Seneste nyheder

26. oktober 2026

Medier: Indisk politi anholder stifter af Kakerlak-bevægelsen

Politiet i Indien har anholdt grundlæggeren af Kakerlak-bevægelsen, Abhijeet Dipke, rapporterer flere medier tidligt lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingerne kommer, efter at Dipke blev tilbageholdt fredag forud for en demonstration, hvor hundredvis af mennesker viftede med det indiske flag og krævede, at landets øverste valgkommissær træder tilbage.

Anholdelsen af Dipke er sket for at forhindre brud på den offentlige orden, og han vil lørdag blive fremstillet, melder de indiske tv-stationer NDTV og India Today.

Det indiske politi er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters’ henvendelse om sagen.

Det ungdomsledede Cockroach Janta Party (CJP), oppositionsgrupper og studenterorganisationer har denne måned på næsten daglig basis holdt demonstrationer med krav om, at valgkommissær Gyanesh Kumar træder tilbage.

Det skyldes en revision af vælgerlister, som ifølge demonstranterne favoriserer premierminister Narendra Modis parti, Bharatiya Janata Party (BJP).

Mere end 130 millioner vælgere blev slettet fra vælgerlisterne under revisionen, skriver Reuters.

Valgkommissionen har afvist at favorisere noget parti og oplyst, at vælgere, der fejlagtigt er blevet slettet, kan blive registreret igen.

BJP har beskyldt sine politiske modstandere for at forsøge at underminere demokratiet ved fejlagtigt at så tvivl om legitime valgprocesser.

Aktivisten Neha Bora, der af Reuters beskrives som fremtrædende i demonstrationerne, blev også tilbageholdt fredag.

Det skete, da hun forsøgte at nå det centrale Delhi sammen med flere af sine støtter. Hun blev løsladt lørdag.

– Skån venligst Indiens befolkning. Stil Gyanesh Kumar for en rigsret, og stop SIR af vælgerlisterne, så landets almindelige borgere kan ånde lettet op, føle sig trygge og få sikret deres stemmeret, sagde Bora til nyhedsbureauet ANI efter sin løsladelse.

SIR står for “special intensive revision”, der på dansk kan oversættes til en særlig og intensiv revision.

Dipke blev tilbageholdt fredag, da han kom ud fra et hus i det centrale Delhi.

Politiet tvang ham her ind i en politibil og kørte efter en kortere diskussion med ham så væk.

Dipke havde opfordret til fredagens demonstration til støtte for to ledere af CJP, der tidligere på ugen blev tilbageholdt og fængslet i fem dage. Det skete, fordi de havde demonstreret et sted, hvor det var i strid med et demonstrationsforbud.

Tidligere fredag havde politiet opsøgt Dipke og advaret ham mod at gennemføre demonstrationen.

Kakerlak-bevægelsen har udviklet sig til en af de største politiske udfordringer for Modi og BJP i premierministerens 12 år ved magten.

RITZAU

Tre mænd får hver 158 års fængsel for drab på surfere i Mexico

Tre mænd har fået en usædvanlig hård straf ved en domstol i Mexico. De er hver især idømt over 158 års fængsel for at dræbe tre surfere. Ofrene var to australske brødre og en amerikansk ven, som var på surfertur i foråret 2024. Her blev de skudt under et formodet røveri, hvorefter de blev smidt i en dyb brønd. De tre mænd blev fundet skyldige i sidste uge. Det skriver det australske medie ABC. Også en af mændenes kærester er dømt i sagen. Hun har fået 20 års fængsel for sin rolle i røveriforsøget, skriver BBC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Lørdag den 17. oktober 2026

Udsigt, der gælder til søndag morgen, udsendt kl. 05.00

Fyn:
Tørt med lidt eller nogen sol, men sidst på dagen mere skyet og efterhånden regn. Temp. op mellem 11 og 14 grader, og let til frisk vind fra nord, ved kysterne op til hård vind. I aften og nat mest skyet, og regn mod sydøst. Temp. ned mellem 6 og 10 grader. Let til frisk vind fra nordøst, ved kysterne op til hård vind.

København og Nordsjælland:
Mest skyet og sidst på dagen regn mange steder. Temp. op mellem 11 og 13 garder, og let til frisk vind fra omkring nord, ved kysterne op til hård vind. I aften og nat mest skyet og regn over den sydlige del. Temp. ned mellem 5 og 9 grader. Jævn til frisk vind fra nordøst, ved kysterne op til hård vind.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
Mest skyet og perioder med regn mod syd og øst. I løbet af dagen muglighed for lidt sol over den nord og vestlige del. Temp. op mellem 11 og 13 garder, og let til frisk vind fra omkring nord, ved kysterne op til hård vind. I aften og nat mest skyet og regn over den sydlige del. Temp. ned mellem 5 og 9 grader. Jævn til frisk vind fra nordøst, ved kysterne over den sydlige del op til kuling.

Bornholm:
Hele perioden skyet med udbredt regn og temp. omkring 10 grader. Vinden bliver jævn til hård fra nordøst, som tiltager om dagen til hård vind til hård kuling, med kraftige vindstød. Vinden aftager en smugle om natten.

Tre mænd får hver 158 års fængsel for drab på surfere i Mexico

Tre mænd er ved en mexicansk domstol blevet idømt 158 år og ni måneders fængsel hver for drabene på to australske surfere og deres amerikanske ven.

De to australske brødre Jake og Callum Robinson på henholdsvis 30 og 33 år samt 30-årige Jack Carter Rhoad fra USA var på surfertur ved Mexicos stillehavskyst, da de blev skudt og dræbt i april 2024.

De havde slået lejr i et afsidesliggende område ved stranden nær kystbyen Ensenada i delstaten Baja California, da de blev angrebet under et formodet røveri.

Ligene af de tre surfere blev fundet flere dage senere. De var blevet smidt ned i en dyb brønd flere kilometer fra gerningsstedet. Alle tre havde skudsår i hovedet.

De tre mænd – Jesús Gerardo, Irineo Francisco og Ángel Jesús – blev i sidste uge kendt skyldige i drabene, skriver det australske medie ABC.

Baja California er en af Mexicos mest voldelige delstater. Den er plaget af organiseret kriminalitet og narkotikahandel, selv om kartellernes aktiviteter normalt ikke rammer turister.

Andre udenlandske besøgende er også blevet udsat for angreb langs Mexicos stillehavskyst.

To australske surfere, Dean Lucas og Adam Coleman, blev dræbt i 2015, mens de rejste gennem den nordvestlige delstat Sinaloa.

RITZAU/AFP

Trump suspenderer dele af sanktioner og told mod Rusland

USA’s præsident Donald Trump sætter nu en række sanktioner og toldsatser mod Rusland på pause. Det sker kun få dage før, de ellers skulle træde i kraft. Det skriver nyhedsbureauet Reuters lørdag. Sanktionerne ville blandt andet betyde told på op til 100 procent på varer fra lande, der køber russisk olie og gas. Men ifølge præsidenten er det lige nu i USA’s nationale interesse at suspendere sanktionerne. Det fremgår af et dekret fra Det Hvide Hus. Beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor Trump har annonceret en aftale om at købe russisk diesel, og samtidig offentligt har kritiseret Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.

Ældre kvinde dræbt af knivstik på tysk plejehjem

En 86-årig kvinde er fredag aften blevet dræbt under et knivstikkeri på et plejehjem i den tyske by Olfen nord for Dortmund.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa samt avisen Bild.

To kvinder på henholdsvis 81 og 83 år er alvorligt såret. Den ældste er i livsfare, skriver Bild.

Den formodede gerningsmand er en 72-årig mand, som også bor på plejehjemmet, siger politiet ifølge dpa. Han er blevet anholdt.

Knivangrebet fandt sted i cafeteriet på plejehjemmet, skriver de tyske medier på baggrund af oplysninger fra politiet.

Ifølge Bild blev alarmcentralen ringet op kort efter klokken 19.

Et stort antal politibetjente rykkede ud til plejecentret. To redningshelikoptere landede ude foran bygningen i løbet af aftenen.

Ifølge Bild fandt angrebet sted på plejehjemmet St. Vitus-Stift. Det er et såkaldt seniorcenter, hvor der bor 77 ældre mennesker, som har behov for pleje og støtte på grund af helbredsproblemer.

Plejecentret omfatter desuden 36 handicapvenlige lejligheder med støtte samt bofællesskaber for ældre mennesker med demens.

Politiet har åbnet en drabsefterforskning. Det er fortsat uklart, hvad der skal have fået den 72-årige mand til at angribe de tre kvinder med kniv.

RITZAU

Trump suspenderer dele af sanktioner og told mod Rusland

USA’s præsident, Donald Trump, har i et dekret meddelt, at han suspenderer anvendelsen af visse sanktioner, restriktioner og toldsatser over for Rusland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag dansk tid.

Der er tale om sanktioner, som er indført med loven Lindsey O. Graham Sanctioning Russia and Iran Act of 2026. Den blev underskrevet af Trump den 18. september.

– Jeg suspenderer hermed anvendelsen af sanktioner, restriktioner og toldsatser, der er fastsat i Graham-loven. Jeg har forelagt Kongressen en erklæring om, at en sådan suspension på nuværende tidspunkt er i USA’s nationale interesse, lyder det på Det Hvide Hus’ hjemmeside.

RITZAU

Moldova fordømmer Rusland efter fem droners indtrængen

Moldova fordømmer nu Rusland, efter at fem russiske droner fredag styrtede ned i landet på under et døgn. Dronerne faldt ned i den nordlige og østlige del af landet, hvor en enkelt person kom lettere til skade. Det fremgår af en udtalelse fra Moldovas udenrigsministerium. Her lyder det, at hændelserne udgør en direkte trussel mod borgernes sikkerhed. Moldova har på grund af krigen i nabolandet Ukraine flere gange i år været nødt til at lukke sit luftrum. Og ifølge nyhedsbureauet AFP oplever andre europæiske lande i området også en stigning i antallet af dronehændelser.

Trump kalder Grønlandsaftale for største ejendomshandel nogensinde

USA’s præsident, Donald Trump, kalder en ny forsvarsaftale om Grønland for den største ejendomshandel nogensinde. Det skete under en tale på et vælgermøde i staten Georgia. Her sagde præsidenten, at han har fået aftalen for ingenting. Aftalen blev indgået mellem USA, Grønland og Danmark i slutningen af september. Den giver blandt andet amerikanerne lov til at oprette to nye militærbaser i Grønland. Samtidig åbner aftalen for, at USA kan etablere et nyt missilforsvarssystem, der skal beskytte mod missiler og droner.

Trump kalder Grønlandsaftale for største ejendomshandel nogensinde

USA’s præsident, Donald Trump, kalder en nyligt indgået forsvars- og sikkerhedsaftale mellem USA, Grønland og Danmark for den største ejendomshandel nogensinde.

Det sker i en tale på et vælgermøde i Dalton i den amerikanske delstat Georgia.

– Hvad synes I om den aftale, jeg har indgået om Grønland? Fik det for ingenting.

– Det er sandsynligvis den største ejendomshandel, der nogensinde er indgået, lyder det fra den amerikanske præsident.

Trump er på besøg i Georgia som led i Republikanernes kampagne frem mod midtvejsvalget 3. november.

I slutningen af september indgik USA, Grønland og Danmark en ny sikkerheds- og forsvarsaftale om Grønland efter længere tids forhandlinger.

Det skete ved en underskriftsceremoni i FN-bygningen i New York City, kort efter at Donald Trump havde holdt tale ved FN’s Generalforsamling.

Aftalen giver blandt andet USA lov til at oprette to nye militærbaser i Grønland. I øjeblikket har USA én militærbase i Grønland. Den hedder Pituffik Space Base og ligger i det nordvestlige Grønland.

Aftalen åbner også for etableringen af det amerikanske missilforsvarssystem Golden Dome i Grønland. Et system, der blandt andet skal beskytte mod missiler og droner.

På vælgermødet i Georgia taler Trump også om krigen i Iran samt Venezuela.

RITZAU

Moldova fordømmer Rusland efter fem droners indtrængen

Moldova har fredag fordømt Rusland, efter at fem droner, som moldoviske myndigheder identificerede som russiske, styrtede ned i landet på under 24 timer.

Det fremgår af en udtalelse fra landets udenrigsministerium.

Moldovas proeuropæiske regering håber på, at landet bliver medlem af EU inden 2030.

Den har taget afstand fra Ruslands invasion af Ukraine og gentagne gange kritiseret russiske krænkelser af det moldoviske luftrum. Moldova deler grænse med Ukraine.

I sidste uge styrtede en drone ned omkring 35 kilometer fra hovedstaden Chisinau.

De fem droner trængte ind i Moldovas luftrum i løbet af en periode på lidt over 17 timer torsdag og fredag.

De styrtede alle ned i hovedsageligt nordlige og østlige distrikter i landet. En person blev i den forbindelse lettere såret, og det forårsagede mindre materielle skader.

– Disse hændelser udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og viser de direkte konsekvenser, som Ruslands angrebskrig mod Ukraine har for den regionale stabilitet, lyder det i udtalelsen fra udenrigsministeriet.

RITZAU/Reuters

Trump hylder familiefar for at redde liv under skoleskyderi

Den amerikanske præsident Donald Trump hylder nu en familiefar. Torsdag skød og dræbte faren nemlig en 16-årig skoleskyder i delstaten Oregon. Inden da havde den 16-årige dræbt tre børn og en lærer. Ifølge politiet løb familiefaren ind på skolen og stoppede gerningsmanden. Trump kalder faren for en stor helt, der gjorde det nødvendige. Men hovedpersonen selv har det svært. Hans bror fortæller til NBC News, at faren føler skyld over ikke at have reddet flere. Tragedien har endnu en gang startet debatten om våbenkontrol i USA.

Trump hylder familiefar for at redde liv under skoleskyderi

Den amerikanske præsident, Donald Trump, hylder en familiefar, som torsdag skød og dræbte en 16-årig gerningsmand, som havde slået flere børn og en lærer ihjel på en skole i delstaten Oregon.

– Hvor forfærdeligt det end var, havde vi en stor helt, som gik ind og gjorde det nødvendige.

– Det er forfærdeligt, men gudskelov for en mand, der havde et våben og vidste, hvordan man skulle bruge det, siger Trump og tilføjer, at det kunne være gået endnu værre.

En 16-årig dreng gik torsdag ind på Silver Rail Elementary School i byen Bend og dræbte tre børn på fem, otte og 11 år samt en lærer. Et barn og en lærer blev desuden såret i skyderiet.

36-årige Kaylub Giamanco, der har to børn på skolen, var i bil på vej hjem for at holde frokostpause torsdag, da han hørte skud og så den bevæbnede dreng gå ind på skolen. Det fortæller hans bror til NBC.

Ifølge politiet løb Giamanco ind på skolen, hvor han skød og dræbte gerningsmanden, inden politiet nåede frem kort tid efter.

Det er svært for Giamanco at bearbejde det, som skete. Familiefaren føler skyld over ikke at have reddet flere mennesker, siger hans bror til NBC.

Teenageren, der er blevet udpeget som gerningsmanden bag skoleskyderiet, var tidligere elev med særlige behov på skolen. Det siger Steven Cook, der er skoleinspektør i det lokale skoledistrikt.

– Det pågældende klasseværelse var en specialklasse for elever med særlige behov, og den mistænkte var elev med særlige behov på den pågældende skole, siger Steven Cook på et pressemøde.

RITZAU/AFP

30 mennesker meldes dræbt i droneangreb på kvægmarked i Sudan

Fredag morgen er 30 mennesker blevet dræbt i et droneangreb på et kvægmarked i Sudan. Yderligere 47 personer er sårede. Det oplyser en medicinsk kilde på det lokale hospital. Angrebet ramte byen Nyala, som er en højborg for den paramilitære gruppe RSF. Det skriver nyhedsbureauet AFP. RSF beskylder nu Sudans hær for at stå bag det dødelige angreb. Borgerkrigen i landet har stået på siden foråret 2023. Ifølge FN har krigen drevet mere end 11 millioner mennesker på flugt og skabt verdens største sultkrise.

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Fredag den 16. oktober 2026.

Udsendt kl. 23.20

Østersøen:
Søndag
Kuling fra øst 10 til 15 m/s.
Mandag
Øst 7 til 12 m/s.
Tirsdag
Om dagen øst 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra øst 9 til 14 m/s.
Onsdag
Sydøst 6 til 11 m/s.
Torsdag
Om dagen Vestlige Østersø vest 4 til 9 m/s. Østersøen omkring Bornholm sydøst 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s.

Indre danske farvande:
Søndag
Øst 8 til 13 m/s.
Mandag
Øst 5 til 10 m/s.
Tirsdag
Øst 7 til 12 m/s.
Onsdag
Sydøst 7 til 12 m/s.
Torsdag
Om dagen sydøst 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten vest 6 til 11 m/s.

Skagerrak:
Søndag
Nordøst 6 til 11 m/s.
Mandag
Øst 2 til 7 m/s.
Tirsdag
Øst 8 til 13 m/s.
Onsdag
Nordøst 8 til 13 m/s.
Torsdag
Om dagen sydøst 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten i den østlige del vest 1 til 6 m/s. I den vestlige del vest 6 til 11 m/s.

Nordsøen:
Søndag
Om dagen kuling fra nordøst 12 til 17 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Fladen øst 8 til 13 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber kuling fra nordøst 13 til 18 m/s.
Mandag
Sydøst 8 til 13 m/s.
Tirsdag
Kuling fra sydøst 13 til 18 m/s.
Onsdag
Om dagen Fisker og Fladen kuling fra sydøst 14 til 19 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber sydøst 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 11 til 16 m/s. Fisker kuling fra sydøst 9 til 14 m/s.
Torsdag
Om dagen kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Fredag den 16. oktober 2026 Udsendt kl. 22.30 Oversigt:
Meteorologens overblik: Sol mod vest og skyer og regn med øst.

Søndag:
I de sydlige egne mest skyet og måske lidt regn hist og her, ellers tørt og nogen eller en del sol. Temp. op mellem 9 og 12 grader, og let til jævn vind fra nordøst og øst, på Bornholm og ved kysterne i den sydøstlige del af landet op til frisk eller hård vind. Om natten tørt og i den sydlige del stedvis skyet, ellers klart vejr. Temp. ned mellen 3 og 10 grader, koldest i Nord- og Midtjylland. Svag til jævn vind fra øst og nordøst, på Bornholm op til frisk vind, der aftager noget ud på natten.

Mandag:
Tørt og nogen eller en del sol, i perioder dog stedvis mere skyet. Temp. op omkring 11 grader, og let til jævn vind fra omkring øst, ved kysterne stedvis op til frisk eller hård vind. Om natten tørt og mest klart vejr. Temp. ned mellem 5 og 10 grader, koldest i Midtjylland. Let til jævn vind fra omkring øst, ved kysterne stedvis op til frisk vind.

Tirsdag:
Mets tørt og mest skyet, men lokalt også lidt sol. Temp. op omkring 11 grader, og let til frisk vind fra øst. Om natten skyet med lidt regn hist og her. Temp. mellem 9 og 11 grader. Let til frisk, stedvis op til hård, fra øst og sydøst.

Onsdag:
Mest skyet med lidt regn hist og her. Dagtemp. op omkring 12 grader, om natten ned omkring 10 grader. Vinden bliver let til frisk fra sydøst, som aftager i løbet af natten.

Torsdag:
Skyet med udbredt regn, snere opklaring fra vest. Dagtemp. op omkring 12 grader, om natten ned omkirng 6 grader. Tiltagende vind fra vest, til mellem let og frik.

Fra talent- til hovedpris på to år: Annika hædres med P3 Prisen

Annika Wedderkopp måtte sidste år gå hjem uden P3 Gulds hovedpris, P3 Prisen, efter at have været nomineret – men i år er den hendes.

Den 21-årige sanger har fredag aften modtaget P3 Prisen ved dette års P3 Guld, der er løbet af stablen i DR Koncerthuset.

Annika Wedderkopp, der går under kunstnernavnet Annika, er på få år gået fra at lægge videoer foran klaveret op på det sociale medie TikTok til at ligge øverst på de danske hitlister.

Hun brød igennem med sangen “Knuser hjerter” i 2024 og fulgte op med blandt andet “Så længe jeg er sexy”. Samme år modtog hun talentprisen P3 Talentet ved P3 Guld.

Annika har fredag modtaget P3 Prisen foran det danske band Zar Paulo og sin kæreste, Anton Westerlin, som også var nomineret til prisen i år.

Modtageren af hovedprisen blev besluttet af P3’s egen jury.

– Med autentisk afsæt i sit eget liv laver Annika landeplager om brud og forelskelser, om tvivl og stålsat tro på, at det hele selvfølgelig løser sig, skriver juryen om den 21-årige sanger.

Sidste år udgav hun sit debutalbum “AW”, der blandt andet har sangen “Stolt”, som hun har lavet med rapperen Lamin. Samme år åbnede hun den største scene på Roskilde Festival, Orange Scene.

Da Annika sidste år var nomineret til hovedprisen, gik den til det danske band Aphaca. Prisen er tidligere år gået til kunstnere som Lamin, Artigeardit, The Minds of 99, Tobias Rahim, Saybia, Swan Lee, Tina Dickow og Jada.

Foruden P3 Prisen er der også blevet uddelt andre priser fredag aften.

Blandt andet P3 Lytterhittet, der er valgt af lytterne, som har kunnet stemme mellem fem sange.

Prisen gik til Guldimund og Saveus med nummeret “Vil du noget?”.

Selv om Zar Paulo ikke kunne tage hovedprisen med hjem, kunne de tage en anden pris med – nemlig P3 Live, der gives til en artist, der har markeret sig på den danske livescene.

Prisen er blevet uddelt før i 2001 og 2009, men har siden da været fraværende ved prisfesten.

Zar Paulo er blandt andet kendt for sangen “Klap for fædrelandet”.

Den tidligere talentpris P3 Talentet er i år blevet erstattet af prisen P3’s Næste, som i år er gået til dansk-færøske Friða Saiya, som ifølge juryen har “en helt vild musikalsk forståelse”, og siger, at “hendes talent er åbenlyst”.

I løbet af aftenen har en række danske artister optrådt til festen i DR Koncerthuset.

Op til prisuddelingen har der dog været kritik af selve lineuppet.

Kritikken er gået på manglen på diversitet ved musikprisuddelingen, hvor i alt 12 mænd og 2 kvinder indtog scenen i løbet af aftenen med optrædener.

Ditte Christiane Jensen, som er ledende redaktionsleder for DR Ung, har kommenteret kritikken i et skriftligt svar til Ritzau.

Heri lyder det, at “talent, kreativitet og kunstnerisk kvalitet ikke handler om køn”.

– Årets lineup er sammensat på baggrund af de kunstnere og bands, der har sat et markant aftryk på musikåret og i P3’s univers.

P3 Guld er en årlig musikprisuddeling, der er arrangeret af Danmarks Radios P3.

RITZAU

Bundholdet Rødovre Mighty Bulls vinder på udebane 5-3 over Aalborg Pirates i Metal Ligaen.

Det Internationale Fodboldforbunds appelinstans stadfæster den straf, Spaniens Fodboldforbund er blevet tildelt efter antimuslimske tilråb under en landskamp mod Egypten. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

USA har største underskud på sine finanser i fem år

USA havde i budgetåret 2026 et underskud på statsfinanserne på knap 2000 milliarder dollar – det største underskud i fem år.

Det viser tal fra det amerikanske finansministerium fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Budgetåret løber frem til udgangen af september. Underskuddet svarer til omkring 13.300 milliarder kroner.

Det er især rentebetalinger som følge af USA’s enorme gæld, der er med til at øge underskuddet.

USA’s statsgæld er nået et godt stykke over 40.000 milliarder dollar.

Også øgede forsvarsudgifter og udgifter til sociale ordninger som Social Security og Medicare driver udgifterne i vejret.

Samtidig har USA måttet betale store summer tilbage for ulovligt indkrævet told, efter at landets højesteret i februar underkendte store dele af den told, som Trump havde indført.

Maya MacGuineas, som er formand for tænketanken Committee for a Responsible Federal Budget, siger til New York Times, at underskuddet og gælden efterlader USA i en sårbar situation.

– Når den næste krise rammer, så vil vi næsten med sikkerhed være mere forgældede end nogensinde før på vej ind i en krise, hvilket vil begrænse vores evne til at respondere og forværre de skader, vi bliver ramt af, siger hun.

Ifølge mediet CNBC er budgetåret 2026 det 25. år i træk med underskud på de amerikanske statsfinanser.

Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, har til CNBC sagt, at økonomisk vækst er afgørende for at, USA kan komme ud af de store mængder gæld.

– Vores besked til allierede og handelspartnere er, at global vækst er den måde, hvorpå vi skal tage os af dette gældsbjerg, sagde han i august.

Der er cirka to uger til det amerikanske midtvejsvalg, hvor både Republikanerne og Demokraterne er kommet med udgiftstunge forslag.

Blandt andet har Trump lovet at udbetale godt 32.000 kroner til alle voksne amerikanere, hvis Republikanerne vinder begge kamre i Kongressen ved midtvejsvalget.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]