Seneste nyheder

13. november 2026

DMI Landsudsigt

RITZAU

Landsudsigt:

Fredag den 10. juli 2026.

Udsigt, der gælder til søndag morgen, udsendt kl. 22.05.

Tørt og mest klart vejr, men i Vestjylland efterhånden skyet med tåge. Temp. mellem 13 og 17 grader og svag til let nordvestlig eller skiftende vind

Lørdag i Jylland først flere steder skyet med tåge, men i løbet af formiddagen opklaring og solrigt vejr, ellers tørt med nogen eller en del sol. I løbet af dagen kan der komme enkelte byger. Temp. mellem 22 og 27 grader, lokalt lidt varmere, ved kysterne lidt køligere. Svag til let vestlig eller skiftende vind

Natten til søndag i Nordjylland skyet med byger, ellers tørt og mest klart. Temp. mellem 13 og 17 grader og svag til let vind fra nord og nordvest.

Hedebølge på op til 43 grader kan ramme det vestlige USA i weekenden

En voldsom hedebølge ventes at ramme i forvejen tørkeramte stater i det vestlige USA i weekenden.

Det skriver den amerikanske vejrtjeneste (NWS) i en prognose fredag.

Temperaturerne kan søndag nå helt op på 43 grader, lyder det.

Der er sandsynlighed for, at hidtidige varmerekorder bliver slået, skriver vejrtjenesten.

– Ekstremt høje dagtemperaturer kombineret med nattetemperaturer, der kan sætte varmerekorder, vil føre til stigende varmestress, lyder det.

Vejrtjenesten har en risikoskala for varme, hvor “ekstrem” er den højeste kategori.

Den indebærer, at alle uden adgang til køling eller tilstrækkelig væske kan blive påvirket. Samtidig kan det sætte elnettet under pres.

Folk vil lokalt kunne opleve at ligge i kategorien “ekstrem”, skriver NWS i prognosen.

– Denne hedebølge vil hurtigt blive farlig for alle uden tilstrækkelig køling eller væske, lyder det.

Et prognosekort viser, at delstaterne Washington, Oregon, Idaho, Montana og Wyoming er blandt de områder, hvor risikoen for naturbrande er størst.

De varme og samtidig blæsende forhold vil nemlig øge risikoen for naturbrande, skriver NWS.

RITZAU

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politi rykker ud til gruppeslagsmål på hovedgade i Taastrup

Københavns Vestegns Politi er fredag aften rykket ud til en større slåskamp mellem to grupperinger på Taastrup Hovedgade.

Det fortæller vagtchef Andreas Rasmussen til Ritzau.

– Da vi kommer derud, kan vi konstatere, at der holder en bil, som er kørt igennem et facadevindue på en af butikkerne. Vi tror, at det hænger sammen. Hvordan ved vi ikke endnu, siger vagtchefen.

Politiet kommer til at være på stedet i noget tid endnu, både fordi bilen skal bugseres ud af facaden, men også for at undersøge stedet nærmere.

Taastrup Hovedgade er i den forbindelse spærret af mellem Høje Taastrupvej og Parkvej.

Politiet modtog anmeldelse om slåskamp og uorden klokken 19.54.

Det er uvist, hvor mange personer der præcist tog del i slagsmålet. Vagtchefen fortæller, at der er tale om yngre mænd.

Der er ikke umiddelbart nogen tilskadekomne, og der er ikke foretaget nogen anholdelser.

– Vi efterforsker bredt og ser, hvad vi kan finde ud af. Hvis vi så finder ud af, at der er nogen, der har lavet noget voldeligt derude, så vil vi selvfølgelig søge at anholde vedkommende, siger Andreas Rasmussen.

Vagtchefen kan hverken be- eller afkræfte, at hændelsen kan være banderelateret, da man ikke har identificeret de involverede personer endnu, lyder det.

RITZAU

Højgaard rasler tilbage efter skidt runde i Skotland

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard kunne fredag slet ikke leve op til sin fremragende første runde i Scottish Open.

25-årige Højgaard gik anden runde i 73 slag, hvilket var tre slag over banens par.

Det var otte slag dårligere end den fremragende runde torsdag, der havde givet ham en delt førsteplads.

Men nu er han altså langt fra toppen. Rasmus Højgaard er raslet ned som delt nummer 49 og er syv slag fra toppen.

Bedre gik det fredag for hans tvillingebror, Nicolai Højgaard, der gik anden runde i fire slag under par. Han ligger på en delt 13.-plads – tre slag fra toppen.

Rasmus Neergaard er et enkelt slag dårligere end Nicolai Højgaard og ligger delt nummer 25.

Turneringen i North Berwick har deltagelse af både spillere fra DP World Tour og PGA Tour og fungerer for mange af stjernerne som opvarmning til næste uges majorturnering, The Open.

En, der ikke fik den bedste optakt, er verdens nummer et, Scottie Scheffler, der ikke klarede fredagens cut.

Det er første gang i fire år, at stjernen misser cuttet i en turnering. Han har klaret cuttet i 78 turneringer i træk.

Scheffler slutter som delt nummer 85. En placering, han deler med blandt andre danskerne Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard, der altså heller ikke er med i de to sidste runder i weekenden.

Scottish Open har en samlet præmiepulje på 9 millioner dollar, svarende til omkring 62 millioner kroner.

RITZAU

Sinner sikrer finaleplads med sejr over Djokovic i stormøde

Årets Wimbledon-finale i herresingle bliver et opgør mellem turneringens to højest seedede spillere. Fredag aften slog den forsvarende vinder og verdensetter, Jannik Sinner, nemlig serbiske Novak Djokovic. Det skete i tre sæt med cifrene 6-4, 6-4, 6-4. Italieneren spillede en nærmest urørlig kamp, hvor han ikke afgav et eneste serveparti. I finalen skal Sinner møde Alexander Zverev. Han spillede sig i sin første Wimbledon-finale tidligere fredag, da han slog den britiske overraskelse Arthur Fery.

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, samt deres to børn har besøgt kong Charles og dronning Camilla fredag eftermiddag.

Det oplyser det britiske kongehus, skriver BBC.

INFO: Ritzau liveblogger i dag fra VM 2026: Kvartfinale mellem Spanien og Belgien

Bloggen starter klokken 20:30

Bloggen kan følges på: http://www.ritzau.dk/-cXVi

Redaktionel kontakt: 33 30 04 10

Direkte embedkode: <div id=”ritzaulivefeed” data-source=”https://livewire.ritzau.dk/LiveEventFeed/Index?uid=5fbd7351cf6b4f12204a6317&eid=6a4cd9d9dd6ab418a3bbdb1c”></div><script src=”https://livewire.ritzau.dk/Scripts/pym.js” type=”text/javascript”></script>

Ifølge den seneste melding fra Midt- og Vestjyllands Politi om den alvorlige trafikulykke på Vestre Skivevej nord for Kjeldbjerg i Midtjylland fredag aften er tre personer i kritisk tilstand. De to andre tilskadekomne er i stabil tilstand.

Den første melding lød på, at fire personer var i kritisk tilstand.

Filmklassiker om spækhugger skal indspilles i ny version

Filmklassikeren “Befri Willy” fra 1993 vender tilbage i en ny version. Det skriver det amerikanske medie Variety. Det er Warner Bros, der står bag nyfortolkningen. Filmen tager udgangspunkt i den allerførste historie om den forældreløse dreng Jesse og spækhuggeren Willy. Da originalen udkom i 90’erne, blev den en global succes og indtjente omkring en milliard danske kroner. Det vides endnu ikke, hvornår produktionen går i gang, eller hvornår filmen får premiere. Det fremgår heller ikke, hvordan man vil besætte rollen som selve spækhuggeren i den nye indspilning.

Britisk politi indleder drabsefterforskning efter politikers død

Britisk politi har indledt en drabsefterforskning, efter den 78-årige politiker Ann Widdecombe torsdag blev fundet død i sit hjem. Hun havde pådraget sig alvorlige skader. Fredag aften er en 26-årig mand blevet anholdt og mistænkt for drabet. Det oplyser det lokale politi ifølge BBC. Assisterende politidirektør Matt Longman fortæller, at politiet på nuværende tidspunkt ikke efterforsker sagen som terror. Der er heller ingen informationer, der tyder på, at drabet er politisk motiveret. Den britiske premierminister Keir Starmer kalder dødsfaldet for et betydeligt tab. Ann Widdecombe var tidligere konservativ minister og sad i det britiske parlament i 23 år.

Fire personer er i kritisk tilstand efter trafikulykke i Midtjylland

Fire personer er i kritisk tilstand efter en alvorlig trafikulykke i Midtjylland fredag aften. Ulykken skete på Vestre Skivevej nord for Kjeldbjerg. To biler, hvoraf den ene havde en campingvogn bagpå, var involveret i ulykken. Efterfølgende er både biler og campingvogn brændt helt ud. Ud over de fire kritisk tilskadekomne har endnu en person brug for behandling. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. De tilskadekomne er sendt til flere forskellige sygehuse. En bilinspektør skal nu undersøge ulykken nærmere. Der er etableret omkørsel i området. Politiet understreger, at man skal respektere afspærringerne og give plads til redningskøretøjerne.

Fire personer i kritisk tilstand efter trafikulykke

Fire personer er i kritisk tilstand efter alvorligt trafikulykke nord for Kjeldbjerg. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.

Filmklassikeren “Befri Willy” fra 1993 skal genindspilles i en ny version.

Det skriver det amerikanske medie Variety.

Det er Warner Bros., der skal stå for produktionen af opfølgeren til 90’er serien om spækhuggeren Willy og drengen Jesse.

Det fremgår ikke, hvornår produktionen skal påbegyndes, eller hvornår man kan forvente at kunne opleve opfølgeren.

INFO: Livebloggen fra 7. etape af Tour de France er slut.

Randers og Frederiksberg Kommune forbereder sig på larveinvasion

Selv om egeprocessionsspinderen endnu ikke er set i Randers eller på Frederiksberg, forbereder kommunerne sig nu på en mulig invasion. Det skriver TV 2 Østjylland og DR. På Frederiksberg er man i gang med at gennemgå alle kommunens egetræer. Borgmester Michael Vindfeldt fra Socialdemokratiet oplyser på Facebook, at kommunen allerede har bestilt 100 redekasser til mejser, da fuglene er larvens naturlige fjende. Også i Randers Kommune har borgmester Rosa Lykke Yde fra SF bedt forvaltningen om at have et beredskab klar mod den såkaldte larve fra helvede. Larven har nemlig omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe og udslæt.

Over to kilometer bæk er død efter udslip af en større mængde øl

To en halv kilometer af Smedeby Bæk er død. Årsagen er et massivt udslip af øl og sodavand. Forureningen stammer fra et uheld på et lager i Padborg i juni. Her væltede et stort antal paller med drikkevarer. Ifølge DR svarer det til omkring en million liter væske. Først i tirsdags blev forureningen af bækken dog opdaget. Lige nu arbejder Aabenraa Kommune på at pumpe det forurenede vand væk. Det fortæller Karin Storkholm, der er teamleder for miljø i kommunen. Hun oplyser, at det endnu er uvist, hvem der ender med regningen for oprydningen.

Randers og Frederiksberg Kommune forbereder sig på larveinvasion

Selv om egeprocessionsspinderen ikke er blevet dokumenteret eller observeret i Randers eller i Frederiksberg Kommune, forbereder begge kommuner sig på risikoen for en invasion af larven.

Det skriver TV2 Østjylland og DR.

Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) skriver i et opslag delt på Facebook, at han er bekymret, efter at larven er blevet konstateret på tre lokationer i udkanten af Amager Fælled, som hører under nabokommunen København.

– Alle Frederiksbergs egetræer er ved at blive gennemgået, og gennemgangen skulle være færdig i begyndelsen af næste uge, skriver Michael Vindfeldt og fortsætter:

– Hvis larven konstateres her, har vi allerede aftale med skadedyrsbekæmpere om at fjerne rederne omgående.

Derudover vil forvaltningen opsætte redekasser til mejser i kommunens egetræer.

– Mejserne er larvens naturlige fjende. De første 100 redekasser er allerede bestilt, oplyser Michael Vindfeldt.

I Randers Kommune har borgmester Rosa Lykke Yde (SF) bedt forvaltningen om at lave et beredskab.

– Det er helt afgørende for borgerne, at kommunen har et beredskab klar, så vi er på forkant med situationen og hurtigt kan skride til handling, hvis det skulle blive relevant, siger hun i en pressemeddelelse.

RITZAU

Britisk politi indleder drabsefterforskning efter politikers død

Britisk politi har indledt en drabsefterforskning i forbindelse med den afdøde politiker Ann Widdecombes død.

Det oplyser det lokale politi i Devon og Cornwall, som dækker området, hvor Ann Widdecombe boede, i en pressemeddelelse.

78-årige Ann Widdecombe var tidligere konservativ juniorminister og medlem af parlamentet i 23 år.

Hun skiftede i 2023 til partiet Reform UK og optrådte flere gange som immigrations- og retsordfører for partiet, skriver BBC.

Politiet rykkede torsdag middag ud til en adresse i Haytor i det sydvestlige England, oplyser politiet.

Her blev Widdecombe fundet død i sit hjem. Hun havde “pådraget sig alvorlige skader”, lyder det fra politiet ifølge BBC.

Politiinspektør Ilona Rosson udtaler i pressemeddelelsen, at drabsefterforskningen stadig er i sin “indledende fase, men den skrider hurtigt fremad”.

– Vi indsætter alle nødvendige ressourcer for at klarlægge, hvad der præcist er sket, og for at finde den person, vi mener er ansvarlig. Den mistænkte beskrives som en hvid mand, lyder det.

RITZAU

Zverev slutter wildcard-spillers Wimbledon-eventyr i semifinalen

Det blev ikke til den ultimative fødselsdagsfejring på søndag for den snart 24-årige Arthur Fery.

Den britiske wildcard-spiller har været den helt store historie i dette års Wimbledon, men eventyret sluttede fredag i semifinalen.

Verdens nummer tre, Alexander Zverev, blev endestationen, da han vandt i tre sæt, 7-6, 6-2, 6-4, over Fery, der ligger nummer 114 i verden. I hvert fald lidt endnu.

For med en sensationel semifinale kan Fery se frem til at tage et kolossalt spring på den nye verdensrangliste mandag.

Hans semifinale var første gang i 25 år, at en herrespiller, der har fået et wildcard, nåede semifinalen ved grand slam-turneringen.

Og det skete sågar i britens egen baghave. Fery, der godt nok er født i Frankrig, er vokset op og bor i Wimbledon, hvor det traditionsrige tennisanlæg ligger.

I starten af opgøret red Fery ellers videre på bølgen fra turneringen hidtil. Briten spillede lige op med verdens nummer tre, men da første sæt skulle afgøres, var der ingen tvivl. Tyskeren vandt tiebreaken 7-0.

Det var noget af en lussing for den lokale sensation. Fery virkede i hvert fald rundtosset på det efterhånden godt slidte græs. Andet sæt var tyskerens, og med et rent serveparti vandt han 6-2.

Niveauforskellen mellem verdens nummer 3 og nummer 114 blev efterhånden mere tydelig. En velspillende Zverev og hans kraftfulde serv var gang på gang for meget for den undertippede brite.

Det var præcis med den, at han sikrede sejren. Foran 5-4 afgjorde Zverev semifinalen på den første matchbold.

I finalen venter enten Jannik Sinner eller Novak Djokovic, der tørner sammen i et stormøde i den anden semifinale senere fredag.

Det er første gang, at Zverev skal spille finale i Wimbledon. Tidligere er han aldrig nået forbi fjerde runde i grand slam-turneringen i London.

RITZAU

Stor sygesikringsreform er stemt igennem i det tyske parlament

I Tyskland har Forbundsrådet godkendt en stor sundhedsreform, som skal bremse stigende udgifter til sygeforsikring.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forbundsrådet, Bundesrat, er det ene kammer i det tyske parlament.

Tidligere på dagen blev reformen godkendt i Forbundsdagen, Bundestag, som er det andet kammer.

Lovpligtig sygeforsikring dækker størstedelen af befolkningen i Tyskland. Det finansieres primært gennem lønbidrag, som deles mellem ansatte og arbejdsgivere.

Når sundhedsudgifterne stiger, øges bidragssatserne. Det har økonomiske konsekvenser for både virksomheder og medarbejdere, skriver Reuters.

Sundhedsreformen er en del af en bredere økonomisk reformpakke, som den tyske regering fremlagde i sidste uge.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]