Seneste nyheder

11. november 2026

40-årige Modric tager et år mere i AC Milan

40-årige Luka Modric bliver i AC Milan, meddeler den italienske fodboldklub torsdag på sin hjemmeside.

Den kroatiske midtbanespiller har fået en kontrakt til udgangen af juni 2027.

Luka Modric skiftede sidste år til Milan efter 13 succesrige år i Real Madrid. Kontrakten lød dengang på et år med en option for yderligere et år, og den er altså nu blevet aktiveret.

Luka Modric spillede i sidste sæson 37 kampe og scorede to mål for AC Milan, der gik ned mod slutningen af sæsonen og blot blev nummer fem i Serie A.

Dermed gik klubben glip af deltagelse i Champions League i denne sæson.

Det førte til, at Massimiliano Allegri måtte stoppe som cheftræner. Han er op til denne sæson blevet afløst af portugiseren Rúben Amorin.

RITZAU

Skateboarder blev ramt af bil og dræbt

En ung mand på skateboard har mistet livet natten til torsdag i Jyllinge nord for Roskilde. Ulykken skete, da han blev ramt af en bil.

Den unge på skateboardet blev 19 år. Føreren af bilen er en 18-årig mand, der sigtes for uagtsomt manddrab.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken blev anmeldt lidt før klokken halv to, og den skete i et t-kryds mellem Jyllinge Parkvej og Værebrovej.

Det oplyser politiet, der tidligere oplyste, at ulykken skete på Grønningen i Jyllinge.

De nærmere omstændigheder ved påkørslen har politiet torsdag formiddag ikke bragt oplysninger om, men en bilinspektør er blevet kaldt ud for at foretage opmålinger og lave andre undersøgelser.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksplosiv ecuadorianer sejrer på bjergetape i Touren

Richard Carapaz vinder 18. etape af Tour de France. Mads Pedersen vandt indlagt spurt på etapen og øger forspring i kamp om pointtrøjen.

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Torsdag den 23. juli 2026. Udsigt, der gælder til fredag aften, udsendt kl. 17.00

Fyn:
I aften tørt med sol, men i nat skyet fra vest. Temp. mellem 12 og 15 grader, og vinden bliver svag til frisk fra vest. Fredag ret skyet, men der kan komme perioder med lidt sol. Temp. mellem 17 og 22 grader, og let til frisk vind fra vest og sydvest.

København og Nordsjælland:
I aften tørt med sol, men i nat skyet fra vest. Temp. mellem 12 og 17 grader, og vinden bliver svag til frisk fra vest. Fredag tørt og først lidt sol, senere mest skyet. Temp. mellem 17 og 22 grader, og let til frisk vind fra vest og sydvest.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I aften tørt med sol, men i nat skyet fra vest. Temp. mellem 12 og 15 grader, og vinden bliver svag til frisk fra vest. Fredag tørt og først lidt sol flere steder, senere mest skyet. Temp. mellem 17 og 22 grader, og let til frisk vind fra vest og sydvest.

Bornholm:
I aften tørt med sol, og i nat mest klart vejr. Temp. mellem 10 og 16 grader, og vinden bliver svag til jævn fra vest. Fredag tørt og solrigt vejr. Temp. mellem 17 og 22 grader, og let til frisk vind fra vest og sydvest.

Ny britisk leder ser frem til tæt samarbejde med Danmark om migration

Storbritannien har lært meget af Danmarks tilgang til migration, og den britiske premierminister, Andy Burnham, ser frem til et fortsat tæt samarbejde mellem de to lande på området.

Det skriver Andy Burnhams regeringskontor i en pressemeddelelse, efter at Burnham og statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag har talt sammen.

Også Statsministeriet har kommenteret samtalen i et opslag på det sociale medie X.

– Danmark og Storbritannien er tætte allierede, og vi er blevet enige om fortsat at styrke vores samarbejde. Et stærkt fokus på sikkerhed og forsvar, støtte til Ukraine og migration, lyder det fra Mette Frederiksen i opslaget.

Både Danmark og Storbritannien har tidligere haft planer om at etablere et modtagecenter i Rwanda, der skulle stå for asylbehandling.

RITZAU

Olieprisen rammer 100 dollar for første gang siden maj

Prisen på en tønde Brent-olie er torsdag eftermiddag steget til 100 dollar. Det er første gang siden slutningen af maj, at olieprisen har nået det niveau.

Stigningen kommer, i takt med at situationen i Mellemøsten er blevet forværret.

Ifølge Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos analysehuset Global Risk Management, er der risiko for, at vi kommer til at se yderligere prisstigninger.

– Der er ikke noget, der indikerer, at der er nye samtaler på vej mellem Iran og USA. Derfor begynder situationen at ligne den, vi så i april, med en fuldskalakrig, lyder vurderingen.

At olieprisen torsdag har taget endnu et nøk opad, skyldes ifølge chefanalytikeren, at konflikten også har bredt sig til Det Røde Hav.

Houthibevægelsen i Yemen angreb natten til torsdag to saudiarabiske olietankere i Det Røde Hav.

Tankskibene havde kort forinden trodset en søblokade, som den iransk-allierede bevægelse indførte mandag i Bab el-Mandeb-strædet, skriver Reuters.

– Der kommer en del olie gennem Bab el-Mandeb-strædet. Det har været en måde at modvirke konsekvenserne af en lukning af Hormuzstrædet, siger Arne Lohmann Rasmussen.

Dermed er endnu en fragtrute udfordret, og det sker på et tidspunkt, hvor olietransporten i forvejen er under pres, lyder det.

Iran har i den seneste tid erklæret Hormuzstrædet for lukket, mens USA har genoptaget en blokade mod iranske havne.

Olieprisen er steget næsten 30 procent siden juni, og det kan mærkes på benzin- og dieselpriserne, lyder det.

– Det her kommer til at lægge et nyt opadgående pres på priserne på benzin og diesel – også i Danmark, siger Arne Lohmann Rasmussen.

Før krigen kostede en tønde råolie omkring 70 dollar.

Siden har olieprisen svinget markant i takt med skiftende meldinger fra både USA og Iran.

Det er særligt lukningen af Hormuzstrædet, som er et knudepunkt for international skibstrafik, der har påvirket olieprisen.

Olieprisen toppede undervejs i krigen på mere end 120 dollar og faldt i starten af juli til nogenlunde samme niveau som før krigen.

RITZAU

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Torsdag d. 23. juli 2026 Udsendt kl. 15.30 Oversigt:
Meteorologens overblik: Køligt dansk sommmervejr med lokale byger – søndag en overgang mere udbredt regn

Fredag aften og natten til lørdag:
Mest skyet og stedvis lidt regn. Temp. ned mellem 12 og 17 grader, og let til frisk vind omkring sydvest.

Lørdag:
Lidt sol flere steder, men ellers skyet og stedvis lidt regn, på Bornholm tørt med nogen sol. Let til frisk sydvestlig vind og temp. mellem 17 og 22 grader, varmest mod sydøst. Om natten mest skyet og der kommer regn i den nordvestlige del. Temp mellem 14 og 18 grader. Let til frisk vind fra sydvest og syd, i Nordvestjylland drejende nordvest.

Søndag:
Mest skyet med regn flere steder, i løbet af dagen opklaring i den nordvestlige del med nogen sol og tørt vejr. Dagtemp. mellem 15 og 20 grader. Til natten fortsat regn i den sydøstlige del, men i den nordvestlige del tørt og ret klart vejr. Temp. ned mellem 10 og 17 grader. Svag til frisk vind fra nordvest og vest.

Mandag:
Tørt med nogen eller en del sol, på Bornholm måske skyet og endnu regn først på dagen. Dagtemp. mellem 15 og 20 grader, om natten mellem 10 og 15 grader. Let til frisk vind fra nordvest og vest.

Tirsdag:
Lidt eller nogen sol og mest tørt, men til natten antagelig regn til den nordvestlige del. Svag til frisk vind omkring vest, til natten drejende syd. Dagtemp. op mellem 19 og 24 grader, om natten ned mellem 14 og 19 grader.

Premier League-klubben Aston Villa lejer offensivspilleren Alejandro Garnacho i Chelsea.

Det oplyser Aston Villa på sin hjemmeside.

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/TYSKLAND/ECB/RENTE+NV”, udsendt kl. 15:26 med overskriften “Den Europæiske Centralbank fastholder renten trods global usikkerhed” er korrigeret. I afsnit 10 er det rettet, at Allan Sørensen er fra Dansk Industri – ikke Danske Bank.

Mand mistænkt for smugling af ti ton hash fængslet

En 45-årig mand er mistænkt for at være bagmand i en enorm smuglersag. Han skal have smuglet mere end ti ton hash til Danmark. Manden er netop blevet udleveret fra Spanien, og torsdag er han blevet varetægtsfængslet i Retten i Aarhus. Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse. Indsmuglingen skal være foregået i 2019 og 2020. Sagen hænger sammen med et større sagskompleks, hvor en anden mand tidligere er idømt 17 års fængsel. Dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre. Derfor er det uvist, hvad den 45-årige selv har forklaret.

Mortensen vender tilbage til Aarhus med en bøn til AGF-fansene

Patrick Mortensen har knap nok nået at forlade Aarhus, før han allerede i weekenden vender tilbage til sin gamle hjemmebane.

Den forhenværende AGF-anfører skal i sin første betydningsfulde kamp for Brøndby spille foran de fans, han i årevis kaldte sine egne.

Over for ham står de tidligere holdkammerater, som han for godt to måneder siden fejrede det danske mesterskab sammen med.

Der er med andre ord tale om et gensyn i premieren i Superligaen, som næppe kunne være mere særligt for den erfarne målræv.

– Det bliver meget specielt. Der er så meget forhistorie og så mange minder, der er så friske. Jeg glæder mig helt vildt, siger Mortensen.

Selv om han ikke præcist kan vide, hvad der venter ham på Ceres Park Vejlby, har han gjort sig nogle tanker om den særlige situation.

– Jeg forventer ikke noget. Jeg håber, at de vil være lidt søde ved mig. Fodbold er følelser, og der vil nok være nogle, der har nogle kommentarer.

– Det er også på sin plads, og det accepterer jeg fuldt ud. Men generelt føler jeg, at folk har været søde over for mig, siger superligaveteranen.

Den 37-årige dansker har sagt ja til en plan i Brøndby, som går på, at han ikke nødvendigvis får spilletid hver gang.

I stedet skal han i høj grad forsøge at bidrage med sin erfaring – både som leder i truppen og som rollemodel og mentor for klubbens yngre spillere.

Men en plan “er jo til for at blive brudt”, siger Mortensen, der gerne vil gribe chancen i Brøndby efter sidste sæson, hvor han scorede ni superligamål.

– Jeg synes, at jeg stadigvæk er god nok til at spille fra start. Og hvis jeg ikke spiller fra start, vil jeg stadig kunne hjælpe og bidrage, siger han.

Mortensen understreger, at trænerteamet “selvfølgelig” gerne vil have en angriber, der bidrager med en masse scoringer.

Men han går egentlig ikke så meget op i, om han kommer til at score for eksempel 10 eller 15 mål i den nye sæson.

Det er således ikke kun på selve banen, at Mortensen ser en mulighed for at kunne bidrage.

– Og kan man have fokus på det, løsner det hele sig lidt op, og så kommer målene af sig selv. Jo mindre man tænker, jo bedre bliver man, siger han.

I optakten til den nye sæson har han især haft et godt samarbejde med den 18-årige angriber Oskar Fenger, fortæller han.

– Vi er konkurrenter, men vi skal også hjælpe hinanden. Og så er det Thomas’ (cheftræner Thomas Nørgaard, red.) beslutning, hvem der spiller.

Mortensen fremhæver også samarbejdet med Jacob Ambæk, der har misset Brøndbys seneste træningskampe på grund af en skade.

Thomas Nørgaard fortæller imidlertid, at Ambæk er i spil til at komme i aktion i premieren mod AGF.

Cheftræneren forventer dog ikke, at den 18-årige offensivspiller har 90 minutter i sig.

Kampen mellem AGF og Brøndby i Aarhus fløjtes i gang lørdag klokken 18.

RITZAU

Mand mistænkt for smugling af ti ton hash fængslet

En 45-årig mand, der er mistænkt for sammen med flere andre at have smuglet mere end ti ton hash til Danmark, er blevet udleveret fra Spanien til Danmark.

Efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus torsdag er han blevet varetægtsfængslet frem til 19. august.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

Indsmuglingen skal være sket over flere perioder i 2019 og 2020.

RITZAU

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Torsdag den 23. juli 2026.

Udsigt, der gælder til fredag morgen, udsendt kl. 14.20

Nogen eller en del sol, men også mulighed for enkelte eftermiddagsbyger, især i Østjylland. De fleste steder temp. mellem 18 og 23 grader, og svag til jævn vind mellem nord og vest, ved Vestkysten op til frisk vind fra nordvest. I aften efterhånden mest skyet i den vestlige del af landet, og skyerne breder sig i nat mod øst. Det holder dog tørt. Temp. ned mellem 10 og 17 grader, lunest ved kysterne. Vinden bliver svag til jævn omkring vest, ved kysterne op til frisk vind.

Et 82 meter langt skib, der onsdag stødte på grund ud for Nyborg Havn, er torsdag blevet trukket fri.

Det oplyser Forsvarskommandoen, som har “afsluttet sagen”.

Skibet, der er indregistreret i caribiske Antigua, ligger torsdag eftermiddag placeret ved Lindholm Havnekaj nær Nyborg.

Det skriver Fyens Stiftstidende på baggrund af oplysninger fra selskabet J.A. Shipping, der stod for fritrækningen.

Den Europæiske Centralbank fastholder renten trods global usikkerhed

Den Europæiske Centralbank (ECB) har på et rentemøde besluttet at fastholde renten på 2,25 procent.

Det fremgår af en meddelelse fra ECB, der er udsendt torsdag eftermiddag.

Beslutningen var ventet, efter at centralbanken i juni hævede renten med 0,25 procentpoint, og efter at inflationen er aftaget en smule i eurozonen.

ECB skriver, at der fortsat er store globale usikkerheder som følge af de udsving i energipriserne, som verdensmarkederne har set siden udbruddet af krigen mellem USA, Israel og Iran i februar.

Energipriserne er fortsat volatile og betydeligt over det niveau, de lå på før udbruddet af krigen, konstaterer ECB.

– Styrelsesrådet følger derfor energichokkets omfang og varighed tæt såvel som indirekte effekter og afledte virkninger, skriver centralbanken.

Inflationen i juni var på 2,8 procent, mens den i maj landede på 3,2 procent.

Målet for ECB er at holde inflationen på 2,0 procent.

– Med dagens beslutning forbliver styrelsesrådet i en gunstig position til at kunne navigere i den usikkerhed, der er forårsaget af konflikten, skriver ECB.

Cheføkonom i Danske Bank Allan Sørensen forstår ECB’s beslutning om ikke at hæve renten. Det ville ganske enkelt ikke være nødvendigt, lyder det.

– Inflationen i eurozonen aftog i juni. Inflationen er stadig lidt for høj, men den ligger ikke på et alarmerende højt niveau.

– Situationen i Mellemøsten kan hurtigt ændre sig, og derfor vil ECB holde et meget vågent øje med udviklingen og være klar til at justere renterne, hvis det bliver nødvendigt, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.

Han påpeger, at oliepriserne er steget i løbet af juli, efter at konflikten i Mellemøsten er blusset op igen. Men han forventer ikke de samme store stigninger i energipriserne som i foråret.

Chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit er ikke i tvivl om, at der kommer nye rentestigninger senere.

Han henviser netop til eskaleringen i Mellemøsten, hvor både Iran og USA har udført adskillige angreb den seneste tid, selv om landene indgik en våbenhvileaftale i juni.

– Det virker næsten som givet, at der kommer en renteforhøjelse allerede i september, siger Sune Malthe-Thagaard i en skriftlig kommentar.

– Indtil for tre uger siden handlede det om, hvorvidt der overhovedet ville komme flere renteforhøjelser ud over den i juni, og nogle mente ligefrem, at forhøjelsen var en fejl, fordi priserne på olie, benzin og diesel faldt markant.

Selv om ECB denne gang valgte at holde renten i ro, er der udsigt til, at det bliver dyrere for de danske boligejere at låne.

Ifølge Sune Malthe-Thagaard forventes en renteforhøjelse i september, og det vil hurtigt kunne mærkes hos boligejere med lån, hvor renten justeres løbende.

– Boligejerne med prioritetslån og F-kortlån kan altså ikke ånde lettet op, da jeg forventer, at ECB hæver renten i september.

– Renteforhøjelsen vil slå igennem på prioritetslånene allerede inden efterårsferien, da de får ny rente den 1. oktober, lyder det.

Er inflationen højere end de 2,0 procent, som er ECB’s målsætning, kan højere renter være med til at presse den ned.

Renteændringen i juni var ECB’s første i et år.

RITZAU

Rubio tror ikke på at Iran er klar til holdbar fredsaftale med USA

Iran er ikke klar til en holdbar fredsaftale med USA. Det siger USA’s udenrigsminister, Marco Rubio. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Trods en våbenhvile i juni har begge lande den seneste tid udført angreb. Sidste fredag blev to amerikanske soldater dræbt i Jordan. Og natten til torsdag angreb USA mål i Iran for tolvte nat i træk. Ifølge Marco Rubio bryder Iran deres aftaler, og derfor betaler de nu prisen. Samtidig advarer det iranske militær om, at gengældelsesangrebene fortsætter, så længe de selv er under angreb. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst én er død i helikopterulykke i Tjekkiet

En militærhelikopter med fem soldater om bord er torsdag styrtet ned i det østlige Tjekkiet.

Det skriver tjekkisk militær på det sociale medie X.

Mindst én person har mistet livet, rapporterer det tjekkiske nyhedsbureau CTK ifølge Reuters.

– Der var fem soldater om bord. Det interne akutberedskab opererer på stedet, skriver militæret.

Ulykken fandt sted ved en militærbase i byen Namest nad Oslavou, der ligger 180 kilometer sydøst for den tjekkiske hovedstad, Prag.

Det var en helikopter af typen UH-1Y Venom, der styrtede.

Det er torsdag eftermiddag uvist, hvad der forårsagede ulykken, og om beredskabet har fundet og identificeret alle ombordværende.

RITZAU

Odense indsætter over 20 specialhold for at fjerne larver

Odense Kommune, der har været hårdt ramt af larven egeprocessionsspinderen, sætter gang i en øget slutspurt i bekæmpelsen af larven.

Fra weekenden og ind i næste uge indsættes over 20 specialhold, der “intensivt” skal reducere antallet af larvereder i den fynske kommune.

Det skriver Odense Kommune på sin hjemmeside.

Indsatsen vil både finde sted i ramte områder og i områder, hvor en “forebyggende indsats er nødvendig”.

– Hen over weekenden sætter vi ind med en meget intensiv indsats rettet mod de lukkede cykelstier. Der vil derfor i nogle områder være midlertidig lukning af stier, mens arbejdet foregår, siger direktør i Klima- og Miljøforvaltningen Michael Wognsen Frederiksen.

Bekæmpelsen af larver forventes at skulle fortsætte et par uger endnu “med fuld styrke”. Herefter vil der blive foretaget en ny vurdering af behovet, lyder det videre fra kommunen.

Egeprocessionsspinderen har skabt problemer flere steder i landet hen over sommeren.

Indtil videre er larven fundet i Odense, Kerteminde, Nyborg, Morsø, Herning, på Amager og Nordfyn.

En enkelt larve har omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.

RITZAU

Tragedien slog ned midt i dansk NHL-stjernes togt mod triumfen

I midten af juni gik Frederik Andersens helt store drengedrøm i opfyldelse, da han med Carolina Hurricanes vandt Stanley Cup.

Men vejen mod ishockeysportens største trofæ var alt andet end let for Danmarks ubestridt bedste ishockeykeeper nogensinde.

I slutningen af maj tog den tidligere NHL-stjerne Claude Lemieux sit eget liv og sendte chokbølger gennem NHL-miljøet – og særligt Frederik Andersen.

– Det var fantastisk svært, siger Frederik Andersen små to måneder senere i en rolig stund, efter at han er blevet hyldet på torvet i hjembyen Herning onsdag.

Claude Lemieux var en helt særlig figur i den 36-årige danske NHL-keepers liv. Canadieren var ved hans side i de første år i Nordamerika og var indtil sin død Frederik Andersens agent og meget nære ven.

– Det er en person, som har været helt inde under huden på mig. Han har været en far nummer to, en mentor og en virkelig god ven. Han har på alle måder hjulpet mig med at vokse som menneske og mand og til at tage skridt, som jeg ikke havde turdet drømme om at tage.

– Jeg var en ung dansker, der kom til et fremmed land, og der betød han virkelig meget for mig, siger Frederik Andersen.

Lemieux døde 28. maj. Få dage forinden talte Andersen med ham for sidste gang. Det skete før den tredje kamp i NHL-semifinaleserien, hvor Carolina Hurricanes skulle møde Lemieuxs første NHL-klub, Montreal Canadiens.

Før kampen ville Canadiens hædre Claude Lemieux, som blev tilbudt at tage del i klubbens tradition med at bære klubbens fakkel ind i arenaen. Men Lemieux ville ikke takke ja, før han havde clearet det med Frederik Andersen.

– Han ringede til mig og fortalte, hvor stolt han var over at skulle bære den fakkel ind og spurgte, om det var okay. Jeg ved, hvor fedt det var for hans familie, og jeg sagde selvfølgelig ja, selv om det var modstanderholdet, han skulle gøre det for.

– Den samtale har virkelig sat sig i mig. Og da beskeden om hans død kom få dage senere, var det virkelig hårdt, siger Frederik Andersen.

Dagen efter Claude Lemieuxs død skulle kamp fem i semifinaleserien spilles.

– Det var en kamp, som var virkelig svær at spille, for jeg ville virkelig gerne spille godt – for ham. Og det der med virkelig at ville spille godt er næsten noget af det værste, du kan gøre. For så kan man godt blive for anspændt.

– Målmandsspillet handler om at holde roen i hele kampen, og det var svært, men jeg synes, jeg holdt ret godt styr på følelserne. Men efter kampen var jeg grædefærdig, siger Frederik Andersen, som i den kamp rullede gardinet ned og var stærkt medvirkende til, at Hurricanes strøg i finalen.

Den danske stjerne spillede på et utrolig højt niveau gennem hele slutspillet i NHL, og selv om han missede de sidste kampe i finaleserien på grund af en knæskade, vandt Carolina Hurricanes Stanley Cup-trofæet.

Da kaptajn Jordan Staal havde løftet det enorme trofæ, var Frederik Andersen den første, der fik det overrakt, og det anses i NHL som en stor gestus.

– Selvfølgelig ville jeg gerne have, at Claude kunne have set det. Men lige der var det min familie, jeg tænkte på, for jeg vidste, at de var i hallen.

– Alt det her har understreget for mig, at man virkelig skal nyde og tage hånd om de oplevelser, man får med sin familie, siger Frederik Andersen, der dog ikke har fået bearbejdet alle følelserne endnu.

– Der er tid til at reflektere senere, og det skal jeg nok få gjort.

Tid har der således ikke været meget af, siden trofæet kom i hus. Den første halvanden uge var én lang fest, og da festen var slut, tog Frederik Andersen til Danmark, hvor han i lørdags blev gift med sin mangeårige amerikanske kæreste.

Familie og NHL-stjerner blev fløjet ind fra Nordamerika, og så blev der festet igennem ved Charlottenlund Slot.

En halv uge senere stod den så på fejring i hjembyen Herning, hvor mange hundrede mennesker onsdag mødte op for at hylde byens hjemvendte søn og se det mytiske Stanley Cup-trofæ med egne øjne.

– Man drømmer om mange ting her i livet, og så er der så mange af de ting, der sker inden for nogle få uger. Det ville jeg aldrig have turdet drømme om. Det har været vildt for både min familie og mig selv at håndtere, siger Frederik Andersen.

Nu venter bryllupsrejse og retur til Nordamerika, hvor Frederik Andersen skal flytte fra Raleigh i North Carolina, USA, til Canada, hvor han i den kommende sæson skal spille for Edmonton Oilers.

RITZAU

FC Barcelona henter tysk angriber i Dortmund

FC Barcelona henter angriberen Karim Adeyemi i Borussia Dortmund.

Det oplyser den spanske storklub på sin hjemmeside.

Den 24-årige tysker har underskrevet en kontrakt frem til 2031.

Adeyemi kender FC Barcelonas tyske cheftræner, Hansi Flick, særdeles godt.

Det var Hansi Flick, der gav Adeyemi debut på det tyske landshold i 2021, hvor det siden er blevet til 11 landskampe.

Adeyemi har spillet i Borussia Dortmund siden 2022 og før det i Red Bull Salzburg.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]