Seneste nyheder

24. oktober 2026

Endnu en profil forlader kriseramte LIV Golf

Den kriseramte golftour LIV Golf mister endnu et prominent navn i sporten.

Den 50-årige brite Ian Poulter skriver fredag på det sociale medie X, at det var en “svær beslutning”, men at han nu forlader LIV Golf.

Poulter er den anden spiller i denne uge, der forlader den kriseramte tour.

Tidligere meddelte sydafrikanske Louis Oosthuizen, at han vil vende tilbage til European Tour næste år.

LIV Golf har søgt om konkursbeskyttelse og forsøger at udarbejde en ny forretningsplan, efter at den saudiarabiske investeringsfond PIF har trukket sin økonomiske støtte og dermed ændret tourens økonomiske udsigter markant.

LIV Golf blev grundlagt i 2021 og tiltrak flere af sportens største navne med løfter om større beløb end på PGA Tour og DP World Tour.

RITZAU

I Nordjylland har politiet fået fem anmeldelser om bedragerier ved hjælp af såkaldt bankbude på fem timer.

Vagtchef Jesper Sørensen fortæller, at ofrene har mistet “væsentlige beløb”, uden han vil komme det nærmere. Der er tale om to sager i Hirtshals, to i Hjørring og et i Brønderslev.

Også i Midt- og Vestjyllands Politi er der fredag eftermiddag kommet anmeldelser om, at ældre borgere bliver udsat for den form for bedrageri.

Det var mod en borger i Holstebro-området og en i Vildbjerg-området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Partistifter lukker partiet Grønne Demokrater

Partiet Grønne Demokrater er officielt lukket, oplyser partistifter Theresa Scavenius til Ritzau.

Partiet fik ikke nok vælgererklæringer til at stille op til folketingsvalget i foråret. Theresa Scavenius stillede derfor op som løsgænger, men fik ikke nok stemmer til at blive valgt ind.

Med den officielle lukning af Grønne Demokrater er Theresa Scavenius ikke længere medlem af et politisk parti og genopstiller ikke ved næste valg, lyder det.

Hun vil i stedet fokusere på “forskning og anden formidling”, skriver hun til Ritzau.

– Det har været helt fantastisk at få lov til at være demokratiets og borgernes vagthund i Folketinget og samtidig få indsigt i, hvordan politik foregår og ikke foregår.

– Nu glæder jeg mig til at bruge mine erfaringer i mit videre arbejde med forskning, analyser og formidling, skriver hun.

Theresa Scavenius blev valgt ind for Alternativet ved valget i 2022.

Hun blev siden løsgænger og stiftede i 2024 partiet Grønne Demokrater, som hun forsøgte at få opstillet til valget.

Det måtte hun dog opgive, da hun ikke kunne samle nok vælgererklæringer.

Da Scavenius droppede at få partiet på stemmesedlen, havde partiet 8760 gyldige vælgererklæringer.

Det lykkedes hende dog efterfølgende at samle 150 underskrifter og dermed nok til at stille op som løsgænger.

Da Scavenius i august 2024 præsenterede Grønne Demokrater, lød det, at det ville “gøre op med hovsalovgivning og snuptagsløsninger”.

Partiet ville også have, at folketingsmedlemmer til alle tre lovbehandlinger i Folketingssalen skal have mulighed for at udtrykke bekymringer og indhente eksperter, så lovarbejdet bliver gjort mere grundigt end i dag.

Grønne Demokrater er ikke det første parti, Theresa Scavenius har stiftet. I 2021 stiftede hun klimapartiet Momentum, efter at hun første gang forlod Alternativet.

Samme år ved kommunalvalget forsøgte partiet uden held at komme ind i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Momentum var aldrig i nærheden af at indsamle de lidt over 20.000 vælgererklæringer, der er nødvendige for at blive opstillet til et folketingsvalg.

Året efter gik partiet på pause og lod sig siden indlemme i Alternativet, som kom i Folketinget med Theresa Scavenius som et af Alternativets seks mandater.

RITZAU

Mindst seks mister livet ved skyderi i kirke i Jordan

Mindst seks personer er fredag blevet dræbt i et skyderi i en kirke i Jordan.

Det oplyser Direktoratet for Offentlig Sikkerhed ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere lød det, at syv personer var blevet dræbt. Det er sent fredag eftermiddag blevet nedjusteret.

28 personer er ifølge myndighederne såret.

Skyderiet fandt sted i byen Karak i den sydlige del af landet.

Ifølge myndigheder blev skyderiet udført af to uidentificerede mænd.

Ifølge Reuters skete skyderiet, mens der var begravelse i kirken.

Politiet arbejder på at finde frem til de mistænkte.

Jordans konge Abdullah lover i et opslag på X gengæld for angrebet.

– Terrorangrebet mod Karak vil blive mødt med den hårdeste gengældelse, skriver han.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Fredag den 23. oktober 2026.

Der er kulingvarsel for Østersøen omkring Bornholm, Vestlige Østersø, Bælthavet og Sundet, Kattegat, Skagerrak, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til lørdag aften, udsendt klokken 16.35.

Østersøen omkring Bornholm:
Kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen formiddag syd 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra syd 9 til 14 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Kuling fra sydøst 10 til 15 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra syd 10 til 15 m/s. God sigt. Sundet: Kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydøst 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra syd 9 til 14 m/s. God sigt.

Kattegat:
Sydøst 8 til 13 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag kuling fra sydøst 10 til 15 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Øst 7 til 12 m/s. God sigt. I nat kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag sydøst 8 til 13 m/s. God sigt.

Fisker:
Kuling fra sydøst 11 til 16 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag øst 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag syd 7 til 12 m/s. Og i den nordvestlige del vest 7 til 12 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2,5 m. Dønning: 2 m.

Tyskebugt:
Kuling fra sydøst 10 til 15 m/s. God sigt. I nat i den nordlige del kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. Og i den sydlige del kuling fra nordvest 14 til 19 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra nordvest 13 til 18 m/s. Og i den nordøstlige del kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra vest 12 til 17 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 4 m. Dønning: 2 m.

Én død og flere sårede efter skudepisode nær Paris

Én person har fredag mistet livet i forbindelse med skud fra en kørende bil i den franske by Trappes vest for hovedstaden Paris.

Yderligere fire personer er kommet til skade ved skudepisoden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Landets premierminister, Sébastien Lecornu, oplyser ifølge nyhedsbureauet, at de franske antiterror-myndigheder undersøger sagen.

Fredag eftermiddag kalder landets indenrigsminister, Laurent Nunez, skyderiet for “klart en terrorhandling”.

Borgmesteren i Trappe siger samtidig, at skyderiet var et “racistisk og formentligt islamofobisk angreb”.

Ifølge AFP var det en mand, der affyrede skud fra bilen.

Den mistænkte blev anholdt i den nærliggende by Coignières, efter at han havde affyret skud i både Trappes og nabobyen La Verrière.

Skyderiet foregik omkring klokken 10.30.

RITZAU

Mænd mistænkt for spionage mod nordjysk firma er løsladt

To unge ukrainske mænd, der er sigtet for spionage, er fredag blevet løsladt.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tidligt fredag aften.

De to mænd på 18 og 21 år blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvor anklagemyndigheden krævede dem varetægtsfængslet for spionage ved at have fotograferet virksomheden MyDefence i Nørresundby.

Billederne skulle de have videresendt til en bruger på kommunikationstjenesten Telegram, og det skulle have hjulpet russiske efterretningstjenester til at virke inden for den danske stats område.

MyDefence er en forsvarsvirksomhed, der udvikler teknologi til at bekæmpe droner.

Dommeren vurderede dog tirsdag, at mistanken mod mændene ikke var stærk nok til at varetægtsfængsle dem, og de fik i stedet opretholdt anholdelsen i tre døgn.

I de døgn, der stod til at udløbe ved 21-tiden fredag, har politiet kunnet efterforske sagen og finde beviser for, at mændene skulle varetægtsfængsles.

– Med baggrund heri fastholder vi sigtelsen, men det er samtidig vores vurdering, at der ikke er det fornødne grundlag for, at de anholdte skal genfremstilles med krav om fængsling, siger politiinspektør Sune Myrup i pressemeddelelsen.

De to ukrainere er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 108, stk. 1. Paragraffen kaldes også den milde spionageparagraf.

De to sigtede nægter sig skyldige. Det kom frem i tirsdagens retsmøde.

Sagen er blevet efterforsket i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).

De to mænd er fortsat sigtet på trods af løsladelsen, og efterforskningen fortsætter.

Efterforskningen skal afklare, hvad de to personer konkret har vidst og medvirket til.

– Rusland kan have en interesse i at udnytte ukrainske flygtninge, der derfor kan være særligt udsatte for forsøg på rekruttering eller manipulation og udnyttelse.

– Vores advarsel er klar: Man kan komme til at hjælpe en russisk efterretningstjeneste uden at vide, hvem man reelt arbejder for. Stop op, hvis en ukendt person tilbyder betaling for usædvanlige foto- eller observationsopgaver. Kontakt også politiet, hvis du allerede har udført en sådan opgave, skriver PET til Ritzau efter løsladelsen.

Også justitsminister Nicolai Wammen (S) opfordrer til opmærksomhed.

– Den russiske trissel mod Danmark er fortsat helt til stede. Det er derfor særdeles vigtigt, at alle er opmærksomme på, at man ikke bevidst eller ubevidst kommer til at hjælpe Rusland med deres beskidte planer for handlinger i Danmark, siger han i et skriftligt citat.

Ifølge Wammen risikerer borgere at blive hvervet eller lokket ud i situationer, hvor man kan “blive en brik eller en nyttig idiot”, der udnyttes af russiske efterretningstjenester.

Sagen i Nordjylland kom, omkring en måned efter at PET advarede om, at russiske efterretningstjenester aktivt forbereder sabotagehandlinger mod danske forsvarsvirksomheder.

I september oplyste PET, at tjenesten havde afdækket konkrete forsøg på at rekruttere almindelige danskere til blandt andet at fotografere virksomheder og installationer.

Billederne kunne ifølge PET bruges til at planlægge sabotage.

Politiinspektør Sune Myrup gentager fredag, at man ikke bør tage imod tilsyneladende uskyldige fotoopgaver fra ukendte personer.

Man risikerer i yderste konsekvens at hjælpe udenlandske efterretningstjenester med at gennemføre alvorlig kriminalitet, som kan bringe menneskeliv i fare, lyder advarslen.

RITZAU

Arbejdet med screeningsmodel for statsborgerskab bliver forsinket

Ekspertgruppen, som skal undersøge mulighederne for en screeningsmodel for statsborgerskabsansøgere, bliver yderligere forsinket i sit arbejde.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

– På grund af arbejdets omfang og kompleksitet kan vi ikke nå at aflevere vores anbefalinger omkring årsskiftet. Jeg forventer i stedet, at vi afslutter vores arbejde medio marts næste år, siger formand for ekspertgruppen Henrik Thomassen i pressemeddelelsen.

RITZAU

USA melder om våbenhvile i ukrainsk by

Rusland og Ukraine er ifølge Det Hvide Hus blevet enige om en våbenhvile i den ukrainske by Olesjky. Det skriver Reuters. Våbenhvilen starter torsdag den 29. oktober, men meldingen er endnu ikke bekræftet af hverken Rusland eller Ukraine. Ifølge Det Hvide Hus er det den amerikanske førstedame, Melania Trump, som har sikret aftalen. Våbenhvilen skal give adgang til humanitær hjælp og forberede en evakuering af civile i den russiskbesatte by. I en udtalelse skriver Melania Trump, at situationen er alvorlig, og at indbyggerne har akut brug for mad, medicin og rent vand.

Von der Leyen ser demokratiet genopbygge i Ungarn efter Orbáns fald

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, glæder sig over, at demokratiet og retsstaten er ved at blive genopbygget i Ungarn. Det gjorde hun fredag under en tale i Budapest. I foråret tabte den tidligere premierminister Viktor Orbán nemlig valget til Péter Magyar. Den nye regering har siden gennemført flere reformer for at styrke retsstaten og bekæmpe korruption. Det har fået EU til at frigive milliarder af indefrosne støttekroner til landet. Samtidig kan ungarske studerende igen komme på udveksling. Selvom forholdet til EU er forbedret, er den nye premierminister dog fortsat skeptisk over for at støtte Ukraine økonomisk.

Arla tilbagekalder budding af frygt for glasfragmenter

Mejerikoncernen Arla Foods tilbagekalder en række partier af Arla Protein Pudding grundet risiko for, at buddingen kan indeholde små fragmenter af glas.

Det oplyser Arla Foods i en pressemeddelelse.

– Selv om sandsynligheden for, at et enkelt produkt indeholder glasfragmenter, vurderes at være meget lav, tilbagekalder Arla de berørte partier, skriver mejerikoncernen.

Det drejer sig om både Arla Protein Pudding med chokoladesmag og Arla Protein Pudding med karamelsmag.

De berørte buddinger er blevet solgt på tværs af Danmark, i grænsebutikkerne og på Færøerne og i Grønland.

De er blevet produceret på Esbjerg Mejeri mellem den 12. juni og den 14. juli 2026.

Arla Foods oplyser til kunderne, at de skal kigge på toppen af emballagen for at finde produktionskoden og bedst før-datoen, så buddingerne, der kan indeholde glas, kan identificeres.

Produktionskoden er M224.

For chokoladebuddingerne drejer det sig om produkter med bedst før-datoer henholdsvis 11. januar 2027, 18. januar 2027, 20. januar 2027 og 6. februar 2027.

For karamelbuddingerne drejer det sig om produkter med bedst før-datoer den 23. januar 2027 og 2. februar 2027.

– Forbrugere, der har købt de pågældende produkter, opfordres til ikke at spise dem. Produkterne kan enten kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor de er købt, skriver Arla Foods og beklager de gener, som tilbagekaldelsen måtte medføre.

RITZAU

USA melder om våbenhvile i ukrainsk by

Rusland og Ukraine er ifølge Det Hvide Hus blevet enige om en våbenhvile i byen Olesjky i Ukraine.

Det skriver Reuters.

Våbenhvilen starter ifølge Det Hvide Hus den 29. oktober, lyder det videre.

Ruslands præsidentielle talsperson, Dmitrij Peskov, bekræfter tidligt fredag aften aftalen.

Det lyder dog fra russisk side, at det russiske militær vil indstille kampene fra klokken 04 lokal tid den 27. oktober. Det oplyser Valerij Gerasimov, der er landets generalstabschef.

Den ukrainske ombudsmand for menneskerettigheder, Dmytro Lubinets, siger ligeledes fredag, at våbenhvilen bør træde i kraft den 27. oktober.

Ifølge Det Hvide Hus er det den amerikanske førstedame Melania Trump, som har sikret våbenhvilen.

Både Ukraine og Rusland roser førstedamen for hendes indsats.

Våbenhvilen skal ifølge amerikanerne give adgang til humanitær hjælp og forberede en evakuering af civilbefolkningen.

Oleskjy er en russiskbesat by, som ligger i Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.

Der har været meldinger om en stadig mere alvorlig fødevarekrise, som udfolder sig i byen.

– Situationen i Oleskjy er alvorlig. Olesjky er en by ved fronten, der befinder sig på randen af en katastrofe. Den tilbageværende befolkning i Oleshky består hovedsageligt af ældre, der har akut brug for lægehjælp, medicin, mad og rent vand, skriver Melania Trump i en udtalelse.

Så sent som i sidste uge havde pave Leo et telefonopkald med den russiske præsident, Vladimir Putin, om byen.

Her udtrykte paven en “dyb bekymring” for den humanitære situation i byen og opfordrede Putin til at tillade nødhjælp og mad at komme ind i byen og ligeledes tillade en frivillig evakuering af civile.

Efterfølgende havde paven ligeledes et telefonopkald med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvor paven igen nævnte hans bekymringer for situationen i byen.

Både Ukraine og Rusland har anklaget hinanden for at blokere adgangen til forsyninger til byen, som Ukraine gerne vil generobre.

RITZAU/Reuters

Formanden for Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skuffet over, at rigspolitichefen under et møde fredag ikke ville beklage, at to fotografer fik slag med knipler af politifolk under demonstrationer i København lørdag.

– Jeg kan godt forstå, at han ikke kan gå i detaljer om, hvad der er sket hvornår.

– Men jeg er skuffet over, at han ikke baseret på de voldsomme billeder og videoer kan beklage, at der er fotografer, der har fået slag. Det forstår jeg ikke, siger han.

Ukraine og Rusland udveksler 270 krigsfanger

Ukraine og Rusland har fredag gennemført en udveksling af krigsfanger.

Hver side har overdraget 270 fanger.

Det oplyser begge lande ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver i et opslag på X, at “270 af vores folk er hjemme”.

– Mange af dem, der er blevet frigivet, var ulovligt dømt i Rusland. Blandt dem, der vender hjem, er fem personer, som var formodet dræbt under et russisk terrorangreb i juni 2022, skriver præsidenten.

Ni civile er blandt de frigivne ukrainere.

Den sidste store fangeudveksling mellem de to lande fandt sted tilbage i august.

Da blev 103 ukrainere i første omgang frigivet, efterfulgt af ti yderligere.

RITZAU

Netanyahu varsler storskala-militæroperation på Vestbredden

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, varsler fredag, at en storskala-militæroperation er undervejs på Vestbredden.

Premierministeren lover samtidig at fordrive nogle af indbyggerne i Hebron efter skudepisoden i byen tidligere fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Israelske styrker vil rykke ind i det kvarter, hvor terroristerne kom fra, evakuere beboerne, gå fra hus til hus og ødelægge terroristernes infrastruktur, lyder det fra Netanyahu under et besøg i Hebron.

Han fortæller, at han overvejer en “omfattende” operation.

Det lyder, at der ikke skal være set lignende siden Seksdageskrigen i 1967.

– IDF (Israels militær, red.) er klar til at gennemføre. Vi vil fastlægge et tidspunkt, men den er på vej, siger han.

RITZAU

DBU-formand havde forventet Asien-støtte til Infantino

Præsidenten for Asiens Fodboldforbund (AFC) erklærede natten til fredag dansk tid bred støtte til Fifa-præsident Gianni Infantino ved det kommende valg i Det Internationale Fodboldforbund, og den asiatiske støtte til Infantino kommer ikke bag på formand for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller.

– Det er helt som forventet. AFC har altid støttet Infantino, og det regnede jeg også med, ville ske denne gang, ud fra de oplysninger jeg har, siger Jesper Møller til Ritzau.

DBU-formanden havde dog håbet på, at AFC ville vente med at ytre sig om sit ståsted, før man kender navnet på den modkandidat, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er med til at opstille før valget ved Fifa-kongressen 18. marts næste år.

– Jeg ville da have ventet, indtil man kender det samlede kandidatfelt, men det var selvfølgelig naturligt at snakke om, når de havde kongres, lyder det fra Møller.

Afrika ventes at bakke fuldt op om Infantino, og da Afrika sammen med Asien har 101 stemme, er der ikke langt op til de 106 stemmer, der skal til for at få flertal ved valget. Dem ventes han at kunne samle i Sydamerika.

Jesper Møller medgiver, at det bliver svært at vælte Infantino.

– Han har stor opbakning, så det bliver svært, som jeg hele tiden har sagt, men lad os nu se, når vi kender kandidaterne, efter fristen er udløbet i november. Der er mange, der kan nå at skifte mening, før der skal stemmes. Der kan sagtens nå at ske noget, lyder det fra DBU-formanden.

Uefa har været hårdest i sin kritik af Infantino, efter at præsidenten lancerede planer om at sælge kommercielle andele af Fifas turneringer til private investorer, herunder VM.

Også Nord- og Mellemamerika er som udgangspunkt med på Uefas vogn.

Også dele af Asien kritiserede Infantino for planerne, men nu lader der altså til at være opbakning fra det store kontinent.

Jesper Møller forventer, at der præsenteres en modkandidat i løbet af november.

RITZAU

INFO: Historie om folketingsmedlem Jacob Harris’ konkurskarantæne er udsendt på stoftype K.

Kenyansk maratonmester er taget for doping

Den forsvarende verdensmester i maratonløb Peres Jepchirchir suspenderes for brug af doping.

Det skriver Athletics Integrity Unit (AIU), der blandt andet håndterer antidopingarbejde i atletikken.

Dopingprøven blev taget uden for konkurrence i Kenya forud for hendes seneste sejr i Sydney Marathon.

Prøven viste et positivt resultat for det præstationsfremmende og ulovlige stof epo.

Derfor suspenderes den 33-årige kenyaner.

RITZAU

Jacob Harris har fået konkurskarantæne i tre år

Fredag har skifteretten i Roskilde besluttet, at folketingspolitikeren Jacob Harris skal have konkurskarantæne i de næste tre år.

Det skriver TV 2, der har oplysningen fra kurator og konkursadvokat Morten Bjerregaard.

Konkurskarantænen betyder, at Harris, der er løsgænger i Folketinget, de næste tre år ikke må være leder eller bestyrelsesmedlem i en virksomhed, ligesom han ikke kan eje en virksomhed uden at hæfte personligt.

Afgørelsen er truffet i forbindelse med Jacob Harris’ virke i selskabet Krokodille ApS, som hans hustru er direktør for.

Ifølge TV 2 er hustruen også blevet idømt tre års konkurskarantæne.

Konkurskarantænen er ifølge mediet begrundet i parrets adfærd i Krokodille ApS. Selskabets bogføring var mangelfuld og for så vidt angår 2025 helt fraværende, lyder det.

Jacob Harris blev valgt ind i Folketinget i forbindelse med valget i marts for Borgernes Parti, men få dage efter blev han ekskluderet.

Ifølge partiet havde Harris “ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet og tilmed gentagne gange handlet i modstrid med partiets værdier”.

RITZAU

70.000 franske soldater udsendes til demonstrationer

Den franske regering mobiliserer 70.000 sikkerhedsstyrker på tværs af landet i forbindelse med demonstrationer lørdag.

Det oplyser indenrigsminister Laurent Nunez ifølge Reuters.

Landets politiske venstrefløj har ifølge ham opfordret til plyndringer og vold.

– Kig på sociale medier. Der er kommet opfordringer fra den yderste venstrefløj om at gå efter offentlige bygninger. Vi taler ikke om en fredelig demonstration, lyder det.

Flere byer har nedlagt forbud mod demonstrationer efter flere dages uro i sidste uge.

Flere ugers protester kulminerede i de værste optøjer i Frankrig i flere år.

Omkring 2500 personer blev anholdt. Tusinder af butikker blev ødelagt eller plyndret.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]