Seneste nyheder

9. november 2026

Over 400 Boeing-fly skal undersøges for revner

De amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) har udstedt et nyt sikkerhedspåbud, der kræver eftersyn af omkring 471 Boeing 737 Max-fly i USA for revner i en komponent i flyenes skrog.

Det skriver flere internationale medier, herunder CNN.

Sikkerhedspåbuddet er udstedt, efter at der er blevet fundet revner i nogle af flyenes strukturelle forstærkninger omkring den forreste dør på siden af flyet på nogle ældre fly i flåden.

Boeing oplyser, at man har udført en teknisk analyse for at bestemme årsagen til revnerne. Den amerikanske flyproducent arbejder på tekniske ændringer for at forhindre, at det sker i fremtiden, lyder det.

Boeing har haft flere sikkerheds- og produktionsmæssige udfordringer de forgangne år.

Den seneste hændelse var for mindre end en måned siden – i slutningen af juli.

Her vurderede FAA, at 453 fly – der alle er indregistreret i USA – kan have fået fastgjort sæderne forkert.

– Hvis fejlen ikke udbedres, kan den medføre skader på passagerer og besætning under en nødlanding eller blokere midtergangen og dermed forsinke en evakuering, advarede luftfartsmyndighederne.

Ifølge Reuters kom problemer med kvaliteten i produktionen af flyene for alvor frem i lyset i begyndelsen af 2024, hvor et nyt Boeing 737 Max 9-fly fra Alaska Airlines tabte en dør midt under en ruteflyvning.

Ingen kom noget til. Men hændelsen førte til øget fokus på selskabets produktionssystemer og kvalitetssikring.

En undersøgelse viste, at der manglede fire bolte, der var med til at skulle holde døren på plads, da flyet blev leveret til Alaska Airlines i oktober 2023.

Også i 2019 skulle flere Boeing-modeller gennemgås for revner i den komponent, der forbinder flyets skrog med vingerne.

RITZAU

Domstol standser Trumps projekt om fire milliarder dyr balsal

USA’s præsident Donald Trumps plan om at bygge en stor balsal ved Det Hvide Hus er sat på pause. Fredag har en amerikansk appeldomstol nemlig besluttet at standse byggeriet, der koster knap fire milliarder kroner. Det skriver Reuters. Domstolen vurderer, at projektet først skal godkendes af Kongressen. Sidste år fik Donald Trump ellers revet østfløjen i Det Hvide Hus ned for at gøre plads til balsalen, men det skete altså uden tilladelse. Præsidentens administration har nu 14 dage til at anke afgørelsen til Højesteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Real Madrid udlejer argentinsk stortalent

Real Madrid sender den 18-årige kantspiller Franco Mastantuono til italienske Fiorentina på en lejeaftale.

Det oplyser den spanske storklub på sin hjemmeside.

Den argentinske offensivspiller skal tørne ud for klubben fra Firenze frem til 30. juni 2027.

Mastantuono skiftede i sommeren 2025 til Real Madrid fra River Plate i hjemlandet. Ifølge flere medier betalte den spanske storklub omkring 300 millioner kroner for ham.

Hans kontrakt med Real Madrid løber frem til sommeren 2031.

I sidste sæson spillede han 35 kampe på tværs af alle turneringer for Real og scorede tre mål.

RITZAU

Domstol standser Trumps projekt om fire milliarder dyr balsal

USA’s præsident Donald Trumps planer om at opføre en balsal ved Det Hvide Hus til 3,8 milliarder kroner lider et knæk.

En amerikansk appeldomstol har fredag besluttet at standse byggeriet og opførelsen af balsalen.

Det skriver Reuters.

Domstolen vurderer, at projektet først skal have Kongressens godkendelse for at kunne fortsætte, hvilket byggeriet ikke har for nuværende.

Donald Trumps administration har 14 dage til at anke afgørelsen til Højesteret. På den måde er appeldomstolens afgørelse ikke endelig.

Sidste år fik Trump med kort varsel og uden en godkendelse fra Kongressen revet østfløjen i Det Hvide Hus ned til fordel for planerne om en balsal på 8360 kvadratmeter og med plads til 1000 gæster.

Præsidenten har tidligere fremhævet balsalen som en afgørende tilføjelse til Det Hvide Hus og som et varigt symbol på hans tid som præsident.

Oprindeligt anslog Donald Trump, at balsalen ville koste 400 millioner dollar.

I juni berettede avisen The Washington Post dog, at byggeriet ville blive 200 millioner dollar dyrere.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Fredag den 7. august 2026.

Der er kulingvarsel for Kattegat og Skagerrak.

Farvandsudsigter, der gælder til lørdag aften, udsendt klokken 16.40.

Østersøen omkring Bornholm:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag nordvest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag vest 6 til 11 m/s. Og i den sydvestlige del nordøst 2 til 7 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Nordvest 6 til 11 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Vest 6 til 11 m/s. God sigt. Sundet: Nordvest 5 til 10 m/s. God sigt.

Kattegat:
Kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Kuling fra vest 10 til 15 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag vest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. God sigt.

Fisker:
Vest 5 til 10 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1 m.

Tyskebugt:
Vest 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag sydvest 4 til 9 m/s. Og i den sydøstlige del nordøst 2 til 7 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1 m. Dønning: 1 m.

Mærsk frasælger 48 år gammelt datterselskab

Efter næsten 50 år i folden siger Mærsk nu farvel til datterselskabet Mærsk Training. Rederiet har indgået en aftale om at sælge datterselskabet til kapitalfonden Open Gate Capital. Det oplyser Mærsk fredag i en pressemeddelelse. Mærsk Training udbyder blandt andet sikkerhedskurser til energi- og shippingbranchen. Handlen omfatter også selskabet Mærsk H2S Safety Services. Administrerende direktør for Mærsk Training, David Skov, kalder salget for en vigtig milepæl. Han ser frem til de muligheder, som det næste kapitel byder på under den nye ejer. Mærsk forventer, at handlen afsluttes senere på året. Der er ikke oplyst nogen pris for salget.

Italien fastholder kontrol af rejsende fra Spanien trods gengældstrusler

Italien fastholder en grænsekontrol mod rejsende fra Spanien trods trusler fra Spaniens regering.

Det skriver den italienske regering i en udtalelse ifølge Reuters fredag.

Italien meddelte i sidste uge, at landet havde suspenderet Schengen-samarbejdet, der sikrer fri bevægelighed, med Spanien i en måned, efter at tusindvis af migranter i sidste uge strømmede ind i den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika.

Landene grænser ikke op til hinanden. Men den italienske suspendering påvirker folk, der rejser med fly eller skib mellem de to lande, lød det.

Ifølge den nye udmelding fra Italien fredag vil landet opretholde kontrollen med de rejsende fra Spanien indtil mindst den 15. august, hvilket er kortere tid end den tidligere udmeldte månedlange kontrol.

Spaniens regering uddyber desuden, at den først vil genoverveje beslutningen, når der ikke er nogen “sikkerheds- eller terrorrisiko, ingen ny migrationsbølge og ingen irregulære migranter på vej mod europæisk territorium”, skriver Reuters.

Meldingen kommer, efter at Italiens regering tidligere på dagen truede med at indføre gensidige foranstaltninger over for rejsende fra Spanien, hvis ikke Spanien ophæver grænsekontrollen senest søndag, skrev nyhedsbureauet AFP.

Regeringen kaldte ifølge AFP kontrollen med ankomster fra Spanien for “uberettiget” og “i strid med Den Europæiske Unions interesser” samt “diskriminerende over for den spanske befolkning”.

Torsdag fastslog en talsperson for EU, at ingen migranter er rejst ulovligt fra Ceuta til det spanske fastland efter den store migrantstrøm i sidste uge.

Flere end 70.000 migranter krydsede grænsen mellem Marokko og Ceuta uden tilladelse torsdag og fredag i sidste uge.

– Vi kan på nuværende tidspunkt forstå på de spanske myndigheder, at ulovlig rejse videre til Spaniens fastland og Europa indtil videre er blevet forhindret, sagde talspersonen på et pressemøde ifølge Reuters.
RITZAU

Retsmøde om frihedsberøvelse omgærdes af mystik

En dommer ved Retten i Horsens har nedlagt et referatforbud i forbindelse med et retsmøde om kvalificeret frihedsberøvelse, skriver Horsens Folkeblad.

De tilstedeværende i retslokalet, herunder pressens repræsentanter, må derfor ikke videreformidle, hvad der kommer frem i retten.

Om retsmødet har forbindelse til en efterlyst 15-årig pige fra Hedensted, der torsdag blev fundet i live i Ungarn, kan derfor ikke bekræftes.

Sydøstjyllands Politi oplyste tidligere fredag, at man har mistanke om, at der er begået et strafbart forhold i sagen.

Kort før klokken 14 meldte anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi ud, at der klokken 14.30 var berammet et retsmøde, og at anklagemyndigheden ville begære dobbeltlukkede døre.

Den normale fremgangsmåde ved et grundlovsforhør er, at navnet på den sigtede og sigtelsen – altså formuleringen af politiets mistanke mod vedkommende – læses op.

Herefter er det forholdsvis almindeligt, at retten træffer kendelse om lukkede døre, så offentligheden ikke har adgang til sagens yderligere oplysninger. Oftest er det begrundet i hensynet til politiets videre efterforskning.

I helt særlige tilfælde kan retten vælge at lukke dørene, inden sigtelsen læses op. Det kan ske, når det er påkrævet af hensyn til efterforskningen eller hensynet til fremmede magter.

Det er den bestemmelse, som anklagemyndigheden ville have udløst i fredagens retsmøde. Det blev imidlertid afvist. Til gengæld blev der nedlagt et referatforbud, som gør det strafbart for de tilstedeværende at viderebringe de fremkomne oplysninger.

Retten har efterfølgende – skriver Ekstra Bladet – også valgt at fortsætte retsmødet for lukkede døre.

I modsætning til en dørlukning så kan retten ved et referatforbud senere bestemme at ophæve dette, så de fremkomne oplysninger må refereres. Oplysninger, som er fremkommet bag lukkede døre, vil kræve en særskilt tilladelse fra retten, hvis de skal viderebringes.

Ved fredagens retsmøde er den mistænkte person ikke til stede. Det er ikke oplyst, hvorvidt politiet i Danmark eller i udlandet har foretaget anholdelse eller ej.

Et grundlovsforhør af denne type bruges i sager, hvor politiet arbejder på at få anholdt og udleveret i udlandet, eksempelvis gennem en europæisk arrestordre.

Det er politisagens journalnummer, som afslører, at sagen behandles som en overtrædelse af straffelovens paragraf 261, stk. 2. Det er den grove bestemmelse om frihedsberøvelse.

Den kommer for eksempel i spil i sager, hvor frihedsberøvelsen anses som langvarig, eller hvor den er foregået i udlandet.

RITZAU

Alkohol er primær årsag til gæsters skader på Smukfest

Festivalgæsternes indtag af alkohol er den primære årsag til, at de finder vej til Smukfests skadestue og førstehjælpsområder med skader.

Det fortæller sikkerhedschefen på Smukfest, Thomas Rydahl.

– Vi ser, at når man får for meget alkohol, så kan man komme til at falde og slå sig, siger han.

Alkohol og skader er imidlertid ikke en kombination, der kommer bag på sikkerhedschefen, der kategoriserer henvendelserne om skaderne som værende inden for normalbilledet.

– Det er jo kombinationen, når folk fester og er fulde, siger han og tilføjer, at bøgeskovens terræn også kan være en udfordring for de festglade gæster.

– Skaderne er typisk, at man snubler, og det går op og ned ad bakke. Folk når ikke at tage fra.

Torsdag havde festivalens skadestue og førstehjælpsområder omkring 300 henvendelser fra gæster med forskellige typer af skader.

Det oplyses ikke, hvor mange af de 300 henvendelser, der havde relationer til indtag af alkohol.

Når Thomas Rydahl kigger tilbage i sine data og sammenligner henvendelserne på skadestuen med de to seneste år, er der på ingen måde noget, der springer i øjnene.

– Cyklussen er typisk, at folk henvender sig selv om morgenen og stille og roligt op ad dagen. Jo tættere vi kommer på aftenen og koncerterne, så skruer vi beredskabet op, da flere kommer forbi om aftenen, siger sikkerhedschefen.

Et forsigtigt skøn fra Thomas Rydahl er tilmed, at festivalens to sidste dage kommer til at ligne de forrige dage, men ifølge ham er de klar til at skrue op og ned for beredskabet i tilfælde af opjusteringer af skadesbilledet.

RITZAU

23.000 færre job uden for landbruget i USA i juli

Antallet af job uden for landbruget i USA faldt med 23.000 i juli.

Det fremgår af en rapport fra USA’s kontor for arbejdsmarkedsstatistik.

Det er ifølge nyhedsbureauet AFP en del under forventningerne.

Tallet for, hvor mange nye job – uden for landbruget – der blev skabt i landet, kaldes også for kongetallet.

Arbejdsløsheden var i juli på 4,1 procent. Det er et fald fra 4,2 procent i forrige måned.

Ud over et fald i antallet af job i juli nedjusteres tallene for juni og maj også med 103.000. Det betyder, at der i virkeligheden blev skabt 103.000 færre job, end det tidligere blev meldt ud.

USA’s kongetal er en strømpil for verdensøkonomien, fordi USA er verdens største økonomi.

Hvis det går godt med USA’s økonomi, er det som udgangspunkt godt for Europa, der har mange virksomheder, der lever af at sælge varer og tjenesteydelser til USA.

Ifølge Dansk Industri (DI) er der tale om en katastrofal jobrapport.

– Det går virkelig dårligt for den amerikanske jobmotor, som nu er slået over i bakgear, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i DI, i en skriftlig kommentar.

– Sommerens VM i USA har slet ikke kastet job af sig. Beskæftigelsen på hoteller og restauranter er faldet til det laveste niveau siden februar. Så de mange fodboldturister har ikke givet flere job på hoteller og restauranter.

Kristian Skriver, der er fagchef for makroøkonomi i Dansk Erhverv, kalder i en skriftlig kommentar udviklingen “værre end frygtet”.

Skriver tilføjer dog, at det er “en formildende omstændighed” i det, han ellers beskriver som en “bekymrende jobrapport”, at det især er en nedgang på 50.000 beskæftigede i de lokale regeringer, der trækker beskæftigelsen ned i juli.

Han mener desuden, at nedgangen i beskæftigelsen vil få den amerikanske centralbank, Fed, til at genoverveje renteforhøjelser.

– Dagens bekymrende jobrapport vil få nogle Fed-medlemmer til at være mere tilbageholdne med at hæve renten, skriver han.

RITZAU

En 23-årig mand er fredag idømt to et halv års fængsel for en stribe bedragerier begået over hele Sjælland. Han opsøgte i flere tilfælde sine ofre og påstod at være fra “banken”. I et af tilfældene skubbede han sit offer, og her er han dømt for røveri.

Den 33-årige Dean Claudio Jacobsen valgte at acceptere Retten i Næstveds dom, og skal fortsat sidde varetægtsfængslet, oplyser anklager Mads Jantzen

Buschauffør sparkede drone ned ved tysk lufthavn

En tysk buschauffør sparkede onsdag til en lavtflyvende drone ved den tyske lufthavn Leipzig/Halle.

Dronen var ladet med sprængstof.

Det udtaler Detlef Seif fra det tyske konservativt-kristendemokratiske parti CDU ifølge Reuters.

Dronen faldt derefter til jorden, hvilket forhindrede et muligt angreb på lufthavnen, siger Seif.

– Buschaufførens handling var meget modig, men også meget farlig. Det er muligt, at hans indgriben har forhindret et angreb, lyder det fra Detlef Seif.

Myndighederne har endnu ikke fundet ud af, hvor dronen kom fra, eller hvordan den kom ind i lufthavnen.

Dronen blev fundet natten til onsdag og blev desarmeret af tyske specialister efter at være blevet undersøgt med et røntgenapparat.

Tyske føderale myndigheder har efterfølgende indledt en efterforskning af hændelsen, som de mener var et alvorligt angreb, der kunne have påvirket sikkerheden i og uden for Tyskland.

Den tyske statsanklager har dog efterfølgende overtaget efterforskningen på grund af sagens betydning.

Ifølge Reuters mener statsanklageren, at der er tilstrækkelige beviser for, at intentionen med dronen var en eksplosion.

Leipzig/Halle er et af Europas største fragtknudepunkter for transporten af militært udstyr, både for tysk forsvar og Nato-lande.

Dertil fungerer lufthavnen som europæisk base for ukrainske Antonov-fly, der bruges til tung godstransport.

Tyske myndigheder har tidligere anklaget Moskva for at udføre de hybride angreb. De anklager afviser Moskva dog.

Lufthavnen lukkede midlertidigt ned natten til onsdag.

Den tyske indenrigsminister i delstaten Sachsen, Armin Schuster, hylder også buschaufføren.

– Det er dog ikke en metode, som man skal tilstræbe, lyder det fra Schuster.

RITZAU

Restaurantkoncernen Norrlyst føjer en ny burgerrestaurant til sin liste i et samarbejde med madinfluencer og youtuber Casper Drømme.

Det skriver madmagasinet Gastro.

Burgerrestauranten får navnet Beni og får adresse i Carlsberg Byen i København.

SAS-ansatte afblæser strejke i Norge efter enighed om aftale

En varslet strejke blandt de kabineansatte i den norske del af SAS er afblæst. Fredag er parterne nemlig nået til enighed om en ny overenskomst. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB. Mandag kom det frem, at de ansatte havde stemt nej til et tidligere forslag. Og hvis der ikke var landet en ny aftale, ville omkring 500 ansatte have strejket fra lørdag morgen. I en pressemeddelelse siger HR-direktør i SAS, Pernille Ormholt Vang, at selskabets højeste prioritet har været at sikre, at kundernes rejser kan gennemføres som planlagt. Ifølge forhandlingsleder for fagforeningen Fellesforbundet, Dag-Einar Sivertsen, sikrer den nye aftale en bedre lønudvikling.

Tre ministre deltager i debat om EU’s ydre grænser

Justitsminister Nicolai Wammen slutter sig nu til statsministeren og udlændingeministeren, når Folketinget på onsdag holder en hastedebat om EU’s ydre grænser. Det skriver Folketinget på X. Debatten sker som konsekvens af den store strøm af migranter til den spanske eksklave Ceuta. Her trængte titusindvis af personer i sidste uge ind fra Marokko. Det er de borgerlige partier, der har krævet debatten. De vil blandt andet have svar på, hvordan regeringen vil sikre de danske grænser. Fordi der nu er tre ministre med, bliver debatten forlænget med en halv time.

Politi mistænker strafbart forhold i sag om piges forsvinden til Ungarn

Der er mistanke om, at der er blevet begået noget strafbart i forbindelse med, at en 15-årig pige forsvandt og senere blev fundet i Ungarn.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Der er mistanke om, at der er begået et strafbart forhold i forbindelse med hendes forsvinden. Jeg kan ikke komme nærmere ind på omstændighederne eller detaljerne af hensyn til vores efterforskning, men jeg kan bekræfte, at der er mistænkte i sagen, udtaler vicepolitiinspektør Christian Skyt i pressemeddelelsen.

Hvad det er, som politiet konkret mistænker, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Det oplyses heller ikke, om der er rejst sigtelser i forbindelse med sagen.

Pigen forlod sin bopæl i Hedensted tirsdag. Torsdag oplyste politiet, at hun var fundet i live i Ungarn.

Politiet oplyste første gang onsdag, at pigen var blevet efterlyst både i Danmark og i udlandet.

I pressemeddelelsen skriver politiet, at man tirsdag var til stede i Hedensted i forbindelse med efterforskningen.

Politikredsen har også oplyst til JydskeVestkysten, at spærringen af en motorvejsafkørsel ved Aabenraa torsdag aften havde relation til sagen.

Sydøstjyllands Politi har ikke oplyst, hvor i Ungarn pigen blev fundet, ligesom man heller ikke har oplyst andet om pigens tilstand, end at hun blev fundet i live.

Fredag lyder det, at pigen er i de ungarske myndigheders varetægt, og at man i samarbejde med pigens familie forsøger at få hende hjem til Danmark hurtigst muligt.

Sydøstjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at sagen har haft høj prioritet hos politikredsen.

– Når en ung pige forsvinder fra sit hjem, er det selvfølgelig en sag, som vi tager meget alvorligt. Der er blevet leveret et meget omfattende stykke arbejde af de mange medarbejdere, der har været involveret og arbejdet med sagen. De fortjener et stort skulderklap, udtaler Christian Skyt.

Politiet sender samtidig en stor tak til Europol og ungarsk politi for det tætte og hurtige samarbejde.

Sydøstjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at man af hensyn til sagens efterforskning og pigen og hendes familie ikke ønsker at dele yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

RITZAU

Tyrkiet, Saudi-Arabien og Pakistan har fredag underskrevet en fælles forsvarsaftale.

Det oplyser Pakistans udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen har til formål at udbygge landenes sikkerhedssamarbejde i en urolig tid i Mellemøsten, skriver Reuters.

I aftalen lyder det, at ethvert væbnet angreb mod et af de tre lande vil blive anset som et angreb mod alle tre lande, lyder det i udtalelsen fra udenrigsministeriet.

Varmesøgende drone skal hjælpe med at finde problemulv

De kommende aftener vil der blive ledt fra luften og fra jorden efter en ulv, der i tre tilfælde har bevæget sig ind i private haver i den vestjyske by Nørre Nebel.

Naturstyrelsen har nemlig fået et nyt værktøj til at hjælpe med at lokalisere ulve – en varmesøgende drone.

– Lige nu laver vi en intensiv indsats hen over weekenden, hvor vi er derude med drone hver aften. Det er typisk, når det begynder at blive mørkt, og ulvene begynder at blive aktive, at dronen gør den største forskel, siger Mads Jensen, der er vicedirektør i Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen vil have to personer ude – en til at styre dronen og en, der patruljerer området på jorden med en riffel.

– De kommunikerer med hinanden, så de ved, hvad de hver især gør, og om droneføreren ser nogle observationer, der skal undersøges nærmere, siger han.

Myndighederne har på baggrund af hændelserne ved Nørre Nebel onsdag oprettet en ny zone, hvor problemulven kan skydes.

Det er på den baggrund, at styrelsen patruljerer området med drone og riffel.

– Det er en utrolig vanskelig opgave at skyde én specifik ulv. Så derfor går vi til det med ydmyghed, men også med stor alvor, siger han.

Tidligere, når Naturstyrelsen har patruljeret i andre områder for at lokalisere en problemulv, har det været uden drone.

Mads Jensen forklarer, at det har været mere åbne terræner tidligere, hvor det har været lettere at spotte en ulv.

RITZAU

Europæisk politi slår til mod smuglernetværk og anholder 78 personer

Europol og politi fra flere europæiske lande har slået til mod et stort smuglernetværk og anholdt 78 mistænkte.

Det oplyser Europol i en pressemeddelelse fredag.

Netværket beskrives som et af de største netværk, der smugler cannabis, syntetiske stoffer, migranter, våben og folk på flugt fra loven over den vestlige del af Middelhavet.

Derudover har politiet koblet netværket til mange andre lovovertrædelser, heriblandt røverier, afpresning, frihedsberøvelse og hvidvask.

Spansk politi har stået i spidsen for efterforskningen. Fransk politi har deltaget i aktionen, der også har fået hjælp fra portugisisk politi og den polske grænsevagt.

Spansk politi oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at gruppen har stået bag mindst 64 migrantsmuglinger, hvor mere end 2000 mennesker er blevet bragt til Spanien.

Migrantsmuglingerne beskrives af politiet som “ekstremt farlige”. Migranter sad klemt og sejlede meget hurtigt i dårligt vejr.

– I nogle tilfælde var passagerer endda bundet sammen for at undgå, at de faldt i vandet under rejsen.

Netværket har ifølge pressemeddelelsen kontrolleret en hel flåde af fartøjer – heriblandt såkaldte spøgelsesspeedbåde, der er ulovlige i Spanien på grund af deres motorkraft og rækkevidde. 18 speedbåde er blevet beslaglagt.

Bådene blev brugt til at transportere euforiserende stoffer eller migranter i internationalt farvand nær den spanske kystlinje.

De anholdte, der primært har algerisk baggrund, har forbindelse til kriminelle grupper i Frankrig, Belgien, Portugal, Italien og Polen.

De har haft forskellige roller i netværket. De fungerede blandt andet som skippere, sikkerhedsvagter, logistikansvarlige og rekrutører.

Pengene er strømmet gennem et såkaldt hawala-system. Det er et system til hvidvask, hvor pengene flyttes fra et sted til et andet, uden at det sker fysisk.

Det sker via hawala-agenter, som sidder rundtom i verden og fører et internt regnskab med hinanden.

RITZAU

Odense Håndbold har sikret sig den tyske landsholdsspiller Nieke Kühne fra sommeren 2027.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den 21-årige venstre back har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2030.

Kühne skifter til den danske klub fra tyske HSG Blomberg-Lippe.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]