i den østlige del sydøst 3 til 8 m/s. I den vestlige del nordvest 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten vest 5 til 10 m/s.
Torsdag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Fredag
Fra skiftende retninger 3 til 8 m/s.

Nordsøen:
Fra mandag middag

Om dagen Fisker og Tyskebugt kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Fladen, Dogger og Humber nordvest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Dogger og Humber sydvest 4 til 9 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydøst 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s.
Onsdag
Nordvest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Om dagen Fisker og Tyskebugt sydvest 4 til 9 m/s. Fladen, Dogger og Humber fra skiftende retninger eller fra nordvest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten Fladen, Dogger og Humber fra nordlige retninger 6 til 11 m/s. Fisker nordvest 2 til 7 m/s. Tyskebugt fra skiftende retninger 4 til 9 m/s.
Fredag
Om dagen Fisker og Tyskebugt fra nordlige retninger 6 til 11 m/s. Fladen, Dogger og Humber kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nord 9 til 14 m/s. Tyskebugt nordvest 4 til 9 m/s.

Ritzaus planer for nyheder søndag og mandag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Artiklen fortsætter efter annoncen

OB køber svensk angriber i tysk fodbold

Superligaklubben OB har fået offensiv forstærkning.

Søndag har klubben købt den svenske angriber Alexander Ahl-Holmström fra Magdeburg i Tysklands næstbedste række. Han har fået en kontrakt til sommeren 2029 med den fynske klub.

Det skriver OB på sin hjemmeside.

Den 27-årige svensker rager 191 centimeter op i luften og har en profil, der passer godt til OB’s trup, mener sportsdirektør Troels Bech.

– Alexander supplerer vores trup med god fysisk styrke og en vis hurtighed.
Især med et hovedspil, som vil kunne bruges både i det åbne spil og på vores dødbolde.

– Vi vurderer ham til at have særlig gode evner til at spille med ryggen til mål, altså evnen til at modtage og fastholde bolden, siger Troels Bech.

Det blev blot til to scoringer for Alexander Ahl-Holmström i løbet af halvandet år i tysk fodbold. Tidligere har han scoret 11 mål i 54 kampe i Sveriges bedste række.

Han er ikke med i truppen, når OB søndag eftermiddag får besøg af AC Horsens i Superligaen.

RITZAU

Større ro giver næring til Christophersens drøm om top-10

Line Christophersen er på papiret Danmarks bedste bud på et topresultat i damesingle, når VM begynder i Indien mandag.

En turneringssejr i US Open i juni efterfulgt af en finale i Canada Open har sendt Christophersen op som nummer 15 på verdensranglisten og en tilsvarende seedning ved VM.

– Det gik vildt godt i USA og Canada, og det føles godt til træning, så jeg ser frem til VM og håber, jeg kan køre videre med det gode spil, siger Line Christophersen.

Også ved nogle af de største turneringer har Christophersen vist flotte takter.

I årets All England nåede hun til kvartfinalen, hvor hun pressede verdens nummer to, japaneren Akane Yamaguchi, ud i tre sæt.

I den efterfølgende turnering slog hun verdens nummer ti på vej til kvartfinalen i Swiss Open.

I en alder af 26 år tror hun på, at resultaterne er et tegn på, at hun er på vej ind i sin bedste periode i karrieren.

– Det tror jeg på. Hele året har overordnet været godt, og jeg har slået gode spillere.

– Jeg har generelt fået mere ro på mit spil og tror mere på det hele. Jeg tør være i duellerne og har troen på, at jeg gør de rigtige ting, fortæller Christophersen.

Hun har troen på, hun kan nå endnu længere.

– Jeg håber da, jeg kan komme en del højere op, i hvert fald nå top-10. Og drømmen om at blive en af de allerbedste lever også.

– Nu har jeg fokus på fortsat at være aggressiv, men også turde afvige, så det ikke er mig selv, der skal lave pointene hele tiden.

Danskeren er klar favorit mod Megan Lee Xinyi fra Singapore i første runde.

Også Mia Blichfeldt er med i damesingle som turneringens 16.-seedede.

VM spilles fra 17. til 23. august.

RITZAU

Russisk guvernør melder om massivt droneangreb i Moskva

Moskva-regionen i Rusland har søndag været mål for hundredvis af ukrainske droner.

Ifølge Moskvas guvernør, Andrej Vorobjov, er regionen blevet ramt af “et af de mest massive droneangreb i nyere tid”.

Ifølge Andrej Vorobjov er adskillige personer i regionen blevet såret, mens en 83-årig mand er blevet dræbt, skriver BBC.

Guvernøren oplyser samtidig, at et nedslag fra en drone i byen Podolsk syd for Moskva har forårsaget en brand i et varelager, der tilhører den russiske onlineforhandler Wildberries.

Ukraine har gentagne gange angrebet varelagre med forbindelse til Wildberries.

Ukraine siger selv, at angrebene er et modsvar til Ruslands angreb mod ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur.

Borgmesteren i Moskva, Sergej Sobjanin, melder også om et vedvarende droneangreb mod hovedstaden natten over.

På den russiske statslige beskedtjeneste Max skriver han, at russiske luftforsvarssystemer har opfanget over 600 droner, som havde kurs mod Moskva. Heraf er omkring 200 blevet skudt ned i regionen, lyder det.

Der er også meldinger om angreb andre steder i Rusland.

Ifølge guvernøren i Rostov-regionen i det sydlige Rusland er fem personer blevet dræbt i ukrainske angreb i løbet af natten. Det skriver BBC.

Også i Belgorod, som ligger tæt på den ukrainske grænse, er en person blevet dræbt, da en bus blev ramt i et angreb. Det siger områdets guvernør ifølge BBC.

Der er samtidig meldinger om russiske missilangreb på tværs af Ukraine. Her skal mindst tre personer have mistet livet. Desuden er mindst 20 personer blevet kvæstet, lyder det.

I den ukrainske hovedstad, Kyiv, lød der luftalarmer umiddelbart før klokken 02.00 lokal tid. Herefter blev der hørt adskillige eksplosioner.

Ifølge Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, var hovedstaden “under massivt angreb med ballistiske missiler”. Han opfordrede borgere til at søge tilflugt.

Angrebene har antændt brande i flere dele af Kyiv.

RITZAU/AFP

Danmarks 4 x 100 meter medley herreholdkap kvalificerer sig til EM-finalen i syvendebedste tid.

Kraftig vind og regn rammer Hawaii i forbindelse med orkan

Kraftig vind og voldsom regn har ramt den amerikanske delstat Hawaii, efter at kategori 1-orkanen Lala er passeret uden om delstatens største ø, øen Hawaii.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Selv om orkanen ikke har ramt øen direkte, har myndighederne stadig advaret om potentielt farlige oversvømmelser.

– Ødelæggende vind og kraftig regn vil fortsætte på tværs af øen Hawaii og Maui natten over og sprede sig vestpå over Oahu og Kauai søndag, skriver USA’s National Hurricane Center (NHC) på sin hjemmeside lørdag aften lokal tid, hvilket svarer til søndag morgen dansk tid.

Lala har taget til i styrke og har nået en vindhastighed på op til 120 kilometer i timen, skriver AFP.

Ifølge nyhedsbureauet passerede orkanen omkring 30 mil sydvest for øen Hawaiis sydligste punkt.

Orkanen bevæger sig mod nordvest, og det ventes den at gøre natten igennem, lyder det fra NHC.

Forventningen lyder, at orkanens midtpunkt bliver syd for Hawaiis øer.

Ifølge hjemmesiden PowerOutage, som overvåger strømafbrydelser i blandt andet USA, har over 100.000 strømkunder i Hawaii mistet strømmen.

Borgmesteren i Honolulu, som ligger på øen Oahu, sagde fredag ifølge AFP, at myndighederne havde brugt flere dage på at forberede sig til stormen. Han opfordrede samtidig borgere til at holde sig klar.

Tropiske storme og orkaner kan kategoriseres efter Saffir-Simpson-skalaen. Skalaen strækker sig op til kategori 5, som er det kraftigste.

Hawaii blev senest ramt af en større orkan, som er en orkan i minimum kategori 3, i 1992.

Her ramte orkanen Iniki delstaten og forårsagede mindst seks dødsfald og skader for flere milliarder dollar, skriver AFP.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Søndag den 16. august 2026.

Der er kulingvarsel for Østersøen omkring Bornholm, Skagerrak, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til mandag middag, udsendt klokken 10.15.

Østersøen omkring Bornholm:
Kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I aften, i nat og i morgen formiddag vest 7 til 12 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 6 til 11 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Vest 6 til 11 m/s. God sigt. Sundet: Vest 5 til 10 m/s. God sigt.

Kattegat:
Vest 7 til 12 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I nat i den østlige del sydøst 8 til 13 m/s. Og i den vestlige del vest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag nordvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
Vest 8 til 13 m/s. Og i den nordvestlige del nordvest 3 til 8 m/s. God sigt. I aften vest 4 til 9 m/s. Og i den nordøstlige del nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I nat nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. Og i den sydvestlige del nord 5 til 10 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2,5 m. Dønning: 1,5 m.

Tyskebugt:
Nordvest 6 til 11 m/s. Og i den sydvestlige del nordvest 1 til 6 m/s. God sigt. I aften vest 7 til 12 m/s. Og i den sydøstlige del nord 1 til 6 m/s. God sigt. I nat nordvest 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen formiddag nordvest 5 til 10 m/s. Og i den sydøstlige del kuling fra nord 11 til 16 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1,5 m. Dønning: 1 m.

Mand dræbt mod træ på mark efter soloulykke på Nordfyn

En 43-årig mand har søndag morgen mistet livet i en soloulykke på Nordfyn, oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

Ulykken er sket forud for klokken 06.23, hvor politiet ifølge vagtchefen hos Fyens Politi modtog en anmeldelse.

Den dræbte befandt sig i en bil, som på Gyldensteensvej ved Jerstrup Skov nær Bogense kørte af vejen og ramte et træ på en mark.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør – altså en teknisk ekspert inden for trafikulykker – i håbet om at kunne få en nærmere forståelse af, hvad der er sket.

Den dræbte er en mand fra lokalområdet, og de pårørende er blevet underrettet.

RITZAU

Danske Gymnasier ønsker et opgør med puttefester i parker

Der er andre måder at fejre, at man er begyndt på gymnasiet, end at samles til store introarrangementer eller såkaldte puttefester i eksempelvis parker.

Det mener Danske Gymnasier, der gerne ser, at arrangementerne uden for skolen slet ikke opstod.

Der er for meget uro forbundet med det, siger forperson Maja Bødtcher-Hansen.

I stedet håber hun, at skole, forældre og elever sammen kan skabe bedre rammer i den første tid som gymnasieelev.

– Det er voldsomt, at flere tusinde unge mennesker samler sig og indtager alkohol sammen. Og der har vi set eksempler på, at der opstår slagsmål og ubehagelig stemning. Det synes jeg, er ærgerligt, at de unge skal møde.

– Mit ønskescenarie er, at de fællesskaber, de starter op, koncentrerer sig om skolen og ikke er de her kæmpestore samlinger af elever fra alle mulige skoler og en masse folk, man ikke skal have en relation til, siger hun.

Fredag var der store samlinger af nye gymnasieelever i blandt andet Søndermarken på Frederiksberg i København og i Folkeparken i Roskilde.

Ved festen i Søndermarken rykkede politiet ifølge TV 2 Kosmopol ud til en anmeldelse om masseslagsmål, hvor en person kom til skade.

I Folkeparken i Roskilde blev en 16-årig dreng stukket med kniv og afgik ved døden.

En jævnaldrende dreng er anholdt og sigtet for manddrab.

Det er politiets opfattelse, at knivstikkeriet er sket på grund af en konflikt mellem drengene.

Det er ikke første gang, at der bliver berettet om uroligheder i forbindelse med introfesterne uden for skolen.

Men hændelsen fra Roskilde og urolighederne i Søndermarken understreger ifølge Maja Bødtcher-Hansen, at der skal gøres noget.

– Jeg tror, der er et ret stort pres på de unge for at tage til de her arrangementer.

– Derfor skal vi have forældrene mere på banen og have samtalen med dem om, at det faktisk er okay som forælder at sætte foden ned og sige nej til, at deres børn tager til de arrangementer, siger hun.

På de fleste gymnasier er der forældremøder i løbet af den første tid på gymnasiet.

Det er blandt andet dette forum, Maja Bødtcher-Hansen håber, at gymnasierne kan bruge til at tale med forældre om, hvordan man støtter hinanden og de unge i at tilvælge arrangementer på skolen og med klassekammeraterne.

RITZAU

Sommerens elpriser har været de højeste siden energikrisen i 2022

Denne sommer har budt på de højeste elpriser siden energikrisen i 2022. Det viser tal fra energiselskabet Andel Energi. Årsagen er blandt andet konflikten mellem Iran og USA, som har bremset en stor del af verdens gas- og olietransport. Fordi vi handler strøm med Tyskland, der bruger meget gas, presser det også de danske priser op. Kommerciel direktør i Andel Energi, Josefine Walter, oplyser i en pressemeddelelse, at vi kan stå i en alvorlig situation til efteråret, når fyringssæsonen starter. Selskabet forventer dog ikke, at priserne når samme højder som i 2022.

Stærke NFL-bånd gør Nordic Storm overlegen

Der er langt fra NFL til den europæiske pendant EFA. Og så alligevel ikke.

På dansk-svenske Nordic Storm nyder trænerne godt af deres store erfaring fra verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Det er en af nøglerne til, at holdet har tromlet det meste modstand på vejen mod søndagens semifinale mod Paris Musketeers.

Tag bare cheftræner John Shoop. Han har stået på sidelinjen hos hold som Carolina Panthers, Tampa Bay Buccaneers, Chicago Bears og Oakland Raiders.

Og så den defensive koordinator Mark DeLeone, der så sent som sidste år var under Andy Reids vinger som assistent hos Kansas City Chiefs.

– Noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved vores hold, er, at vi har meget sofistikerede planer for både angreb, forsvar og special teams, forklarer John Shoop.

– Min baggrund er i NFL, og det samme er Mark DeLeones. Alt det, vores quarterback Jadrian Clark gør ved “line of scrimmage” (startlinjen, red.), er det samme, som Drew Brees eller Peyton Manning gjorde, da de spillede. Vi bruger nogle meget avancerede systemer, og vores spillere er altid sultne efter at lære mere, siger han.

57-årige Shoop har gennem sin trænerkarriere været i samme stab som prominente NFL-skikkelser som Jon Gruden, Mike Tomlin, Kyle Shanahan, Vic Fangio og Norv Turner.

Derudover er flere af hans tidligere spillere selv blevet trænere. Blandt andre Ben Johnson – nuværende cheftræner for Chicago Bears – som var quarterback for University of North Carolina, hvor Shoop var hans læremester.

Johnson har i et tidligere interview givet Shoop en del af æren for sin måde at behandle spillere på.

Shoop har stadig tæt kontakt med sine tidligere kolleger og følger på den måde udviklingen på den anden side af Atlanten.

– En af fordelene ved det her job er, at NFL-sæsonen ligger i efteråret og først starter, når vores sæson er slut. Så jeg kan se alle kampene og udveksle beskeder med venner i ligaen. Det er mit ansvar at holde mig opdateret på de nyeste tendenser.

– Mange af de gutter, der har spillet for mig, er nu trænere i NFL. Det er fedt at se dem der, men det er også godt, at jeg kan række ud til dem med et spørgsmål og få et hurtigt svar, konstaterer amerikaneren.

Den europæiske liga EFA, European Football Alliance, udspringer af nu hedengangne European League of Football, hvor Nordic Storm sidste år debuterede med en semifinaleplads som resultat.

Kun seks hold er en del af ligaen, og Nordic Storm har med ni sejre i ti kampe sikret sig topseedning før semifinalen, der spilles i tyske Frankfurt.

På hjemmebanen i Gladsaxe har Nordic Storm gjort rent bord. Og hele fem af holdets sejre i løbet af sæsonen har været på over 30 point.

Det kunne tyde på lidt for store niveauforskelle, men sådan ser Shoop det ikke.

– EFA er en meget, meget bedre liga, end ELF var. Jeg mener, at alle hold i vores liga kan slå hinanden. Selv om nogle af vores resultater måske indikerer noget andet, så er alle hold kompetente.

– Det er en konkurrencepræget liga, og efter en grundspilssæson på ti kampe føler vi, at vi har været igennem en hård proces. Ingen kampe var nemme, siger træneren.

Alligevel må det betragtes som lidt af en skuffelse for Nordic Storm, hvis holdet ikke formår at kæmpe sig forbi Paris Musketeers, der selv er ledet af en tidligere NFL-træner i skikkelse af Jack del Rio.

Nordic Storm har sammenlagt vundet de to indbyrdes møder med 70 point, og del Rio er da også klar over, at der skal en overraskelse til.

– Vi sætter en god plan sammen og skal nok være konkurrencedygtige. Det kan jeg godt love. Men Nordic var meget overlegne i de to kampe, vi spillede mod dem i år, siger del Rio til EFA’s sociale medier.

Shoop tager intet for givet.

– Efter mange år i NFL ved jeg, at noget af det sværeste i fodbold er at slå det samme hold tre gange. Paris har en defensiv linje, der er lige så talentfuld som enhver anden, vi vil møde, og de skaber store udfordringer. De har dygtige folk på angrebet, og deres quarterback er en meget erfaren spiller.

– Vi taler faktisk ikke ret meget om vores modstandere. Vi siger ofte, at det eneste hold, der kan slå Storm, er Storm. Det hele handler om os selv. Vores spillere forsøger virkelig at spille op til en vis standard, uanset hvem vi møder.

– Vi har sat barren ret højt, og hver uge prøver vi at blive lidt bedre. Men for at være ærlig, så tror jeg ikke, at vi har spillet vores bedste football endnu, siger cheftræneren.

Selve finalen i EFA afvikles 29. august i østrigske Innsbruck.

RITZAU

Danske Gymnasier ønsker et opgør med puttefester i parker

Danske Gymnasier ønsker et opgør med de store puttefester i parker. Der er simpelthen for meget uro forbundet med dem. Fredag var der store samlinger af nye elever. I Søndermarken på Frederiksberg rykkede politiet ud til et masseslagsmål. Det oplyser TV 2 Kosmopol. Og i Roskilde blev en 16-årig dreng dræbt af knivstik. De hændelser understreger, at der skal gøres noget. Det mener Maja Bødtcher-Hansen, der er forperson for Danske Gymnasier. Hun peger på, at der er et stort pres på de unge. Derfor håber hun, at forældrene kommer mere på banen og tør sige nej til festerne.

Sommerens elpriser har været de højeste siden energikrisen i 2022

Sommeren 2026 har været dyr for danske elkunder og har budt på de højeste elpriser siden energikrisen i 2022.

Det viser tal fra det danske energiselskab Andel Energi.

Mens den gennemsnitlige elpris for juni, juli og august i perioden 2023-2025 ikke kom over 0,7 kroner per kilowatt-time, har den ligget stabilt over det prisleje gennem hele sommeren i år.

– Bortset fra februar har 2026-priserne været markant højere hver eneste måned, når vi sammenligner med priserne i både 2025 og 2024, siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi, i pressemeddelelsen.

Energiselskabet tilskriver den geopolitiske uro en stor del af skylden for, at 2026 har været så dyrt et strømår.

Konflikten mellem Iran og USA, der begyndte 28. februar, har blandt andet betydet, at Hormuzstrædet – hvor cirka en femtedel af verdens olie og gas transporteres ud fra – har været lukket i store perioder og fortsat er det.

Selv om der i Danmark bliver produceret en hel del strøm fra kilder som sol og vind, bliver el også handlet på tværs af grænser.

Ifølge mediet Faktor er cirka 20 procent af elproduktionen baseret på gas i Tyskland, som Danmark handler strøm med – og blandt andet på baggrund af det presser et lukket Hormuzstræde også de danske elpriser op.

RITZAU

12 personer er dræbt i busulykke i Ungarn

12 personer har mistet livet, og 10 er kommet til skade i en busulykke i Ungarn. Tidligt søndag kørte en polsk turistbus af motorvejen, hvorefter den endte i en grøft og væltede. Det skriver den ungarske premierminister, Péter Magyar, på Facebook. Ifølge politiet tyder foreløbige oplysninger på, at chaufføren sandsynligvis faldt i søvn. De tilskadekomne er nu bragt på hospitalet, og buschaufføren er blevet tilbageholdt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Arteta beroliger Arsenals fans: Jeg skal ingen steder

Arsenals fans har ingen grund til at bekymre sig om, at manager Mikel Arteta kan være på vej til at forlade klubben efter at have ført den til det første engelske mesterskab i 22 år.

Artetas kontrakt udløber godt nok næste sommer, men en indtil videre manglende forlængelse er ikke udtryk for en snarlig skilsmisse, forsikrer spanieren på et pressemøde ifølge AFP.

– Fansene behøver ikke bekymre sig, for det er her, jeg vil være. Jeg er ekstremt glad for at være i klubben, og jeg er meget taknemmelig for de mennesker, jeg arbejder sammen med.

– Når muligheden opstår, skal vi nok løse det, siger Arteta med henvisning til potentielt forestående kontraktforhandlinger.

Han påpeger, at det i disse uger er vigtigere, at klubben får købt de rigtige spillere inden transfervinduets lukning om to uger frem for at diskutere hans kontrakt.

– Lige nu er der en anden prioritet, og det er også sådan, vi har håndteret det. Jeg tror, at alle føler sig komfortable, fordi vi ikke forventer, at kontraktforhandlingerne bliver et problem.

– Jeg er meget glad for at være i klubben, og min følelse er, at klubben har det på samme måde, siger Arteta.

Den 44-årige spanier har været Arsenals manager siden december 2019, hvor han skiftede fra en assistenttrænertjans i Manchester City.

Søndag eftermiddag tager han hul på en ny sæson, når netop Manchester City venter i Community Shield i Cardiff.

RITZAU

Ny undersøgelse afliver frygt for hybridhjorte

En ny undersøgelse viser, at den ellers omdiskuterede sikahjort ikke kan formere sig med en kronhjort.

Sikahjorten er ellers kommet på listen over invasive arter i hele EU, men seniorforsker ved Københavns Universitet Niels Tommerup fortæller til DR på baggrund af den nye undersøgelse, at det ikke er muligt for de to arter at blande blod.

– Hvis det sker, så er det meget sjældent, siger han til DR.

Selv om den daværende minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), i sin tid som minister nåede at sige, at den ikke skulle aktivt bekæmpes, har prædikatet som invasiv art gjort, at halvdelen af bestanden af sikahjorte i Jægersborg Dyrehave allerede er blevet skudt.

Med andre ord er den frygt, der hidtil har været for, at sikahjorten ville formere sig med kronhjorten – og på den måde skabe en såkaldt hybridbestand – ifølge undersøgelsen ikke reel.

Undersøgelsen er ifølge DR en såkaldt kromosomanalyse foretaget med blodprøver fra 56 sikahjorte og 22 krondyr, hvor forskerne har sammenlignet DNA-prøver fra de to arter for at se, om de kan blande sig med hinanden.

– Med den her undersøgelse må vi jo sige, at krydsning mellem kronhjorte og sikahjorte ikke er et problem i Danmark, siger dyrlæge Astrid Ingstrup, der har taget initiativ til projektet, til DR.

RITZAU

12 personer er dræbt i busulykke i Ungarn

12 personer er dræbt, og 10 er såret i en busulykke i Ungarn, hvor en polsk bus er væltet i grøften på motorvejen M3.

Det skriver den ungarske premierminister, Péter Magyar, i et opslag på Facebook.

– Jeg sender min dybeste medfølelse til de omkomnes familier, skriver han.

Bussen kørte i grøften og væltede tidligt søndag nær byen Mezőkeresztes i det østlige Ungarn, oplyser politiet ifølge det statslige nyhedsbureau MTI.

Bussen var ifølge politiet på vej ad motorvejen mod byen Nyíregyháza, da ulykken skete. Der var 57 passagerer og 2 chauffører om bord på bussen ifølge MTI.

– En polskregistreret bus, der kørte ad motorvej M3 mod Nyíregyháza, kørte af den lige vejstrækning ud i grøften og væltede.

– Foreløbige oplysninger tyder på, at chaufføren sandsynligvis faldt i søvn, oplyser politiet på sin hjemmeside ifølge Reuters.

De tilskadekomne er blevet kørt på hospitalet, og buschaufføren er tilbageholdt, skriver Reuters.

RITZAU/Reuters

Anders Dreyer scorer sent sejrsmål og ser rødt i MLS

Den danske landsholdsspiller Anders Dreyer var i centrum i slutminutterne af San Diego FC’s 1-0-udesejr over Los Angeles FC i den amerikanske Major League Soccer tidligt søndag dansk tid.

Vestjyden udmærkede sig først ved at score opgørets enlige mål i det 89. minut på et straffespark.

Efter at have hamret bolden ind bag den mangeårige franske landsholdsmålmand Hugo Lloris smed Dreyer trøjen i begejstring, hvilket kostede ham et gult kort.

I det sidste minut af tillægstiden fik Dreyer så endnu et gult kort, da han ulovligt nedlagde Son Heung-min i et kontraangreb, og dermed ser Dreyer nu ind i en karantænedag.

San Diego FC har ellers brug for sin danske stjerne i holdets bestræbelser på at sikre en plads i ligaens slutspil.

RITZAU

Skoleleder rørt over lokalt fællesskab efter terrortrussel fra teenagere

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV2 ØSTJYLLAND. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Tre drenge havde planlagt at dræbe og såre personer på Hadsten Skole med knive og bombesprængninger.

Det var beskeden fra politiet, som landede på Simon Jon Antonsens skrivebord tidligt om morgenen den første dag, hvor han officielt var tiltrådt som skolens leder.

Planerne blev stoppet, men en terrortrussel havde hængt over skolen.

– Jeg fik et chok. Hvorfor lige Hadsten skole?

Den nye skoleleder skulle de kommende timer og dage styre skolen sikkert igennem usikkerheden og utrygheden terrortruslen havde efterladt.

– Jeg var godt klar over, at jeg har én opgave, og det er at holde hjertet varmt, men hovedet koldt.

Allerede i timerne inden nyheden kom ud til offentligheden havde skolelederen i samarbejde med Favrskov Kommune lagt planer for, hvordan situationen skulle håndteres. Beredskabsplaner blev gennemgået, og der blev planlagt møder med lærere, forældrerepræsentanter fra skolebestyrelsen, politi og psykologer.

Ifølge skolelederen blev skolen i de efterfølgende dage mødt af hjælpsomhed, åbenhed og sammenhold fra alle sider.

Og allerede dagen efter fik han et overraskende opkald.

– Jeg fik en rigtig fin opringning af Magnus Heunicke (S), undervisningsministeren.

– Det var specielt at have direkte kontakt til undervisningsministeren anden dag som skoleleder.

Med under en uge til skolestart gik forberedelserne i gang.

Lærere, pædagoger og skolens psykologer blev klædt på til at tage imod børnene og tale om hændelsen.

Ifølge skolelederen stod medarbejderne hurtigt sammen og havde fokus på at sikre børnene en tryg første skoledag, som skulle være så almindelig som muligt. Det lykkedes.

Personalets evne til at tilsidesætte sig selv og have fuldt fokus på børnenes trivsel er noget, som har imponeret ham meget.

– I en meget, meget ulykkelig situation, så mærker vi faktisk fællesskabet.

– Det har været helt enormt rørende, faktisk, den sammenhængskraft, jeg har mærket i kommunen.

Det første skolelederen tænkte på, da han hørte om truslen, var: “Hvorfor lige Hadsten skole?”

Det spørgsmål er fortsat ubesvaret.

Myndighederne har ikke officielt meldt noget ud om, hvad terrorplanerne mod Hadsten Skole skyldes.

Men det er kommet frem, at de tre unge mænd, der er anholdt i sagen, har kommunikeret på de sociale medier Telegram og Discord, og ifølge TV2 og DR har sagen tråde til såkaldte NVE-netværk. En voldsfascineret onlinekultur, der kan føre til grænseoverskridende vold, og som gør, at eksempelvis skoler potentielt kan blive udset som et mål.

– Det er virkelig et “wake-up call” for mange det her, siger Simon Jon Antonsen.

– Og nu kom det lige op i vores ansigt, fordi noget, der før kun er foregået på nettet, kom så tæt på.

Skolen har gennemgået sine beredskabsplaner for at sikre trygheden på skolen, men ifølge skolelederen stopper arbejdet ikke der.

Han mener, at der nu ligger en større opgave foran alle forældre og skoler i landet.

– Det her kommer til at kræve noget af forældre og os offentlige institutioner. Vi skal være mere opmærksomme på børns digitale adfærd ude på nettet. Det er en svær størrelse, men vi skal være opsøgende på, hvad der sker ude på nettet.

– Det her skal få betydning for, hvordan vi fremadrettet skal arbejde med det her på skolerne, men også ude i hjemmene.

De tre drenge, der er sigtet for terrorplanerne er henholdsvis 15, 15 og 16 år og nægter sig skyldige, men er fortsat varetægtsfængslet i surrogat og skal nu mentalundersøges.

Næste retsmøde i sagen er den 31. august.

Politiet har gjort det klart, at der ingen aktuel trussel er mod skolen. Børn og voksne kan fortsat trygt møde ind på Hadsten Skole.

https://www.tv2ostjylland.dk/favrskov/skoleleder-rort-over-lokalt-faellesskab-a5abd

Redaktionel kontakt:

TV2 Østjylland

tlf.: 87424242

e-mail: redaktion@tv2oj.dk

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV2 ØSTJYLLAND ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]