Seneste nyheder

23. september 2026

Politi finder større mængde sprængstof under ransagning

Københavns Politi har ved en ransagning fundet en større mængde sprængstof på en adresse i Bellahøj. To personer er anholdt, og de stilles fredag eftermiddag for en dommer, oplyser politiet på Politi Update.

Det drejer sig om en 61-årig kvinde og en 24-årig mand.

Kvinden blev anholdt torsdag aften på adressen i Bellahøj, hvor politiet fandt sprængstoffet. Den 24-årige mand blev anholdt i Brøndby natten til fredag.

Københavns Politi har ikke oplyst nærmere om, hvor store mængder sprængstof der er fundet, ligesom det heller ikke er oplyst, hvilken type sprængstof der er tale om.

Sigtelsens nærmere detaljer er heller ikke oplyst endnu, ligesom det ikke er oplyst, hvorledes de anholdte stiller sig til sigtelsen.

Københavns Politi oplyser, at de anholdte begge er danske statsborgere.

De anholdte bliver stillet for en dommer fredag eftermiddag ved Retten på Frederiksberg i afdelingen for grundlovsforhør, som fysisk ligger ved Vestre Fængsel.

Her bliver de sigtede præsenteret for den mistanke, som politiet efterforsker, ligesom anklagemyndigheden vil fremlægge de foreløbige oplysninger fra efterforskningen.

Herefter skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de sigtede, mens politiet fortsætter efterforskningen af sagen.

Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel

Tophistorien er skrevet og udgivet af Folketidende. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Retten i Nykøbing Falster har i dag, fredag 18. juni, fundet et lokalt par skyldige i at synke deres milliondyre yacht ud for Sveriges sydkyst.

Mette Toxværd Larsen straffes med betinget fængsel i 2 år. Tiltalte lukker øjnene, mens hun modtager dommen. Søren Holm Larsen straffes med ubetinget fængsel i 3 år.

De er begge kendt fra det lokale erhvervsliv, og har på hver sin måde gjort sig bemærket gennem årene. Mette Toxværd Larsen for sin tid som direktør i et lokalt medico-firma. Søren Holm Larsen for sin opfinderske facon, som banede vejen for et patent vurderet til mange milliarder kroner.

Søren Holm Larsen blev også kendt skyldig i et andet forhold om samme yacht, hvor han tilbage i 2018 forsøgte at overbevise sit forsikringsselskab om, at yachten var blevet stjålet og udsat for brugstyveri.

Lokale direktører
Begge de dømte er kendt fra det lokale erhvervsliv. Mette Toxværd Larsen var mangeårig direktør ved Maribo Medico, der i dag hedder ResMed Maribo. Hun solgte sin andel af selskabet i november 2015, og i en efterfølgende årsrapport for hendes holdingselskab steg egenkapitalen med mange millioner kroner.

I regnskaber for selskabet, der i dag ejes ligeligt af parret og hedder Toxholm Holding, fremgår det, at egenkapitalen voksede fra cirka 9,3 millioner kroner til cirka 29,1 millioner kroner.

Søren Holm Larsen har alle dage været en entreprenant figur. Han startede som selvstændig Entreprenørgården i 1987.

Bump på vejen
Undervejs på virksomhedens rejse kom han i konflikt med Forbundet Træ-Industri-Byg, der senere fusioneredes til 3F.

Fagforeningen sortlistede i 2004 Holm Larsens virksomhed, fordi han ikke havde udbetalt feriepenge og pensionsbidrag til de ansatte medlemmer for i alt 74.000 kroner. Det svarer til 108.560 kroner i 2025-priser.

Som modreaktion fravalgte Søren Holm Larsen at ansætte medlemmer af fagforeningen, fordi han endnu tre år efter konflikten blev løst fremgik på sortlisten.

Anerkendt selskab
I oktober 2007 blev Mette Toxværd Larsen direktør efter Ebbe Viggo Frahm-Rasmussen i det daværende Maribo Medico A/S, som siden har ændret navn til ResMed Maribo A/S.

10 år nåede hun at være direktør i selskabet, der år efter år havde store, sorte tal på bundlinjen. Undervejs på rejsen i ResMed Maribo solgte hun sin andel af selskabet – en handel, hun tjente mange millioner kroner på, ifølge årsrapporter i hendes holdingselskab.

Under Mette Toxværd Larsens ledelse fik selskabet i 2012 Nordeas Erhvervspris Lolland-Falster.

Hun forlod direktørposten i november 2018.

Opfindelse til milliarder
Søren Holm Larsen gennem årene brugt en god del af sin fritid på at nørkle med sine biler. Han syntes, at metoden til at afbalancere bildæk, når de skal skiftes, var besværlig.

Når dækket skal afbalanceres, limes en selvklæbende klods på fast til fælgen. Men klodserne er svære at få af igen, og Søren Holm Larsen mente at have fundet en bedre metode, som kunne være milliarder værd.

Metoden var at lægge en plastring med vægtstykke af plast og metal ind i dækfælgen, så man slap for at bøvle med de fastklæbede klodser, som var svære at få af igen.

Ifølge Søren Holm Larsen vurderede patentbureauer, at opfindelsen kunne have en værdi på op mod syv milliarder kroner.

Familievirksomhed
Mette Toxværd Larsen og Søren Holm Larsen arbejder i dag sammen i Holms, hvorfra de blandt andet sælger kaffe, te, kaffemaskiner og hårde hvidevarer.

Virksomheden havde i flere år fra dets begyndelse underskud i millionklassen, og egenkapitalen nåede i 2018/19 et lavpunkt på -4,55 millioner kroner.

Deres fælles holdingselskab holder dog stadig på store værdier. Ifølge de nyeste tal havde de en egenkapital på 19,9 millioner kroner.

Parret har sammen tre voksne sønner.

https://www.folketidende.dk/nyheder/direktorpar-domt-her-er-parret-bag-forsog-pa-millionsvindel/5285735

Redaktionel kontakt:

Signe Nielsen

tlf.: +4527883302

e-mail: snn@ftgruppen.dk

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Folketidende ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statsadvokaten har anket dommen mod en kvindelig musiker, der i byretten fik syv måneders betinget fængsel for vold.

Det oplyser anklager i sagen, Maria Loller.

Anklagemyndigheden vil i landsretten have skærpet straffen til musikeren og gjort den ubetinget.

Den kvindelige musiker har også selv anket dommen med påstand om frifindelse, siger Maria Loller.

Færre søger om at adoptere børn født i Danmark

Antallet af personer, der ønsker at adoptere et barn født i Danmark, har været faldende siden 2020.

Ved udgangen af 2025 var der blot 19 ansøgere til såkaldte nationale adoptioner.

Det fremgår af en rapport, som en arbejdsgruppe har lavet for Socialministeriet.

Færre ansøgere gør det sværere at finde de rette familier til de børn, der frigives til adoption, lyder det i en pressemeddelelse fra Socialministeriet.

Socialminister Monika Rubin (M) mener, at der skal udvikles en måde at gøre national adoption “mere tryg og gennemskuelig”.

– Vi skylder børnene, at systemet fungerer, og at forhåbentligt flere familier kan se sig selv i rollen som adoptivfamilie, siger hun i meddelelsen.

Arbejdsgruppen blev nedsat for at analysere adoptionssystemet og give mulige forklaringer på, at færre søger om at adoptere danskfødte børn.

Rapporten peger blandt andet på et begrænset kendskab til muligheden for national adoption.

Der kan også være usikkerhed om processen og utryghed om kontakt til barnets biologiske familie efter adoption.

Arbejdsgruppen peger på en række mulige initiativer, der kan øge antallet af ansøgere.

Det kan for eksempel være en målrettet informationsindsats om, hvordan nationale adoptioner fungerer.

Et andet initiativ kan ifølge arbejdsgruppen være “tydeligere og mere sammenhængende støtte” til adoptivfamilier.

Desuden foreslår arbejdsgruppen en forenklet godkendelsesproces for plejefamilier, der ønsker at søge om at adoptere deres plejebarn.

– National adoption rummer svære dilemmaer, men barnets bedste skal altid være i centrum, siger Monika Rubin i pressemeddelelsen.

Et barn kan frigives til adoption med eller uden samtykke fra barnets forældre.

En adoption uden samtykke kan ske, hvis barnets biologiske forældre vurderes varigt at være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.

De senere år har antallet af børn, der frigives til adoption, været stigende.

Særligt antallet af børn, der frigives til adoption uden samtykke, er øget, fremgår det af rapporten.

Socialministeren siger, at hun nu vil nærlæse arbejdsgruppens forslag.

Det skal ifølge ministeren give et “vigtigt grundlag for det videre politiske arbejde med problemet”.

I aftentimerne fredag og natten til lørdag vil kraftige byger vælte ind over Danmark, og det give skybrud i dele af landet.

Det fortæller Sandra Maria Nygaard, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Også torden, hagl og kraftige vindstød kan ifølge meteorologen præge det skiftende vejr.

Bygerne vil i første omgang ramme Sønderjylland, inden de bevæger sig nordøst ind over Fyn og den vestlige del af Sjælland.

Norge opretter konsulat i Nuuk i Grønland

Norge har besluttet at oprette et konsulat i Nuuk i Grønland.

Det fortæller Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet NTB og avisen VG.

– Vi har besluttet at oprette et generalkonsulat i Nuuk i Grønland for at styrke samarbejdet med de grønlandske myndigheder, siger han.

Jonas Gahr Støre siger desuden, at de syv arktiske lande i forsvarsalliancen Nato har udarbejdet en ny strategi for Arktis og understreger, at forhold i Grønland skal håndteres af Danmark og det grønlandske folk.

Nato-alliancens arktiske lande er Norge, Danmark, Canada, USA, Sverige, Finland og Island. Danmark er omfattet, fordi Grønland er en del af det danske rigsfællesskab.

Ifølge Støre markerer Norge med oprettelsen af konsulatet, at de arktiske områder er Norges strategisk vigtigste indsatsområde.

– Grønland er en nær partner for Norge, og med et generalkonsulat i Nuuk styrker vi både den politiske kontakt og samarbejdet om fælles interesser i regionen, siger statsministeren i en opfølgende pressemeddelelse.

Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, fortæller, at Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Mute B. Egede, er informeret om åbningen af konsulatet.

Eide påpeger, at flere andre lande allerede har repræsentationer i Grønland.

– Jeg oplever, at dette er blevet meget godt modtaget i Grønland og Danmark. Canada, Frankrig, Island, USA og EU har egne diplomater i Nuuk. Derfor er det naturligt, at Norge også har det, siger Espen B. Eide.

Der har været et øget fokus på Grønland og sikkerheden omkring øen i Arktis, siden Donald Trump tiltrådte som USA’s præsident i januar 2025.

Trump har givet udtryk for, at han ønsker, at USA overtager kontrollen med Grønland, og han har hævdet, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad har styr på sikkerheden omkring Grønland.

Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) siger, at Forsvaret konkluderer, at der i flere tilfælde var tale om droneaktivitet i Danmark sidste år.

Starmer melder sig klar til muligt kampvalg i Labour

Den britiske premierminister, Keir Starmer, vil stille op i et kampvalg om formandsposten i Labour, hvis det skulle ende med et, efter at hans mulige udfordrer Andy Burnham er blevet valgt ind i Underhuset.

Det siger Starmer, dagen efter at Burnham sikrede sig et mandat i parlamentet ved et valg i kredsen Makerfield, der ligger nordvest for Manchester, skriver BBC og nyhedsbureauet Reuters.

– Hvis der kommer et kampvalg, ja, så vil jeg stille op, og jeg har sagt igen og igen, at jeg ikke kommer til at trække mig fra det, siger Starmer.

Han understreger dog, at der “ikke er et i øjeblikket”, og at det vil sende Storbritannien ud i kaos, hvis der kommer et kampvalg om formandsposten.

Tidligere fredag ønskede Starmer tillykke med valget i Makerfield til Andy Burnham. Her lagde han vægt på, at vælgerne valgte Labours kandidat i kredsen – og ikke valgte “splittelse og had”.

Udsagnet var formentlig en henvisning til, at Andy Burnham stillede op mod en kandidat fra det indvandringskritiske parti Reform UK.

Valget blev udskrevet i Makerfield, da Josh Simons, der var valgt for Labour i kredsen, trak sig fra sin plads i Underhuset.

Det gjorde han netop for at gøre plads til Andy Burnham, der anses for at være en oplagt efterfølger til Starmer som formand for Labour.

Israelsk minister efter drab på soldater: Hele Libanon skal brænde

Hele Libanon skal brænde, siger Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, efter at fire israelske soldater er blevet dræbt i Libanon.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med andre ord lægger Ben-Gvir op til gengældelse, selv om en våbenhvileaftale mellem USA og Iran tidligere på ugen fastslog, at kamphandlingerne i Mellemøsten skal ophøre – også i Libanon.

– Med al respekt for amerikanerne er Israel nødt til at gøre det klart over for hele verden, at vores sønners blod og vores indbyggeres sikkerhed ikke er til forhandling.

– Hele Libanon skal brænde, siger Ben-Gvir i en udtalelse.

Foruden de fire dræbte soldater er én israelsk soldat alvorligt såret, og fire andre er lettere sårede.

Meldingen om de fire dræbte soldater i Libanon er kommet, samtidig med at Libanons sundhedsministerium beskylder Israel for at have dræbt mindst 18 personer i angreb natten til fredag og fredag morgen.

Ifølge Israel var angrebene rettet mod Hizbollah-militsen i landet.

USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange udtrykt frustration over Israels militære operationer i Libanon, som har fundet sted, sideløbende med at USA har forhandlet om en våbenhvileaftale med Iran.

Så sent som onsdag sagde Trump, at Israel har “kæmpet mod Hizbollah for længe, og for mange mennesker bliver dræbt”.

– Jeg er ikke glad for den måde, som Israel har håndteret Libanon og Hizbollah på. Det skulle have været muligt for dem at klare arbejdet hurtigere, lød det fra Trump under et pressemøde ved G7-topmødet i Frankrig onsdag.

Hizbollah er en nær allieret af Iran og iværksatte i marts nye angreb på det nordlige Israel på grund af Israels og USA’s krig mod Iran.

Israels fortsatte offensiv mod Hizbollah har skabt bekymring hos Trump for, at en aftale med Iran ville falde til jorden.

USA og Iran nåede søndag til enighed om en rammeaftale for en afslutning på krigen mellem landene. Ifølge landene omfatter den også Libanon.

Alligevel er Israel og Hizbollah fortsat med at angribe hinanden.

Implementeringen af aftalen skulle efter planen diskuteres på et møde i Schweiz med repræsentanter for USA og Iran.

Men natten til fredag meddelte udenrigsministeriet i Schweiz, at mødet ikke finder sted alligevel. Det er uvist, hvad aflysningen skyldes.

Det første spørgsmål på pressemødet om den nye økonomiaftale for regionerne omhandler ikke aftalen, men i stedet Pia Olsen Dyhrs genansættelse af rådgiver Thomas Nystrøm.

Hun bliver spurgt, hvornår han efter fyringen i 2020 begyndte at have konsulentopgaver for SF.

– Det her er en historisk stor aftale, der handler om vores sundhedsvæsen.

– Jeg svarer gerne på spørgsmål omkring det. Jeg har ingen kommentar til den anden sag, siger Pia Olsen Dyhr.

Advokat anbefaler Randers at få styr på tonsvis af forurenet jord

Der ligger tusindvis af ton olieforurenet jord på jordrensningsvirksomheden Nordic Wastes grund i Randers, og det bør afklares, hvem der skal tage sig af det – Randers Kommune eller Miljøstyrelsen.

Det anbefaler Elmann Advokatpartnerselskab, der står bag en uvildig tillægsundersøgelse i Nordic Waste-sagen, som er blevet offentliggjort fredag.

Hele sagen om Nordic Waste begyndte i slutningen af 2023, da et stort jordskred på stedet begyndte at rykke på sig. Den 19. december 2023 forlod Nordic Waste, som i dag er gået konkurs, stedet.

Siden har Randers Kommune stået med oprydningen.

Advokaterne udgav sidste år en stor rapport om kommunens håndtering af sagen, og her fik Randers Kommune kritik.

Nu har advokaterne haft til opgave at undersøge, om Nordic Waste har taget imod mere forurenet jord, end de kunne håndtere, og derfor har flyttet det steder hen, hvor det ikke måtte ligge.

Konklusionen lyder: Advokaterne kan “ikke med tilstrækkelig sikkerhed dokumentere, at modtaget jord systematisk er blevet tilført jordtippen uden den påkrævede behandling”.

Men advokaterne har dog fundet nogle forhold, som bør få røde alarmer til at blinke hos myndighederne.

Det er forhold, som “ikke ses at være i overensstemmelse med miljøgodkendelserne, og som bør håndteres nærmere af de relevante myndigheder”.

Det gælder blandt andet en stor bunke ikke-sorteret fejesand i jordtippen og et bjerg af olieforurenet jord, som imod reglerne ikke ligger fuldt ud på et såkaldt befæstet areal. Det betyder, at bunden under jorden ikke er dækket af fliser eller anden fast belægning.

Et fast underlag giver mulighed for opsamling af spild og samtidig kontrolleret afledning af regn.

Den olieforurenede jord stammer fra Redmolen i Nordhavn i København, hvor der tidligere har været olie- og benzindepot.

Ud fra billedmateriale, flere interview og prøveresultater finder den undersøgende advokat “det overvejende sandsynligt, at mellem 50.000 og 70.000 ton olieforurenet jord fra Redmolen fortsat er placeret på virksomheden”.

Kun dele af den olieforurenede jord blev renset færdigt.

Advokaterne anbefaler Randers Kommune at sætte “særligt fokus på håndtering” af jorden.

Forhold som manglende befæstelse – altså fast underlag på grunden – og nærhed til vandløb bør kommunen også tage med i vurderingen, tilføjes det.

Området, hvor jorden befinder sig, ligger nær Alling Å.

Samtidig bør der “på baggrund af karakteren og mængden af den olieforurenede jord indledes dialog med Miljøstyrelsen om, hvorvidt styrelsen er den kompetente myndighed”, lyder det afslutningsvist i rapporten.

Advokaterne mener også, at kommunen bør undersøge en mængde fejesand, som ifølge interviewpersoner og fotos er blevet opbevaret og sorteret i jordtippen.

Advokaten er desuden blevet oplyst om, at forurenet jord skulle være blevet brugt i en støjvold. Det bør Randers Kommune også undersøge nærmere, anbefaler advokaterne.

Det var under arbejdet med den første rapport, at advokatfirmaet fik nye oplysninger i sagen. Det gjorde, at firmaet indstillede til byrådet, at der skulle laves en tillægsundersøgelse. Byrådet vedtog efterfølgende at bevilge penge til undersøgelsen.

11. sæson af Casper Christensens og Frank Hvams komedieserie “Klovn” får premiere på TV 2 den 19. juli.

Det afslører Casper Christensen i et opslag på det sociale medie Instagram fredag formiddag.

Sønderjyske henter ny cheftræner i Randers

Ni dage efter at have solgt Thomas Nørgaard til Brøndby har superligaklubben Sønderjyske fået sin nye cheftræner på plads.

Fodboldklubben fra Haderslev har fredag ansat 34-årige Fatah Abdirahman som ny cheftræner på en kontrakt frem til sommeren 2030. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Det bliver det første cheftrænerjob i voksenfodbold for den unge aarhusianer. De seneste tre sæsoner har han været assistenttræner under Rasmus Bertelsen i Randers FC.

Han er blevet præsenteret for et “meget spændende projekt” i Sønderjyske, siger han.

– Jeg er stolt over at få muligheden. Det har været nogle hektiske dage, så det hele kunne komme på plads, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang.

– Jeg er sulten efter at komme i gang og arbejde med alle de gode mennesker, der er i den her klub. Der er et godt fundament, som jeg skal være med til at videreføre til næste step, siger Fatah Abdirahman.

Han har også en trænerfortid i FC Midtjylland, AGF og Right to Dream-akademiet, der har forbindelse til FC Nordsjælland.

Ifølge Tipsbladet betaler Sønderjyske cirka 1,2 millioner kroner for at købe træneren fri af sin kontrakt med Randers FC.

Sønderjyske-sportschef Casper Daather er sikker på, at der er tale om et godt match.

– Det er med glæde og store forventninger, at vi har skrevet kontrakt med Fatah Abdirahman. Trods sin relativt unge alder har han stor erfaring fra dansk fodbold, og han har gode referencer alle steder fra.

– Det har kun været et spørgsmål om tid, inden han skulle have chancen som cheftræner på den største scene herhjemme, og vi er stolte af, at det bliver i Sønderjyske.

– Fatah Abdirahman er en visionær, modig og ærgerrig træner. Han har en stor passion for spillet, og han er meget ambitiøs – ligesom vi selv er. Vi har i vores samtaler haft en rigtig god kemi og gode diskussioner om, hvad vi sammen kan udvikle os til, siger sportschefen.

Allerede torsdag indledte Sønderjyske forberedelserne til den nye superligasæson. Abdirahmans første betydende kamp bliver ligapremieren mod FC Midtjylland 26. juli.

To sigtet efter togulykke på Gribskovbanen i april

To personer er sigtet i en sag om en togulykke på Gribskovbanen 23. april i år.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Politi Update.

Hvad de to personer er sigtet for, og om der er tale om togpersonale, oplyser politiet ikke.

– Da sagen er under fortsat efterforskning, kan vi ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt, lyder det på Politi Update.

Det var omkring klokken 06.27 den 23. april, at to tog på Gribskovbanen kolliderede. 10 personer kom alvorligt til skade, mens 12 personer fik lettere skader.

Mandag kom Havarikommissionen med en foreløbig rapport om ulykken. Her lød konklusionen, at det ene tog kørte forbi Slotspavillonen Station, hvor det skulle være standset og have ventet på, at det andet tog kunne passere.

Herefter passerede toget også togvejens endepunkt, der var markeret med mærket “Stop for U-signal”.

Det var her, at toget allersenest skulle være standset.

I stedet kom toget ud på strækningen, hvor der alene er ét spor, og det kolliderede med et modkørende tog mellem Slotspavillonen og Kagerup.

Der er i Havarikommissionens undersøgelse ikke fundet tegn på, at der skete svigt i hverken de signaltekniske systemer eller på materiellet.

Mette Frederiksen og Meloni samler 19 EU-lande bag udrejsecentre

Der skal oprettes modtage- og udrejsecentre uden for EU for at få styr på tilstrømningen til Europa.

Og det skal ske hurtigt.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, der har samlet et flertal på 19 ud af de 27 EU-lande bag ønsket om at oprette centrene uden for Europa.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse. Her siger Mette Frederiksen:

– Vi skal tage kontrollen over Europas grænser tilbage. For stor indvandring har enorme konsekvenser for de europæiske befolkninger, for sammenhængskraften i vores samfund og for de mennesker, som risikerer livet på vej til Europa, i mange tilfælde kun for at blive sendt tilbage, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

De 19 EU-lande har fredag sendt et åbent brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU’s præsident, António Costa, hvor de opfordrer til, at mulighederne hurtigt udnyttes.

Det sker, efter at et flertal i EU-Parlamentet i denne uge stemte for lovgrundlaget, der gør det muligt at oprette centrene.

– Danmark er gået forrest, og vi har stået meget alene. Men nu er vi mange, og vi har endelig mulighed for at etablere modtage- og udrejsecentre uden for Europa sammen med andre EU-lande.

– Nu skal vi have etableret de centre, siger Mette Frederiksen.

Forud for EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag sagde hun i et interview med Berlingske, at netop udrejsecentre uden for EU’s grænser bliver hendes vigtigste prioritet som statsminister i denne periode.

– Jeg vil gerne sige til dig, at den enkeltstående konkrete politiske ting, jeg har tænkt mig at engagere mig allermest i som statsminister, er, at vi får de her centre uden for Europa, sagde Mette Frederiksen til Berlingske.

Et lignende budskab gentog statsministeren ved ankomsten til EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

Her er dagsordenen ellers lang med fokus på både Ukraine, Mellemøsten, Kina og EU’s næste langsigtede budget.

Alligevel fastslog Mette Frederiksen på vej ind til topmødet, at hun ville bruge mest tid på topmødet på at diskutere udrejsecentre.

På vej ind til mødet kaldte Mette Frederiksen det for en “kæmpe sejr for Danmark”, at EU-forordningen blev vedtaget i denne uge.

Udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov (S), har tidligere fastslået, at flere lande uden for EU har meldt sig interesseret i at huse udrejsecentre.

Flere af EU-landene, der støtter tiltaget forventer, at det første udrejsecenter måske kan blive åbnet allerede i år eller senest næste år.

– Jeg tør godt sige, at i den her valgperiode får vi etableret et center uden for Europa, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Danmark er allerede i dialog med lande i og uden for EU om oprettelsen af centrene, lyder det videre.

Det var op til folketingsvalget i 2019, at Socialdemokratiet første gang luftede tankerne om et modtagecenter for asylansøgere i et land uden for Europa.

Siden lavede den socialdemokratiske etpartiregering en rammeaftale med Rwanda i Afrika, der stod klar til at huse modtagecenteret.

Planerne gik dog i vasken, da SVM-regeringen trådte til. I stedet rettede fokus sig mod en løsning i samarbejde med EU.

De lande, der har underskrevet brevet, er: Danmark, Italien, Holland, Østrig, Sverige, Polen, Grækenland, Ungarn, Belgien, Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Malta, Rumænien, Slovakiet, Slovenien.

Grisetransport med 190 grise væltet i Nordjylland

En grisetransport med 190 grise er fredag morgen væltet på Thisted Landevej i Nordjylland.

Det skriver Nordjyllands Beredskab på det sociale medie X.

Køretøjet ligger på siden og spærrer vejbanen.

Beredskabet er til stede med seks køretøjer, og der er tilkaldt en dyrlæge til stedet, lyder det.

Ifølge TV2 Nord skete uheldet klokken 08.11.

Samme medie skriver, at der i øjeblikket løber grise rundt på vejen, som beredskabet forsøger at få under kontrol.

Vejen er spærret fra rundkørslen ved Aabybro mod Birkelse, hvor uheldet skete, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.

Birkelse ligger cirka 20 kilometer nordvest for Aalborg.

Starmer ønsker sin udfordrer tillykke med valg til det britiske parlament

Formanden for arbejderpartiet Labour, den britiske premierminister Keir Starmer, ønsker sin partifælle Andy Burnham tillykke med valget til parlamentet i London.

Burnham, der er borgmester i Greater Manchester, blev valgt ind ved et suppleringsvalg i Makerfield torsdag. Valget var afgørende for, at Burnham kan udfordre Starmer som formand for Labour.

– Tillykke, Andy Burnham, Labours nye medlem af parlamentet for Makerfield.

– Vælgerne valgte Labours kampagne om håb og optimisme frem for splittelse og had, skriver Keir Starmer på det sociale medie X.

56-årige Burnham anses for at være en stærk udfordrer til Starmer som leder af arbejderpartiet. Burnham har været borgmester i Greater Manchester siden 2017 og var inden da medlem af det britiske parlament i 16 år.

For at kunne blive leder for Labour skal man være medlem af parlamentet. Derfor er valget i Makerfield afgørende for Burnhams vej mod posten som partiformand.

Hans nærmeste udfordrer ved valget var Robert Kenyon fra det indvandringskritiske højrefløjsparti Reform UK.

Det er formentlig Reform UK’s kandidat, som Starmer henviser til, når han skriver, at vælgerne i Makerfield torsdag valgte Labours kampagne frem for “splittelse og had”.

Muligheden for at blive valgt ind i Underhuset – det ene af parlamentets to kamre – opstod, da Josh Simons fra Labour meddelte, at han ville opgive sin plads i parlamentet.

Simons var valgt i Makerfield, og med hans afgang skulle der afholdes et såkaldt suppleringsvalg i kredsen.

Udviklingen var ikke tilfældig. Simons opgav sin plads i Underhuset netop for at give Andy Burnham muligheden for at stille op og potentielt udfordre Keir Starmers lederskab.

Efter at det natten til fredag stod klart, at Burnham var blevet valgt ind, holdt han en tale, hvor han takkede for vælgernes støtte.

– Jeg siger til mit eget parti, at dette er den sidste chance for at skabe ændringer. Der kommer ikke en ny chance, sagde Burnham ifølge Reuters.

Keir Starmer har været under stigende pres de seneste måneder i Labour.

Baggrunden er dels britiske lokal- og regionalvalg i maj, hvor Labour gik markant tilbage, og dels utilfredshed med, at Starmer ifølge mange vælgere ikke har håndteret de problemer med indvandring og briternes privatøkonomi, som han lovede at tage hånd om, inden han blev premierminister i 2024.

Der kan udskrives kampvalg til formandsposten i Labour, hvis mindst 20 procent af arbejderpartiets medlemmer i det britiske parlament giver udtryk for, at de støtter en modkandidat til den siddende formand.

Det gælder for alle modkandidater, at de skal have opbakning fra mindst 20 procent af Labours parlamentsmedlemmer. Den siddende formand er selvskrevet til valget.

Herefter brevstemmer Labours medlemmer og medlemmer af de fagforeninger, som er tilknyttet Labour, om, hvem de foretrækker som formand.

Den nye formand bliver automatisk premierminister, hvis Labour har magten.

Efter at være blevet valgt til Underhuset kan Andy Burnham ikke fortsætte som borgmester i Greater Manchester, som derfor skal finde en ny borgmester.

Greater Manchester omfatter foruden selve Manchester ni andre administrative distrikter i og omkring storbyen i det nordvestlige England.

Ordførere vil se dokumentation for droneaktivitet i rapport

Hvad var det, der konkret foregik, da Danmark sidste år blev ramt af adskillige tilfælde af aktivitet i luftområder?

Det ønsker flere forsvarsordførere i Folketinget at få svar på, når de fredag morgen i Forsvarsministeriet læser en rapport, hvor myndighedernes indsats bliver evalueret.

– For det første, om der har været dronehændelser, og for det andet, hvem der eventuelt har sendt dem, siger forsvarsordfører Alex Ahrendtsen (DF).

Spørgsmål: Er du i tvivl om, hvorvidt der har været droner?

– Vi ved det jo ikke. Det har været en underlig proces. Det har taget lang tid at få den (rapporten, red.), og så blev offentliggørelsen jo udskudt kort før valget.

– Jeg håber selvfølgelig på, at jeg bliver klogere, og vi kan afmystificere det hele, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde kort tid før folketingsvalget i marts, at der havde været droneaktivitet.

– Når danske myndigheder gør klart, at der har været droneaktiviteter over Danmark, så har jeg ingen grund til at betvivle det, så har regeringen ingen grund til at betvivle det, og jeg forstår faktisk ikke, at folketingspartier ikke stoler på vores myndigheder, sagde hun dengang.

Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, ser frem til at læse redegørelsen.

– Jeg kommer til at kigge særligt efter egentlig konkret dokumentation for, hvilke luftobservationer, der er foretaget, og hvad der ligger bag den retorik, som SVM-regeringen og særligt statsministeren lagde for dagen tilbage i september 2025, siger han.

Mette Frederiksen skrev i september sidste år på Facebook, at “som jeg tidligere har sagt, så kan myndighederne ikke konkludere, hvem der står bag de hybride angreb”.

– Men vi kan konstatere, at der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed – og det er Rusland, skrev hun.

Daværende justitsminister Peter Hummelgaard (S) drog en parallel til tiden efter terrorangrebene USA 11. september 2001.

– Ligesom terrortruslen blev en del af vores virkelighed, så er hybride angreb blevet en del af vores nye virkelighed, sagde Peter Hummelgaard i september sidste år på et pressemøde.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup (S), bliver fredag morgen adspurgt, om der var tale om selvsving, da blandt andre politikere fra hans eget parti vurderede trusselsbilledet.

– Der var jo en stor bekymring i vores samfund, fordi der var nogle hændelser i vores luftrum, som vi ikke var vant til og ikke havde set før.

– Alt det skal vi lære af, så vi tager det på en anden måde, hvis der sker igen, siger han.

Iran vil klage til Fifa over holdets VM-forhold i USA

Det iranske fodboldlandshold vil komme med en officiel klage til Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, på grund af de rejserestriktioner, holdet er underlagt ved VM.

Det oplyser en talsperson fra det iranske VM-hold fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Selv om Irans fodboldlandshold har sendt en forberedelsesplan for turneringen i god tid, er holdet endnu en gang stødt på restriktioner fra arrangøren.

– Det er noget, der påvirker gennemførelsen af den plan, holdets stab har lagt, siger talspersonen.

Iran ønskede at flyve fra sin base i mexicanske Tijuana to dage før holdets anden VM-kamp mod Belgien i Inglewood i Californien. Det vil sige fredag. Den anmodning blev afvist ifølge iranerne.

VM-gruppekampen mod Belgien spilles søndag klokken 12.00 lokal tid i Los Angeles. Derfor ønskede iranerne at rejse to dage før kampen.

– Målet var at give spillerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig kampforholdene, fuldføre den sidste træningssession og færdiggøre deres forberedelser.

– Til trods for de sportslige argumenter, som forbundet lagde frem, blev anmodningen endnu en gang afvist, lyder det fra talspersonen.

Der har været meget dramatik omkring det iranske hold både før og i starten af VM.

På grund af visumproblemer og logistiske udfordringer flyttede Iran VM-base fra Tucson i Arizona til Tijuana kort før slutrundens start, selv om iranernes kampe i gruppespillet afvikles i USA.

Den amerikanske administration har ifølge AFP afvist de iranske påstande.

Andrew Giuliani, der er direktør for Det Hvide Hus’ VM-taskforce, sagde tidligere på ugen, at iranerne var informeret på forhånd om, at de kun ville få lov til at komme ind i USA dagen før kampen. Altså lørdag.

– Det iranske hold vil få lov til at komme en dag før kampdagen. De vil blive bedt om at forlade USA samme dag, som kampen slutter, sagde Giuliani til CBS News.

Forholdet mellem Iran og USA er anspændt på grund af konflikten mellem de to lande, der har udspillet sig i Mellemøsten i de seneste måneder.

Irans kamp mod Belgien spilles søndag klokken 21.00 dansk tid.

Udenlandske fartsyndere lægger millioner i statskassen

Udenlandske bilister, der har kørt for stærkt i Danmark, har på halvandet år lagt 41 millioner kroner i statskassen.

Det sker, efter at Politiets Administrative Center har fået bedre mulighed for at sende bøder til fartsyndere uden for landets grænser.

Der er blevet brugt det fælles europæiske system Eucaris i alle sager med udenlandske køretøjer fra politiets automatiske trafikkontrol (ATK).

Tidligere har det været svært at få sagerne behandlet. Det betød, at de fleste ATK-sager vedrørende udenlandske køretøjer frem til slutningen af 2024 blev henlagt.

Det skyldtes blandt andet, at den tekniske understøttelse ikke var på plads, ligesom der var udfordringer med at identificere ejeren og føreren af køretøjet.

Siden har politiet dog prioriteret kræfter til i højere grad at komme efter de udenlandske fartsyndere.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]