Seneste nyheder

8. november 2026

EU opfordrer Meta og TikTok til at skride til handling for at begrænse spredningen af falske nyheder i krisesituationer.

Det siger EU-kommissæren for teknologisk suverænitet, Henna Virkkunen, ifølge nyhedsbureauet AFP.

EU-Kommissionen har fredag afholdt møder med begge platforme efter sidste uges migranttilstrømning til Ceuta.

En bølge af desinformation menes at have spillet en væsentlig rolle i tilstrømningen, efter at et rygte om, at grænsen til Ceuta var åben, blev spredt på sociale medier.

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Fredag den 7. august 2026.

Udsendt kl. 23.15

Østersøen:
Søndag
Sydvest 7 til 12 m/s.
Mandag
Om dagen vest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 9 til 14 m/s.
Tirsdag
Vest 8 til 13 m/s.
Onsdag
Om dagen Vestlige Østersø skiftende under 5 m/s. Østersøen omkring Bornholm nordvest 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 2 til 7 m/s.
Torsdag
Sydøst 4 til 9 m/s.

Indre danske farvande:
Søndag
Sydøst 8 til 13 m/s.
Mandag
Om dagen Kattegat kuling fra vest 9 til 14 m/s. Bælthavet og Sundet vest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 10 til 15 m/s.
Tirsdag
Om dagen kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten nordvest 5 til 10 m/s.
Onsdag
Sydøst 3 til 8 m/s.
Torsdag
Syd 3 til 8 m/s.

Skagerrak:
Søndag
Om dagen syd 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 9 til 14 m/s.
Mandag
Kuling fra sydvest 11 til 16 m/s.
Tirsdag
Om dagen i den østlige del sydvest 5 til 10 m/s. I den vestlige del kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Sydvest 3 til 8 m/s.
Torsdag
Syd 5 til 10 m/s.

Nordsøen:
Søndag
Nordvest 8 til 13 m/s.
Mandag
Om dagen Fisker og Fladen kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber nordvest 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Dogger og Humber nordvest 6 til 11 m/s.
Tirsdag
Om dagen Fisker og Tyskebugt kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Fladen nordvest 4 til 9 m/s. Dogger og Humber sydøst 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten Fladen, Dogger og Humber sydøst 8 til 13 m/s. Fisker kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. Tyskebugt nordvest 4 til 9 m/s.
Onsdag
Sydøst 8 til 13 m/s.
Torsdag
Syd 6 til 11 m/s.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trump-allieret er taget i ed som Colombias præsident

Højrefløjspolitikeren Abelardo de la Espriella, som har fået tilnavnet “Tigeren”, er blevet taget i ed som Colombias præsident.

Det er sket ved en ceremoni i byen Cali, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Espriella havde forud for præsidentvalget lovet et tæt forhold til USA. Den amerikanske præsident, Donald Trump, støtter højrefløjspolitikeren.

Indsættelsen af den tidligere advokat, som vandt præsidentvalgets anden runde i juni, er et markant skifte mod højre i det sydamerikanske land og markerer afslutningen på Colombias venstreorienterede regering med Gustavo Petro i spidsen.

48-årige Abelardo de la Espriella er en politisk outsider og beundrer af Donald Trump.

Han skal håndtere en række kriminelle grupper, som beskæftiger sig med narkotikahandel, ulovlig minedrift og afpresning.

Abelardo de la Espriella lover at slå hårdt ned på de væbnede grupper i Colombia. Den tidligere præsident Gustavo Petro forsøgte uden held at forhandle om fred med guerillagrupperne.

– Medlemmer af kriminelle bander og narkoterroristgrupper har to valgmuligheder: at underkaste sig retsstaten eller møde et resolut modsvar fra den colombianske stat og dens sikkerhedsstyrker, siger Espriella i en tale ved indsættelsesceremonien.

Espriella har også under valgkampen sagt, at han vil reducere den offentlige sektor med 40 procent og genoplive olie- og gassektoren, skriver Reuters.

Den nye præsident har både amerikansk og colombiansk statsborgerskab. Han har tilbudt at iværksætte fælles militære operationer og endda lade amerikanske styrker blive udstationeret på colombiansk jord, skriver AFP.

Kort efter indsættelsen har det amerikanske udenrigsministerium oplyst, at Trump-administrationen planlægger at hjælpe Colombias nye regering.

– Som en hjørnesten i det her fornyede partnerskab agter USA i samarbejde med Kongressen at annoncere én milliard dollar i bistand som en del af en sikkerhedspakke, der skal støtte præsident Espriellas regering i at nå vores fælles mål, oplyser USA’s udenrigsministerium ifølge Reuters i en udtalelse.

Blandt gæsterne til fredagens indsættelsesceremoni var blandt andre Fifas præsident, Gianni Infantino, Argentinas højreorienterede præsident, Javier Milei, og Todd Blanche, som er Donald Trumps fungerende justitsminister.

Sikkerheden i Cali var skærpet kraftigt op til fredagens begivenhed. Byen har de seneste år været ramt af flere angreb fra guerillagrupper. Omkring 11.000 soldater var udstationeret i området, skriver AFP.

RITZAU

Rusland afviser involvering i sprængladet drone i Tyskland

I onsdags fløj en drone med sprængstoffer tæt på den tyske lufthavn Leipzig/Halle. Dronen blev sparket ned af en buschauffør og derefter desarmeret. Nu afviser den russiske ambassade i Berlin, at dronen kommer fra Rusland. Det skriver ambassaden på sin hjemmeside ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ambassaden kalder hændelsen for en fabrikeret provokation. De tyske myndigheder ved endnu ikke, hvor dronen kom fra. Men ifølge mediet The Wall Street Journal mener amerikanske embedsfolk, at dronen sandsynligvis tilhører den russiske regering. Lufthavnen er et stort knudepunkt for transport af militært udstyr

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Fredag den 7. august 2026.

Udsigt, der gælder til søndag morgen, udsendt kl. 23.15

I nat stedvis skyet. Temp. ned mellem 10 og 17 grader, lunest ved kysterne. Let til frisk vind omkring vest, mod nord langs kysterne hård vind til kuling med kraftige vindstød, som aftager sidst på aftenen og i nat. I morgen mest tørt og først på dagen perioder med lidt eller måske nogen sol, fra om eftermiddagen efterhånden nogen eller en del sol. Temp. op mellem 18 og 23 grader. Svag til jævn vind omkring vest, ved kysterne stedvis frisk vind, som drejer om i sydvest.

Om aftenen tørt med en del sol, og om natten først klart vejr, men efterhånden bliver det mere skyet fra vest og sydvest. Temp. ned mellem 10 og 16 grader. Svag til jævn vind mellem syd og vest, der drejer til sydøst og syd.

Rusland afviser involvering i sprængladet drone i Tyskland

Den russiske ambassade i Tysklands hovedstad, Berlin, afviser, at den sprængladede drone, der fløj nær den tyske lufthavn Leipzig/Halle onsdag, kommer fra Rusland.

Det skriver den russiske ambassade på sin hjemmeside ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Ambassaden udtrykker sin bekymring over en ny bølge af antirussisk hysteri i Tyskland, lyder det i et længere opslag.

De tyske myndigheder har endnu ikke fundet ud af, hvor dronen kom fra, eller hvordan den kom ind i lufthavnen. Men ifølge Tysklands statsanklager er der tilstrækkelige beviser for, at der blev forsøgt at skabe en eksplosion med dronen, efter at tysk antiterrorpoliti åbnede en efterforskning af sagen.

Tysklands forbundsminister for indenrigsanliggende, Alexander Dobrindt, har kaldt hændelsen et “hybridt angrebsscenarie”.

Ifølge det amerikanske medie The Wall Street Journal mener unavngivne amerikanske embedsfolk med kendskab til sagen, at dronen “sandsynligvis” tilhører den russiske regering.

Dronen nåede ikke at angribe lufthavnen. Den fløj så lavt, at en tysk buschauffør kunne sparke til den, så den faldt til jorden.

Efterfølgende blev dronen desarmeret af tyske specialister.

RITZAU

Trump åbner igen for at fyre bestyrelsesmedlem i centralbank

USA’s præsident, Donald Trump, overvejer igen at fyre Lisa Cook fra bestyrelsen i den amerikanske centralbank. Det fremgår af et brev fra Det Hvide Hus, som AFP og Reuters har set. I brevet fra i onsdags får Lisa Cook 21 dage til at svare på beskyldninger om falske oplysninger om realkreditlån. Trump forsøgte også at fyre hende sidste år. Men i juni slog USA’s højesteret fast, at præsidenten ikke havde beføjelse til det. Lisa Cooks advokat, Abbe D. Lowell, kalder i dag beskyldningerne for grundløse. Det skriver avisen The Guardian. Advokaten understreger, at de vil forsvare hendes stilling.

Sønderjyske-anfører ser stort sammenhold i svær tid

Sønderjyske har åbnet Superligaen med to nederlag og en masse uro med transfersagaen om forsvarskrumtappen Magnus Jensen, der meldes tæt på et skifte til FC Midtjylland.

Klubben har bedt Magnus Jensen blive hjemme fra træning de seneste dage, og virakken omkring klubben har været stor. Fredag svarede holdet dog tilbage ved at få sæsonens første point med 0-0 mod Viborg.

Og den præstation var målmand Marcus Bundgaard, der var anfører i kampen, stolt af.

– Det er et tydeligt bevis på, at når det blæser lidt, så er der mulighed for at splitte op eller stå sammen, og vi har valgt at stå sammen her i Sønderjyske, siger han i et interview med Viaplay.

– Det er et stort point for os, og det er dejligt, at vi kan holde nullet for første gang i denne sæson.

Hen over sommeren er både cheftræner Thomas Nørgaard og det unge talent Olti Hyseni skiftet til Brøndby.

Oven i det har postyret med Magnus Jensen så fjernet ankeret i midterforsvaret. Det har givet yngre kræfter chancen, og den greb de mod Viborg, mener Marcus Bundgaard.

– Vi spiller som et hold, og vi har nogle akademispillere, som får startdebut i dag, og det må jeg kraftedeme tage hatten af for. Anders Hoeg og Gustav Wagner leverer nogle virkelig gode præstationer, siger Bundgaard til Viaplay.

Mens det var Sønderjyskes første point i sæsonen, kom Viborg op på fire point efter tre kampe.

RITZAU

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/ITALIEN/SPANIEN”, udsendt kl. 22:14 med overskriften “Italien fastholder kontrol af rejsende fra Spanien trods gengældstrusler” er korrigeret. I afsnit 6 og 7 er Spanien rettet til Italien, og Italien til Spanien

Spanien indfører grænsekontrol mod Italien efter migrantkonflikt

Spanien vil indføre en midlertidig grænsekontrol af rejsende fra Italien.

Det oplyser Spaniens indenrigsministerium fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det spanske indenrigsministerium oplyser, at kontrollerne indføres “på baggrund af det vedvarende pres fra irregulær migration”, som Italien står over for.

Tiltaget kommer, efter at Italien har indført en lignende foranstaltning mod rejsende, der ankommer fra Spanien, efter at tusindvis af migranter i sidste uge strømmede ind i den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika.

Landene grænser ikke op til hinanden, men grænsekontrollerne påvirker folk, der rejser med fly eller skib mellem de to lande.

Den spanske grænsekontrol begynder ifølge den spanske regering ved midnat lørdag og varer indtil den 2. september, skriver Reuters.

Spanien truede tidligere på dagen fredag Italien med at gengælde grænsekontrollen, hvis ikke den italienske regering senest søndag ophævede foranstaltningen.

Ikke kort efter advarslen fra Spanien lød det fra italiensk side, at det ikke ville komme til at ske.

– Italien accepterer ikke ultimatummer eller påbud fra udlandet vedrørende national sikkerhed og grænsekontrol, sagde kontoret for den italienske premierminister, Giorgia Meloni, i en erklæring ifølge AFP.

– Først når der er vished om, at der ikke er nogen sikkerheds- eller terrorrisici for Italien, at ingen ny bølge er på vej, og at der ikke er ulovlige migranter på vej mod europæisk territorium, vil beslutningen blive genovervejet.

RITZAU

Trump åbner igen at fyre bestyrelsesmedlem i centralbank

USA’s præsident, Donald Trump, overvejer igen at afskedige Lisa Cook fra bestyrelsen i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Det fremgår af et brev fra Det Hvide Hus, som både AFP og Reuters har set.

– Du underrettes hermed om, at præsidenten overvejer at afsætte dig fra din stilling, lyder det i brevet, der er dateret den 5. august, ifølge AFP.

Meldingen kommer på trods af, at USA’s højesteret i juni slog fast, at præsidenten ikke havde beføjelse til at afskedige Lisa Cook, da han gav hende en fyreseddel sidste år.

Dengang lød det fra domstolen, at Donald Trump “undlod at give Cook de proceduremæssige garantier, som hun var berettiget til i henhold til loven”.

Ifølge brevet fra Det Hvide Hus har Lisa Cook fået 21 dage til at svare på beskyldninger om, at hun skulle have afgivet falske oplysninger i forbindelse med et eller flere realkreditlån.

Hun har tidligere afvist beskyldningerne.

I brevet hævdes det, at Lisa Cook har begået forbrydelser, der kan straffes med op til 30 års fængsel, skriver Reuters.

Videre lyder det, at hendes adfærd har sat spørgsmålstegn ved hendes troværdighed som bestyrelsesmedlem i centralbanken.

Brevet er underskrevet af vicestabschefen i Det Hvide Hus, Dan Scavino.

RITZAU

Krige og hedebølger har sendt fødevarepriserne op

Det er blevet dyrere at fylde indkøbskurven med varer som sukker, olie og korn. Det skyldes både sommerens hedebølger, krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten. I juli nåede FN’s indeks over fødevarepriser nemlig det højeste niveau siden januar 2023. Det skriver avisen The Guardian. Alene i Europa anslås varmen at have ødelagt ni millioner ton afgrøder. Derfor frygter en økonom fra FN’s fødevareorganisation, at verden står over for endnu en periode med fødevareinflation. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters. Til gengæld er priserne på fjerkræ, svinekød og oksekød faldet en anelse.

Sønderjyske kæmper sig til point mod uskarpt Viborg-hold

Sønderjyske har fået en svær start på Superligaen, men fredag lykkedes det for holdet at få sat det første point ind på kontoen.

Med hårdt arbejde og en smule held fik sønderjyderne hentet 0-0 hjemme mod Viborg, der efter de tre første kampe har hentet fire point.

De grønblusede gæster kan med rette føle, at sejren var inden for rækkevidde, men skarpheden manglede, og i kampens slutfase havde hjemmeholdet også chancerne for at snuppe alle tre point.

Der har været en del uro omkring Sønderjyske på det seneste, efter at klubben for få dage siden bad viceanfører Magnus Jensen om at blive hjemme.

Ifølge flere medier forsøger midtstopperen at presse et skifte til FC Midtjylland igennem, men hans håndtering af det har fået Sønderjyske-ledelsen til at tvivle på hans loyalitet.

På hjemmebanen i Haderslev så holdet da også lidt usikkert ud i kampens indledning. Allerede efter syv minutter leverede keeper Marcus Bundgaard et drop, så Thomas Jørgensen let kunne prikke bolden i kassen.

Heldigvis for Bundgaard viste VAR-gennemgangen, at Viborg-kreatøren var en anelse offside, da han bragte sig i position til målet.

Det var gæsterne, som sad tungt på spillet. 70 procent af tiden var bolden på gæsternes fødder i de første 45 minutter.

Viborg var også holdet, som skabte flest chancer, men efter den svære start lykkedes det Sønderjyske at få boltet defensiven godt sammen.

Det blev sågar til et par skudforsøg, men sønderjyderne skulle være tilfredse med at komme til pause med 0-0.

Fordelingen af boldbesiddelse var tæt på den samme i anden halvleg. Viborg skabte pænt med chancer, men effektiviteten var fraværende.

Især Charly Nouck havde mange tilløb til chancer, men han ramte slet ikke dagen. Han trillede blandt andet bolden forbi et næsten tomt mål fem minutter før tid.

I slutfasen, hvor begge hold var trætte, havde Sønderjyske også et par muligheder for at tage sejren, men det blev ikke til scoringer fredag i Haderslev.

RITZAU

Krige og hedebølger har sendt fødevarepriserne op

Sommerens hedebølger, krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten har globalt gjort det dyrere at fylde indkøbskurven med sukker, vegetabilsk olie og kornprodukter.

Ifølge avisen The Guardian nåede FN’s fødevare- og landbrugsorganisations indeks over fødevarepriser i juli det højeste niveau siden januar 2023.

En økonom fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation frygter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at verden står over for endnu en periode med fødevareinflation.

Organisationen peger blandt andet på de hedebølger, der har omsluttet store dele af Europa sommeren over, som årsag.

Ifølge The Guardian anslås varmen at have ødelagt ni millioner ton afgrøder som hvede, byg, majs og havre.

Også majsproduktionen i den midtvestlige del af USA – det, der kaldes for The Corn Belt – har været påvirket af vejret.

Og alene frygten for netop vejret har også påvirket brasilianerne, som står for verdens største produktion af sukker, samt sukkerproducenter i Europa og Asien.

Markedet for hvede er udover det varme vejr også påvirket af bekymringer over eksportforstyrrelser i Sortehavet, fremgår det.

Ødelæggelser og angreb efter intensiverede angreb mellem Rusland og Ukraine har også sendt priserne på hvede op.

I den modsatte ende af indekset er priserne på fjerkræ, svinekød og oksekød faldet en anelse.

RITZAU

Danmark booker VM-finale trods forfærdelig start i Riga

Anført af en stærkt kørende Leon Madsen er Danmarks speedwaylandshold klar til VM-finalen for hold.

I fredagens semifinale i Riga satte Danmark rivalerne fra Sverige, Letland og Norge til vægs over de 20 heat, som semifinalen bestod af.

Leon Madsen, Anders Thomsen, Michael Jepsen Jensen, Mikkel Michelsen og Frederik Jakobsen var kørerne bag det danske avancement.

VM-finalen afvikles 29. august på det polske nationalstadion i Warszawa. Her skal Danmark møde Polen, Australien og Storbritannien.

Det er første gang i tre år, at der afvikles et hold-VM i speedway.

Danmark fik ellers en virkelig skidt start på VM-semifinalen. Mikkel Michelsen og Anders Thomsen lagde for med at slutte sidst i deres første starter.

Leon Madsen tog en sejr, før Michael Jepsen Jensen i heat 4 også sluttede sidst og efterlod Danmark med blot tre point og sidst i stillingen.

Den sløje start slog dog ikke danskerne ud. Tværtimod.

Med blandt andet fem danske heatsejre i træk kravlede landstræner Nicki Pedersens udvalgte hurtigt frem i tabellen og overtog føringen, før semifinalen var halvvejs gennemført.

Især Leon Madsen strålede på den nyanlagte bane i Letlands hovedstad, Riga.

Han vandt samtlige af sine heat, indtil han i 20. og sidste heat skulle på cyklen for sidste gang. Da vidste han allerede, at finalepladsen var hjemme.

Det havde Anders Thomsen sørget for i heatet forinden med en sejr.

Han havde ellers efter sin dårlige start måttet se reserven Frederik Jakobsen overtage flere af heatene, men han endte altså på toppen sammen med resten af holdet.

RITZAU

Svensk voldsoffer i København er blevet begravet

Den 32-årige svenske mand, der i juli mistede livet efter et overfald på Islands Brygge i København, er blevet begravet. Det skriver Ekstra Bladet, som citerer det svenske medie Aftonbladet. Begravelsen foregik i Sverige, hvor 350 venner, familiemedlemmer og kolleger var mødt op for at tage afsked. I en pressemeddelelse takker familien for den store støtte, de har fået. De skriver, at kærlighed og fællesskab er stærkere end had. Svenskeren var på ferie i Danmark, da han blev overfaldet ved et storskærmsarrangement. En 31-årig mand er tiltalt for vold i sagen.

Superliga-klubben FC Nordsjælland sælger den ghanesiske VM-spiller Caleb Yirenkyi til Premier League-klubben Coventry City.

Det oplyser den danske klub på sin hjemmeside.

– Vi er stolte over at kunne sende ham videre til en Premier League-klub, som det også var hans ønske at spille for. Og vi er stolte over, at han er blevet den største transfer ud af Superligaen, siger FCN-fodbolddirektør Alexander Riget til fcn.dk.

Den 15-årige efterlyste pige fra Hedensted blev fundet i Ungarns Hajdú-Bihar-provins.

Det oplyser ungarsk politi til B.T.

– Den 6. august fandt betjente fra politiet i Berettyóújfalu (by i Ungarn, red.) den forsvundne mindreårige uskadt i Hajdú-Bihar-provinsen, lyder det i et skriftligt svar fra Ungarns politi til mediet.

Svensk voldsoffer i København er blevet begravet

Den 32-årige svenske mand, der gik bort i juli efter et voldeligt overfald under et VM-arrangement på Islands Brygge i København, er blevet begravet.

Det skriver Ekstra Bladet, som citerer det svenske medie Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladet blev ceremonien afholdt i Olsbergs Arena i Eksjö, som ligger i det nordlige Småland cirka 350 kilometer fra København, for at gøre plads til de mange personer – 350 venner, familiemedlemmer og kolleger – der ønskede at tage afsked med den svenske mand.

Offerets familie skriver i en pressemeddelelse til Aftonbladet, at de takker for kondolencerne, der er strømmet ind til dem.

– Da vores (offerets navn udeladt, red.) blev taget fra os på en så ufattelig måde, er vi blevet mødt med en varme og medfølelse, der har båret os gennem den mørkeste tid i vores liv.

– Tak alle jer, der har bidraget til indsamlinger, sendt gaver, skrevet venlige ord og været der med omsorg – fra bunden af vores hjerter: tak!

– I har vist os, at kærlighed, medfølelse og fællesskab er stærkere end had.

Ceremonien blev indledt til tonerne af titelmelodien fra filmen “Forrest Gump”.

Der blev også fremført sangene “Du måste finnas”, som Abba-medlemmerne Björn Ulvaeus og Benny Andersson har skrevet, og “Utan dina andetag” af den svenske gruppe Kent.

Under ceremonien blev der vist billeder fra offerets liv, og der blev læst taler op fra mandens hustru og fra mandens forældre og søskende.

De tilstedeværende var blevet bedt om at iklæde sig lyst tøj.

Ifølge Malin Oscarson, der forestod ceremonien, afspejlede ceremonien offeret.

RITZAU

INFO: Ritzau liveblogger i dag fra Sønderjyske og Viborg mødes i Superligaen

Bloggen starter klokken 18:50

Bloggen kan følges på: http://www.ritzau.dk/-cZpS

Redaktionel kontakt: 33 30 04 10

Direkte embedkode: <div id=”ritzaulivefeed” data-source=”https://livewire.ritzau.dk/LiveEventFeed/Index?uid=5fbd7351cf6b4f12204a6317&eid=6a5f18eb3a5b7e573ec47877″></div><script src=”https://livewire.ritzau.dk/Scripts/pym.js” type=”text/javascript”></script>

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]