Seneste nyheder

12. november 2026

To alvorligt tilskadekomne efter uheld med tre biler i Brande

To personer er kommet alvorligt til skade i et trafikuheld nær Brande, hvor tre biler har været involveret.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Thomas Hald til Ritzau.

– Det er svært at være helt sikker på, hvad årsagen til ulykken er, men der er noget, der tyder på, at en af parterne ikke har overholdt sin ubetingede vigepligt, siger vagtchefen.

Uheldet er sket i byen Fasterholt i et kryds mellem Dørslundvej og Ejstrupvej.

Krydset er spærret og vil ifølge Thomas Hald være det noget tid endnu.

Thomas Hald oplyser ifølge TV Midtvest, at der er tale om to kvinder, som er kommet til skade.

Kvinderne sad begge i samme bil. De er blevet fløjet på sygehuset med lægehelikopter.

Ifølge mediet var det en tredje person, der sad bag rattet. Det lyder, at ingen fra de andre involverede biler er kommet til skade.

Politiet modtog anmeldelse om uheldet klokken 18.36, og en bilinspektør skal nu undersøge stedet.

De pårørende er endnu ikke underrettet. Vagtchefen kan derfor endnu ikke oplyse nærmere om de involverede personer.

RITZAU

Det amerikanske militær har indledt en ny bølge af angreb mod Iran torsdag aften dansk tid.

Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på X.

Det er femte aften i træk, at USA angriber landet med det mål at nedbryde dets militære evner yderligere, lyder det fra Centcom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DSB forlænger igen periode med færre tog grundet personalemangel

DSB forlænger endnu en gang perioden med færre regionaltog på Sjælland. Nu forventer man, at der vil køre færre tog frem til og med den 16. august. Det skriver DSB på sin hjemmeside. Det betyder, at nogle afgange er helt aflyst, mens andre kun kører én gang i timen. Årsagen er mangel på personale. Informationschef i DSB, Tony Bispeskov, har tidligere forklaret, at et stort sporarbejde kræver ekstra togførere. DSB oplyser dog, at man er i gang med at ansætte og uddanne nye togførere.

DSB forlænger igen periode med færre tog grundet personalemangel

I juni lød det fra DSB, at der frem til 30. juni ville køre færre regionaltog på Sjælland, men for anden gang forlænges perioden.

Estimatet lyder nu, at der vil køre færre tog på Sjælland frem til og med 16. august.

Det skyldes mangel på togpersonale under igangværende sporarbejde.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

De regionaltog, der kører mellem Slagelse og Københavns Lufthavn udenom København Hovedbanegård, er aflyst.

På to andre strækninger vil toget kun køre én gang i timen.

Det gælder afgange mellem Næstved og Københavns Hovedbanegård via Køge.

Uden for myldretiden vil toget mellem Nykøbing Falster, Næstved og Københavns Hovedbanegård med togskifte i Næstved også kun køre én gang i timen.

I uge 29 kører der togbusser i stedet for tog mellem Ringsted og Korsør grundet sporarbejde.

Perioden med togbusser slutter 20. juli, hvor perioden med de færre regionaltog altså forlænges.

Hovedårsagen til udfordringerne er “krævende sporarbejde” på hovedstrækninger denne sommer, oplyste DSB tidligere.

Sporarbejdet indebærer et højere forbrug af togførere, sagde DSB ‘s informationschef, Tony Bispeskov, i et skriftligt svar 29. juni.

– Og endelig skal vores personale også afvikle afspadsering og ferie, ligesom vi oplever et øget sygefravær lige nu, sagde han.

RITZAU

Trumps teleprompter-operatør mistænkes for at oddse på taler

USA’s præsident Donald Trumps teleprompter-operatør er sendt på ubetalt orlov, efter at han er blevet beskyldt for at tjene penge på at spille på, hvad præsidenten vil sige i sine taler.

Det siger Karoline Leavitt, der er talskvinde for præsidenten, på en briefing i Det Hvide Hus torsdag.

Hun tilføjer, at hun har talt med Trump om sagen.

– Han mener, at det er meget uheldigt og ærlig talt en skændsel, siger Leavitt.

Det amerikanske medie ABC News har torsdag skrevet, at manden, der siden 2016 har styret Trumps teleprompter, når han holder taler, menes at have tjent over 100.000 dollar på at spille på indholdet af Trumps taler på bettingsiden Kalshi.

Det har efterforskere fra USA’s Commodity Futures Trading Commission (CFTC) fundet ud af, siger kilder til ABC News.

CFTC er en føderal myndighed, der overvåger de amerikanske markeder og arbejder med at bekæmpe markedsmanipulation.

Ifølge ABC News’ kilder var det Kalshi, der kontaktede CFTC på grund af mistænkelig aktivitet på den del af platformen, hvor man kan spille på, hvilke ord, sætninger og emner, der nævnes i officielle taler.

RITZAU

England forbyder salg af energidrikke til børn under 16 år

I England vil det inden så længe være slut med at sælge energidrikke til børn under 16 år.

Det oplyser den britiske regering, der vil indføre et forbud gældende fra april 2027.

Forbuddet kommer til at omfatte energidrikke med mere end 150 milligram koffein per liter.

Dermed er energidrikke fra producenterne Red Bull og Monster Energy omfattet af forbuddet.

I en klassisk energidrik fra Red Bull og Monster Energy er der 320 milligram koffein per liter.

I Danmark findes der ingen lov om, hvor gammel man skal være for at købe energidrikke, men Fødevarestyrelsen fraråder, at børn drikker energidrikke.

Ifølge den britiske regering drikker omkring 100.000 børn under 16 år energidrik på daglig basis.

Forskning kæder indtagelsen af energidrikke sammen med søvnforstyrrelser, angst og koncentrationsbesvær, lyder det videre.

RITZAU/Reuters

Donald Trump melder sin ankomst til VM-finale i fodbold

Donald Trump, USA’s præsident, vil være til stede ved søndagens VM-finale i fodbold mellem Spanien og Argentina.

Det siger Karoline Leavitt, talskvinde for Donald Trump og Det Hvide Hus, på et pressemøde torsdag, skriver Reuters.

Indtil nu har Trump ikke været til stede til kampene ved VM, der afvikles i USA, Canada og Mexico.

VM-finalen spilles på Metlife stadion i New Jersey med kampstart søndag klokken 21.00 dansk tid.

RITZAU

På to uger er der kommet ansøgninger fra 93 grønlandske kvinder, der søger om godtgørelsen på 300.000 kroner i den såkaldte spiralsag. Processen åbnede 1. juli.

Det viser en opgørelse fra Patienterstatningen, skriver Berlingske.

Muligheden for godtgørelsen handler konkret om grønlandske kvinder, der frem til og med 1991 fik opsat spiral uden samtykke – den såkaldte spiralsag.

R. Kelly anmoder Trump om nedsættelse af 31 år lang fængselsstraf

Musikeren R. Kelly vil have nedsat sin fængselsstraf på 31 år. Derfor har han nu anmodet den amerikanske præsident, Donald Trump, om hjælp. Det fremgår af retsdokumenter, skriver avisen The Guardian. R. Kelly afsoner sin dom for blandt andet menneskehandel og seksuelt misbrug af børn. Han står umiddelbart først til at blive løsladt i 2046. Ifølge The Guardian har musikerens advokat, Beau Brindley, længe forsøgt at påvirke Donald Trump i sagen. Advokaten hævder nemlig, at R. Kellys liv er i fare bag tremmerne. Derfor opfordrer han præsidenten til at gribe ind.

R. Kelly anmoder Trump om nedsættelse af 31 år lang fængselsstraf

Musikeren R. Kelly har anmodet den amerikanske præsident, Donald Trump, om en nedsættelse af sin fængselsdom på 31 år.

Det fremgår af retsdokumenter fra Det Hvide Hus’ benådningsafdeling, skriver The Guardian.

R. Kelly, der har det borgerlige navn Robert Sylvester Kelly, afsoner en dom på samlet 31 års fængsel for afpresning, menneskehandel og seksuelt misbrug af børn.

Den 59-årige musiker blev i 2021 dømt for i årtier at have stået i spidsen for et netværk, der gennemførte menneskehandel med seksuelt motiv.

Året efter modtog han straffen, der lød på 30 års fængsel, for seksuelt misbrug af børn og menneskehandel.

I 2023 fik han lagt et år ekstra oven i straffen for blandt andet at have lokket mindreårige til sex.

RITZAU

Vild angrebsbølge gav Skjelmose sjældent sjov dag

Mattias Skjelmose og hans holdkammerater hos Lidl-Trek stjal billedet, da 12. etape af Tour de France gik ind i den afgørende fase.

Mens alle indstillede sig på den forventede massespurt, gik Lidl-Trek-rytterne pludselig til fuldtonet angreb. Fem mand stak af på skift og tvang sprinterholdene på overarbejde i en underholdende finale.

Skjelmose, der ellers kører klassement, kunne ikke lade være med at kaste sig ind i angrebsbølgen.

– Det var ikke planen, at jeg skulle være med, men jeg kunne godt se, at hvis vi skulle gennemføre det, var jeg nødt til at hoppe med selv.

– Det kom intuitivt. Det er længe siden, jeg har haft så meget sjov ved at køre cykelløb, så jeg er glad for, at jeg gjorde det, siger Mattias Skjelmose.

Lidl-Trek håbede at gøre spurten lidt lettere for Mads Pedersen ved at slide sprinterholdenes hjælpere op inden spurten.

Nogen entydig succes var initiativet ikke. Det endte alligevel i en massespurt, hvor Tim Merlier tog sin tredje etapesejr foran Olav Kooij og Jasper Philipsen.

Mads Pedersen måtte nøjes med en beskeden niendeplads, men har fortsat 40 points forspring til Biniam Girmay i kampen om den grønne pointtrøje.

– Vi ville gerne have haft, at han havde været længere fremme i spurten.

– Men han er stadig i grønt, og vi tænkte, at hvis han var i grønt efter i dag, skal de andre gøre sig rigtig umage, hvis de skal flå trøjen af ham, siger Mattias Skjelmose.

Etapen var den sidste åbenlyse sprinteretape i løbet og samtidig den sidste med de maksimale 70 point til etapevinderen.

RITZAU

Zelenskyj peger på sikkerhedschef som ny forsvarsminister

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, udpeger den fungerende chef for landets sikkerhedstjeneste, Jevhenij Khmara, som fungerende forsvarsminister.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Parlamentet skal godkende ham som forsvarsminister, før han officielt kan tiltræde.

Torsdag aften meddelte den daværende forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, at han fratræder sin post.

Det er sket, efter at Zelenskyj i søndags varslede ændringer i den ukrainske regering.

Tidligere torsdag godkendte det ukrainske parlament Serhij Koretskyj som ny premierminister i det krigsramte land.

Han overtager posten fra Julija Svyrydenko, der meddelte sin afgang mandag.

RITZAU

Forskere identificerer ny abeart i nationalpark i DR Congo

Forskere har identificeret en ny abeart med lyse orange læber og et sort ansigt i en skov i DR Congo.

Det skriver det britiske medie BBC.

Aben er blevet set og fotograferet højt oppe i en trætop i den tætte skov i nationalparken Lomami.

Lokale har døbt arten Likweli, mens forskerne, der har identificeret den, har givet den det latinske navn colobus congoensis.

I 2008 var der første gang meldinger om, at aben var set i nationalparken. men da lykkedes det ikke at få et billede af den.

Efter at den var blevet set igen for ti år siden, satte et internationalt forskerhold sig for at finde og studere aben, der nu har vist sig at være en hidtil ukendt art.

Det er blot den femte nye afrikanske abeart, der er blevet opdaget inden for de seneste 75 år, skriver BBC.

RITZAU

Belgisk sprinter tager tredje etapesejr i årets Tour

Familien var til stede i målbyen Chalon-sur-Saône, så Tim Merlier (Quick-Step) var ekstra opsat på at vinde 12. etape af Tour de France

Merlier viste for tredje gang i årets Tour, at han er den stærkeste sprinter i feltet, når det hele skal afgøres i en massespurt.

Det var den 33-årige belgiske rytters tredje sejr i årets Tour.

I alt er han oppe på seks etapesejre i Touren, da han også vandt etaper i 2021 og sidste år.

Mads Pedersen var med fremme på opløbsstrækningen, og danskeren endte som nummer ni.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Torsdag den 16. juli 2026.

Der er kulingvarsel for Kattegat, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til fredag aften, udsendt klokken 16.55.

Østersøen omkring Bornholm:
Sydøst 4 til 9 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag øst 7 til 12 m/s. Og i den nordvestlige del øst 3 til 8 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
I den østlige del nordøst 4 til 9 m/s. Og i den vestlige del syd 7 til 12 m/s. God sigt. I nat øst 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den østlige del øst 4 til 9 m/s. Og i den vestlige del nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag i den østlige del øst 8 til 13 m/s. Og i den vestlige del nordøst 4 til 9 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: I den nordlige del nordvest 2 til 7 m/s. I den sydlige del sydøst 5 til 10 m/s. God sigt. I nat sydøst 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag sydøst 8 til 13 m/s. God sigt. Sundet: Sydvest 2 til 7 m/s. God sigt. I nat øst 1 til 6 m/s. God sigt. I morgen formiddag i den nordlige del syd 4 til 9 m/s. I morgen formiddag i den sydlige del nord 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag i den nordlige del nordvest 8 til 13 m/s. I morgen eftermiddag i den sydlige del øst 2 til 7 m/s. God sigt.

Kattegat:
Nordøst 2 til 7 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag syd 2 til 7 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag i den nordlige del sydvest 5 til 10 m/s. Og i den sydlige del kuling fra vest 10 til 15 m/s. God sigt.

Skagerrak:
I den østlige del sydøst 1 til 6 m/s. Og i den vestlige del nord 2 til 7 m/s. God sigt. I nat, i morgen formiddag og i morgen eftermiddag sydvest 4 til 9 m/s. God sigt.

Fisker:
Nordvest 4 til 9 m/s. God sigt. I nat syd 5 til 10 m/s. Og i den nordvestlige del nord 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Og i den nordøstlige del sydvest 5 til 10 m/s. God sigt. I morgen eftermiddag kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1 m.

Tyskebugt:
Øst 6 til 11 m/s. Og i den nordøstlige del nordvest 5 til 10 m/s. God sigt. I nat kuling fra øst 9 til 14 m/s. Og i den sydvestlige del nordøst 3 til 8 m/s. God sigt. I morgen formiddag og i morgen eftermiddag nord 6 til 11 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 1 m. Dønning: 0,5 m.

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Torsdag den 16. juli 2026. Udsigt, der gælder til fredag aften, udsendt kl. 16.30

Fyn:
I aften nogen sol, men i nattetimerne vekslende skydække og lokale regn- eller tordenbyger. Temp. ned mellem 14 og 19 grader, og svag til let skiftende eller sydøstlig vind. Fredag får vi lidt eller nogen sol, men også spredte regn- og tordenbyger, som kan blive ret kraftige og være med hagl og stærke vindstød. Temp. op mellem 22 og 27 grader, og svag til let skiftende vind.

København og Nordsjælland:
I aften solrigt, og i nat kun få skyer. Temp. ned mellem 14 og 19 grader, og svag til let skiftende eller sydøstlig vind. Fredag får vi nogen sol, men også enkelte regn- og tordenbyger, som lokalt kan blive ret kraftige. Temp. op mellem 23 og 28 grader, og svag til let skiftende vind.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I aften nogen eller en del sol, men i nattetimerne mere vekslende skydække og lokalt en regn- eller tordenbyge, særligt over Sydhavsøerne. Temp. ned mellem 14 og 19 grader, og svag til let skiftende eller sydøstlig vind. Fredag får vi nogen sol, men også spredte regn- og tordenbyger, som kan blive ret kraftige og være med hagl og stærke vindstød. Temp. op mellem 23 og 28 grader, og svag til let skiftende vind.

Bornholm:
I aften solrigt og i nat klart vejr. Temp. ned mellem 17 og 22 grader og svag til jævn østlig vind hele døgnet. Over Bornholm mest skyet vejr, og efterhånden udbredt regn sydfra. Temp. op mellem 22 og 27 grader, og svag til let skiftende vind.

Politi beslaglægger 250 kobbergenstande stjålet fra gravsteder

Ved en ransagning i Esbjerg har politiet beslaglagt 250 kobbergenstande fra gravsteder og en bronzeskulptur til en værdi af 750.000 kroner.

Ransagningerne fandt sted på fire adresser i Esbjerg og skete i forbindelse med efterforskning af netop tyverier af kobbergenstande.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på sin hjemmeside.

Bronzeskulpturen “Mor med Barn” af kunstneren Hanne Varming blev stjålet i august sidste år fra en skole i Esbjerg.

Foruden skulpturen og de hundredvis af genstande fra gravsteder og kirkegårde har politiet fundet stjålne ladcykler og elværktøj på adresserne.

– Politiet skal i gang med en omfattende proces med at få registreret de mange genstande, så de kan blive fremlyst, og så borgerne kan henvende sig for at få dem udleveret, oplyser politikredsen.

Politiet har fra nytår 2025 og frem til 15. juli i år registreret 74 anmeldelser om tyveri fra gravsteder og kirkegårde.

Det gælder blandt andet metalfugle og kæder fra gravsteder.

– Vi opfordrer derfor borgere til at foretage anmeldelser, hvis de har oplevet tyverier fra gravsteder og endnu ikke har henvendt sig til politiet, lyder det.

RITZAU

Superliga-oprykkeren Lyngby forstærker truppen med forsvarsspilleren Cornelius Allen.

Det oplyser Lyngby i en nyhed på sin hjemmeside.

22-årige Allen er hentet i 1.-divisionsklubben Hillerød.

WHO: Ebola spreder sig hurtigere i DR Congo end tidligere udbrud

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer torsdag om, at det aktuelle udbrud af ebola i DR Congo spreder sig hurtigere end noget tidligere udbrud af det dødelige virus.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Flere end 2000 tilfælde af ebola er registreret i DR Congo, og 796 personer er døde med sygdommen, siden der blev erklæret et udbrud 15. maj.

Det gør dette udbrud til det tredjestørste registrerede udbrud af ebola, siger Tedros Ghebreyesus, der er generalsekretær i WHO, torsdag.

Han advarer samtidig om, at udbruddet den seneste måned har spredt sig hurtigere end noget tidligere udbrud.

Til sammenligning nævner WHO-chefen et udbrud i DR Congo fra 2018 til 2020. Under det gik der mere end ti måneder, før der var 2000 tilfælde.

Det er den sjældne Bundibugyo-variant af ebolavirusset, der driver udbruddet i landet.

Der er ingen godkendt vaccine eller behandling for denne variant.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.

Virusset smitter ved tæt kontakt med smittede personers kropsvæsker.

Det er registreret fem provinser i DR Congo og i nabolandet Uganda.

Tedros Ghebreyesus siger, at mere end 80 procent af de nye tilfælde af virusset er uden for “kendte kontaktlister”, hvilket viser, at der ikke er styr på alle smittekæder.

– Omkring to tredjedele af dødsfaldene sker i samfundsgrupper, der aldrig har modtaget behandling, siger han.

En af de største bekymringer er ifølge generalsekretæren “det komplekse miljø, som udbruddet er sket i” med henvisning til en igangværende væbnet konflikt i DR Congo.

Han peger på, at et hospital blev angrebet onsdag.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev et hospital i provinsen Ituri angrebet af familiemedlemmer til en patient.

Patienten er en kvinde, der tog på hospitalet for at føde, men endte med at dø af blodmangel.

– Familiemedlemmer tilbød at donere blod, men hospitalet afviste det, fordi blodtransfusioner er forbudt under ebolaudbruddet, siger Francois Berocan Uderos til Reuters.

Patienter og ansatte var nødt til at flygte fra hospitalet.

RITZAU

Mor i Nordjylland frifindes for vold mod børn

En kvinde er torsdag af Retten i Hjørring blevet frifundet for anklagen om, at hun skulle have slået og mishandlet sine tre børn.

Det oplyser en anklagerfuldmægtig fra Nordjyllands Politi.

Retten er kommet frem til konklusionen på baggrund af en samlet vurdering af de oplysninger, som er blevet fremlagt.

Den 43-årige kvinde har ikke været varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.

Tiltalen drejede sig om vold og mishandling, som ifølge anklagen skulle have stået på gennem en årrække.

For eksempel blev det hævdet, at børnene blev slået med træpinde og klipklapper.

Desuden blev et lille barn ifølge anklagemyndighedens påstand rusket, ligesom et andet barn med en opladerledning blev bundet fast til en stol og et bord i mindst en halv time.

Men der er altså ikke fundet beviser for hverken vold eller mishandling, har retten slået fast.

Sagen har været behandlet i to retsmøder.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]