Tophistorien er skrevet og udgivet af Folketidende. Ritzau må ikke krediteres.
INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.
**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****
Myndighederne holder nu ekstra godt øje med Langholt, efter at Socialtilsyn Øst har besluttet at sætte bostederne under “skærpet økonomisk tilsyn”.
Skærpelsen er en konsekvens af, at myndighederne mener, at de to ejere, Casper Valeur og Nina Hansen, der er øverste ledere, hæver for høje lønninger til dem selv.
Det fremgår af offentlig tilgængelige oplysninger, at den øverste leders samlede løn i 2024 udgjorde 1.904.565 kroner inklusive pension, fri bil, fri telefon og bonus. Det fremgår også, at lønniveauet er steget med 7,3 procent sammenlignet med 2023.
Det er dog langt fra første gang, at myndighederne har kikkerten rettet mod Langholt.
Siden 2018 har Socialtilsyn Øst med mellemrum udtalt kritik af direktionens lønninger. Sidste år eskalerede det så, da Langholt indsendte sit budget for 2025.
Her havde man afsat 6,5 millioner kroner i løn til stedets i alt seks ledere, hvoraf 3.076.955 skulle udgøre den samlede løn for de to direktører, Nina Hansen og Casper Valeur.
Men det budget afviste Socialtilsyn Øst. Afvisningen fik Langholt til at klage til Ankestyrelsen, som 17. september 2025 gav Socialtilsynet medhold.
Dermed fastholder Socialtilsyn Øst kritikken af bostedets økonomi og nu det skærpede tilsyn også en realitet.
Kigger man på selskabets regnskaber for de seneste tre år, taler tallene deres eget sprog.
Langholt Aps. har firedoblet resultatet fra 2023 til 2025 og samtidig knap fordoblet egenkapitalen til mere end 23 millioner kroner. En for branchen usædvanlig høj egenkapital.
Folketidende har talt med Casper Valeur, der indledningsvis hæfter sig ved noget andet end økonomien.
– Der er ikke kritik af beboernes trivsel eller den faglige indsats. Den del fungerer, siger han.
Kritikken handler ifølge ham alene om økonomien – herunder ledelsens lønniveau og virksomhedens overskud.
Overskuddet i 2025 er 1,6 millioner højere end året før og lander på 6,5 millioner kroner.
Hvorfor tjener I så mange flere penge?
– Vi udskyder nogle investeringer, som ikke er blevet brugt, siger han og forklarer, at da det er svært at rekruttere uddannet personale, så betaler Langholt for uddannelse af ufaglærte medarbejdere, og en aftale man havde med Absalon om dette, ikke kunne lade sig gøre. Man har heller ikke brugt de nødvendige lønkroner, og de ting tilsammen, forklarer overskuddets størrelse, fortæller han.
Regnskabet for 2025 viser også en egenkapital på nu 23 millioner kroner. Casper Valeur mener, at der er en god grund til, at have en høj egenkapital. Beløbet dækker over de ejendomme, Langholt ejer, og dels en værdifastsættelse af selskabet.
– Det er papirpenge, siger han. Og vi har brug for en stærk egenkapital, så vi kan holde forretningen i gang. Hvis den pludselig skulle lukke fra den ene dag til den anden, ville det være en katastrofe for de her mennesker, siger han med henvisning til borgerne i tilbuddene.
Og understreger han:
– Det er ikke en pengemaskine. Det har aldrig været intentionen med den type virksomhed her, for så ville det være profit for profittens skyld, og det er ikke det, det drejer sig om.
I forhold til hans og Nina Hansens løn er han uforstående over for kritikken fra Socialtilsynet. Tilsynet har ikke tidligere afvist budgettet, fortæller han.
Hvor har I har lagt jer lønmæssigt i 2025? Kan det igen udløse kritik fra Socialtilsynet eller har I ændret, så der ikke er noget at kritisere?
– Nej, Socialtilsynet har noget at kritisere. De har kritik af Langholt i forhold til, hvad det økonomiske er i Langholt.
Gælder det også direktørlønningerne i 2025?
– Det gælder generelt, at de synes, Langholt er ledelsestungt økonomisk i forhold til vores organisation og hvordan de mener, vi drifter og hvad vi kan lave i overskud.
Casper Valeur fortæller, at han og Nina Hansen er gået ned i løn per 1. april i år, men han kunne ikke på stående fod svare på, hvad hans løn udgjorde i 2025.
Han ville vende tilbage med oplysningen, men skrev efterfølgende i en mail, at “Jeg har desværre ikke yderligere kommentarer til løn 2025. Der er offentligt tilgængeligt materiale, som du evt. kan læne dig op af.”
Folketidende har bedt Casper Valeur om at henvise til, hvor oplysningerne kan findes, men det har han ikke svaret på.
Det skærpede økonomiske tilsyn gælder indtil 17. december 2026. Af CVR-registret fremgår det, at Casper Valeur er fratrådt som direktør i april måned, således at selskabet nu tegnes af Nina Hansen som eneste direktør.
Hvad årsagen er til, at du er fratrådt som direktør?
– Ændringen er en del af den ledelsesomlægning, vi har gennemført som led i dialogen med Socialtilsynet. Der er tale om en ændring af den formelle ledelsesstruktur, mens vi fortsat driver Langholt sammen, Nina og jeg, og har et fælles ansvar for virksomhedens udvikling og drift.
https://www.folketidende.dk/guldborgsund/bosteder-ryger-under-skaerpet-tilsyndirektorlonninger-i-millionklassen/5319136
Redaktionel kontakt:
Stine Schou
tlf.: +4527883113
e-mail: sts@ftgruppen.dk
**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Folketidende ****
Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:
– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.
– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.
– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.
– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.
– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.
– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.
VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:
– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.
– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.
– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)