Seneste nyheder

25. september 2026

Senegals præsident fyrer premierminister og opløser regering

Senegals præsident, Bassirou Diomaye Faye, har fredag afskediget premierminister Ousmane Sonko og opløst regeringen.

Det fremgår af en udtalelse, som er blevet delt af den senegalesiske tv-station RTS, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen kommer, efter at spændingerne mellem de to i løbet af de seneste måneder er taget til, og de tidligere allierede er blevet rivaler.

Ifølge Reuters risikerer ændringen at forværre de politiske spændinger i landet, der kæmper med en stor gæld.

Ousmane Sonko har en stor opbakning blandt unge i Senegal. Han støttede præsident Faye ved valget i 2024, efter at en dom for injurier forhindrede ham i selv at stille op.

I udtalelsen, der er blevet læst op på tv, siger præsidentens generalsekretær, at regeringen er blevet opløst.

Dommer i USA dropper tiltale mod fejlagtigt udvist mand

En føderal dommer i den amerikanske delstat Tennessee har fredag afvist en straffesag mod en salvadoransk mand, der er blevet et billede på præsident Donald Trumps hårde linje over for migranter.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og mediet NBC News.

Den føderale dommer Waverly Crenshaw fastslår i sin afgørelse, at tiltalen mod manden, der hedder Kilmar Abrego Garcia, var udtryk for “misbrug af anklagemyndighedens magt”.

– De objektive beviser i denne sag viser, at hvis det ikke havde været for Abregos succesfulde søgsmål, der udfordrede hans udvisning til El Salvador, ville regeringen ikke have rejst denne tiltale, lyder det i afgørelsen.

Abrego Garcia var blandt mere end 200 personer, som i marts sidste år blev deporteret til El Salvador.

Her sad han blandt andet i et megafængsel, der er kendt for barske forhold.

Abrego Garcia kom illegalt til USA i 2011. I 2019 fik han dog en beskyttet status af en dommer, fordi det blev vurderet, at han ville være i fare i sit hjemland.

USA’s højesteret beordrede, at Trump-administrationen skulle arbejde for at hente Garcia tilbage, efter at regeringen havde indrømmet, at den ved en fejl havde sendt ham til El Salvador.

Men da han i juni kom tilbage til USA, blev han fængslet i Tennessee i en sag, hvor han er tiltalt for menneskesmugling. I august blev han løsladt, mens han afventede en retssag.

Dommer Waverly Crenshaw mener, at efterforskningen af Garcia udelukkende blev iværksat for at retfærdiggøre regeringens beslutning om at udvise ham til El Salvador.

Sean Hecker, der er Abrego Garcias advokat, udtaler, at hans klient “er offer for et politiseret, hævngerrigt Det Hvide Hus og dets advokater i det, der førhen var et uafhængigt justitsministerium”.

– Vi er så glade for, at han er en fri mand. Helt retmæssigt, siger han.

Justitsministeriet har tænkt sig at appellere afgørelsen, siger en talsmand til NBC News.

– Endnu en aktivistisk dommer har sat politik over den offentlige sikkerhed. Dommerens kendelse er forkert og farlig, og vi vil anke den, lyder det.

Trods sejren i straffesagen risikerer Abrego Garcia stadig at blive deporteret af Trump-administrationen, skriver AFP.

En anden forbundsdommer har midlertidigt blokeret for, at han kan deporteres, mens de juridiske processer fortsætter.

Garcia har bopæl i delstaten Maryland og er gift med en amerikansk kvinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Fredag den 22. maj 2026.

Udsendt kl. 23.15

Østersøen:
Søndag
Vest 6 til 11 m/s.
Mandag
Sydvest 7 til 12 m/s.
Tirsdag
Kuling fra vest 10 til 15 m/s.
Onsdag
Nordvest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Nordvest 7 til 12 m/s.

Indre danske farvande:
Søndag
Vest 7 til 12 m/s.
Mandag
Vest 8 til 13 m/s.
Tirsdag
Kuling fra vest 11 til 16 m/s.
Onsdag
Nordvest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Nordvest 6 til 11 m/s.

Skagerrak:
Søndag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Mandag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Tirsdag
Kuling fra vest 11 til 16 m/s.
Onsdag
Nordvest 8 til 13 m/s.
Torsdag
Om dagen i den østlige del sydvest 3 til 8 m/s. I den vestlige del kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.

Nordsøen:
Søndag
Vest 4 til 9 m/s. Dogger og Humber øst 4 til 9 m/s.
Mandag
Vest 6 til 11 m/s.
Tirsdag
Om dagen nordvest 7 til 12 m/s. Fisker kuling fra nordvest 12 til 17 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Tyskebugt kuling fra nordvest 12 til 17 m/s. Fladen, Dogger og Humber nordvest 7 til 12 m/s.
Onsdag
Om dagen Fladen, Dogger og Humber nordvest 5 til 10 m/s. Fisker kuling fra nordvest 13 til 18 m/s. Tyskebugt kuling fra nordvest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Tyskebugt kuling fra nordvest 11 til 16 m/s. Fladen nordvest 4 til 9 m/s. Dogger og Humber sydøst 3 til 8 m/s.
Torsdag
Om dagen Fisker og Tyskebugt kuling fra vest 9 til 14 m/s. Fladen, Dogger og Humber sydøst 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten sydøst 5 til 10 m/s. Fisker kuling fra sydvest 9 til 14 m/s.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Fredag d. 22. maj 2026 Udsendt kl. 22.55 Oversigt:
Meteorologens overblik: Gode muligheder for at se for at se pinsesolen danse.

Pinsedag, søndag:
Tørt med nogen eller en del sol. Temp. mellem 15 og 20 grader, ved Vestkysten lidt køligere. Svag til jævn vind fra vest, ved kysterne i Nordjylland og på Borholm stedvis op til frisk vind. Om aftenen fortsat tørt med en del sol, og om natten klart vejr. Temp. mellem 9 og 13 grader, og svag til jævn vind fra vest, ved kysterne i Nordjylland stedvis op til frisk vind.

2. pinsedag, mandag:
Tørt med en del sol, men i løbet af dagen kan det stedvis blive mere skyet, især i den nordlige del af landet. Temp. mellem 17 og 22 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere. Om aftenen fortsat tørt med en del sol, men i løbet af natten bliver det stedvis mere skyet. Temp. mellem 10 og 13 grader. Hele døgnet let til frisk vind omkring vest, i Nordjylland stedvis op til hård vind.

Tirsdag:
Tørt med lidt eller nogen sol, men stedvis kan det være mere skyet. Temp. mellem 13 og 19 grader. Om aftenen tørt med nogen eller en del sol, og om natten mest klart vejr. Temp. mellem 7 og 10 grader. Hele døgnet jævn til hård vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis op til kuling.

Onsdag:
Tørt med nogen eller en del sol, men i løbet af dagen kan det stedvis blive mere skyet, især i den sydvestlige del af landet. Temp. mellem 12 og 17 grader, ved Vestkysten lidt køligere, om natten ned mellem 7 og 10 grader. Let til frisk vind fra nordvest, ved kysterne stedvis op til hård vind.

Torsdag:
Tørt med nogen eller en del sol. Dagstemp. mellem 13 og 18 grader, ved kyster med pålandsvind køligere, om natten ned mellem 7 og 11 grader. Let til frisk vind fra vest og nordvest.

Politiet har anholdt tre personer om bord på det tog, der tidligere på aftenen blev tilbageholdt i Herning.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Lens skriver historie med første franske pokaltitel

Lens afsluttede en fremragende sæson med at vinde den franske pokaltitel for første gang i klubbens historie.

Finalemodstanderen på Stade de France var Nice, som desperat jagtede en succesoplevelse efter en skuffende sæson, hvor klubben sluttede som nummer 16 i Ligue 1.

Lens trak dog det længste strå og vandt finalen i Coupe de France 3-1.

Det er blot seks år siden, at Lens rykkede op fra den næstbedste franske række, men siden har klubben etableret sig i den bedre halvdel af Ligue 1.

I denne sæson udfordrede Lens længe langt rigere Paris Saint-Germain i kampen om mesterskabet, men måtte til sidst nøjes med andenpladsen seks point efter hovedstadsklubben.

Pokaltitlen gør dog sæsonen til en klar succes for Lens.

Klubben havde tidligere tabt tre pokalfinaler i 1948, 1975 og 1998, siden den første deltagelse i turneringen i 1936/37-sæsonen.

Fredag aftens finale i Paris fik en livlig start, og efter 25 minutter kunne de medrejsende Lens-fans juble over kampens første mål.

Matthieu Udol slog et præcist indlæg fra venstrekanten til Florian Thauvin, som sendte Lens foran 1-0.

Lidt over et kvarter senere var det Thauvin, der lagde op til Odsonne Edouard, som gjorde det til 2-0.

Nice fik dog håb kort før pausen, da den 17-årige Djibril Coulibaly reducerede i første halvlegs tillægstid.

Klubben fra den sydfranske kystby kæmpede i anden halvleg for at vende kampen, men Lens stod imod og lukkede opgøret i det 78. minut.

Her sørgede Abdallah Sima for målet til slutresultatet 3-1.

EU og Mexico indgår udvidet handelsaftale og reducerer toldsatser

Mexico og EU har fredag underskrevet en udvidet handelsaftale.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Aftalen har til hensigt at reducere toldsatserne på de to parters varer i et forsøg på at mindske afhængigheden af USA.

Opdateringen af handelsaftalen, der i sin oprindelige form har været gældende siden 2000, blev underskrevet ved en ceremoni ledet af Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Vicedirektør i Dansk Erhverv Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at det er godt nyt, at der nu er underskrevet en udvidet handelsaftale mellem EU og Mexico.

– Der er potentialer i samhandel med Mexico, og der er brug for mere samhandel og samarbejde. Mere frihandel er den rigtige vej at gå i modsætning til skridt mod mere protektionisme, siger Jakob Ellemann-Jensen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

I 2025 havde handelen mellem EU og Mexico en værdi af 86 milliarder euro, viser tal fra EU.

EU eksporterer særligt maskiner, apparater, kemikalier og transportmidler til Mexico, mens der den anden vej importeres brændstoffer, mineprodukter, transportmidler og lige så maskiner og apparater.

EU er Mexicos tredjestørste handelspartner, mens Mexico er EU’s næststørste handelspartner i Latinamerika efter Brasilien, skriver AFP.

Trump-tilhænger gør comeback som slovensk regeringsleder

Sloveniens parlament har fredag stemt for nationalistiske og Trump-positive Janez Jansa som premierminister.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jansa, der også tre gange tidligere har været premierminister, gør dermed comeback som regeringsleder.

Hans seneste periode sluttede i 2022. Den var præget af hyppige sammenstød med EU.

Siden måtte Jansa overlade nøglerne til regeringskontorerne til Robert Golob, der stod i spidsen for en centrum-venstre-regering.

Men Golob lykkedes ikke med at danne regering efter et valg i marts, og denne uge præsenterede Jansa i stedet en koalitionsaftale.

– Sloveniens udvikling og velstand er denne koalitions øverste prioritet, siger Jansa ifølge AFP til parlamentet.

Jansa står i spidsen for Sloveniens Demokratiske Parti (SDS).

Regeringsprogrammet omfatter ifølge AFP blandt andet skattelettelser og en plan om at mindske bureaukratiet.

Jansa har hyppigt kritiseret Golobs centrum-venstre-regering og lovet et fornyet fokus på “slovenske værdier”, herunder den “traditionelle familie”.

I en tale siger Jansa, at regeringen planlægger at opnå en “konsekvent kontrol med den lovlige migration samt forhindre ulovlig migration ved EU’s eksterne grænser”.

Brøndby fyrer cheftræner Steve Cooper

Brøndby IF stopper samarbejdet med cheftræner Steve Cooper med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside, hvor det også fremgår, at assistenttræner Alan Tate ligeledes stopper.

Klubben fra Vestegnen ansætter samtidig Julius Ohnesorge som ny fodbolddirektør.

Cooper har været cheftræner i klubben siden september sidste år. Siden har Brøndby haft en sæson med svingende resultater og sluttet på en fjerdeplads i Superligaen.

Den walisiske træners sidste kamp var mod FC København, hvor Brøndby tabte 1-3 efter forlænget spilletid og dermed mislykkedes med at tage en plads i Conference League-kvalifikationen til næste sæson.

Scott McLachlan, næstformand i Brøndbys bestyrelse, siger til klubbens hjemmeside, at resultaterne og præstationerne ligger til grund for beslutningen.

– Med ansættelsen af Steve tog vi et valg, som vi både troede og håbede kunne løfte klubben til et nyt niveau.

– Det har det også gjort i flere aspekter, men hverken resultaterne eller præstationerne på banen er fulgt med. Derfor har vi i dag valgt at sige farvel til både Steve og Alan, siger McLachlan til klubbens hjemmeside.

– Vi sender dem videre med vores store respekt og taknemmelighed for deres indsats og engagement i klubben, siger McLachlan.

Den walisiske cheftræner nåede 28 kampe som Brøndby-træner. Han har tidligere været chef i engelske klubber som Leicester og Nottingham Forest.

Det blev til 10 sejre, 6 uafgjorte og 12 nederlag i Brøndby.

Brøndby gennemfører samtidig en ændring i den sportslige ledelse, hvor Ohnesorge, der har været teknisk direktør siden sommeren 2025, bliver fodbolddirektør.

Han overtager posten fra Benjamin Schmedes, som tidligere har meldt ud, at han har fået nyt job som sportsdirektør i den tyske ligaorganisation, DFL.

– Brøndby IF skal stå for noget klart. Et hold, en kultur og en retning, som enhver fan kan identificere sig med og være stolt af, siger Ohnesorge til klubbens hjemmeside.

– Det har vi ikke været konsekvente nok til at demonstrere på det seneste, særligt gennem en udfordrende periode for klubben.

– Derfor har vi i fællesskab besluttet at begynde et nyt kapitel, der bygger på at genfinde forbindelsen til det fundament og de skuldre, vi står på i Brøndby IF, tilføjer han.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at den nu indleder arbejdet med at ansætte klubbens nye cheftræner.

Ny kongerunde begynder lørdag klokken 11

En ny kongerunde vil finde sted lørdag 23. maj fra klokken 11.00.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fredag aften har meddelt kongen, at det ikke har været muligt at danne regering inden for det mandat, som han modtog den 8. maj.

De politiske partiers repræsentanter vil lørdag møde i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, skriver kongehuset.

Der er afsat ti minutter per parti, og Socialdemokratiet er som det største parti først til at pege på, hvem det ønsker som ny kongelig undersøger.

Troels Lund overtog stafetten fra Mette Frederiksen (S), efter at hun havde forhandlet i seks uger.

Tidligere på ugen præsenterede han så ambitionerne om at danne en blå mindretalsregering bestående af partierne Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Men den idé slukkede Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen på et møde tidligere fredag.

– Det tror vi, bliver en meget usikker sejlads. Det er ikke det, Danmark har brug for i den sikkerhedssituation, som vi befinder os i, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Moderaterne sidder på de afgørende mandater efter folketingsvalget 24. marts.

Den VLAK-regering, som Troels Lund Poulsen havde lagt op til, ville have brug for støtte fra Moderaterne, hvis den skulle kunne overleve.

I et interview med TV 2 News fredag aften vurderede Lars Løkke Rasmussen, at regeringsmagten nok er på vej mod Socialdemokratiet.

– Det er nok rigtigt, at det bliver Mette Frederiksen (S) som statsminister, sagde han.

Den første kongerunde efter folketingsvalget var den 25. marts. Herfra forsøgte den fungerende statsminister som forhandlingsleder at samle de røde partier og Moderaterne i en centrum-venstre-regering, hvilket ikke lykkedes.

6. maj slog de igangværende regeringsforhandlinger rekord for at være de længste af sin slags.

Letbanen i Odense forventes at holde stille flere dage endnu

Der kan gå flere dage, før letbanen i Odense kører igen, efter at al trafik fredag eftermiddag blev standset.

Det fortæller administrerende direktør i Odense Letbane, Dan Ravn, til TV2 Fyn.

– Vi kan i hvert fald sige nu: Vi forventer ikke, at vi kommer i fuld drift hen over pinsen og formodentlig heller ikke ind i starten af næste uge, siger han til mediet.

Han understreger, at det endnu er for tidligt at komme med en endelig tidshorisont.

Odense Letbane meddelte fredag klokken 14.54, at letbanen ikke kørte på hele strækningen mellem Tarup og Hjallese.

Ifølge TV2 Fyn skyldes indstillingen, at man har opdaget, at understøttelsen af en af de gangbroer, der går hen over letbanen ved byggeriet af hospitalet Nyt OUH, er blevet fjernet.

Det betyder, at Odense Letbane ikke har tilladelse til at køre.

En pressetalsmand for Nyt OUH, OHPT, Christian Lemvigh oplyser i en mail til mediet, at man samarbejder for at afhjælpe situationen.

FC København henter AGF-profil på fireårig kontrakt

Felix Beijmo har netop været med til at fejre det danske mesterskab med AGF, men nu skifter den 28-årige svenske forsvarsspiller til FC København.

Det oplyser hovedstadsklubben på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at han har skrevet under på en fireårig kontrakt.

– Jeg er meget stolt og glad for, at det har flasket sig, så jeg kan komme til FC København, siger Felix Beijmo til klubbens hjemmeside.

– Selvom det har været en svær sæson, så er det stadig Skandinaviens største klub, og nu er det vores opgave at bringe klubben tilbage, hvor den hører til. Det skal jeg nok gøre mit til, tilføjer han.

Beijmo har spillet 120 kampe for AGF og spillede en stor rolle, da holdet fra Aarhus i denne sæson vandt mesterskabet for første gang i 40 år.

FCK’s cheftræner Bo Svensson glæder sig til at tilføje Beijmo til hovedstadsklubben, der havde en skuffende sæson med en syvendeplads i Superligaen.

– Felix er en utroligt fleksibel forsvarsspiller, som kan løse flere positioner i bagkæden på et solidt niveau.

– Han har god fart og en stærk højrefod, hvilket giver os nogle spændende muligheder – både defensivt og i vores opbygningsspil, siger Svensson til FCK’s hjemmeside.

FCK fik torsdag reddet en del af sæsonen ved at sikre sig en plads i kvalifikationen til Conference League efter en playoffsejr over Brøndby.

Her skal Beijmo i næste sæson være med til at jagte europæisk deltagelse og forbedre resultaterne fra denne sæson.

– For mig har det altid været meget specielt at spille i Parken, og jeg glæder mig meget til, at det nu bliver min hjemmebane. Der er bare noget over klubben og byen, som gør, at når FC København ringer, så tager jeg telefonen, siger Beijmo.

Troels Lund går til kongen i aften efter kold skulder fra Løkke

Troels Lund Poulsen (V) vil fredag aften meddele kongen, at han ikke kan danne en regering.

Det siger han på et pressemøde, efter at han på et møde fredag eftermiddag har fået meldingen fra Lars Løkke Rasmussen (M), at Moderaterne ikke vil støtte en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

– Lars Løkke vil som sagt ikke lade en sådan VLAK-regering føde. Derfor kommer jeg nu til at gå til Hans Majestæt Kongen og meddele, at det ikke er muligt at danne en regering i overensstemmelse med det mandat, jeg har modtaget, siger Troels Lund Poulsen på et pressemøde på Scandic Spectrum.

Kongehuset skriver på egen hjemmeside, at kongen modtager Troels Lund Poulsen klokken 20.30 i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

Dermed må Venstres formand takke af efter to uger som forhandlingsleder.

Han overtog stafetten 8. maj fra Mette Frederiksen, som havde forhandlet i seks uger uden succes efter folketingsvalget 24. marts.

Mette Frederiksen måtte ligesom Troels Lund Poulsen give fortabt på grund af Lars Løkke Rasmussen, som for to uger siden trak støtten til hendes forhandlinger, da han i stedet ville afprøve muligheden for at finde et politisk regeringsgrundlag med Venstres formand som forhandlingsleder.

Venstres formand uddyber, at han ikke så anden mulighed end at gå efter en VLAK-regering.

Det var han konklusion, efter at han havde vurderet muligheden for at danne en midterregering.

– Det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg har den klare opfattelse, at Socialdemokratiet ikke vil føre en offensiv økonomisk politik, der gør Danmark rigere. Og vi er selvfølgelig ikke interesserede i, at der føres en rød økonomisk politik i et Folketing med et blåt reform flertal, siger Troels Lund Poulsen.

Kongen modtager forhandlingsleder, kongelig undersøger, Troels Lund Poulsen (V) klokken 20.30 fredag.

Det sker i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

Det skriver Kongehuset på egen hjemmeside.

Betjente med maskinpistoler afspærrede banegård i Herning

Tre personer er fredag aften blevet anholdt om bord på et tog på vej mod Herning banegård.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Anholdelsen skete som led i en større aktion, hvor politiet fredag afspærrede og evakuerede banegården i Herning og området omkring, hvor flere betjente kunne ses gå rundt med maskinpistoler.

Afspærringerne er ophævet igen, ligesom at togtrafikken er genoptaget.

Politiet vil ikke give flere oplysninger om de anholdte, om eventuelle sigtelser eller mere om, hvad politiet mistænker, at de anholdte har gjort.

Det ligger endnu ikke fast, om politiet vil forsøge at få de anholdte varetægtsfængslet i et grundlovsforhør lørdag.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til Ritzau, at der var tale om et mistænkeligt forhold i et tog på vej til Herning, uden at komme det nærmere.

Politikredsen oplyser dog, at hændelsen menes at være relateret til en igangværende konflikt i byen.

Derfor har politiet også været til stede i Ikast, som konflikten også har relationer til. I både Herning og Ikast har politiet øget sin patruljering.

Politiet oplyser, at der ikke umiddelbart har været fare for nogen, ligesom at der ikke er nogen, der er kommet til skade.

Borgere opfordres dog til at kontakte politiet, hvis man ser noget usædvanligt i gadebilledet, skriver politiet på Politi Update.

– Borgere kan færdes frit, men politiet opfordrer til at være opmærksom på personer eller aktivitet, der stikker ud fra normalbilledet og kontakte politiet på telefon 114, hvis man oplever noget i den retning.

TV Midtvest har i løbet af fredagen dækket politiets indsats i Herning og vist billeder fra Herning Banegård af to personer, der bliver ført væk i DNA-dragter.

Til TV Midtvest har pressechefen hos GoCollective, Christopher Blomsterberg-Thaysen, oplyst, at kampklædte betjente fredag aften steg om bord på et af selskabets tog.

Politiet gik ifølge pressechefen ind i et tog, der var på vej fra Vejle til Struer, allerede inden det var trillet ind på perronen i Herning, skrev mediet.

Samtidig berettede Herning Folkeblad om, at en helikopter fløj rundt over midtbyen.

Herning Folkeblad skrev, at politiets afspærringstape forhindrede passagerer i at rejse fra banegården.

Ifølge avisen var en masse mennesker samlet, der ikke kunne komme med deres bus eller tog.

GoCollective skrev i en opdatering på sin hjemmeside, at togene mellem Struer og Herning var aflyst. Selskabet ville indsætte en bus, der kunne køre fra Struer Station klokken 19.30, lød det.

Skuffede blå partiledere stikker til Løkke efter nej til VLAK

Flere borgerlige partiledere langer fredag aften hårdt ud efter Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Det sker, efter at Moderaternes formand fredag har meddelt, at han ikke kan støtte en blå mindretalsregering ledet af Venstre med Liberal Alliance og De Konservative.

For Lars Løkke handler det om, at han ikke får en ministerbil, lyder beskyldningen fra Danmarksdemokraternes formand.

– Skuffende at Lars Løkke vender ryggen til muligheden for en blå regering og nu vender sig mod samarbejde med den yderste venstrefløj. Så handler det åbenbart ikke om “noget”, men om at “nogen” er villige til at sikre en ministerbil, skriver Inger Støjberg (DD) på X.

En lignende kritik kommer fra Liberal Alliance, som de seneste dage har vendt dele af partiets egen politik på hovedet eller i hvert fald rykket sig betydeligt på principielle spørgsmål for at imødekomme Moderaterne.

– Vi har lige været vidne til et dybt forstemmende politisk maskefald. Lars Løkke har klart og utvetydigt vist, at politik for ham ikke handler om noget – det handler om nogen, siger formand Alex Vanopslagh (LA) på X.

Liberal Alliance har sammen med Venstre og De Konservative fremlagt et grundlag for en VLAK-regering.

LA har blandt andet givet sig på ønsket om at forlade Statsborgerretskonventionen og på ikke at reducere udviklingsbistanden.

Derudover var Moderaterne i store træk enige i store dele af den økonomiske reformpolitik, som Venstre med Troels Lund Poulsen og de to andre partier havde fremlagt.

– Lars Løkke har afvist en regering, der ville gennemføre en stor del af den økonomiske reformpolitik, som Moderaterne gik til valg på, til fordel for at gøre Mette Frederiksen til statsminister, siger Alex Vanopslagh.

Klokken 19 holder Venstres formand, Troels Lund Poulsen, pressemøde. Han er kongelig undersøger, altså forhandlingsleder, og han har endnu ikke kommenteret situationen.

Også løsgængeren Jacob Harris, som TV2 News har talt med, kritiserer Lars Løkke Rasmussen.

– Hvad er det, som Lars Løkke vil? Det er bare at få en ministerbil, siger løsgængeren Jacob Harris, som ved valget 24. marts blev valgt for Borgernes Parti, men kort efter blev ekskluderet fra partiet.

Tauson har kæmpet med to diskusprolapser frem mod French Open

Clara Tausons 2026-sæson har været præget af skader, og nu sætter den 23-årige danske tennisstjerne ord på problemerne, som især skyldes to diskusprolapser i ryggen.

Tauson fortæller dog til Eurosport, at hun alligevel er på vej tilbage og er klar til at kæmpe ved grand slam-turneringen French Open.

– Jeg har to diskusprolapser i ryggen, og det er jo kronisk. Man skal træne sig fra det, men det er ikke altid så nemt, når man skal spille en masse turneringer og gå en hel masse i fitness, siger hun til Eurosport.

I denne uge gennemførte Tauson for første gang i to en halv måned en hel kamp, da hun i Strasbourg tabte til Jaqueline Cristian. Selv om nederlaget var skuffende, var det et vigtigt skridt i comebacket.

Hun tilføjer, at det ikke var helt smertefrit, men at det alligevel føltes bedre end forventet.

Tauson erkender dog, at hun stadig mangler kampformen, men at hun er sikker på, at hun kan komme tilbage til det niveau, hun tidligere har vist.

Clara Tauson havde et forrygende 2025, hvor hun rykkede helt op som nummer 12 på verdensranglisten, men denne sæson har været langt mere problemfyldt med skader og svingende resultater.

I januar måtte hun opgive i Adelaide efter første sæt i sin første kamp, mens hun ved Australian Open spillede sig frem til tredje runde. I februar nåede hun en semifinale i Abu Dhabi og en kvartfinale i WTA 1000-eventen i Dubai.

I marts blev hun ramt af et nyt afbræk, da hun måtte trække sig med skade i første kamp i Miami Open. I maj forsøgte hun et comeback i Rom, men måtte igen opgive at fuldføre en kamp.

Trods problemerne stiller hun nu op til French Open som nummer 21 i verden.

Samtidig har forberedelserne til French Open fået en ekstra udfordring, da hendes træner og kæreste, Kasper Elsvad, er rejst hjem fra Frankrig på grund af sygdom i familien.

– Han blev nødt til at tage hjem på grund af sygdom i familien, så det er selvfølgelig ikke optimalt, men vi beder om, at det er privat, og at man kan respektere det, slutter Tauson interviewet med Eurosport.

I første runde møder Tauson ukraineren Daria Snigur, der er nummer 95 i verden. French Open spilles fra 24. maj til 7. juni.

Kevin Warsh er blevet taget i ed som USA’s nye centralbankchef, skriver nyhedsbureauet Reuters.

INFO: Ritzau liveblogger i dag om, at Venstres formand Troels Lund Poulsen afholder pressemøde

Bloggen starter hurtigst muligt

Bloggen kan følges på: http://www.ritzau.dk/-cR3G

Redaktionel kontakt: 33 30 04 10

Direkte embedkode: <div id=”ritzaulivefeed” data-source=”https://livewire.ritzau.dk/LiveEventFeed/Index?uid=5fbd7351cf6b4f12204a6317&eid=6a10781e5969775623a79a84″></div><script src=”https://livewire.ritzau.dk/Scripts/pym.js” type=”text/javascript”></script>

INFO: Livebloggen fra 13. etape i Giro d’Italia er slut.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]