Seneste nyheder

11. november 2026

Hegseth anslår prisen på krigen i Iran til 246 milliarder kroner

USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, har tirsdag estimeret, at USA’s krig mod Iran indtil videre har kostet landet 37,5 milliarder dollar.

Det er sket under en høring i Senatets bevillingsudvalg, skriver avisen The Washington Post.

Beløbet svarer til 246 milliarder kroner.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er beløbet steget fra et tidligere skøn på knap 29 milliarder dollar i midten af maj.

Høringen fandt sted forud for behandlingen af et republikansk forslag til en budgetpakke på 95 milliarder dollar til finansiering af blandt andet USA’s militær.

Pakken omfatter også penge til de amerikanske landmænd og til ændringer af valglovgivningen. Det er områder, som er centrale prioriteter for Det Hvide Hus, som den republikanske præsident Donald Trump står i spidsen for.

Til tirsdagens høring mødte Hegseth både kritik og spørgsmål vedrørende budgetpakken, skriver The Washington Post.

Den ekstra krigsbevilling er en “presserende og nødvendig” tilførsel af midler, sagde ministeren.

Sammen med Trumps foreslåede forsvarsbudget på 1500 milliarder dollar udgør det en “generationsinvestering” i militæret.

– Uden disse midler risikerer vi kritiske mangler, sagde Hegseth under høringen.

Senator Patty Murray, som er den ledende demokrat i udvalget, advarede dog i sine indledende bemærkninger om risikoen for “endnu en evighedskrig”.

– Denne krig er nu igen ved at løbe løbsk, sagde Murray.

RITZAU

Kunstig intelligens får censorer på CBS til at advare

Flere censorer mener, at der kan være et behov for at ændre den måde, studerende på Copenhagen Business School (CBS) går til eksamen på.

Det fremgår af en aktindsigt, som Berlingske har fået.

Censorerne påpeger på baggrund af sommerens eksamener, at udfordringen opstår, når AI erstatter læringsprocessen.

Hvert år indsender de eksterne censorer beretninger til CBS om eksamenerne. Berlingske har fået aktindsigt i 40 rapporter, hvor brugen af kunstig intelligens i de studerendes opgaveløsning omtales.

– Brugen af AI påvirker de studerendes performance. I to af tre afhandlinger var det tydeligt, at AI var anvendt i en sådan grad, at de studerende ikke kunne redegøre for store dele af det skriftlige grundlag, skriver en censor ifølge Berlingske.

Den citerede censor har været med til at bedømme syv af årets kandidatspecialer på erhvervsjurauddannelsen.

Selv om flere censorer advarer mod de studerendes brug af kunstig intelligens, er ikke alle lige skeptiske.

En censor beskriver de studerende som “særdeles dygtige”, lyder det.

Censoren har været med til at bedømme syv kandidatafhandlinger på uddannelsen International Business.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vingegaard har gennemgået vellykket operation

Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard har tirsdag været igennem en vellykket operation i Danmark, efter at han søndag brækkede kravebenet på 15. etape af Tour de France.

– Alt gik godt, oplyser Vingegaards hold, Visma, til cykelmediet Feltet.

Ulykken indtraf på vej ud af en rundkørsel kort før 15. etapes afsluttende stigning.

– Det nytter ikke noget at hænge med hovedet. Det gør det bare værre, sagde Vingegaard til TV 2, da han var udgået.

Vingegaard lå på andenpladsen i Tour de France, da han udgik.

RITZAU

Zelenskyj afskediger forsvarschef efter kritik

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afskediget Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj.

Det skriver flere medier, herunder Kyiv Independent.

Fyringen sker efter flere demonstrationer i Ukraine, hvor borgere har opfordret til Syrskyjs afgang, skriver det ukrainske medie.

Zelenskyj har i den seneste tid foretaget flere rokeringer i Ukraines ledelse.

I sidste uge meddelte den daværende forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, at han fratræder sin post, hvilket var det, der i første omgang fik demonstranter på gaden for at protestere mod ministerens afgang og samtidig kræve Syrskyjs.

Den tidligere forsvarsminister fortalte efter sin afsked journalister, at han havde en konflikt med netop Syrskyj.

Fedorov beskylder Syrskyj for at have blokeret hans initiativer.

Fedorov sad på posten i et halvt år. Han var vellidt blandt befolkningen og kendt som en, der forsøgte at reformere og modernisere det ukrainske militær.

RITZAU

Udvist AGF-keeper: Rødt kort er svært at vurdere

Jesper Hansen reddede AGF mange gange på vej mod sidste sæsons guld, men da klubben tirsdag skulle forsøge at tage det første skridt mod Champions League, kom den rutinerede keeper til at spille en uheldig hovedrolle.

Hansen blev udvist efter 35 minutter ved stillingen 0-1, og en mand i undertal tabte AGF hjemme med 1-4 til polske Lech Poznan.

En hård straf, mener Jesper Hansen, der ikke vil løbe fra, at han tog med hænder uden for feltet, men han er knap så sikker på, at han frarøvede modstanderen en oplagt scoringsmulighed.

– Han (dommeren, red.) mener, at hans (modspillerens, red.) berøring gør, at jeg 100 procent tager et oplagt mål. Og 100 procent? Det er i overkanten, synes jeg, siger Jesper Hansen til Viaplay.

– Jeg er ikke enig i, at det er 100 procent, for det er svært at vurdere, hvordan det ville være, hvis ikke jeg rører bolden i situationen. Det er svært at spå om.

AGF var bagud 0-2 ved pausen, men kom på 1-2 ti minutter inde i anden halvleg.

I den periode lugtede AGF blod, men så scorede Lech Poznans Terry Yegbe på et vildt langskud til 3-1.

– Vi fik troen på det i anden halvleg, og så bragede han den ind fra 40 meter. Så er man skakmat, siger stopperen Frederik Tingager til Viaplay.

– Jeg synes, at vi havde fat i dem og kunne spille med dem, men det er klart, at det bliver svært med en mand i undertal.

Returkampen i anden runde af Champions League-kvalifikationen spilles på onsdag i Polen.

RITZAU

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Tirsdag den 21. juli 2026. Udsigt, der gælder til onsdag morgen, udsendt kl. 20.40

Fyn:
I nat mest skyet med enkelte regnbyger. Temp. ned omkring 15 grader, og let til frisk vind fra vest og nordvest. Onsdag får vi kun lidt sol og spredte byger, som kan være med torden eller hagl. Temp. op mellem 18 og 21 grader, og vinden bliver let til frisk fra nordvest og nord, ved kysterne op til hård vind.

København og Nordsjælland:
I nat efterhånden mest skyet med enkelte regnbyger. Temp. ned omkring 15 grader, og let til frisk vind omkring vest. Onsdag får vi kun lidt sol og spredte byger, som kan være med torden eller hagl. Temp. op mellem 18 og 21 grader, og vinden bliver let til frisk fra vest og nordvest, ved kysterne op til hård vind.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I nat efterhånden mest skyet med enkelte regnbyger. Temp. ned omkring 15 grader, og let til frisk vind fra vest og nordvest. Onsdag får vi kun lidt sol og spredte byger, som kan være med torden eller hagl. Temp. op mellem 18 og 21 grader, og vinden bliver let til frisk fra vest og nordvest, ved kysterne op til hård vind.

Bornholm:
I nat tørt og til dels klart vejr. Temp. ned omkring 15 grader, og let til frisk vind omkring vest. Onsdag får vi mest skyet vejr med spredte byger, som kan være med torden eller hagl. Temp. op omkring 17 grader, og vinden bliver let til frisk fra vest og sydvest, ved kysterne op til hård vind.

Frankrigs parlament forbyder sociale medier til børn under 15 år

Frankrigs parlament har tirsdag godkendt et lovforslag, der forbyder adgang til sociale medier for børn under 15 år.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det grønne lys fra parlamentet gør ifølge AFP Frankrig til det første land i Europa, der udelukker børn fra apps som TikTok og Instagram.

Forslaget blev i første omgang stemt igennem i Senatet, og senere fik det også opbakning i Nationalforsamlingen.

Tirsdag aften siger præsident Emmanuel Macron, at Frankrig står i spidsen for de europæiske bestræbelser på at beskytte børn online.

– Frankrig viser vejen i Europa, når det kommer til at beskytte vores børn og teenagere, siger han i en video delt på sociale medier ifølge AFP.

RITZAU

Novo vil have konkurrent til at stoppe reklamer inden for 48 timer

Medicinalgiganten Novo Nordisk kræver, at konkurrenten Eli Lilly sætter en stopper for markedsføring, der ifølge Novo er vildledende.

Stopper den amerikanske medicinkonkurrent ikke reklamerne inden for 48 timer, vil Novo Nordisk bede retsvæsenet om at gøre det.

Det siger John F. Kuckelman, der er chefjurist i Novo, under en presseseance tirsdag ifølge branchemediet Medwatch.

– Samtidig med at vi indgav stævningen, sendte vi et brev til Lilly, hvor vi bad dem – uanset retssagen – om at stoppe med at køre disse reklamer.

– Hvis I ikke gør det inden for de næste 48 timer, vil vi bede retten om – som et foreløbigt – skridt at pålægge jer at gøre det, siger Kuckelman.

Presseseancen fandt sted, efter at Novo tidligere tirsdag meddelte, at man anlægger et søgsmål mod Eli Lilly.

Novo mener, at Eli Lilly i sin amerikanske markedsføring af vægttabsmidlerne Zepbound og Mounjaro har udeladt relevant information.

Det drejer sig om, at Eli Lilly ifølge Novo har benyttet sig af “forældede studier” og sammenlignet effekten af de højeste doser af sin egen vægttabsmedicin med lavere doser af Novos tilsvarende middel, Wegovy.

Det efterlader ifølge chefjuristen det “fejlagtige indtryk”, at konkurrentens produkter er langt mere effektive end Novo Nordisks, skriver mediet Børsen.

RITZAU

Regeringen i Tjekkiet vil forbyde mobiltelefoner i skolerne

Regeringen i Tjekkiet har godkendt et lovforslag, der skal forbyde mobiltelefoner i skolerne.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Lovforslaget, der blev godkendt mandag, skal dog også have grønt lys i parlamentets to kamre. Sker det, vil det træde i kraft 1. september 2027.

I så fald vil også andre elektroniske kommunikationsenheder, herunder smartwatches, være omfattet.

Derudover vil forbuddet ikke kun gælde i undervisningen, men også i frikvarterer, når der afholdes frokost samt i skolefritidsordninger.

Det vil desuden omfatte alle årgange i den niårige obligatoriske grundskole.

Tilhængere af forslaget mener, at det vil hjælpe eleverne med at fokusere i undervisningen og mindske mobning, der foregår på sociale medier og beskedplatforme.

Mange oppositionspolitikere har dog afvist forslaget og mener, at skolerne i stedet burde lære børn, hvordan man bruger digital teknologi på en ansvarlig måde, og udbyde tablets landet over, skriver dpa.

Nyhedsbureauet Reuters har også tidligere omtalt regeringens ønske om at forbyde mobiltelefoner.

Her fremgår det, at der kan være undtagelser, for eksempel grundet sundhedsrelaterede årsager, eller hvis skolerne tillader at bruge mobiltelefoner til uddannelsesmæssige formål.

Forslaget kommer efter andre landes tiltag, der skal begrænse børns brug af sociale medier eller mobiltelefoner.

I juni fulgte Polen lande som Holland, Sydkorea og Italien ved at forbyde smartphones i skolen grundet bekymringer om deres indvirkning på elevernes koncentration og adfærd, skrev Reuters.

Det er uvist, hvornår det tjekkiske parlaments to kamre skal stemme om lovforslaget.

RITZAU

Spansk fodboldboss opfordrer Infantino til at gå af

Står det til præsidenten for den spanske La Liga, Javier Tebas, bør Gianni Infantino gå af som præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Opfordringen fra Tebas falder i et interview med den italienske avis La Gazzetta dello Sport på et direkte spørgsmål om, hvorvidt Infantino bør træde tilbage.

– Efter min mening, ja. Jeg synes, hans tid er udløbet, siger Javier Tebas.

Tebas er dog helt med på, at dette scenarie ikke kommer til at gå i opfyldelse.

Infantino vil pege på, at han netop har stået bag det mest succesfulde VM nogensinde, og Tebas peger på, at Infantino nyder fuld støtte fra mange forbund.

– Han burde ikke blive, men i den nuværende situation kommer han ikke til at gå af. Der er ingen modkandidater, og ingen vil stille op for at tabe, siger Tebas med henvisning til det kommende valg næste år, hvor Infantino går efter den fjerde periode i spidsen for Fifa.

– Jeg hører mange være imod Infantino og være uenige i det, han gør. Men de gør ikke noget.

I forbindelse med det forgangne VM er Tebas særligt utilfreds med, at USA’s angriber Folarin Balogun fik annulleret sin karantæne til kampen mod Belgien, efter at han havde fået rødt kort i kampen forinden.

Det skete, efter at USA’s præsident, Donald Trump, havde opfordret Fifa til at slette karantænedagen.

– Suspenderingen af den amerikanske spillers karantæne er en ekstremt alvorlig sag. De var heldige, at Belgien eliminerede USA, for ellers kunne der være opstået en sag, der kunne have kostet Infantino jobbet, mener Tebas.

Han var allerede imod udvidelsen til 48 nationer ved VM og er derfor også kritisk over for Infantinos planer om at drøfte en udvidelse til 64 hold.

Tebas mener, at der i forvejen køres rovdrift på de bedste spillere.

– At øge antallet af hold giver ingen mening, siger Tebas.

Linjerne er trukket hårdt op mellem Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Ifølge The Times og The Telegraph udeblev Uefa-præsident Aleksander Čeferin fra søndagens VM-finale for at vise sin utilfredshed med Fifa.

RITZAU

Planet Nusa får det største underskud i tøjbrandets historie

Tøjbrandet Planet Nusa har fået det største underskud i selskabets historie. Sidste år lød minusset på godt 12 en halv million kroner. Det skriver mediet DetailWatch. Ifølge medstifter Mille Skat kommer underskuddet som følge af en bevidst strategisk omstilling. Planet Nusa har ellers tidligere leveret flere rekordregnskaber. Men i slutningen af sidste år blev virksomheden ramt af kritik fra tidligere ansatte, der berettede om en usund kultur. Dengang erkendte stifterne over for Radio 4, at en del af kritikken var rigtig.

Stolt Skjelmose anser Tour-enkeltstart som sit livs bedste

Remco Evenepoel og Tadej Pogacar kunne han ikke røre, men ser man bort fra de to fænomener, var Mattias Skjelmose bedre end samtlige konkurrenter på Tour de Frances enkeltstart tirsdag eftermiddag.

Den 25-årige dansker fik tredjebedste tid og var blandt andet mere end et minut hurtigere end sin kaptajn på Lidl-Trek, Juan Ayuso.

– Jeg er superglad. Jeg kørte mit livs enkeltstart. Jeg lavede et sats med at lægge så hårdt ud, og jeg troede ikke, at jeg kunne holde det til toppen.

– Det måtte briste eller bære, og i dag havde jeg bare en af de dage, hvor jeg kunne blive ved. Jeg er enormt tilfreds, siger Skjelmose.

Han startede syvendesidst og havde bedste mellemtid efter den mere end ni kilometer lange indledende stigning og lå forrest hele vejen gennem ruten mellem Evian og Thonon.

Kun de to sidst startende, Evenepoel og Pogacar, var hurtigere, da de kom forbi samme punkter nogle minutter senere.

Skjelmose indledte etapen på en samlet syvendeplads med mere end tre et halvt minut til podiet. Derfor følte han ikke, han havde så meget at miste, hvis hans rasende udlæg skulle ende med at give bagslag.

– Jeg var et sted i klassementet, hvor der var plads til at satse, og det bar også frugt.

– Men jeg vil næsten sige, at det faktum, at jeg kun tabte otte sekunder til Remco fra sidste mellemtid og hjem, det er jeg næsten mere glad for. Det er hans del af ruten, siger Mattias Skjelmose.

Florian Lipowitz, samlet nummer fem inden etapen, styrtede og udgik. Dermed avancerede Skjelmose til sjettepladsen.

RITZAU

Tempomonsteret Evenepoel sætter konkurrenterne på plads

Remco Evenepoel (Red Bull) vinder 16. etapes enkeltstart i Tour de France foran Tadej Pogacar (UAE). Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) bliver treer.

Nicaraguas præsident vil sætte en stopper for nye valg i landet

I fremtiden skal der ikke længere afholdes valg i Nicaragua. Det sagde landets præsident, Daniel Ortega, i en tale søndag aften. Ifølge nyhedsbureauet Reuters slog præsidenten fast, at oppositionen ikke længere skal have mulighed for at overtage magten. Men den udmelding møder kritik fra USA. Tirsdag har den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, fordømt udtalelsen. I en pressemeddelelse skriver han, at det afslører styrets sande autoritære natur. Samtidig opfordrer han det internationale samfund til at stå sammen mod styret. Daniel Ortega har siddet uafbrudt ved magten siden 2007.

Nicaraguas præsident vil sætte en stopper for nye valg i landet

Nicaragua skal fremover ikke længere afholde valg.

Det sagde det centralamerikanske lands præsident, Daniel Ortega, søndag aften i en tale ifølge Reuters.

– Der vil ikke længere blive afholdt valg, hvor de (oppositionen, red.) kan forsøge at overtage regeringen og magten, sagde Ortega i talen.

Talen blev ifølge Reuters afholdt til minde om den sandinistiske revolution i 1979, hvor Ortega var med til at vælte det USA-støttede styre under Anastasio Somoza.

Den 80-årige præsident tilføjede ifølge nyhedsbureauet, at de dage, hvor partier støttet af USA vil vende tilbage til magten, er forbi.

– Aldrig mere, sagde Ortega.

USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, fordømmer tirsdag meldingen fra Ortega.

– Daniel Ortegas udtalelse om, at der under hans families diktatur aldrig igen vil blive afholdt valg i Nicaragua, afslører deres sande autoritære natur, skriver Rubio i en pressemeddelelse.

Udenrigsministeren tilføjer, at landets befolkning har ret til selv at vælge deres egne ledere gennem demokratiske valg.

– USA opfordrer det internationale samfund til at stå sammen om at vise Murillo-Ortega-diktaturet, at det ikke kan forvente at fortsætte som hidtil i sine relationer med andre nationer, når det undergraver de grundlæggende principper i vores demokratiske halvkugle, skriver Rubio i pressemeddelelsen.

RITZAU

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Tirsdag d. 21. juli 2026 Udsendt kl. 17.00 Oversigt:
Meteorologens overblik: Køligt og ustadigt sommervejr

Onsdag aften og natten til torsdag:
Om aftenen lidt eller nogen sol og enkelte byger, men om natten mest tørt og til dels klart vejr. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og let til frisk vind fra nordvest.

Torsdag:
På Bornholm spredte regnbyger og kun lidt sol, ellers mest tørt med nogen eller en del sol. Temp. mellem 17 og 22 grader. Vinden bliver let til frisk omkring nordvest. Om aftenen mest tørt med nogen sol, men om natten mere skyet. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og vinden bliver svag til jævn omkring vest, i Nordjylland op til frisk vind.

Fredag:
Kun lidt sol, og i løbet af dagen lidt regn flere steder. Temp. mellem 15 og 21 grader, og let til frisk vind fra vest og sydvest. Om natten mest skyet og stedvis lidt regn. Temp. ned mellem 12 og 16 grader, og let til frisk vind omkring sydvest.

Lørdag:
På Bornholm tørt med nogen sol, men ellers mest skyet og der kommer regn vestfra. Om natten mest skyet og perioder med regn. Dagtemp. mellem 15 og 22 grader, varmest mod sydøst, om natten mellem 13 og 17 grader. Svag til jævn vind fra vest og sydvest, stedvis op til frisk vind.

Søndag:
Mest skyet med regn i perioder. Dagtemp. mellem 15 og 21 grader, om natten mellem 10 og 15 grader. Svag til jævn vind omkring vest, stedvis op til frisk vind.

Medicinalselskabet Eli Lilly afviser, at man har brugt vildledende markedsføring af vægttabsmidlerne Zepbound og Mounjaro.

Novo Nordisk meldte tidligere tirsdag, at selskabet sagsøger Eli Lilly for udeladt relevant information.

– Vi står fuldt og fast bag vores reklamer, oplyser selskabet ifølge Reuters.

– Vi vil fortsat fokusere på videnskaben og forsvare os resolut mod Novo Nordisks søgsmål, lyder det videre.

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Tirsdag den 21. juli 2026.

Der er kulingvarsel for Kattegat, Skagerrak, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til onsdag aften, udsendt klokken 16.20.

Østersøen omkring Bornholm:
Sydvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. Sundet: Vest 7 til 12 m/s. God sigt.

Kattegat:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den nordlige del kuling fra nordøst 9 til 14 m/s. Og i den sydlige del vest 6 til 11 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra nordøst 10 til 15 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag nordøst 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
Nordvest 7 til 12 m/s. Og i den nordøstlige del kuling fra vest 11 til 16 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 3,5 m. Dønning: 2 m.

Tyskebugt:
Nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 3 m. Dønning: 1,5 m.

Mand tiltalt for vold mod tillidsvalgt fra Alternativet

En 24-årig mand er blevet tiltalt for vold mod en tillidsvalgt mand fra partiet Alternativet.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi tirsdag over for Vejle Amts Folkeblad.

Overfaldet skete den 10. maj til partiets landsmøde i kulturcentret Spinderihallerne i Vejle.

Her blev den tillidsvalgte mand slået i baghovedet og var efterfølgende til tjek på hospitalet. Den 24-årige er i den forbindelse blevet tiltalt efter straffelovens paragraf 244 om almindelig vold, skriver lokalmediet.

Ifølge politiet var overfaldet ikke politisk motiveret, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Den 24-årige mand blev anholdt den 24. maj i Vejle, men blev løsladt dagen efter.

Retssagen mod ham er berammet til onsdag den 12. august. Han er foruden vold mod den tillidsvalgte mand tiltalt for en række andre episoder. Det gælder blandt andet grov vold og overtrædelse af knivloven, skriver lokalmediet.

Umiddelbart efter overfaldet var Ritzau i kontakt med Alternativets presseafdeling, som oplyste, at den tillidsvalgte mand var rystet efter episoden, men at han efter omstændighederne havde det godt.

Ritzau har taget kontakt til Alternativet, der ikke har nogen kommentar til, at der nu er rejst tiltale.

RITZAU

Anklager: Dræbt britisk minister blev slået i hovedet med hammer

Den tidligere britiske juniorminister Ann Widdecombe blev slået i hovedet 21 gange med en hammer under et dødeligt overfald i sit hjem tidligere i juli.

Det siger anklagemyndigheden tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En 28-årig brite fra det nordlige England er blevet sigtet for drabet på hende.

Anklager Kashif Malik siger i en retssal i London tirsdag, at et kamera inde i Widdecombes hjem har filmet overfaldet.

78-årige Ann Widdecombe blev den 9. juli fundet død i sit hjem af politiet, da det rykkede ud til den konservative politikers adresse i Haytor i det sydvestlige England.

Hun havde “pådraget sig alvorlige skader”, lød det fra politiet ifølge BBC.

Politiet mener, at Widdecombe blev angrebet omkring et døgn, før hun blev fundet død.

Malik fortæller i retten, at Widdecombe skulle have deltaget online i et tv-interview den 8. juli, men ikke var mødt op.

Dagen efter havde hendes personlige assistent derfor bedt gartneren om at tjekke op på hende, og gartneren fandt hende død på køkkengulvet.

Kameraoptagelserne fra Widdecombes hjem viser, hvordan den formodede gerningsmand trådte ind i hendes hjem, mens hun spiste frokost.

Han spurgte hende, om hun havde nogle bankkort og et ID-kort, hvorefter han slog Widdecombe med en hammer 21 gange, tog hendes pung og forlod stedet, siger anklageren.

I sidste uge sagde den britiske antiterrorenhed, at Widdecombe blev dræbt i et “målrettet angreb”.

– Det er tydeligt, at det var et målrettet angreb. Vi arbejder stadig på at blive klogere på omfanget af planlægningen og forberedelsen og motivet bag drabet, sagde chef for den britiske antiterrorenhed i politiet Laurence Taylor ifølge BBC.

RITZAU/Reuters

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]