Seneste nyheder

22. september 2026

Overgravet kabel giver togforsinkelser på Sjælland

Et kabel blev overgravet, og det skaber torsdag forsinkelser” i togtrafikken mellem Ringsted og Odense.

Efter mere end to timers arbejde er fejlen i Sorø udbedret, og togene kører igen efter planen.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

– Der vil dog indtil cirka klokken 21.00 være forsinkelser på enkelte tog, lyder det.

Kort før klokken 18 meldte Banedanmark om “store forsinkelser” på grund af det overgravede kabel.

Det betød op til en times længere rejsetid mellem Ringsted og Odense, skrev DSB på sin hjemmeside.

– Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men arbejdet med at rette fejlen trækker desværre ud, og Banedanmark kan ikke give en prognose for, hvornår vi igen kan køre efter planen, lød det kort efter klokken 18.

I forvejen kan togene kun køre i det ene spor på strækningen på grund af et i forvejen planlagt sporarbejde, skriver DSB.

Pia Olsen Dyhr ansætter ny særlig rådgiver

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr har ansat Trine Viskum som ny særlig rådgiver.

Hun kommer fra en stilling som leder af SF’s formandskontor, skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet på sin hjemmeside.

Trine Viskum er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet som personlig assistent for Pia Olsen Dyhr.

I mellemtiden har hun også arbejdet i Børne- og Socialministeriet, på Holbæk Sygehus og i Københavns Kommune.

Pia Olsen Dyhr ansatte egentlig i første omgang Thomas Nystrøm som særlig rådgiver.

Han havde tidligere arbejdet som chefrådgiver i SF og som rådgiver for Pia Olsen Dyhr, da hun var minister i Helle Thorning-Schmidts regeringstid.

Han stoppede dog i SF, efter at han havde krænket flere kvinder i partiet.

Da hans genansættelse blev offentligt kendt, kritiserede flere SF’ere beslutningen, herunder Frederiksberg-rådmand Lotte Kofoed, der selv var blevet krænket af Nystrøm.

Thomas Nystrøm valgte til sidst selv at trække sig fra posten som særlig rådgiver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

David Clayton-Thomas fra bandet Blood, Sweat & Tears er død

Den canadiske sanger og sangskriver David Clayton-Thomas, der var forsanger i rockbandet Blood, Sweat & Tears, er død.

Han blev 84 år gammel.

Det oplyser David Clayton-Thomas’ presseansvarlige til flere amerikanske medier, heriblandt Variety.

En dødsårsag oplyses ikke, men David Clayton-Thomas døde “fredfyldt” på et hospital i Toronto onsdag aften.

Clayton-Thomas skrev bandets mest kendte sang “Spinning Wheel”, der nåede andenpladsen på musiklisten Billboard Hot 100 i 1969.

Det var en af tre sange fra Blood, Sweat & Tears, der nåede samme placering på den prestigefyldte hitliste.

Det gjaldt numrene “And When I Die” og “You’ve Made Me So Very Happy”.

Gruppen Blood, Sweat & Tears vandt to Grammy Awards i 1970 – blandt andet for årets album.

Blood, Sweat & Tears blev et af USA’s mest populære og største navne og spillede på steder som Madison Square Garden, Hollywood Bowl og på Woodstock Festival.

David Clayton-Thomas blev født med det borgerlige navn David Henry Thomsett i Surrey i England 13. september 1941.

Familien flyttede efter Anden Verdenskrig til Canada og slog sig ned uden for Toronto, skriver Variety.

Ifølge mediet havde David Clayton-Thomas en turbulent ungdom og forlod barndomshjemmet som teenager. Herefter kom han på kant med loven og brugte flere år i fængsel og institutioner for unge.

Netop her fandt han som ung en guitar og lærte sig selv at spille, skriver mediet The Hollywood Reporter.

Clayton-Thomas begyndte siden at optræde på små spillesteder, blandt andet i New York. Siden tog det for alvor fart med bandet Blood, Sweat & Tears.

En 21-årig mand er blevet idømt en behandlingsdom, fordi han fire gange i november sidste år satte ild til skraldespande ved boliger, og den ene af gangene spredte ilden sig til et stråtækt hus, der blev totalskadet.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Dommen er afsagt torsdag i Retten i Sønderborg.

DF fratager Allan Feldt ordførerskaber og han får mundkurv på

Dansk Folkeparti fratager nu folketingsmedlem Allan Feldt alle hans ordførerskaber og giver ham mundkurv på. Det sker efter flere uacceptable opslag på sociale medier. Jyllands-Posten beskriver blandt andet et opslag, hvor Allan Feldt har kaldt sovende mennesker på en bænk for udyr. Tidligere på ugen skrev avisen også, at han er blevet politianmeldt for at fotografere børn i en daginstitution. Gruppeformand i Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, slår fast, at partiet ikke vil acceptere den slags kommunikation. Derfor er Allan Feldts ordførerskaber suspenderet på ubestemt tid, ligesom han har fået forbud mod at bruge sine sociale medier.

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Torsdag den 25. juni 2026.

Farvandsudsigter, der gælder til fredag aften, udsendt klokken 16.15.

Østersøen omkring Bornholm:
Nordvest 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den nordlige del øst 3 til 8 m/s. Og i den sydlige del nordvest 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag øst 2 til 7 m/s. Og i den nordvestlige del sydvest 1 til 6 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 2 til 7 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den østlige del skiftende under 5 m/s. Og i den vestlige del øst 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydøst 3 til 8 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: I den nordlige del nordvest 3 til 8 m/s. I den sydlige del sydøst 3 til 8 m/s. God sigt. I nat i den nordlige del syd 1 til 6 m/s. I nat i den sydlige del skiftende under 5 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydøst 2 til 7 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag syd 4 til 9 m/s. God sigt. Sundet: Nord 2 til 7 m/s. God sigt. I nat skiftende under 5 m/s. God sigt. I morgen formiddag skiftende under 5 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydvest 2 til 7 m/s. God sigt.

Kattegat:
Vest 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag sydøst 4 til 9 m/s. God sigt.

Skagerrak:
I den østlige del sydvest 3 til 8 m/s. Og i den vestlige del sydvest 7 til 12 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag syd 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
I den vestlige del nordvest 2 til 7 m/s. Og i den østlige del nordvest 7 til 12 m/s. God sigt. I nat i den vestlige del sydøst 2 til 7 m/s. Og i den østlige del nordvest 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag sydøst 4 til 9 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1,5 m.

Tyskebugt:
Øst 6 til 11 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1 m. Dønning: 1 m.

Meget høj brandfare i det meste af landet i weekenden

Vi går en meget varm weekend i møde, og det får brandfaren til at stige. Beredskabsstyrelsen advarer på det sociale medie X om, at brandfaren vil være meget høj i det meste af landet. Det sker samtidig med en varslet hedebølge, hvor temperaturerne lørdag og søndag kan nå helt op på 35 grader. Når brandfaren er så høj, kan selv en lille glød meget nemt starte en brand. Derfor lyder rådet fra styrelsen, at man altid har vand i nærheden ved åben ild, og undgår at parkere bilen i tørt græs. Hvis uheldet er ude, skal man ringe 112.

Koncert-pensionerede Aqua kommer på museum

Rockmuseet i Roskilde markerer Aquas debutalbum, “Aquarium”, der udkom i 1997, med en særudstilling 29 år efter udgivelsen.

Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

Særudstillingen beskrives som “et sommerligt oplevelsesområde”, hvor “nostalgi, musikvideoer og bubbleparty-stemning flyder sammen”.

– “Aquarium” har en særlig plads i historiebøgerne, lyder det i pressemeddelelsen fra museumsinspektør Rasmus Rosenørn.

– Med et salgstal på 14 millioner eksemplarer world wide (på verdensplan, red.) bliver det ikke mere kommercielt succesfuldt i den danske musikhistorie for et debutband, og det er en imponerende bedrift selv årtier efter.

Aqua opstod i 1996 og havde oprindeligt fire medlemmer: Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted samt Claus Norreen, som forlod gruppen i 2016.

Søren Rasted og Claus Norreen lærte hinanden at kende, da de arbejdede på en tankstation, og de to begyndte at lave musik sammen.

På et diskotek spottede de dj’en René Dif, der også rappede.

Han arbejdede også på Oslobåden, hvor han havde lært den norske tv-vært Lene Nystrøm at kende. Hun vendte bogstaver i det norske svar på “Lykkehjulet” og underholdt passagerne mellem København og Oslo med samme koncept.

Hun kunne også synge, og derfra er resten historie.

Den første single, “Roses Are Red”, udkom i 1996 – for præcis 30 år siden i år – og året efter udkom så debutalbummet, “Aquarium”, der også rummede sange som “My Oh My”, “Doctor Jones”, “Turn Back Time” og den verdensomspændende “Barbie Girl”.

Musikken har bragt bandet kloden rundt. Men det stopper nu.

Aqua oplyste i maj i år, at de stopper som liveband.

– For os føles det rigtigt at stoppe her, mens minderne står stærkt, og mens kærligheden til musikken, historien og til hinanden stadig er intakt, lød det i et opslag på Instagram.

“Aquarium” kan opleves på Rockmuseet i Roskilde fra den 25. juni og året ud.

Gruppens historie bliver i 2028 omdannet til en musical.

INFO: Ritzau udsender om kort tid et Overblik over resultaterne af politikredsenes efterforskning af mulige dronehændelser.

Londons ambulancer får rekordmange nødopkald i heden

Mens de britiske temperaturrekorder falder på stribe, har landets sundhedsvæsen ekstremt travlt i varmen.

Londons ambulancetjeneste rykkede således onsdag ud til et rekordhøjt antal livstruende nødsituationer – såkaldte kategori 1-opkald.

Det oplyser tjenesten torsdag, hvor briterne fortsat sveder i en igangværende hedebølge.

I alt var der 642 kategori 1-opkald onsdag. Det omfatter livstruende tilstande som hjertestop og åndenød.

– Vores ansatte arbejder under meget udfordrende omstændigheder for at tage sig af patienterne, siger Jason Killens, som er leder af tjenesten, i en pressemeddelelse.

Samtidig med ambulancemeldingen har Storbritannien torsdag igen slået temperaturrekord for juni. Det er sket med 36,4 grader celsius målt i det sydvestlige England.

Det oplyser den britiske vejrtjeneste Met Office på X.

Målingen er foreløbig. Den overgår de rekorder, der blev slået onsdag.

Torsdagens rekordmåling er foretaget i Yeovilton i Somerset. Det ligger tæt på blandt andet flybasen Royal Naval Air Station Yeovilton.

Forud for onsdagens rekord var det 35,6 grader celsius målt i 1976 i Southampton, der var rekorden.

Også i flere andre europæiske lande, blandt andet Spanien og Frankrig, fortsætter de tårnhøje temperaturer torsdag.

Mindst 101 millioner mennesker i Europa forventes at opleve temperaturer over 35 grader torsdag. Det viser beregninger fra nyhedsbureauet AFP.

Og i de kommende dage ventes det ligeledes at blive varmt.

Holland har torsdag udsendt et sjældent rødt varsel om ekstrem varme i de fleste steder i landet.

Også herhjemme er der varslet hedebølge.

Der har kørt en lang konflikt mellem Forsvaret og Pro-Safe, som har leveret gummibåde, der ikke lever op til de operative krav ifølge førstnævnte.

Det fremgår af en pressemeddelelse, at en uvildig advokatundersøgelse har fundet fejl ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses håndtering af sagen.

– De fejl, der er begået af FMI, er alvorlige og må ikke gentage sig. Derfor er det vigtigt, at vi nu har fået en grundig og uvildig afdækning af forløbet, siger forsvarsminister Jeppe Bruus.

Kampen om Dannebrog samler Danmarks største cykelstjerner

Herning danner i denne uge ramme om cykling fra allerøverste hylde, når de rød-hvide mesterskabstrøjer er på spil.

Verdensmester, monumentvinder, Tour de France-etapevindere og en lang række andre profiler er blandt navnene ved DM i landevejscykling.

Bortset fra Jonas Vingegaard er det svært at pege på en dansk topprofil, som ikke stiller til start på herresiden i enten enkeltstarten fredag eller linjeløbet søndag.

Christian Moberg skal som sportsdirektør på kontinentalholdet Team ColoQuick forsøge at bide skeer med nogle af verdens bedste ryttere, og han lægger ikke skjul på, at konkurrencen bliver benhård.

– Niveauet er jo vanvittigt højt. Mest af alt er det imponerende, hvor dygtigt Danmark er blevet til cykling, når så mange af de største profiler prioriterer de danske mesterskaber, siger den tidligere cykelrytter, som i dag også er cykelekspert hos TV 2.

– De vil alle sammen gerne være dansk mester, og når niveauet er så højt, får DM også en endnu større status, tilføjer han.

Blandt profilerne i linjeløbet er Mads Pedersen (Lidl-Trek), Kasper Asgreen (EF), Magnus Cort (Uno-X), Michael Valgren (EF), Tobias Lund Andresen (Decathlon) og en lang række andre WorldTour-ryttere.

Også enkeltstarten er fornemt besat med blandt mange andre Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) og Mikkel Bjerg (UAE Emirates) på startlisten.

Mads Pedersen vandt sidste års enkeltstart, men måtte nøjes med andenpladsen i linjeløbet bag holdkammeraten Søren Kragh Andersen.

Verdensmesteren fra 2019 har ikke vundet det danske linjeløb siden 2017.

Ifølge Christian Moberg gør det usædvanligt stærke felt det svært at udpege favoritter.

– Jeg tror bare, at alle sætter en kæmpestor prestige i måske at kunne få lov til at køre i Dannebrog. Det er et stort symbol nu i cykelsporten, siger han.

For flere af de største profiler er der desuden et ekstra incitament. Vinder de DM, kan de tage den danske mestertrøje med til Tour de France, som begynder 4. juli i Barcelona.

Én, der kender værdien af Dannebrogstrøjen, er Lars Bak. Den tidligere cykelrytter vandt linjeløbet i 2005 og blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk fra 2007 til 2009.

– Det er stort. Det er noget, alle gerne vil vinde. Især dem, der skal køre Touren. De vil rigtig gerne have Dannebrog med derned, siger Bak, der er cykelekspert hos TV 2.

På den 29,2 kilometer lange enkeltstart er feltet usædvanligt stærkt, og derfor er det ifølge Bak svært at forudsige, hvem der bliver hurtigste mand.

Han fremhæver UAE Emirates-duoen Mikkel Bjerg og Julius Johansen som kandidater til sejren.

Derudover peger han på Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Niklas Larsen (Unibet) og Johan Price-Pejtersen (Alpecin) som ryttere, der også hører til blandt favoritterne.

– Jeg har svært ved at se, hvem der vinder den. Det må jeg sige. Jeg tror, det bliver sindssygt tæt, siger Lars Bak.

I linjeløbet forventer han også et uforudsigeligt opgør, hvor meget kan ske. Selv om Mads Pedersen er det største navn, kan den forholdsvis flade rute gøre det svært for Lidl-Trek-stjernen blot at køre fra konkurrenterne.

DM i linjeløb er samtidig traditionelt et løb, hvor det langtfra altid er de største stjerner, der løber med sejren.

– En rytter som Rolf Sørensen nåede for eksempel aldrig at blive dansk mester. Det fortæller også lidt om, at det ikke er nemt, siger Bak.

Herrernes enkeltstart begynder fredag klokken 16.20 i Herning. Linjeløb køres søndag med start klokken 10.40.

DMI indgår i netværk med vejrvarsler fra 39 lande

Vejrtjenester i 39 europæiske lande har nu samlet deres vejrvarsler på én fælles hjemmeside, der hedder MeteoAlarm.org. Det betyder, at man nemt kan se, om der er udsigt til hedebølge eller skovbrande på feriemålet. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut. På hjemmesiden kommer informationerne direkte fra de lokale myndigheder. Og det er en stor fordel, fordi de kender de lokale forhold bedst. Det fortæller chefkonsulent hos DMI, Michael Skelbæk. Lige nu er der for eksempel røde varsler om ekstrem varme i flere europæiske lande. Herhjemme er der dog ingen varsler torsdag.

Københavns Lufthavn havde begrænset udstyr til at spore droner

Københavns Lufthavn havde i efteråret 2025 begrænset udstyr til at detektere droner.

Lukningen af luftrummet den 22. september var derfor baseret på flere visuelle observationer af droner, der ifølge observationerne befandt sig over lufthavnen i flere timer.

Det udtaler Københavns Lufthavns kommunikationsdirektør, Lise Agerley Kürstein, i en skriftlig kommentar, efter at Københavns Politi torsdag har konkluderet, at man ikke har kunnet bevise droneaktivitet over lufthavnen.

– Københavns Lufthavn har siden hændelserne i efteråret accelereret en allerede planlagt styrkelse af sine muligheder for dronedetektering.

Ved en lignende hændelse i fremtiden er lufthavnen bedre rustet til at inddrage “teknisk dokumentation” til at detektere droner, lyder det.

Det står ikke klart, om Københavns Lufthavn fortsat mener, at der var droner i lufthavnens luftrum den 22. september sidste år.

Ritzau har forsøgt at få en uddybende kommentar.

Luftfartsselskabet Ryanair vil droppe en afgift for forældre, der ønsker at sidde sammen med deres børn.

Det gør Ryanair “modvilligt”, siger den administrerende direktør, Michael O’Leary, torsdag.

Ændringen er blevet offentliggjort, efter at britiske myndigheder var begyndt at undersøge lavprisselskabets praksis.

Den praksis, der nu droppes, betød, at forældre med børn i alderen to til 11 år skulle betale otte pund – cirka 70 kroner – for et såkaldt obligatorisk familiesæde.

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen er ifølge TV2 Østjyllands oplysninger tæt på at købe Aarhus Airport. Forretningsmanden ejer allerede lufthavnen Midtjyllands Airport i Karup.

Antallet af småpakker sendt til Danmark næsten femdoblet i 2025

Danskerne køber billige pakker fra udlandet som aldrig før. Sidste år modtog Toldstyrelsen 17 millioner af de små pakker. Det er næsten en femdobling i forhold til året før. Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse. Direktør i Toldstyrelsen Christian Lützen kalder stigningen for meget voldsom. Han peger på, at pakkerne især strømmer ind fra Kina. Men fra den første juli bliver det dyrere at shoppe fra lande uden for EU. Her træder nye EU-regler nemlig i kraft. Det betyder, at der fremover kommer en told på 22 kroner per varetype i pakken.

Rigspolitiet: Politiet har ikke været stærkt nok på droneområdet

Dansk politi havde ikke det nødvendige udstyr til at håndtere ulovlige droner i efteråret. Det erkender Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Udmeldingen kommer, efter at Københavns Politi i dag torsdag har fremlagt en større efterforskning af mulige droner over Københavns Lufthavn i september sidste år. Politiet har nemlig hverken kunnet bekræfte eller afvise, om der faktisk var droner i luften. Derfor har Rigspolitiet nu oprustet på området. De har blandt andet indkøbt termiske kikkerter og særligt udstyr til at spore og fjerne droner. Samtidig er der oprettet et nyt netværk, så politikredsene hurtigere kan dele viden.

Minister: Naturligt at regeringen tog droner meget alvorligt

Københavns Politi har hverken kunnet bevise eller afvise, at der var droner i luftrummet over Københavns Lufthavn i september sidste år.

Det ændrer dog ikke ved, at det var naturligt, at situationen blev taget “meget alvorligt”, lyder det fra justitsminister Nicolai Wammen (S).

Det oplyser han i et skriftligt svar til Ritzau, efter at politiet torsdag har holdt pressemøde om efterforskning af mulige droneobservationer, der var over Københavns Lufthavn 22. september sidste år.

Justitsministeren peger på, at myndighederne i Danmark stod på “et bagtæppe af blandt andet cyberangreb mod flere europæiske lufthavne samt luftrumskrænkelser i Polen”.

Derudover nævner han også, at der på daværende tidspunkt var et forestående EU-topmøde i København med besøg af europæiske stats- og regeringschefer.

– Jeg mener derfor, at det var helt naturligt, at myndighederne og regeringen tog situationen meget alvorligt, skriver Wammen.

Rigspolitiet: Politiet har ikke været stærkt nok på droneområdet

Det stod klart sidste efterår, at dansk politi ikke havde de fornødne kapaciteter til at håndtere mulige ulovlige droneaktiviteter.

Det erkender Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at Københavns Politi torsdag har fremlagt resultaterne af sin efterforskning af mulige droneobservationer over Københavns Lufthavn i september 2025.

– Hændelserne i september 2025 gjorde det tydeligt, at politiets samlede kapaciteter til at håndtere dronehændelser ikke var tilstrækkelige, lyder det.

Rigspolitiet tilføjer, at politiet siden har oprustet på området med mere og bedre udstyr til blandt andet detektering og neutralisering af droner samt uddannelse af politifolk i brugen af det nye udstyr.

– Rigspolitiet har blandt andet indkøbt termiske kikkerter, som er sendt ud i politikredsene. Derudover har Rigspolitiet indkøbt andet udstyr til at detektere, identificere og spore droner.

– Samlet skal udstyret bidrage til, at politiet i højere grad kan kvalificere anmeldelser og skelne mellem det, der ikke er mistænkeligt, det, der er ulovligt, og det, der potentielt udgør en udfordring i politimæssig sammenhæng, skriver Rigspolitiet.

Derudover har Rigspolitiet indkøbt “basalt nedtagningsudstyr”.

Københavns Politi har trods en omfattende efterforskning hverken kunnet be- eller afkræfte, at der var droner i luften over Københavns Lufthavn.

I tiden efter de mulige droner over Københavns Lufthavn modtog politiet anmeldelser om droneobservationer mange andre steder i landet – herunder over Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn og flere militærområder.

Ingen politikredse har dog bevist, at der faktisk var tale om droner.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]