Seneste nyheder

23. september 2026

Iran vil klage til Fifa over holdets VM-forhold i USA

Det iranske fodboldlandshold vil komme med en officiel klage til Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, på grund af de rejserestriktioner, holdet er underlagt ved VM.

Det oplyser en talsperson fra det iranske VM-hold fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Selv om Irans fodboldlandshold har sendt en forberedelsesplan for turneringen i god tid, er holdet endnu en gang stødt på restriktioner fra arrangøren.

– Det er noget, der påvirker gennemførelsen af den plan, holdets stab har lagt, siger talspersonen.

Iran ønskede at flyve fra sin base i mexicanske Tijuana to dage før holdets anden VM-kamp mod Belgien i Inglewood i Californien. Det vil sige fredag. Den anmodning blev afvist ifølge iranerne.

VM-gruppekampen mod Belgien spilles søndag klokken 12.00 lokal tid i Los Angeles. Derfor ønskede iranerne at rejse to dage før kampen.

– Målet var at give spillerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig kampforholdene, fuldføre den sidste træningssession og færdiggøre deres forberedelser.

– Til trods for de sportslige argumenter, som forbundet lagde frem, blev anmodningen endnu en gang afvist, lyder det fra talspersonen.

Der har været meget dramatik omkring det iranske hold både før og i starten af VM.

På grund af visumproblemer og logistiske udfordringer flyttede Iran VM-base fra Tucson i Arizona til Tijuana kort før slutrundens start, selv om iranernes kampe i gruppespillet afvikles i USA.

Den amerikanske administration har ifølge AFP afvist de iranske påstande.

Andrew Giuliani, der er direktør for Det Hvide Hus’ VM-taskforce, sagde tidligere på ugen, at iranerne var informeret på forhånd om, at de kun ville få lov til at komme ind i USA dagen før kampen. Altså lørdag.

– Det iranske hold vil få lov til at komme en dag før kampdagen. De vil blive bedt om at forlade USA samme dag, som kampen slutter, sagde Giuliani til CBS News.

Forholdet mellem Iran og USA er anspændt på grund af konflikten mellem de to lande, der har udspillet sig i Mellemøsten i de seneste måneder.

Irans kamp mod Belgien spilles søndag klokken 21.00 dansk tid.

Udenlandske fartsyndere lægger millioner i statskassen

Udenlandske bilister, der har kørt for stærkt i Danmark, har på halvandet år lagt 41 millioner kroner i statskassen.

Det sker, efter at Politiets Administrative Center har fået bedre mulighed for at sende bøder til fartsyndere uden for landets grænser.

Der er blevet brugt det fælles europæiske system Eucaris i alle sager med udenlandske køretøjer fra politiets automatiske trafikkontrol (ATK).

Tidligere har det været svært at få sagerne behandlet. Det betød, at de fleste ATK-sager vedrørende udenlandske køretøjer frem til slutningen af 2024 blev henlagt.

Det skyldtes blandt andet, at den tekniske understøttelse ikke var på plads, ligesom der var udfordringer med at identificere ejeren og føreren af køretøjet.

Siden har politiet dog prioriteret kræfter til i højere grad at komme efter de udenlandske fartsyndere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

1,4 millioner danskere opfordres til at bestille feriepenge

Omkring 1,4 millioner danskere har tilsammen 12 milliarder kroner i feriepenge til gode hos FerieKonto.

I gennemsnit drejer det sig om cirka 8700 kroner til hver enkelt.

Det oplyser det statslige pensionsselskab ATP, der står for at administrere feriepengene, i en pressemeddelelse.

Der opfordres samtidig til at få hævet pengene inden sommerferien.

Mange ved ikke, at de har flere penge til gode at holde ferie for, lyder det fra Maria Damborg Hald, der er koncerndirektør i ATP.

– Det gælder særligt dig, der er timelønnet eller har skiftet job, men vi opfordrer alle til at tjekke på borger.dk, om de har penge til gode og dermed kan få råd til ekstra oplevelser i sommerens løb, siger Maria Damborg Hald i pressemeddelelsen.

Det er ifølge ATP særligt unge i aldersgruppen 18 til 29 år, som mangler at få udbetalt deres feriepenge.

For alle lønmodtagere gælder det, at ferien optjenes løbende i ferieåret, som løber fra 1. september til 31. august året efter. På nuværende tidspunkt er der optjent 19,9 milliarder kroner.

Den optjente ferie kan afholdes i ferieperioden fra den 1. september til den 31. december året efter.

Man kan have feriepenge stående hos FerieKonto eller hos sin arbejdsgiver, hvis man er timelønnet lønmodtager eller fratrådt funktionær med ferie optjent hos en tidligere arbejdsgiver.

– Du behøver ikke at vente, til ferien starter. Feriepengene kan du sagtens bestille på forhånd, så pengene er klar, når du har brug for dem, lyder det fra Maria Damborg Hald.

Hvis feriepengene ikke bliver bestilt, kan de i sidste ende blive overført til såkaldte feriefonde. Det kan både være til Arbejdsmarkedets Feriefond eller til en privat feriefond.

Det er typisk virksomheder inden for en given branche, som i henhold til deres overenskomst er forpligtet til at overføre ikke-hævede feriepenge til en privat fond.

Fondene yder blandt andet tilskud til ferieaktiviteter for børn, unge og børnefamilier, der er vanskeligt stillede og har brug for en håndsrækning for at holde ferie.

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Fredag den 19. juni 2026.

Udsigt, der gælder til lørdag morgen, udsendt kl. 05.20

Fyn:
Først mest skyet og enkelte byger, der kan være kraftige og med torden, men det klarer efterhånden op med tørvejr og en del sol. Temp. op mellem 21 og 26 grader, og svag til jævn vind mest omkring sydøst. I aften mest tørt med nogen eller en del sol og i nat vekslende skydække og efterhånden regn- og tordenbyger. Temp. ned omkring 19 grader. Svag til jævn vind mest omkring syd, ved kysterne stedvis frisk vind.

København og Nordsjælland:
Mest tørt og først kun lidt sol, men det klarer efterhånden op med en del sol. Temp. op mellem 21 og 26 grader, og svag til jævn vind fra syd og sydøst. I aften mest tørt med nogen eller en del sol og i nat vekslende skydække og mest tørt. Temp. ned omkring 17 grader. Svag til jævn vind mest omkring syd, ved kysterne stedvis frisk vind.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
Først mest skyet og især i den sydlige del af regionen spredte byger, der kan være kraftige og med torden, men det klarer efterhånden op med tørvejr og en del sol. Temp. op mellem 22 og 27 grader, og svag til jævn vind mest omkring sydøst. I aften mest tørt med nogen eller en del sol og i nat vekslende skydække og især i den sydlige del af regionen efterhånden regn- og tordenbyger. Temp. ned mellem 17 og 20 grader. Svag til jævn vind mest omkring syd.

Bornholm:
Mest tørt og lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 20 og 25 grader, og svag til jævn vind omkring sydøst. I aften mest tørt med nogen eller en del sol og i nat vekslende skydække og tørt. Temp. ned omkring 17 grader. Svag til jævn vind mest omkring syd.

Sydkoreansk målmandsbrøler sender Mexico videre ved VM

Et målmandskoks blev afgørende, da VM-værterne Mexico vandt over Sydkorea og spillede sig videre til finalerunderne som det første hold ved årets slutrunde.

Foran et tætpakket Estadio Guadalajara i Mexico kunne hjemmebanepublikummet se Luis Romo sikre 1-0-sejren i begyndelsen af anden halvleg.

Sydkoreas målmand Kim Seung-gyu blev kampens store synder. I forsøget på at gribe bolden tabte han den i stedet i et sammenstød med en sydkoreansk forsvarsspiller.

Bolden trillede ned for fødderne af Luis Romo, som sikkert kunne sende den i mål og få jublen til at bryde ud blandt de mexicanske fans.

Luis Romo spiller til daglig i den bedste mexicanske fodboldrække.

Målet i anden halvleg tændte lidt liv i kampen efter en kedelig første halvleg, hvor det kun blev til et enkelt skud på mål fra Mexico og nul afslutninger inden for målrammen fra Sydkorea.

De mexicanske tilskuere virkede utilfredse ved pausefløjt og sendte deres spillere i omklædningsrummet med en pibekoncert.

Efter den mexicanske scoring fem minutter inde i anden halvleg jagtede Sydkorea den vigtige udligning med flere offensive udskiftninger.

Holdets anfører, Son Heung-min, som tidligere var en profil for Tottenham, blev blandt andet skiftet ud.

Trods udskiftningerne havde Sydkorea fortsat svært ved at komme til målfarlige afslutninger. I stedet var Mexico flere gange tæt på at udbygge føringen.

Raúl Jiménez var lige ved at sende Mexico på 2-0, da han kanonerede bolden mod mål efter en spurt ind i feltet, men Sydkoreas målmand stod, hvor han skulle, og fik afværget forsøget.

Cho Gue-sung, der til daglig er angriber for FC Midtjylland, blev skiftet ind og fik omkring et kvarter på banen.

Han var lige ved at udligne for Sydkorea i de sidste minutter af kampen på et kraftfuldt hovedstød, men Mexicos målmand leverede en flot redning på stregen.

Mexico topper gruppe A med seks point efter to kampe. Sydkorea ligger nummer to med tre point. Tjekkiet og Sydafrika har hver et point.

Starmer-udfordrer er valgt til det britiske parlament

Vejen er banet for et formandsopgør i partiet Labour mellem Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og Andy Burnham.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Andy Burnham, der er borgmester i Greater Manchester, har torsdag opnået valg til et ledigt sæde i det britiske parlament.

Først omkring klokken 04.15 natten til dansk tid blev resultatet offentliggjort, efter at stemmerne var talt op.

Pladsen i valgkredsen Makerfield var blevet ledig, efter at Labour-politikeren Josh Simons har valgt at forlade parlamentet.

56-årige Burnham anses for at være en stærk udfordrer til Starmer som Labour-formand og premierminister.

Men for at kunne udfordre den nuværende premierminister har det været nødvendigt for Andy Burnham at være medlem af parlamentet.

– Jeg siger til mit eget parti, at dette er den sidste chance for at skabe ændringer. Der kommer ikke en ny chance, siger Andy Burnham i sin takketale efter valget.

Labour-politikeren forklarer, at han er blevet mødt af mange folk, der ønsker forandringer i Labour.

– Vi er nødt til at lytte til det, vi er nødt til at handle på det, og vi er nødt til at få det gjort rigtigt, siger Burnham i talen.

Professor i statskundskab John Curtice fra Strathclyde University sagde forud for torsdagens lokalvalg, at valget i Makerfield kan få stor betydning for, hvem der skal være premierminister.

– Det er næsten utvivlsomt op til Makerfields vælgere, om Burnham bliver premierminister eller ej.

– Hvis Burnham vinder, ser hans vej til Downing Street 10 ud til at være relativt sikker. Hvis de ikke giver ham muligheden, kan det være, at Starmer overlever – i hvert fald for nu, sagde John Curtice til AFP.

Der kan udskrives kampvalg til formandsposten i Labour, hvis mindst 20 procent af arbejderpartiets medlemmer i det britiske parlament giver udtryk for, at de støtter en modkandidat til den siddende formand.

Drøftelser mellem USA og Iran fredag er aflyst

Samtaler mellem USA og Iran, der skulle have fundet sted i Schweiz fredag, vil ikke finde sted alligevel.

Det fremgår af en udtalelse fra Schweiz’ udenrigsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt fredag morgen.

Meldingen kommer få timer, efter at en talsperson for Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP sagde, at USA’s vicepræsident, J.D. Vance, havde udskudt sin rejse til Schweiz.

Det var planen, at Vance skulle rejse torsdag aften lokal tid fra USA.

– Logistikken i de her forhandlinger har aldrig været enkel eller forudsigelig. For nuværende tager vicepræsidenten ikke afsted i aften, sagde talspersonen til AFP.

– Vi ser frem til at begynde de tekniske drøftelser så hurtigt som muligt, lød det videre

Det Hvide Hus vil ifølge det amerikanske medie CNN komme med en ny melding, så snart det har en “konkret opdatering” om sagen.

Samtidig med, at USA og Iran søndag i sidste uge nåede til enighed om en aftale, et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU), kom det frem, at aftalen skulle underskrives fredag i Schweiz.

Det oplyste Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, i et opslag på det sociale medie X. Sharif har været mægler i konflikten.

Mødet skulle efter planen foregå på Bürgenstock-resortet i Schweiz.

Allerede onsdag underskrev USA’s præsident, Donald Trump, rammeaftalen med Iran på Versailles-slottet lidt uden for Paris i Frankrig.

Også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har underskrevet aftalen.

Dermed begyndte en forhandlingsperiode på 60 dage, hvor der blandt andet skal forhandles om Irans uran, sagde J.D. Vance torsdag på et pressemøde.

– Jeg vil sige, at perioden på 60 dage officielt begyndte i dag, sagde Vance torsdag.

Donald Trump har begrundet krigen i Iran med, at han vil forhindre Iran i at udvikle et atomvåben.

USA og Israel indledte krigen i Iran den 28. februar.

Danskere er langt efter toppen i amerikansk golfmajor

Den amerikanske golfspiller Wyndham Clark har lagt sig solidt i spidsen for majorturneringen US Open efter førstedagen.

Selvom Clark blot nåede at færdiggøre 16 af torsdagens 18 huller, før hans runde blev afbrudt på grund af mørkets frembrud, har han et forspring på fire slag til de nærmeste forfølgere.

Den førende amerikaner, der er seks slag under par, kunne notere en eagle, fem birdies og en enkelt bogey på sit scorekort, før det blev mørkt på golfbanen, der ligger på Long Island i delstaten New York.

Wyndham Clark har tidligere vundet majorturneringen. Tilbage i 2023 vandt han US Open, der dengang blev afviklet i Los Angeles.

Hvis den tidligere vinder kan bevare sit nuværende forspring efter første runde, vil det være første gang siden 1933, at en spiller fører US Open med fire slag efter åbningsrunden.

Der er hård kamp lige bag ham, hvor syv spillere deler andenpladsen i to slag under par. Blandt forfølgerne er spanieren Jon Rahm, der blot har færdiggjort 13 huller.

To danskere deltager i majorturneringen på Long Island.

Niklas Nørgaard nåede at færdiggøre sin åbningsrunde. Han indtager en placering som nummer 29 efter en runde i 71 slag – et slag over banens par. Det blev undervejs til tre birdies og fire bogeys.

Nicolai Højgaard er nummer 72 efter førstedagen, hvor han nåede igennem 15 huller. En dobbeltbogey trak alvorligt ned på scorekortet, hvor han også kunne notere en birdie og to bogeys.

Den samlede præmiesum ved US Open er i år på 22,5 millioner dollar. Det svarer til 146,7 millioner kroner.

Vinderen kan rejse hjem med en check på 4,5 millioner dollar – 29,4 millioner kroner.

Canada er tæt på VM-avancement efter ydmygelse af Qatar

VM-værtslandet Canada spillede sig natten til fredag dansk tid tæt på finalerunderne efter en knusende sejr over Qatar.

Foran et tætpakket og rødklædt stadion i canadiske Vancouver blev Qatar slået med hele 6-0 i et opgør, hvor Qatar blev kørt over fra begyndelsen.

Det var Canadas første sejr nogensinde ved en VM-slutrunde.

Juventus-angriberen Jonathan David var sprudlende. Han scorede tre mål og var konstant en trussel foran Qatars mål.

Efter 16 minutters spil trykkede David af fra distancen. Qatars målmand, Mahmud Abunada, fik i første omgang pareret skuddet, men bolden røg lige ud til Cyle Larin, der sendte Canada i front.

Senere i første halvleg kom Jonathan David selv på måltavlen, da han flugtede bolden i kassen, efter at den lidt tilfældigt var faldet ned til ham i straffesparksfeltet.

Canada blev ved med at presse på, og få minutter senere blev Villarreal-spilleren Tajon Buchanan nedlagt lige uden for straffesparksfeltet.

Dommeren pegede i første omgang på straffesparkspletten, men efter et VAR-tjek blev beslutningen omgjort til et frispark og et direkte rødt kort til Qatars Homam Al-Amin for at trække i nødbremsen.

Kort før pausefløjt stod Jonathan David endnu en gang rigtigt placeret og kunne prikke bolden over stregen til en 3-0-føring til Canada.

Frustrationerne kogte over for Qatar, hvor holdet blev reduceret til ni mand tidligt i anden halvleg.

Assim Omer Madibo blev sendt tidligt i bad efter en voldsom tackling på Ismaël Koné. Koné kiggede efterfølgende ned på sit underben, som sad helt skævt.

Tacklingen blev ikke vist i langsom gengivelse på livetransmissionen, hvilket normalt indikerer en alvorlig skade. Den canadiske spiller måtte efterfølgende bæres fra banen. Hans VM-slutrunde er sandsynligvis forbi.

Nathan Saliba gjorde det senere til 4-0 med et fremragende frispark fra kanten af feltet, hvor den ramte stolpen og gik ind.

Senere blev katastrofen total for Qatar, da Mohammad Al Mannai ikke fik clearet bolden i feltet og i stedet sendte den ind i eget net.

I overtiden fuldendte Jonathan David sit hattrick og sikrede 6-0-sejren til VM-værterne.

Resultatet betyder, at Canada og Schweiz hver har fire point i gruppe B, hvor Qatar og Bosnien-Hercegovina kun har et point. Canada topper gruppen.

Dermed er de canadiske VM-værter tæt på avancement til finalerunderne før holdets sidste gruppekamp mod Schweiz.

Jihadister angriber international lufthavn i vestafrikansk land

11 soldater og to civile er torsdag blevet dræbt i et angreb på den internationale lufthavn og en militærbase i det vestafrikanske land Niger.

En jihadistgruppe med tilknytning til al-Qaeda har taget ansvaret for angrebet, som fandt sted i hovedstaden Niamey.

Gruppen oplyser, at den har udført et selvmordsangreb mod lufthavnen og en nærliggende militærbase.

Angrebet begyndte tidligt torsdag lokal tid og varede i over to timer, fortæller øjenvidner. Det var det andet angreb på lufthavnsområdet i år, efter at Islamisk Stat i Sahel (ISSP) i januar slog til samme sted.

Ifølge Nigers sikkerhedsstyrker blev 22 jihadister slået ihjel i angrebet, mens omkring 20 blev anholdt.

Det er den jihadistiske gruppe JNIM, der hævder at stå bag torsdagens angreb.

JNIM står for Jama’at Nasr al-Islam wal-Muslimin eller “Gruppen til Støtte for Islam og Muslimer”.

Gruppen er også aktiv i nabolandene Burkina Faso og Mali, der ligger i den centrale Sahel-region.

I april var gruppen med til at udføre en række angreb på tværs af Mali. Lufthavnen i Malis hovedstad blev angrebet, forsvarsministeren blev dræbt, og en række militærbaser blev indtaget af jihadister.

Niger har i tre år været styret af en militærjunta, som har haft svært ved at inddæmme den jihadistiske vold, der har plaget det vestafrikanske land.

Niger har, ligesom nabolandene Burkina Faso og Mali, i årevis forsøgt at bekæmpe islamistiske oprør, som har kostet tusindvis af mennesker livet og drevet millioner på flugt.

Niger mærker i stigende grad konsekvenserne af rivaliseringen mellem JNIM og Islamisk Stat i Sahel (ISSP).

De to grupper stødte første gang sammen i 2019 og har siden udkæmpet hundredvis af kampe, der har kostet mange mennesker livet. I april stødte grupperne for første gang sammen i Niger.

De to jihadistiske grupper kæmper ifølge analytikere om regional dominans.

Reuters

New Yorks borgmester vil vise VM-kampe: Sport må ikke være luksus

New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, planlægger at vise VM-kampe på hundredvis af informationsskærme på tværs af storbyens fem distrikter.

Den 34-årige demokratiske borgmester, der blev valgt efter en valgkamp om blandt andet at gøre livet i byen mere økonomisk overkommeligt for borgerne, siger, at han ønsker at gøre sporten mere tilgængelig for almindelige fans.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udvalgte VM-kampe vil blive vist på byens 55-tommers-digitale skærme, der er kendt som LinkNYC-skærme. De er fordelt på gadehjørner rundt omkring i byen og viser normalt reklamer eller information fra myndighederne til offentligheden.

Mamdani indgik tidligere på måneden en aftale med den nordamerikanske basketliga NBA om at vise to kampe fra NBA-finalerne på skærmene.

Formålet var at give folk i New York – som ikke har adgang til tv eller streamingtjenester – mulighed for at følge holdet New York Knicks, der i finalen endte med at sikre sig sejren og dermed tage sit første mesterskab siden 1973.

– Uanset hvilken infrastruktur vi har til rådighed, bør vi bruge den til at gøre det lettere at være en del af oplevelsen, siger Mamdani til Reuters.

Ifølge ham drejer det sig om “nogle få” kampe, der vil blive vist på hundredvis af skærme på tværs af New Yorks såkaldte “boroughs”, som er en betegnelse for de fem bydele.

– Hvis vi lader sport blive et luksusgode, lader vi også sporten miste forbindelsen til sine rødder blandt almindelige arbejdende mennesker – ikke blot som noget, man deltager i, men som noget, man er en del af, siger han.

VM-kampe har i år været dyrere end nogensinde før at overvære. USA er medvært for turneringen sammen med Canada og Mexico.

Startprisen for billetter til kampe i New York, New Jersey og Miami i Florida nærmede sig op til turneringen 1000 dollar – 6520 kroner.

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Torsdag den 18. juni 2026.

Udsendt kl. 23.15

Østersøen:
Lørdag
Om dagen Vestlige Østersø sydvest 3 til 8 m/s. Østersøen omkring Bornholm kuling fra syd 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten nordvest 5 til 10 m/s.
Søndag
Vest 6 til 11 m/s.
Mandag
Om dagen sydvest 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten Vestlige Østersø skiftende under 5 m/s. Østersøen omkring Bornholm sydvest 4 til 9 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydvest 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 9 til 14 m/s.
Onsdag
Om dagen Vestlige Østersø vest 5 til 10 m/s. Østersøen omkring Bornholm kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten nordvest 7 til 12 m/s.

Indre danske farvande:
Lørdag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Søndag
Vest 6 til 11 m/s.
Mandag
Nordvest 2 til 7 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydøst 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.
Onsdag
Om dagen Kattegat kuling fra vest 10 til 15 m/s. Bælthavet og Sundet vest 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s.

Skagerrak:
Lørdag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Søndag
Sydvest 7 til 12 m/s.
Mandag
Vest 5 til 10 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydøst 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten vest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Kuling fra vest 10 til 15 m/s.

Nordsøen:
Lørdag
Om dagen sydvest 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 6 til 11 m/s. Dogger og Humber sydøst 4 til 9 m/s.
Søndag
Om dagen Fisker og Fladen nordvest 4 til 9 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber øst 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Tyskebugt nordvest 6 til 11 m/s. Fladen, Dogger og Humber sydøst 4 til 9 m/s.
Mandag
Om dagen sydøst 6 til 11 m/s. Fisker vest 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten Fladen, Dogger og Humber syd 7 til 12 m/s. Fisker vest 6 til 11 m/s. Tyskebugt nordøst 5 til 10 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydvest 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 9 til 14 m/s.
Onsdag
Om dagen Fisker og Fladen kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber nordvest 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Dogger og Humber nordøst 4 til 9 m/s.

EU-ledere vil åbne alle områder i forhandlinger med Ukraine

EU skal “så hurtigt som muligt” åbne for alle forhandlingsområderne med Ukraine på vejen til EU-medlemskab.

Det er EU-landenes stats- og regeringschefer enige om på EU-topmødet i Bruxelles.

Det oplyser en EU-diplomat med indsigt i diskussionerne på topmødet.

Her lykkedes det for første gang i lang tid at få alle 27 EU-landes ja til konklusionerne om Ukraine.

Det skete, efter at Ungarns tidligere premierminister Viktor Orbán på en række EU-topmøder afviste at stemme for konklusionerne om Ukraine.

I selve konklusionsteksten er stats- og regeringscheferne dog lidt mere forsigtige.

Her glæder man sig over, at mandagens regeringskonference med Ukraine endte med åbningen af det første forhandlingsområde. Og så ser man “frem til indledningen af forhandlingerne om de øvrige områder i overensstemmelse med den meritbaserede tilgang”.

Den meritbaserede tilgang er EU-jargon for, at Ukraine kun får åbnet forhandlingsområder, når man har lavet de nødvendige reformer.

Det har EU-Kommissionen dog allerede vurderet, at Ukraine har gjort.

Udmeldingen fra EU-landenes ledere kommer efter en mere end to timer lang diskussion med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på topmødet.

Allerede ved ankomsten slog Zelenskyj fast, at han havde ét klart ønske med til EU-landenes ledere.

Resten af forhandlingsområderne i processen mod EU-medlemskab til Ukraine bør åbnes nu.

– Det er et stort øjeblik for Ukraine, at det første forhandlingsområde nu er åbnet. Tak til alle EU-landenes ledere for enstemmighed om det.

– Nu vil vi diskutere de næste fem forhandlingsområder på dette topmøde, sagde Zelenskyj på vej ind til mødet.

På det fælles pressemøde med Zelenskyj sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at hun havde tiltro til, at ønsket snart vil blive opfyldt.

– Åbningen af det første forhandlingsområde er et stort skridt fremad. Ukraine fortjener det, efter at I har arbejdet så hårdt på at gennemføre reformer.

– Jeg håber, at flere forhandlingsområder vil blive åbnet i løbet af sommeren, sagde von der Leyen.

Cuba vedtager historiske økonomiske reformer

Cubas nationalforsamling har torsdag enstemmigt vedtaget omfattende økonomiske reformer, der skal privatisere store dele af landets socialistiske økonomi.

Hvis tiltagene gennemføres som vedtaget, vil de udgøre den største ændring af Cubas socialistiske model siden den tidligere leder Fidel Castros revolution i 1959 og markere et betydeligt skridt i retning af en markedsøkonomi.

Reformerne er støttet af Cubas regerende kommunistparti og den tidligere leder Raúl Castro.

Reformerne vil åbne døren for privat ejendomsudvikling på den caribiske ø, omdanne statsejede virksomheder til private selskaber med aktier og ejerandele og tillade private banker at træde ind i Cubas hidtil statskontrollerede finanssektor.

Cubas premierminister, Manuel Marrero, præsenterede tidligere torsdag listen med de over 175 tiltag i en næsten to timer lang tale i parlamentet. Reformerne blev herefter sendt til afstemning og blev enstemmigt vedtaget.

Marrero gav ingen tidsramme for gennemførelsen af reformerne. Cubas præsident sagde tidligere på ugen, at der er behov for hurtige ændringer for at afværge et økonomisk sammenbrud.

Mange af tiltagene i reformpakken har været fremme både i og uden for Cuba i årevis, men det seneste pres fra USA har igen bragt dem til debat.

Cubas statskontrollerede økonomi, der er præget af bureaukrati og ineffektivitet, har haft svært ved at forsørge befolkningen siden Sovjetunionens sammenbrud.

Sovjetunionen var i mange år med til at finansiere Cubas særlige form for socialisme.

De seneste sanktioner fra USA’s præsident Donald Trumps administration har gjort ondt værre for cubanerne.

Trump-administrationen har blandt andet indført en olieblokade mod Cuba, efter at det amerikanske militær tog Venezuelas daværende præsident, Nicolás Maduro, til fange tidligere på året.

Venezuela var i årevis Cubas vigtigste olieleverandør. Det er Venezuela ikke længere, og det har ramt Cuba hårdt.

Sanktionerne fra USA har lammet Cubas allerede skrantende økonomi, tvunget udenlandske virksomheder til at forlade landet og lagt turistindustrien, som er afgørende for cubanerne, i ruiner.

Reuters

Indskiftere sikrer Schweiz sejr over Bosnien-Hercegovina

Schweiz’ landstræner, Murat Yakin, er nok fint tilfreds med sine indskiftninger i torsdagens 4-1-sejr over Bosnien-Hercegovina.

Med 20 minutter tilbage sendte han ved stillingen 0-0 nemlig Johan Manzambi og Ruben Vargas på banen, og med tre scoringer fra deres fødder kom sejren i hus. 20-årige Manzambi stod for to af dem.

Den første scoring kom blot tre minutter efter indskiftningerne. Vargas sendte fra venstrekanten et indlæg ind i boksen.

Det bosniske forsvar leverede en halvdårlig clearing, og bolden dumpede ned for Manzambi, der på førsteberøringen flugtede den i netmaskerne.

Ti minutter før tid fik Bosnien-Hercegovina så et rødt kort. Det gav den schweiziske offensiv bedre betingelser, og kort efter blev det udnyttet.

Denne gang var Ruben Vargas i målscorerens rolle efter fornemt forarbejde fra Breel Embolo.

Det klikkede så igen for Vargas og Manzambi, da kantspilleren med en aflevering skråt tilbage servicerede unge Manzambi, der blev dobbelt målscorer.

I tillægstiden reducerede Ermin Mahmic for bosnierne, da han flugtede en reducering i kassen.

Det var ikke slut med mål. I kampens sidste sekunder omsatte Granit Xhaka et schweizisk straffespark.

Både Schweiz’ og Bosnien-Hercegovinas åbningskampe mod henholdsvis Qatar og Canada var endt uafgjort, og dermed kravler schweizerne med sejren op på gruppens førsteplads. Canada og Qatar mødes natten til fredag dansk tid.

Selv om det ikke endte med at se sådan ud på måltavlen, lugtede det ellers langt hen ad vejen af en nullert mellem Schweiz og Bosnien-Hercegovina.

Schweizerne startede bedst, men på den bosniske banehalvdel løb det ofte ud i sandet i de sidste aktioner.

Bosnierne havde i den anden samme problem. Det blev aldrig for alvor farligt.

I forbindelse med den obligatoriske drikkepause i anden halvleg kunne den schweiziske landstræner Murat Yakin godt se, at der skulle en vitaminindsprøjtning til.

Han sendte tre nye spillere i aktion, og blandt dem var Manzambi og Ruben Vargas. Det ændrede fuldstændig kampen.

Bødskov afviser frygt for manglende retsstandarder ved udrejsecentre

Både SF og De Radikale stemte onsdag nej til en tilbagesendelsesforordning i EU-Parlamentet, som blandt andet åbner for udrejsecentre uden for EU.

De Radikales EU-parlamentariker Sigrid Friis og SF’s Kira Marie Peter-Hansen har forklaret, at det skyldes “betænkeligheder vedrørende retsstandarder og håndhævelse af internationale konventioner”.

Men den tvivl affejer udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S).

– EU-projekter af den her karakter overholder selvfølgelig de konventioner, som der skal overholdes. Det er der ingen tvivl om. Derfor er jeg glad for, at der er bred opbakning i EU til projektet, siger Bødskov.

Han forventer, at EU, inden året er omme, er i “konkret dialog med et partnerland om at overføre de første udlændinge uden lovligt ophold”.

Lovgivningen blev vedtaget med bred opbakning i EU, men altså med tommelfingeren ned fra regeringspartierne SF og De Radikale.

Spørgsmål: Hvad tænkte du, da du så, at SF og De Radikale stemte nej til lovforslaget i EU?

– Jeg tænkte det, at regeringens udlændingepolitik skabes af regeringen. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at vi skal den her vej. Derfor er regeringen enig om, at det er den her vej, vi skal.

– I EU-Parlamentet må man have sine diskussioner. Men i regeringen er vi helt klare på, at vi arbejder for de her udrejsecentre, siger Morten Bødskov.

I regeringsgrundlaget, som SF og De Radikale altså har været med til at skrive, fremgår det, at “regeringen vil se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande med respekt for EU-retten og internationale konventioner”.

De to andre regeringspartier, Socialdemokratiet og Moderaterne, har begge stemt for lovgivningen i EU-Parlamentet onsdag.

Med grønt lys fra EU-Parlamentet er der nu åbnet for, at Danmark og andre EU-lande kan tage kontakt til lande uden for EU, der kan huse udrejsecentre.

Medie: Kollektiv sygemelding i Lokaltog skyldes sigtelse af ansat

En kollektiv sygemelding fra Lokaltogs medarbejdere skyldes, at en medarbejder er blevet sigtet af politiet i forbindelse med en togulykke i april, hvor to tog kolliderede mellem Hillerød og Helsinge.

Det erfarer TV 2, der har set en intern e-mail, hvoraf det fremgår.

Al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Nordsjælland er fra torsdag aften indstillet i mindst tre dage.

Driften er indstillet på Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen.

Linjerne dækker blandt andet byerne Hundested, Hillerød, Helsingør, Gilleleje og Nærum.

Togselskabet modtog torsdag eftermiddag sygemeldinger fra samtlige medarbejdere i driftscentralen i Hillerød.

Stig Allan Nielsen, der er Lokaltogs driftsdirektør, kunne tidligere ikke kommentere årsagen til sygemeldingerne, og om det er sket i sammenhæng med utilfredshed med ledelsen, da det er “personalesager”.

Men efter en alvorlig ulykke, hvor to tog kolliderede på Gribskovbanen i april, er sygemeldingerne væltet ind fra lokomotivførerne hos Lokaltog.

Sygemeldingerne fremgår ifølge Sjællandske Medier af et notat fra en orientering af Forretningsudvalget i Region Sjælland, som sammen med Region Hovedstaden og kommunerne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ejer langt størstedelen af Lokaltog.

I notatet fremgår det, at der har været op til 27 sygemeldinger på en enkelt dag. Det svarer til hver fjerde lokomotivfører.

Tidligere i juni var der også utilfredshed blandt flere medarbejdere i Lokaltog.

Her stod flere lokomotivførere som afsender af et brev, der blev hængt op i flere tog i Nordsjælland.

– Lokaltog skylder lokomotivførere over ti millioner i afspadsering, stod der blandt andet.

Den påstand er siden blevet bekræftet af Lokaltogs ledelse.

– Det er korrekt. Vi skylder medarbejdere omkring 10,5 millioner kroner i form af afspadsering, overarbejde og kompensation for ubekvemme arbejdstider, sagde Stig Allan Nielsen til TV 2 Kosmopol den 8. juni.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Torsdag d. 18. juni 2026 Udsendt kl. 22.00 Oversigt:
Meteorologens overblik: Sommervejr med regn- og tordenvarme på vej

Lørdag:
Nogen sol og i perioder spredte byger, der kan være kraftige og med hagl, torden og kraftige vindstød. Temp. op mellem 20 og 28 grader, lokalt lidt varmere, og svag til jævn vind mest omkring syd, der drejer til omkring vest. Om aftenen nogen sol og mest tørt, og om natten til dels klart vejr. Temp. ned mellem 12 og 17 grader, og svag til jævn vind omkring vest, der drejer til omkring nordvest, ved kysterne stedvis frisk vind.

Søndag:
Tørt med nogen eller en del sol. Temp. mellem 18 og 23 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere, og svag til jævn vind omkring nordvest, ved kysterne op til frisk vind. Om aftenen sol, og om natten klart vejr. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og svag til jævn vind mest mellem nord og vest, ved kysterne op til frisk vind.

Mandag:
En del sol. Temp. op mellem 16 og 22 grader, og svag til jævn vind mellem nord og vest. Om aftenen fortsat sol, men om natten efterhånden mere skyet. Temp. ned mellem 10 og 17 grader, og svag til jævn vind fra forskellige retninger.

Tirsdag:
Lidt eller nogen sol og stedvis regn. Dagtemp mellem 20 og 26 grader, om natten ned mellem 15 og 20 grader. Svag til jævn vind fra skiftende retninger, senere svag til frisk vind omkring syd, der drejer til omkring vest, ved kysterne stedvis vind.

Onsdag:
Lidt eller nogen sol og mod øst først på dagen stedvis regn. Dagtemp. op mellem 16 og 24 grader, køligst mod nordvest, om natten ned mellem 11 og 15 grader. Svag til frisk vind omkring vest, der tiltager og bliver let til hård omkring nordvest, ved kysterne stedvis kuling.

Svensk myndighed er skeptisk over for Teslas førersystem

En svensk transportmyndighed anbefaler som udgangspunkt EU at sige nej til Teslas førerassistentsystem FSD Supervised.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har fået aktindsigt i et brev sendt fra myndigheden Trafikverket.

Systemet FSD Supervised blev for nylig foreløbig godkendt i Danmark.

Det kan blandt andet hjælpe bilisten med at accelerere, bremse, styre og skifte vognbane.

Sverige anbefaler et nej, da systemet har en mulighed for at afvige fra hastighedsgrænsen med funktionen “Speed Offset”.

Den lader føreren af bilen definere en grænse for, hvor meget systemet kan overskride den registrerede hastighedsgrænse med.

Det var i sidste uge, at Færdselsstyrelsen oplyste om den foreløbige godkendelse i Danmark.

Godkendelsen er foreløbig, fordi systemet stadig mangler at få en endelig godkendelse fra EU-Kommissionen.

Færdselsstyrelsen understreger, at hvis man vil bruge systemet, er det vigtigt at huske, at systemet ikke gør en bil selvkørende.

Man skal være opmærksom på, at man som fører er ansvarlig for køretøjet, og derfor skal man hele tiden være klar til at tage over.

En talsperson for danske myndigheder gentager over for Reuters den pointe. Føreren har fuldt ansvar, når personen bruger FSD, og det gælder også, hvad angår at overholde fartgrænsen, lyder det.

Brevet fra Trafikverket er sendt til EU’s tekniske udvalg for motorkøretøjer (TCMV).

Heri skriver den svenske myndighed, at når man “tillader automatiserede systemer systematisk at overskride hastighedsgrænser, risikerer det at underminere både de juridiske rammer og de forventede sikkerhedsfordele ved automatisering af køretøjer”.

Myndigheden opfordrer til, at funktionen skal fjernes.

– Sker det ikke, anbefaler den svenske transportmyndighed, at TCMV stemmer mod den foreslåede indførelse, skriver Trafikverket.

EU-udvalget skal mødes 30. juni for at diskutere sagen. Senere ventes det, at der bliver stemt om, hvorvidt teknologien må bruges på tværs af unionen.

I Holland modtog systemet en foreløbig godkendelse af myndighederne den 10. april i år.

Det er den hollandske godkendelse og baggrunden for den, som Færdselsstyrelsen har lagt sig opad og accepteret.

Reuters

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Torsdag den 18. juni 2026.

Udsigt, der gælder til fredag aften, udsendt kl. 20.30

Fyn:
I nat først klart, men efterhånden bliver det mest skyet med mulighed for enkelte byger. Temp. ned mellem 12 og 16 grader, og svag til jævn vind omkring sydvest, senere fra skiftende retninger. Fredag først mest skyet og enkelte byger, der kan være kraftige og med torden, men det klarer efterhånden op med tørvejr og en del sol. Temp. op mellem 21 og 26 grader, og svag til jævn vind mest omkring sydøst.

København og Nordsjælland:
I nat tørt og først klart, men ud på natten bliver det mere skyet Temp. ned mellem 13 og 17 grader, og svag til jævn vind omkring vest, der drejer til omkring syd. Fredag mest tørt og først kun lidt sol, men det klarer efterhånden op med en del sol. Temp. op mellem 21 og 26 grader, og svag til jævn vind fra syd og sydøst.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I nat først klart, men efterhånden bliver det mest skyet med mulighed for enkelte byger. Temp. ned mellem 13 og 17 grader, og svag til jævn vind omkring sydvest, der drejer til syd og sydøst. Fredag først mest skyet og spredte byger, der kan være kraftige og med torden, men det klarer efterhånden op med tørvejr og en del sol. Temp. op mellem 22 og 27 grader, og svag til jævn vind mest omkring sydøst.

Bornholm:
I nat tørt og først klart vejr, men ud på natten mere skyet. Temp. ned mellem 11 og 16 grader, og svag til jævn vind omkring sydvest, der drejer til syd og sydøst. Fredag mest tørt og lidt eller nogen sol. Temp. op mellem 20 og 25 grader, og svag til jævn vind omkring sydøst.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]